Midterrabattens mareridt – endnu en lastbil tager turen gennem autoværnet Der er noget med lastbiler og midterautoværn på Sjælland for tiden. Noget, der minder mere om en dårlig slapstick-komedie end virkelighed. Men det *er* virkelighed – og for tredje gang på bare otte dage har endnu en lastbil besluttet sig for at tage direkte livtag med midterautoværnet, denne gang på Motorring 4 mellem motorvejskrydsene Taastrup og Vallensbæk. Bilen, eller rettere det tonstunge bæst, holder nu og skammer sig midt i midterrabatten – omgivet af et sørgeligt virvar af opgravet jord, nødblink og refleksklædte redningsfolk, der kæmper for at få det hele til at se bare nogenlunde fornuftigt ud igen. Kørebanen ligner mere en jordbane end en asfaltvej, og trafikken... ja, den står stille som en kop lunken automatkaffe i en lastbilkabine. Københavns Vestegns Politi har været ude med fingeren i luften – og fingrene på tastaturet. På X (det, der engang hed Twitter, men nu lyder som et hemmeligt våben) advarer de om "massive udfordringer" i trafikken. Og i samme åndedrag – måske en anelse opgivende – beder de bilisterne om at udvise tålmodighed og hensyn. For det er svært, det med tålmodighed, når man sidder i sin bil, blinklyset tikker i takt med blodtrykket, og Waze har opgivet at finde en alternativ rute. Men ikke desto mindre: Der er brug for det. For igen er det tung trafik og tung metal, der har lavet ballade på motorvejene – noget, der efterhånden virker som en tilbagevendende hovedperson i det store danske pendlerdrama. Sidste gang det skete, var det på Øresundsmotorvejen – også en lastbil, også et midterautoværn, og også en eftermiddag, der gik op i blinkende advarselslamper og myldretidskøer så lange, at man kunne nå at lytte til tre podcasts og overveje sin livsfilosofi. Hvorfor det sker? Det må vejguderne, transportmyndighederne eller måske bare logikken svare på en anden dag. Indtil da må vi affinde os med synet af endnu en lastbil på tværs og drømmen om en motorvej, hvor alle bliver i deres egen bane. Og imens lastbilchaufføren – forhåbentlig uskadt – overvejer sine næste karrieretræk, kæmper redningsfolk og politi med skovle, koste og koordinering. Vi andre må kæmpe med vores temperament og håbe, at næste uge ikke bringer nummer fire i rækken af autoværnsdramaer.
Ude af kurs – når tyngden bryder grænsen På en ellers almindelig strækning af dansk infrastruktur – Motorring 4, mellem motorvejskrydsene Taastrup og Vallensbæk – har endnu en hændelse fundet sted. En hændelse, der i sin gentagelse antyder noget mere end blot et teknisk uheld. En lastbil har, for tredje gang på otte dage, forladt sin bane og brudt gennem midterautoværnet, som ellers står som skillelinje og værn mod det kaos, vi har organiseret som trafik. Lastbilen står nu stille i midterrabatten. En krop i jorden, omgivet af jordmasser, der ligger som vidnesbyrd om kraftens ret – eller rettere: kraftens vildskab. En uforudsigelighed, som ikke bare bringer materielle skader, men åbner et eksistentielt spørgsmål om kontrol, om struktur og om menneskets forhold til sine egne systemer. Midterautoværnet, denne moderne civilisations rygsøjle, bristet igen. Redningsfolk er på stedet. De gør det, man gør, når noget er gået i stykker: rydder op, samler sammen, forsøger at genskabe orden. Men deres arbejde foregår ikke blot i det praktiske, det synlige – det er også en form for tavs erkendelse. At noget, vi troede var stabilt, igen har vist sig sårbart. Københavns Vestegns Politi kalder situationen for "massive udfordringer" og beder om tålmodighed. Og måske netop tålmodighed er det rette svar. Ikke blot i trafikken, men i erkendelsen af, at systemer ikke altid bærer os som de burde. At selv de mest logiske konstruktioner – autoværn, kørebaner, myldretidsforløb – kan brydes, og at bruddet altid fører noget med sig: forsinkelser, frustration, frygt. Og forundring. Senest, for kun en uge siden, var det Øresundsmotorvejen, hvor en lignende hændelse udspillede sig. Midt i eftermiddagsmyldretiden – det ritualiserede kaos, hvor individ og masse flyder sammen i maskinernes koreografi – blev rytmen brudt, og køen voksede som en fysisk manifestation af afmagt. Men hvad er det, vi ser her? Er det blot tilfældighedernes spil? Eller udtrykker disse hændelser noget dybere – en skævhed, et tegn i samtiden? En ubalance i vores infrastruktur, måske i vores forståelse af kontrol og afgrænsning? Når lastbiler bryder gennem det, vi har bygget til at holde dem på plads, tvinges vi til at konfrontere selve vores idé om grænser og deres holdbarhed. Så vi venter. I køen, i trafikken, i vores tanker. Og vi håber, at næste uge ikke bringer den fjerde. Ikke bare for fremkommelighedens skyld, men for den stille tillid, vi hver dag lægger i asfalten under os.
