Østersøens Lange Vej Tilbage: 400 Års Kamp For Et Sundere Havmiljø

Dr.dk 10 Maj 2024

Den sjove

Den Lange Vej Mod Et Rent Østersøen: En Økologisk Tidsrejse I Østersøens bølger skjuler der sig en dyb krise, som rummer både fortidens synder og fremtidens udfordringer. Ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet står vi over for en monumental opgave, hvis vi skal bringe Østersøens havmiljø tilbage til en sund tilstand. En opgave, der ikke blot vil strække sig over årtier, men århundreder. Markagers dystre forudsigelse lyder, at selv med en ambitiøs indsats vil det tage mindst 100 år at rette op på skaderne, og hvis de omkringliggende lande reducerer næringsstofudledningen med 30 procent, vil det tage op til 400 år. Dette langsigtede tidsperspektiv kaster en skygge over den nuværende indsats for at beskytte Østersøen. Indtil videre har landene i Helcom, en kommission dedikeret til beskyttelsen af det baltiske havmiljø, kun formået at enes om en reduktion på beskedne otte til ni procent. "Det er langt fra nok," siger Markager. "Vi bliver nødt til at finde helt nye redskaber, hvis vi skal løse dette problem." Situationens alvor er ikke gået Bornholms og Christiansøs Fiskeriforenings formand, Thomas Thomsen, forbi. Med et nærmest resigneret udtryk fortæller han, at fiskeriforeningen forventes at nedlægge sig selv på fredag. "Der er lig nul chancer for at fange fisk i Østersøen," siger han, et billede på en erhvervsgren i knæ. Den skræmmende lave fangst af torsk – fra 400.000 ton årligt til bare 1.000 ton i dag – illustrerer et hav i ubalance. Næringsstoffer som fosfor og kvælstof fremmer algevækst, som efterfølgende dør og synker til bunds, hvor de forbruger den ilt, som er essentiel for marint liv. Dette betyder, at torskeæg ikke kan klække, og uden bunddyr er der ingen føde tilbage til de få tilbageværende torsk. Markager peger på en bitter ironi i, at det er landbruget, der har forurenet havet og dermed indirekte skadet fiskerierhvervet, som også selv har bidraget gennem overfiskning i 1980'erne. "De har både selv savet den gren, de sad på, og så har landbruget kappet den med en motorsav," forklarer han. For at rette op på dette kræver det ikke kun en stop for fiskeriet, men også globale indsatser for at bekæmpe temperaturstigninger, der yderligere presser torsken. Udfordringen er enorm og kræver en helhedsorienteret tilgang, der spænder bredere end blot lokale eller nationale tiltag. I dette lange seje træk mod et renere Østersøen er det klart, at vi står ved begyndelsen af en rejse, der vil strække sig langt ud over vores egen levetid. En rejse, der vil kræve vedholdenhed, innovation og et dybtgående skift i, hvordan vi værdsætter og beskytter vores fælles naturarv.

