Landmand Kritiserer EU's 'Grønne' Krav: For Let at Opfylde

dr.dk 29 Maj 2024

Den sjove

Når Det Grønne Bliver Gråt: Landmand Kræver Skrappere Miljøkrav I det nordjyske sidder landmand Sten Dissing på sit økologiske landbrug og ryster på hovedet over de nye EU-krav, der skulle styrke landbrugets bæredygtighed. Ifølge ham er de grønne krav, som EU stiller for at udbetale årlig støtte, langt fra udfordrende. "Det er det første, vi overhovedet lærer på skolen," siger han med et skævt smil og henviser til de basale landbrugsmetoder, som kravene dækker, såsom sædskifte og forbud mod at pløje på stejle marker. "Man burde jo ikke pløje, hvor der er risiko for jordskred," fortsætter han og påpeger, at mange af de såkaldt nye krav blot er sund fornuft for enhver habil landmand. Dissing, der også er aktiv i Økologisk Landsforening, ser de nuværende tiltag som utilstrækkelige, når det kommer til faktisk at reducere klimaforureningen og forbedre biodiversiteten. En nylig rapport fra tænketanken Concito understøtter Dissings synspunkter. Rapporten afslører, at de grønne krav kun har haft minimal effekt på klimaet, med en reduktion på beskedne 0,1 millioner ton CO2, hvilket svarer til blot én procent af landbrugets samlede udledninger. "Forsøgene på at gøre landbrugspolitikken grønnere er tydeligvis ikke lykkedes," konstaterer professor Carsten Daugbjerg fra Københavns Universitet. Sten Dissing foreslår en radikal ændring af støttesystemet, hvor man belønner landmænd, der går foran i klimakampen med innovative og mere bæredygtige praksisser. "Hvis man indrettede støttesystemet sådan, at det gav en økonomisk bonus for at nå de mål, vi gerne vil have, så kunne det virkelig skabe forandring," siger han og tilføjer bekymret, at det i øjeblikket er klimaet og biodiversiteten, der betaler prisen for manglende ambitioner. Spørgsmålet om økonomisk pres på landmændene er relevant, men Dissing mener, at det nuværende system allerede er skævt fordelt, hvor miljøet og samfundet bærer de tungeste byrder. På den anden side af debatten står Landbrug & Fødevarer, der traditionelt har været tilbageholdende med at støtte skrappere miljøkrav. Men nu lyder tonen anderledes fra organisationen. "Vi arbejder på, at det skal fylde mere i næste landbrugsreform," siger Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i Landbrug & Fødevarer, og anerkender behovet for en grønnere omstilling. Dialogen om landbrugsstøttens fremtid og dens grønne potentiale er derfor vigtigere end nogensinde. Mens EU-politikken langsomt justeres, er det lokale stemmer som Sten Dissing, der holder debatten i live og presser på for reelle ændringer, der kan mærkes både på marken og i det globale klimaregnskab.

Den filosofiske

Grønne Krav møder Skepsis: Landmand Ønsker Mere End Pædagogik I de nordjyske marker står Sten Dissing, en økologisk landmand med benene solidt plantet i sin overbevisning. Når han kigger ned over EU's liste med ni såkaldt grønne krav til landbruget, er hans reaktion nær ved et grin. Ikke fordi listen er komisk, men fordi den synes ham banal – et skoleskema uden de store udfordringer. "Det er jo elementært," siger han, mens han gestikulerer over de vidtstrakte marker. "At man ikke skal pløje på stejle skråninger eller praktisere sædskifte er noget, vi lærer fra start. At dette kan udløse EU-støtte, finder jeg bemærkelsesværdigt." Det er ikke fordi kravene er forkerte, men fordi de er så fundamentale, at de ifølge Dissing ikke burde være andet end en selvfølgelighed. Fra sin base nær Brovst, hvor han driver et økologisk landbrug, betragter han EU's tilgang til miljøstøtte som en utilstrækkelig indsats, der skraber overfladen af, hvad der virkelig er brug for. En nylig rapport fra tænketanken Concito støtter hans synspunkt. Rapporten konkluderer, at de grønne krav har resulteret i en reduktion på kun 0,1 millioner ton CO2, svarende til en spinkel en procent af landbrugets samlede emissioner. Carsten Daugbjerg, professor i landbrugs- og fødevarepolitik ved Københavns Universitet, er enig i kritikken og bemærker lakonisk, at "forsøgene på at gøre landbrugspolitikken grønnere tydeligvis ikke er lykkedes." Sten Dissing repræsenterer ikke kun sit eget landbrug men også den bredere økologiske bevægelse gennem sin rolle i Økologisk Landsforenings repræsentantskab. Han argumenterer for, at hvis EU virkelig ønsker at fremme et mere bæredygtigt landbrug, bør der stilles langt højere krav – krav, der ikke kun belønner god skik, men som faktisk inciterer til forandring. "Vi taler om en støtte, der skal motiverende og reformerende," forklarer Dissing, "hvorfor ikke gøre det tillokkende økonomisk at udvikle nye, mere bæredygtige praksisser?" Denne tankegang møder dog modstand i traditionelle landbrugsfællesskaber, repræsenteret ved Landbrug & Fødevarer, hvor der tidligere har været en vis modvilje mod skærpede krav. Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i organisationen, påpeger dog en udvikling i holdningen: "Vi ser nu en bredere erkendelse af, at vi skal gøre mere for at indfri EU's klimamål." Spørgsmålet er nu, hvordan denne erkendelse kan omsættes til praksis uden at ødelægge økonomien for de landmænd, som allerede er pressede. "Det er ikke blot et spørgsmål om miljø," siger Dissing, "det er også et spørgsmål om retfærdighed og om at skabe en levedygtig fremtid for landbruget." Mens dialogen om grønnere landbrugspolitik fortsætter, står det klart, at der er brug for en ny form for støtte – en, der går ud over det basale og virkelig begynder at tackle de miljømæssige udfordringer, moderne landbrug står overfor.