Motorvejens teater – endnu en lastbil i hovedrollen som autoværnssabotør Det er sket igen. En lastbil har for tredje gang på otte dage valgt at ignorere de civilisatoriske rammer og kørt direkte gennem midterautoværnet på en af Sjællands motorveje – denne gang på Motorring 4, mellem Taastrup og Vallensbæk. Det er efterhånden ikke længere en trafiknyhed, det er blevet en gentagelse. En gentagelse, som ingen har bedt om, og som alligevel spiller sig ud i scenografien af jord, blinkende blå lys og uendelige bilkøer. Lastbilen, et tonstungt symbol på både nødvendighed og potentiale for kaos, står nu henslængt i midterrabatten, som en faldet kolos midt på slagmarken. Rundt omkring den – bunker af opgravet jord, knust autoværn og redningsfolk, der bevæger sig som koordinerede myrer med refleksveste og fast greb i skovle og radioer. Kørebanen er dækket af det, man med en vis poetisk frihed kunne kalde *jordens protest*. Københavns Vestegns Politi har meddelt på platformen X, at trafikanterne skal forvente "massive udfordringer". Et begreb, der efterhånden dækker alt fra ny asfalt til eksistentiel ventetid i første gear. De opfordrer til tålmodighed og hensyn, hvilket i en dansk myldretidssammenhæng kan føles som at bede en sulten rottweiler om at overveje vegetarisme. Men hvad er det egentlig, der sker? Tre lastbiler på otte dage, alle gennem midterautoværn. Er det bare tilfældighedernes sorte skæbne, eller er det selve infrastrukturen, der knager i fugerne? Er det chaufførerne, der blinker mod virkelighedens træthed? Er det vejene, der bliver for smalle, eller er det samfundets tempo, der bliver for højt? Senest var det på Øresundsmotorvejen. Samme scenarie. Et gigantisk køretøj brød igennem som et søvnigt uvejr, og tusinder af bilister sad fast i en tilstand, der minder mere om moderne absurdisme end effektiv transport. Man kunne nå at tænke mange ting i de køer. Om livet. Om arbejde. Om hvorvidt motorveje egentlig er et fremskridt. Og imens står vi andre og ser på. Fra broerne, fra bilradioerne, fra sociale medier, hvor droneoptagelser og arrige kommentarer konkurrerer om opmærksomheden. Vi venter. I biler, i systemer, i forventninger. Der er noget fascinerende ved gentagelsen. Den gør os usikre. Den prikker hul i illusionen om orden og kontrol. For hvis ikke engang autoværnene kan holde kursen, hvad så med os andre? Hvem holder os i vores bane? Og midt i denne eksistentielle trafikale gentagelse håber vi – ikke blot på bedre kørsel – men på, at næste kapitel i denne asfaltens tragedie ikke bliver skrevet i næste uge. Men hvis det gør... så ved vi i det mindste, hvad overskriften bliver.