Den filosofiske

Østersøens Dybe Krise: Et Spørgsmål om Moral og Økologi I det stille havvand i Østersøen ulmer en økologisk krise af dimensioner, der taler ind i vores samvittighed og etik. Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet bringer os ansigt til ansigt med en sandhed, der er lige så dyb som havets egne mørke dybder: At genoprette Østersøens havmiljø vil kræve århundreder – op til 400 år, hvis de omkringliggende lande reducerer deres næringsstofudledning med blot 30 procent. Denne prognose er ikke blot en teknisk vurdering; den er en moralprøve for vores samtid. Det illustrerer, hvor dybt de spor, vi efterlader i naturen, rent faktisk går. De næringstunge udledninger fra landbruget og historisk overfiskning har ikke blot formindsket torskebestanden markant – fra 400.000 ton årligt til nu kun 1.000 ton – men har også skabt et miljø, hvor livet bogstaveligt talt kvæles i mangel på ilt. Helcom, en kommission dedikeret til beskyttelsen af Østersøens havmiljø, har kæmpet for at skabe konsensus om mere drastiske nedskæringer i næringsstofudledningen. Men selv deres indsats synes utilstrækkelig, med kun otte til ni procent reduktion opnået indtil videre. Markager efterlyser en radikal omvurdering af vores indgreb i naturen, en appel til at bringe "helt andre værktøjer op af skuffen" for at håndtere denne ødelæggelse. Situationens ironi ligger ikke blot i de økologiske konsekvenser, men også i den selvdestruktive adfærd hos de erhverv, der er mest afhængige af havets ressourcer. Fiskerne og landbruget har, ifølge Markager, bidraget til deres egen undergang ved hhv. overfiskning og massiv næringsstofudledning. Denne selvskade har kulmineret i Bornholms og Christiansøs Fiskeriforenings beslutning om at opløse sig selv på grund af de tomme net, der nu er en daglig påmindelse om krisens alvor. Den langsigtede løsning indebærer mere end blot lokale eller regionale ændringer; den kræver et globalt opgør med klimaændringer, som presser torsken ud af sine traditionelle, kolde vande. Det rejser det grundlæggende spørgsmål: Er vi villige til at tage de nødvendige skridt for at redde ikke bare Østersøen, men også os selv? Denne dybe økologiske og etiske krise, som nu udfolder sig i Østersøen, er et spejl for vores tid. Det reflekterer en bredere eksistentiel kamp, hvor hver handling og hver undladelse vil forme fremtiden for de kommende generationer. Østersøen er ikke kun en test af vores vilje til at handle, men også af vores evne til at tænke på tværs af generationer og grænser – en ægte prøve af vores moralske og økologiske forståelse.

Den skrappe

Østersøens Ødelagte Økosystem: En Fortælling om Tab og Langsom Genopretning I det blanke spejl af Østersøens overflade reflekteres en historie om dyb økologisk krise. Det er en historie, der, ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, vil strække sig over flere århundreder, hvis vi begynder at handle nu. Østersøen, som engang var rig på liv og biologisk mangfoldighed, lider under et massivt pres fra næringsstofudledning – et resultat af både intensivt landbrug og historiske overfiskningsvaner. Markager skitserer et dystert scenarie: Selv med en 30 procent reduktion af næringsstoffer til Østersøen, ville det tage op mod 400 år at genoprette havets sundhed. Og selv med mere radikale reduktioner, taler vi stadig om en hel menneskealder, minimum 100 år, før vi kan se væsentlige forbedringer. Situationens alvor er ikke gået tabt for regionens fiskere. På Bornholm forbereder lokalbefolkningen sig på at sige farvel til en æra, idet Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening forventer at nedlægge sig selv denne fredag. "Der er 'lig nul' chancer for at fange fisk," siger foreningens formand, Thomas Thomsen, en dyster erkendelse af en næsten tom Østersø. Problemet bunder i en overflod af fosfor og kvælstof, der næres af landbrugets affaldsstoffer. Disse næringsstoffer fremmer algevækst, som efter sin død synker til bunds og dræner havet for ilt. Uden ilt kan intet marint liv trives; torskeæg klækker ikke, og havbundens fauna forsvinder, efterladende intet bytte til de få tilbageværende torsk. "Fiskerne og landmændene har savet den gren, de sad på, og nu er de tilbage med stubben," siger Markager med et billedsprog, der fanger både desperationen og den selvskabte tragedie. I lyset af denne krise foreslår Markager drastiske tiltag: en fuldstændig stop for fiskeri og en global indsats mod klimaændringer, som truer med at skubbe torsk yderligere væk fra dens traditionelle, kolde vand. Disse løsninger peger på en nødvendighed af en ny tilgang til både miljøbeskyttelse og vores interaktion med naturen. Historien om Østersøen er en påmindelse om, at vores handlinger har langvarige konsekvenser. Mens Østersøen måske står som et monument over menneskeskabte miljøkatastrofer, står den også som en udfordring til os alle om at genoverveje og reformere den måde, vi interagerer med vores planet på. For Østersøen og dens kommende generationer af både mennesker og marine arter, ligger fremtiden i vores hænder – og tiden er essentiel.