Langsomme Fremskridt: Bureaukrati Forsinker Danmarks Vandmiljøplaner

dr.dk 12 Maj 2024

Den sjove

Akutpakke til vandmiljøet: Når bureaukratiet bremser handling Det er som at stå i en tåge af bureaukrati og politiske løfter, mens vandmiljøet lider og gasper efter luft. "Akut" kaldes den nye politiske aftale, som skulle bringe åndedrætshjælp til de danske farvande, men efter næsten et halvt års forberedelse, står den mere som et symbol på langsommelig proces end som en redningsaktion. Magnus Heunicke, den socialdemokratiske miljøminister og selvudnævnte "havets minister", talte sidste år om alvoren i situationen og nødvendigheden af hurtig handling. Med en investering på 405 millioner kroner blev en akutpakke lanceret. Men pengene, der skulle kickstarte forbedringerne, synes nu at drukne i et hav af administrative udgifter. Stiig Markager, professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, udtrykker dyb frustration over, hvordan midlerne anvendes: "Det virker fuldstændig håbløst," sagde han i P1 Morgen, og kritiserede, at en stor del af fonden opsluges af sekretariater, konsulenter og pulje-administration. "Vi ved, hvad der skal gøres, så hvorfor denne tøven og spild af ressourcer på bureaukrati?" Aftalens penge skal bl.a. bruges til kommunernes faciliterende rolle og rådgivning til lodsejere, med 40 millioner afsat til hver post. Yderligere midler går til Miljøstyrelsens vejledning og diverse administrative opgaver, hvilket får Markager til at sammenligne situationen med et efterladt rod efter en børnefødselsdag: "Man sidder og tænker over, hvor man skal starte med at rydde op, men i stedet for at komme i gang, spildes tiden med overvejelser." Resultaterne af disse investeringer står i skærende kontrast til behovet. Selvom aftalen indebærer opkøb af landbrugsjord og forbedringer ved Hjarbæk Fjord og Vejle Fjord, vil effekten kun være en brøkdel af det nødvendige. For Vejle Fjord forventes en kvælstofreduktion på 20 procent, hvilket kun er en femtedel af det, der kræves. For Hjarbæk Fjord er det endnu mindre: blot fire procent. Markager's sarkastiske konklusion om, at vi med det nuværende tempo vil være i mål om 200 år, underbygger billedet af en handlingslammet politisk proces, hvor viljen til reel forandring drukner i et administrativt morads. Ministerens løfter om at sætte fart på indsatsen lyder hult, når de står over for realiteterne i de udførte tiltag. Mens 55.000 ton kvælstof fortsat strømmer ud i de danske farvande årligt, hvilket overvejende skyldes landbrugets gødning, spørger mange sig selv, om aftalens virkelige effekt kun er at bevare status quo snarere end at initiere den nødvendige revolution i vores omgang med naturen. På trods af bred politisk opbakning undtagen fra Enhedslisten, er der et påtrængende behov for en revurdering af, hvordan vi bedst og mest effektivt beskytter vandmiljøet - før det er for sent.

