Norsk oliefond hiver milliarder op af Nordsøens blå lommer.Til lyden af pengesedler, der smyger sig som silke gennem børsmaskinerne i Oslo, danser den norske oliefond endnu en gang forbi alle forventninger med et skinnende overskud på 698 milliarder norske kroner i årets første halvdel. Det er et tal så svimlende, at det ville give den mest nøjeregnende bankmand næseblod og gemme sig bag lommeregneren. For os danskere svarer overskuddet til cirka 438 milliarder kroner, hvilket i runde tal er mere end hele befolkningen i Ribe kunne nå at tælle op, hvis de begyndte nu og tog weekenden med.Fondens direktør, Nicolai Tangen, har sendt sit budskab ud til det folk, der må konstatere, at aktiemarkedet har båret fonden på kongelige skuldre. Det er især finanssektoren, der har smurt gearene og fået maskineriet til at snurre og klirre. Man kunne fristes til at forestille sig, at bankfolk i slips og investorer i grå uldbukser har klappet hinanden på skuldrene, mens kurverne pegede mod nord på computernes farveskærme.Men man skal ikke narres: Fondens pengefingre griber ikke kun aktier, men også obligationer, ejendomme og materiel i vedvarende energi. De balancerer olie og gas, som om det gjaldt den allerstørste operasang på Nationalteatret, og lader afkastet dryppe ned over kongeriget Norge, så børnehaver og veje kan få lidt flere skruer og asfalt.Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad gårdsdrengene inde i fondens økonomiafdeling egentlig spiser til morgenmad, siden de kan hive så mange penge lige op af den norske havbund. Der må være noget i den laks.Det er ikke småpenge, oliefonden flytter rundt med. Den sidder tungt på omkring 1,5 procent af samtlige børsnoterede aktier kloden rundt som en gigantskygge af Norges opsparede rigdom, svævende over globale markedskurser.Konklusionen? Jo, Norge har endnu engang vist, at sorte fossile dråber og grønne investeringer kan danse tæt vals, hvis bare man tør slippe fortøjningerne og tro på, at rigdom kan vokse i havmørket. For mens resten af verden venter på bedre tider, vader nordmændene roligt ud i brændingen med lommerne fyldt af kontanter.
Olie, Overflod og Ansvar: Norsk Olieformue på Kurs med Verdensskæbnen.I en tid, hvor økonomiens tørst føles uendelig som Atlanten, har den norske oliefond endnu engang skæmmet verdenssamfundet med sine bugnende tal: Et overskud på hele 698 milliarder norske kroner i årets seks første måneder. Tal, der straks blænder netthinden, men som gemmer på langt mere end blot cifrenes glans. Overskuddet, svarende til omtrent 438 milliarder danske kroner, løftes frem som triumf i et regnskab, der drives af aktiemarkedets skvulp, særligt i de finansielle søjler.Når tallene iføres sort på hvidt, og danner kolonne mod kolonne, tvinges vi til at spørge: Hvilken verden optræder bag tallene, hvilke hænder former denne overflod, hvilken moral pulserer bag markedets hjerteslag? Oliefonden bærer arven af olie og gas, et industrielt håndtryk til planeten, men den investerer også sandt nok i obligationer, ejendom og nu også, med et omhyggeligt blik, i vedvarende energi. Dette er mere end blot økonomi: Det er den moderne magts tavse etik, et globalt ansvar i aktieprocentens anonyme favn.I gennemsnit ejer fonden 1,5 procent af samtlige børsnoterede aktier i verden et ubegribeligt ejerskab, der snarere føles som tyngdekraft end som brugsret. Kan man overhovedet fatte et sådant ansvar? Eller er det systemets natur, at overskud fortolkes som fremskridt, mens byrden forbliver usynlig i vækstens skygge?Fondens direktør peger på de gode afkast, især fra finansindustrien, men spørgsmålet om gevinsten, om forvalterens lod og planetens fremtid, lurer altid bag analysens velkendte vendinger. Overskuddet ja, det repræsenterer penge, men også forpligtelse. For hvad er rigdom set i lyset af verdens knaphed? Hvordan balancere mellem at forvalte ressourcer og forvalte retfærdighed, mellem markedsmekanismens løfte og menneskets dybere pligt?Således må vi, midt i fejringen af overskuddet, fastholde et blik for det, der ikke blot kan tælles, men som skal vejes. For hvilken mening har økonomisk vækst, hvis ikke den ledsages af en voksende evne til omtanke? Herfra klinger tallene, fra Oslo til verdens største børser, ikke kun som bevis på succes, men også som en invitation til refleksion.
Norsk rigdom strømmer ind: Oliefonden høster rekordoverskud.Der er noget foruroligende smukt ved enorme regnskabstal, der næsten ikke passer ind på et page-layout; en svimlende sum på 698 milliarder norske kroner det vil sige 438 milliarder i danske penge blev i årets første halvdel suget ned i den norske oliefonds bundløse skattekiste. Tallene flagrer, solide og iskolde, og bag dem gemmer Sigurd og Hansine fra Oslo sig et lille smil.Er det så olie, der driver maskinen? Ikke alene. Den norske stat har længe haft karakter af både land og investeringsselskab, hvor verdens aktiemarkeder bliver til spilleplader for nationens fælles fremtid, og finansverdenens varme aktier, især i sektorens dragende finanspaladser, har trukket deres profitlænker direkte til Nordens loft. Det er nærmest lyrisk, så veltilrettelagt pengene ruller ind; vuggende mellem børsklokkenes bimlen og børneteaterscener i Oslo, hvor nye generationer skal arve både skovene og aktiebeholdningen.Der er noget næsten teatralsk i, at fondens direktør, Nicolai Tangen, i den obligatoriske meddelelse til pressen kan skyde en klub af tilfredse ord afsted som finaleapplaus til aktiemarkedets skuespillere: ”Resultatet er drevet af gode afkast, især i finanssektoren.” Det lyder så let, så udramatisk, som om milliarder af kroner vokser på grantræerne.Men bag dette pæne regnskabsudtræk gemmer sig den virkelighed, at den norske fond er blevet verdensøkonomiens usynlige kæmpe; en sky gæst på alle kontinenter, der i gennemsnit ejer 1,5 procent af de aktier, der findes på jorden næsten som om Norge ikke kan nøjes med sit eget landskab, men har taget patent på klodens fremtid.Det er ikke kun flakken rundt på aktiemarkedets boulevarder, som frister bankbogen. Fonden har ambitioner om at bevæge sig ud over klassisk kapital: investeringer i obligationer, ejendomme og energiprojekter, hvor grønne visioner puster damp bag kølige råtal. Man ser for sit indre blik en norrøn saga for det 21. århundrede; hvor samfundet samler sine penge i en magtfuld boks og strør lidt nordisk fortrøstning ud blandt verdens millionbyer og finansmekanik.Og midt i dette ruller den norske krones jazzede rytme et bagtæppe for debatten om, hvad et ansvarligt olieeventyr egentlig bør ende med. Mens de globale markeder fortsat hvisker om recessioner og uro, spankulerer den norske fond roligt videre. Høj på nordsøens sorte guld, men med blikket stift rettet mod både grøn omstilling, vækstmuligheder og hele verdens-økonomiens teater.Ikke hele verdens velstand kan naturligvis puttes ned i et regneark men i det stille nord bruser heldet videre, og fondens grafer tegner, for nu, en næsten forførende stigning.