El-løbehjul: Hjælp, jeg skal ha’ hjelm – men må cykle ind i solnedgangen med bar pande Forestil dig dette: Du triller hjemad på dit el-løbehjul. Du har glemt hjelmen, fordi du havde travlt, fordi du havde håret sat pænt, eller fordi du bare ikke gider ligne en blanding af cykelrytter og byggeleder. Så kommer politiet. Og vupti: 1.500 kroner i bøde. Bum. Men! Hvis du i stedet havde valgt en elcykel – altså det tohjulede fartdyr, der kan rulle af sted med 25 kilometer i timen – ja, så var du trillet videre, stadig uden hjelm, stadig med vind i håret, og uden at skulle hive dankortet frem i forlegenhed. Velkommen til det danske transportsystem anno nu. Hvor hjelm er pligt på det ustabile, motoriserede løbehjul – men frivilligt på den hurtigere, tungere og lige så elektriske cykel. Det er sådan lidt som at kræve redningsvest på luftmadras, men ikke i speedbåd. Syv gange så farligt – men stadig lidt forvirrende Pernille Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, forklarer det hele med den ro og systematik, som kun kommer fra nogen, der har talt med rigtig mange politikere. Ifølge hende handler det om *kontrol og erfaringer*. El-løbehjulene kom ind med en forsøgsordning i 2019 – dengang uden hjelmkrav. Men ulykkesstatistikkerne voksede som skvalderkål i regnvejr. »Det er omkring syv gange så farligt at køre på el-løbehjul som på almindelig cykel eller elcykel,« siger hun. Og det giver mening. For man står op. Hjulene er små. Asfalten er hård. Og det danske vejnet er spækket med kantsten og glatte brosten, som en slags forhindringsbane designet af en mildt sadistisk byplanlægger. Et paradoks med pedaler Men tilbage står spørgsmålet: Hvorfor gælder reglen ikke også for elcykler? Det er jo de samme 25 km/t, og faktisk mere masse og ofte mindre manøvredygtighed. Ifølge Ehlers handler det om, hvordan vi kategoriserer ting. Og her bliver det snørklet. For elcyklen er ifølge loven bare… en cykel. Altså en helt almindelig én. Med lidt ekstra hjælp i modvind. Og da det ikke er lovpligtigt at have hjelm på almindelige cykler, så gælder det heller ikke for elcykler. Altså selvom de kører hurtigere end løbehjul og vejer som et mindre landbrugsværktøj. Det er lidt som at sige, at en knallert med sadel ikke behøver baglygte, fordi den minder om en hest. Tid til at stramme skruen (på hjelmen)? Der er ingen, der decideret siger, at det hele giver mening. Men der er nogen, der siger, at det er tid til at kigge på det igen. At der skal *battes noget*, som en politiker måske ville sige. At bar pande ikke bør være en juridisk fordel. Indtil da må du selv vælge. Kører du på løbehjul, så spænd hjelmen – ellers ryger pengene. Kører du på elcykel, er det op til dig. Men hvis du styrter, så hjælper det ikke meget, at loven var på din side. Og hjelmen? Den passer stadig perfekt til dit hoved. Også selvom det er fredag, og du lige har sat håret.
Om hjelmens nødvendighed og lovens paradoks: En refleksion over cykler, fart og fællesskab I det moderne samfund, hvor teknologisk fremdrift ofte overskygger erfaringsbaseret dømmekraft, opstår der med jævne mellemrum sprækker i det, vi kalder sund fornuft. En sådan sprække åbner sig nu i den danske trafikloven, hvor kravet om hjelm afhænger ikke af fart, fare eller fysik – men af det køretøj, du har valgt at stille dig på. Et el-løbehjul, med sine små hjul og vertikale kropsholdning, bærer i lovens øjne en fare, der legitimerer tvang: 1.500 kroner i bøde, hvis hjelmen glemmes. En elcykel, derimod – tungere, hurtigere og ofte manøvreringsmæssigt mere krævende – fordrer ingen tvang. Her er hjelmen en anbefaling, ikke en forpligtelse. Spørgsmålet, der melder sig, er ikke blot juridisk. Det er etisk. For hvad fortæller en sådan forskelsbehandling os om samfundets måde at prioritere sikkerhed og ansvar? Er det den faktiske fare, vi forsøger at håndtere – eller blot det, der er lettere at kontrollere? Forklaringen gives med en form for systematisk resignation: El-løbehjulene blev introduceret i forsøgsordningens navn, og ulykkerne meldte sig prompte – ifølge Rådet for Sikker Trafik op mod syv gange så mange som på traditionelle cykler. Derfor kom kravet. Et proportionalt svar på en målbar virkelighed. Men her lurer en problematik, som rækker videre: Når erfaring bliver lov, men ikke anvendes analogt, opstår der asymmetri i