Den skrappe

Landmand Udfordrer EU’s Miljøkrav: "Det er Jo Basalt God Landmandsskik" I det nordjyske landskab, hvor vinden danser mellem marker og stalde, sidder landmand Sten Dissing med en liste i hånden, der næsten fremkalder et grin. Listen over EU's ni grønne krav, der er designet til at booste biodiversitet og skrue ned for klimabelastningen fra landbruget, virker for ham nærmest banal. "Det er det første, vi lærer på landbrugsskolen," siger han, og skuer ud over sit økologiske landbrug nær Brovst. Disse krav, der inkluderer tiltag som sædskifte og forbud mod at pløje på stejle skråninger for at forebygge jordskred, er ifølge Dissing så grundlæggende, at det næsten virker absurd, at de kan udløse finansiel støtte. "At det kan være et krav, som udløser støtte – det er jo logik for burhøns," siger han med et glimt i øjet. Men smilene falder en smule, når samtalen drejer ind på den reelle effekt af disse politikker på klimaet. En rapport fra tænketanken Concito afslører, at de grønne krav kun har resulteret i en reduktion af CO2-udledningerne på 0,1 millioner ton, hvilket svarer til blot én procent af landbrugets samlede emissioner. "Det er jo en dråbe i havet," konstaterer Carsten Daugbjerg, professor i landbrugs- og fødevarepolitik ved Københavns Universitet, der også mener, at forsøgene på at grønne EU's landbrugspolitik ikke har båret det ønskede frugt. Sten Dissing nikker bekræftende og tilføjer, at hvis man virkelig ønsker at gøre en forskel for klimaet og biodiversiteten, så kræver det mere ambitiøse målsætninger og en reel omstrukturering af støttesystemet. "Hvis støtten blev indrettet således, at den belønnede de landmænd, der går foran og innoverer, så kunne vi se reel forandring," foreslår han. Spørgsmålet om økonomisk hårdt pressede landmænd opstår naturligt i debatten, men Dissing er hurtig med et svar. "Lige nu er det miljøet, der betaler prisen. Det er biodiversiteten og fiskene i Vejle Fjord, der lider under, at vi ikke gør nok." På trods af historisk modstand mod strengere miljøkrav fra visse landbrugsorganisationer, er der nu en bevægelse i gang. Niels Lindberg Madsen fra Landbrug & Fødevarer medgiver, at der er en voksende erkendelse inden for branchen om, at der er behov for en mere bæredygtig tilgang. "Vi ser en fremtid, hvor landbrugsstøtten skal anvendes til at facilitere en grønnere omstilling," siger han, hvilket markerer et skifte i toneleje fra tidligere tiders modstand. I en verden, hvor klimaforandringerne bliver mere og mere påtrængende, står det klart, at selv de grønneste intentioner skal revideres og forstærkes. Landmænd som Sten Dissing og organisationer som Landbrug & Fødevarer begynder at finde fælles fodslag i en sag, der går på tværs af traditionelle skel. For som Dissing slutter: "Vi skal ikke kun følge strømmen; vi skal lede an."