Trods told og tommelskruer: Danske virksomheder kaster stadig kærlighed efter USA Mens Trump vifter med toldbat og slår verdenshandlen med en kæp, der ville få enhver lokal tømrer til at tabe sømpistolen, sidder danske virksomheder ikke og kigger den anden vej. Nej, de nikker, smiler stift og pakker deres eksportkufferter til USA – som om ingenting er hændt. Man skulle tro, at den ene handelsbarriere efter den anden ville få danske erhvervsfolk til at ryste i deres slidstærke habitter og kaste deres strategier over bord som gamle madpakker. Men nej. I stedet har de fundet den helt store kærligheds-erklæring frem til USA – med lakridskonfekt, vindmøllevinger og højteknologiske dimser pakket pænt ind i toldstrategiske overvejelser. ”USA er stadig nummer ét – også selv med Trump i kulissen”, siger Lukas Lausen, der holder øje med global handel hos Dansk Industri og formentlig har flere PowerPoint-præsentationer med amerikanske flag end en hel high school. Ifølge ham er båndet mellem Danmark og USA ikke bare tæt – det er nærmest et gammelt ægteskab med fælles økonomi og børn i teenagealderen. ”Det amerikanske marked betyder stadig rigtig meget,” siger han, med den tone man bruger, når man forsøger at forklare børn, hvorfor man stadig holder ferie med en eks. En rundspørge blandt 544 virksomheder i marts viser, at over en tredjedel har tænkt sig at satse endnu mere på det store land i vest. Ja, faktisk vil kun knap en femtedel skrue ned – og det er mest de små, dem der stadig holder regnskab i Excel og får nervøse trækninger af ordet “datterselskab”. ”Købekraften er enorm,” siger Lukas Lausen. Og det er jo svært at være uenig i, når man ser en amerikaner købe fem airfryers på én gang, bare fordi det er søndag. Det er også derfor, de danske virksomheder flokkes som måger efter pommes frites: Amerikanerne elsker nye produkter, og danskere elsker at blive elsket for deres produkter. Men hvad med tolden, den famøse mur, de politiske slagsmål, og Trumps hånd, der hviler tungt på handelslogikken som en våd pølse i et sommerhus? Jo, her begynder tingene at blive spændende. For det viser sig, at netop Trumps toldpolitik får danske virksomheder til at pakke tandbørsten og rykke tættere på. **”Inden for toldmuren,”** som det hedder. Lyder dramatisk. Det er det også – som en slags økonomisk Romeo og Julie, hvor Julie har en fabrik i Ohio. Ifølge både Lukas Lausen og Charlotte Nytoft, strategisk rådgiver og professionel virkelighedssnakker, handler det om at komme Trump i forkøbet. Ikke med argumenter, men med beton og byggetilladelser. **Datterselskaber, lagre, produktion – ja, måske endda en kaffemaskine med amerikansk stikprop.** “Der er ingen vej tilbage,” siger Charlotte. Og man får lyst til at spille dramatisk filmmusik i baggrunden, mens danske virksomheder trækker i arbejdstøjet og bygger små udposter i Wisconsin og Texas. Men er det så ikke bare at bukke under for, hvad Trump vil? Jo, siger Charlotte. Ja, altså... måske lidt. Man må jo vælge sine kampe. Vil man have markedsandele, må man lege med. Selv hvis legen foregår på en mark, hvor reglerne ændrer sig hver mandag. Lukas ser det anderledes – lidt mere som en pragmatisk kærlighedsaffære. Det handler ikke om at gøre, hvad Trump vil. Det handler om at være dér, hvor kunderne er. Og hvis kunderne er bag toldmuren, ja, så må man vel bare finde nøglen til lågen og håbe, den ikke bliver skiftet ud i næste uge. Så nej, danske virksomheder har ikke droppet USA. De har snarere pakket weekendtasken, sat GPS’en til “American Dream”, og regner med, at lidt told og tumult er en fair pris for en plads ved bordet.