ansvaret. Elcyklen, som færdes med større fart, på længere stræk og i tættere trafik, placeres i samme kategori som den trådte cykel – ikke fordi de er ens i funktion, men fordi lovgivningen har valgt at ignorere forskellen. Vi står dermed i en situation, hvor det rationelle og det regelbaserede skilles ad. Hvor det, der burde være konsekvent, bliver arbitrært. Og hvor borgerens tillid til systemet udfordres, ikke fordi loven er streng, men fordi den er inkonsekvent. Den etiske pointe er ikke, at alle skal bære hjelm. Den er, at lovgivningen bør afspejle den virkelighed, den forsøger at regulere – ikke blot reproduktionen af gamle kategorier i nye tider. Når vi insisterer på, at den stående krop på et løbehjul kræver beskyttelse, men tillader det siddende menneske på en elektrisk cykel at køre frit uden, opstår der en ubegrundet forskel, der underminerer lovens moralske autoritet. Tiden synes moden til en ny tænkning. Ikke nødvendigvis for at ensrette, men for at gennemtænke. For lovens formål er ikke blot at beskytte i nutiden, men at vise ansvar i fremtiden. Og her må hjelmens symbolske betydning – som ydre manifestation af indre ansvar – ikke reduceres til en bødesats på 1.500 kroner, men opfattes som et spejl for den fælles etik, vi bærer gennem trafikken og til hinanden.
Cykelhjelm, fornuft og forvirring: Et trafikalisk tankespind Forestil dig et Danmark, hvor logik er en gæst, der aldrig helt finder vej til lovgivningens bord. Du står der – på dit el-løbehjul – hjulene snurrer, asfalten venter. Og på toppen af din kranium sidder noget, der ligner en sort bowlingkugle spændt fast med plastikstropper. For du har hjelm på. For det skal du. Ellers venter en bøde på 1.500 kroner og en let hovedrysten fra en betjent i refleksvest. Men spring så op på en elcykel. En maskine, der buldrer derudad med op til 25 km/t. Du har ikke hjelm på. Du føler dig fri. Også for loven. For her er der ingen bøde. Ingen pligt. Ingen bowlingkugle. Velkommen til den danske trafiklovgivning, hvor paradokset har fået egen cykelsti. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er det hele et spørgsmål om erfaring. Ikke nødvendigvis af den kloge slags. Men af den målbare. El-løbehjulene trillede ind i 2019 som en forsøgsordning – og kort tid efter begyndte hospitalerne at få travlt med skrammer og hjernerystelser. Ifølge tal er det syv gange så farligt at være stående elektrisk fartpilot end at sidde på en cykel – elektrisk eller ej. Derfor kom hjelmpåbuddet. Det lyder rationelt. Indtil man husker på, at elcykler faktisk er hurtigere. Tungere. Og ikke altid ført af folk med kørekort i livserfaring. Men fordi en elcykel ifølge loven er det samme som en almindelig cykel, så slipper man for hjelmtvang. Det er lidt som at sige, at en bulldog og en ulv tilhører samme art – og derfor må få samme snor. Det er klassisk lovgivningskognitiv dissonans. Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik forklarer det roligt og systematisk. Det handler om kategorier. Om klassificering. Om hvorvidt man sidder eller står, og hvor store hjulene er. Det lyder teknisk, men det føles ideologisk. Som om loven ikke handler om at beskytte os – men om at beskytte sig selv mod at tænke for meget. Men måske er det bare nemmere at kontrollere en løbehjulsfører. De er nemme at få øje på. De ser lidt mere punkagtige ud. De står op. De er unge. De er mobile pligtnægtende fænomener med Apple AirPods i ørene og ansvar på afbud. Og cyklisterne? De er stadig folkeeje. Elcyklen er blevet hvermandseje, bedstemor-billig, kommunalt anerkendt. Den bringer folk fra A til B uden sved – og hvem tør lovgive mod det? Så vi står her. Med loven som en tosset konstruktion. Hvor vi regulerer det ustabile, men ignorerer det hurtige. Hvor det farlige skal have hjelm – men det farligere får frihed. Hvor vi bilder os ind, at stå op er farligere end at blæse afsted på 30 kilo metal uden andet end moral som bremse. Men måske er det hele bare et spørgsmål om tid. Tid, før nogen rammer asfalten forkert. Tid, før endnu et byråd beslutter sig for at tænke frem for at efterligne. Tid, før en ny kategori opstår – én hvor fart, vægt, balance og virkelighed får lov at definere loven. Og ikke bare hjulenes diameter. Indtil da: spænd hjelmen – eller lad være. Men vid, at meningen er den første, der falder af i svinget.