Den filosofiske

Når "Akut" Handling Dræner i Bureaukratiets Sand I en tid hvor danske fjorde og vandløb nærmest skriger på frelse, svømmer en ny politisk aftale, mærket "akut", sig langsomt frem gennem et morads af bureaukrati og træge beslutningsprocesser. Selvom ordet "akut" indikerer hurtig handling, afspejler den reelle fremdrift i vandmiljøaftalen desværre en anden virkelighed. Det var i slutningen af november 2023, at miljøminister Magnus Heunicke først annoncerede denne ambitiøse plan, som skulle sætte ind mod de alarmerende forhold i de danske farvande. Billeder af døde fisk og grumset vand havde endelig fået politikernes opmærksomhed, og en løsning syntes inden for rækkevidde. Men nu, næsten et halvt år senere, fremstår de gode intentioner som fanget i et net af administrative udfordringer. Den oprindelige begejstring fra ministeren, der proklamerede en akut indsats, har mødt virkelighedens komplekse ansigt. Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet fremstår som en kritisk røst i debatten. Han beskriver, hvordan en væsentlig del af de 405 millioner kroner, der var øremærket til projektet, nu synes at forsvinde i administration frem for handling. "Det virker fuldstændig håbløst," siger han og understreger, at mens naturen kræver hurtig handling, synes planlægningsfasen uendelig. Markagers frustration er ikke ubegrundet. Når 40 procent af midlerne anvendes på bureaukrati—på sekretariater, konsulenter og pulje-administration—er der grund til bekymring. Det svarer til, at man overvejer i timevis, hvilken ende af et rodet hus man skal begynde at rydde op i efter en børnefødselsdag, i stedet for bare at begynde oprydningen. Mens ministeren havde håbet, at aftalen skulle sætte fart i arbejdet med at redde det danske vandmiljø, peger Markager på, at den faktiske effekt af indsatserne er minimal. I stedet for den nødvendige radikale reduktion af kvælstofudslip, tilbyder aftalen kun små skridt, som knap nok vil kunne måles i de berørte områder. Ved Hjarbæk Fjord og Vejle Fjord er de målbare resultater af disse indsatsområder beskedne sammenlignet med behovet. "Med det her tempo er vi i mål om 200 år," siger Markager sarkastisk og sætter dermed spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet når at se effekten af disse tiltag i vores levetid. Denne tidshorisont strækker sig langt ud over enhver politikers embedsperiode, og sætter spørgsmål ved, hvorvidt den politiske vilje er stærk nok til at stå imod de bureaukratiske barrierer. Således står det danske samfund over for en kritisk vurdering af, hvordan vi bedst handler på miljøkriser. Når de politiske løfter om akut handling drukner i administration og langsomme processer, må man spørge sig selv, om vi har råd til at vente. Det danske vandmiljø kan ikke tåle tøven, og det kræver mere end gode intentioner at ændre kursen. Det kræver handling, nu.

Den skrappe

Akutpakke til vandmiljøet: En langsom dans med bureaukratiet Under stor fanfare blev en ny politisk aftale præsenteret som en akut redningskrans til Danmarks trængende vandmiljøer, der længe har kæmpet for at få vejret. Men selvom ordet "akut" indgår i aftalens navn, har processen bag dens udvikling og implementering været alt andet end hurtig. Magnus Heunicke, miljøministeren, som sidste år proklamerede, at situationen i de danske vandmiljøer var "alarmerende", har lagt både politisk og personlig troværdighed på linjen. Aftalen, som skulle markere et afgørende skridt mod en renere fremtid for Danmarks fjorde og kyster, synes nu at være fanget i en malstrøm af træghed og administrative omveje. Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet udtrykker en dyb frustration over, hvorledes de 405 millioner kroner, der blev afsat til akutpakken, anvendes. "Det virker fuldstændig håbløst," siger han og kritiserer, hvordan en stor del af midlerne opsuges af sekretariater, konsulentbistand og administration af diverse puljer. Ifølge Markager spildes tiden på at diskutere, hvor og hvordan man skal gribe ind, snarere end faktisk at handle. Denne bureaukratiske tilgang underminerer ikke blot aftalens formål men også hastigheden af den nødvendige indsats. Markager sammenligner det med at skulle rydde op efter en børnefødselsdag, hvor man sidder handlingslammet og overvejer, hvilket hjørne man skal starte i, mens tiden går. Selvom aftalen indeholder konkrete projekter som opkøb af landbrugsjord og forbedringer ved Hjarbæk Fjord og Vejle Fjord, hvor der skal ske målbare reduktioner i kvælstofudledningen, er den samlede effekt marginal i forhold til det samlede behov. For Vejle Fjord forventes en reduktion på kun 20 procent af det nødvendige, og for Hjarbæk Fjord blot fire procent. Den langsomme fremdrift og de mange ressourcer, der anvendes på administration, fører Markager til den bitre konklusion, at det med det nuværende tempo vil tage 200 år at nå i mål med de nødvendige forbedringer. Dette er en dystopisk vision, der strækker sig langt ud over enhver politikers embedsperiode, og efterlader os med spørgsmålet om, hvorvidt vi kan tillade os at være så tålmodige. Miljøministeriet fremhæver, at indsatsen vil skåne de nævnte fjorde for op mod 24 ton kvælstof årligt, men i lyset af at der årligt udledes 55.000 ton til danske farvande, står det klart, at selv de bedste intentioner drukner i et hav af træge processer og halve løsninger. Vi står tilbage med en aftale, der er mere en stille hvisken end et råb om akut handling, og det danske vandmiljø forbliver i en tilstand af nød.