Inden for toldmuren: En beretning om nærvær, nødvendighed og det amerikanske marked I en tid, hvor verdensøkonomien slingrer som et skib i storm, hvor gamle alliancer knager, og nye fronter tegnes med toldsatser og politisk vilje, kunne man foranlediges til at tro, at danske virksomheder ville søge ly. At de ville trække sig tilbage, beskytte det hjemlige, og lade USA sejle i sin egen nationaløkonomiske sø. Men det er ikke dét, der sker. Tværtimod – i skyggen af toldmure og præsidentielle krav, vokser forbindelsen. Ikke nødvendigvis i kærlighed, men i erkendelse. For det amerikanske marked – med al dets kompleksitet, modstand og mulighed – er stadig det største eksterne anker i det danske erhvervslivs økonomiske selvforståelse. Det amerikanske marked *betyder* noget. Ikke kun i kroner og øre, men i retning. I position. I væren. Det er ikke blot et marked; det er et rum, hvor danske virksomheder realiserer sig selv som globale aktører. “USA er stadig Danmarks største eksportmarked,” lyder det fra Lukas Lausen, der med sit blik rettet mod verdenshandlen iagttager, hvordan geopolitisk uro ikke nødvendigvis svækker viljen – men snarere skærper den. I en rundspørge blandt 544 virksomheder svarer over en tredjedel, at de vil øge deres engagement i USA. Ikke blot fastholde – men udvide. Vokse. Trænge længere ind. Dette på trods af, at den amerikanske administration, anført af Donald Trump, har gjort det klart, at markedet ikke længere er åbent uden betingelser. Og hvad så? spørger virksomhederne. De stiller ikke modstand over for kravet. De reagerer med strategi. De bygger, etablerer, lokaliserer. Ikke af frygt. Ikke af svaghed. Men af nødvendighed. **Det er en erkendelse. En erkendelse af, at nærvær er adgang.** At tilstedeværelse – konkret, fysisk, produktionel – er betingelsen for deltagelse. Den, der vil være med, må være dér. Ikke kun som idé, men som krop. Som fabrik. Som datterselskab. Charlotte Nytoft, der rådgiver danske virksomheder om netop denne kropsliggørelse af markedsdeltagelse, sætter ordene hårdt og klart: “Der er ingen vej tilbage.” Dette er ikke længere valgfrit. Det er ikke længere muligt at tænke sig til USA – man må være dér. Med hænder, maskiner og arbejdskraft. Ikke nødvendigvis som underkastelse, men som realisme. Og realismen er ikke kynisk. Den er klarsynet. Den spørger ikke, hvad vi *ønsker* at være, men hvad vi *må* være for at blive. Så kan man spørge: Bukker de bare under for Trumps vilje? Svaret er hverken ja eller nej. Det er mere subtilt. Mere menneskeligt. Det handler om balancen mellem selvstændighed og tilpasning. Om det nødvendige kompromis, der hverken er kapitulation eller sejrsrus, men en villighed til at eksistere på andres præmisser – for at kunne eksistere på sine egne. Og således står dansk erhvervsliv ikke med ryggen til USA, men med front mod udfordringen. De bøjer sig ikke – de bevæger sig. Indenfor. Tættere på. For i den bevægelse ligger håbet om ikke bare at overleve, men at være til. Også når verden bruser.
Danske virksomheder lægger sig fladt – men strategisk – i Trumps USA Der er ild i handelsruten over Atlanten. Ikke den romantiske slags med dampskibe og telegraftråde, men den moderne version: toldsatser, politisk pres og en vis amerikansk ekspræsident, der svinger med trusler som en taxachauffør med fartbøder. Alligevel – eller måske netop derfor – satser danske virksomheder tungt på USA. For mens forbrugere hjemme i Danmark fnyser af burgere, baseball og Big Macs, pakker erhvervslivet stadig kufferten og krydser Atlanten med blankpolerede præsentationer og PowerPoints i bagagen. “Dropper vi USA? Glem det,” siger industrien. De elsker det stadig. De har bare lært at elske det *med forbehold*. “USA er stadig vores største kunde,” siger Lukas Lausen, der som chef for global handel i Dansk Industri lyder som en mand, der har gentaget sætningen lidt for mange gange til lidt for mange politiske udvalg. Og det er ikke kun varm luft. En rundspørge blandt 544 virksomheder viser, at over en tredjedel har tænkt sig at *øge* deres engagement i USA. Ikke stå stille. Ikke skrue ned. Op. Opad. Oveni. Det gælder især de store – dem med råd til at bygge noget, der ligner permanente knæfald. For USA har stadig *”enormt god købekraft”*. Amerikanerne køber, klikker og swiper som gale, og de vil have nye produkter, smart tech og design fra det lille land med de lange vinteraftener og den store selvtillid. Det gør USA til et marked, man som dansk virksomhed ikke bare drømmer om – men kalkulerer iskoldt med. Og her kommer det interessante: Trumps toldmure – det, der burde skræmme dem væk – bliver i stedet en invitation. En drivkraft. En opfordring til at krybe *indenfor*. Ikke i skjul, men i produktion. Byg fabrikker! Opret datterselskaber! Få lagre og lagerchefer og lagerlister! Sådan slipper man for tolden. Sådan *overlever* man. “Det handler om at komme Trump i forkøbet,” siger Lausen. Som en slags handelsmæssig bagholdsmanøvre – med containerfragt og produktionslinjer. Charlotte Nytoft, der rådgiver virksomheder, taler direkte: **“Ingen vej tilbage.”** Enten tager man det amerikanske marked seriøst – eller også kan man lige så godt lukke ned og tage sin eksportdrøm med i graven. Det handler ikke længere om at *ville*. Det handler om at *være nødt til*. Så – bukker danske virksomheder under for Trump? Ja. Måske. Muligvis. Helt sikkert lidt. Men det er med åbne øjne. De kysser ikke ringen. De regner på kursen. Hvis markedet kræver tilstedeværelse, så er det dét, man leverer. Ikke i ideologi, men i investering. Ikke i loyalitet, men i logik. Så Danmark holder fast i USA – ikke fordi vi kan lide lugten i bageriet, men fordi vi selv gerne vil bage der. Og hvis det kræver, at vi sætter en produktionslinje op i en industrikant af Missouri, så finder vi stikket, skifter omstilleren og tænder lyset i hallen. For derinde – på den anden side af toldmuren – står der stadig en kunde og venter.