To kæmpestore affaldsbjerge i flammer: “Et langsommeligt møgarbejde” ved Randers.En mørk, søvnløs aften midt mellem beton og brændt plastic. Siden klokken 17.35 i går mens resten af landet tøffede hjem fra arbejde eller forsøgte at balancere en pose kartofler på cykelstyret har 70 brandfolk kæmpet sig igennem røg, aske og det, man kun med en vis portion galgenhumor kan kalde dagens møgarbejde. To bakker, nej, nærmest bjerge af sammenpresset affald står i lys lue sydvest for Randers, og EHJ Energi Marius Pedersens sorteringsanlæg er nu ikke længere kun kendt for at sortere, men for at have leveret dagens helt store ildshow.Ingen bygninger er brændt ned, men inde bag slukningshæmmerne drypper sveden fra hjelmkant til branddragter, mens grab efter grab lirker sig ind i det seje, sammenpressede affald. Operationschef Søren Møller mumler noget om, at hvis man bare hælder vand på, preller det af, og løber videre ud mod E45. Sådan nogle bunker er altså ikke vand-glade. Vandet gider slet ikke ind, så røgen sparker istedet en hvidgrå dyne ud over motorvejen, mens folk i bilkøerne forsøger at spotte skorstensadvokater i horisonten.Slukningsarbejdet er præcis så sejt som at hiver tyggegummi op ad et fortov på en frostklar morgen. “Vi flytter en grabfuld ad gangen og får den slukket i bund, før vi går i gang med den næste,” forklarer Søren Møller. Skovl på skovl. Bid for bid. Sekslitersbid af stinkende affald, og tiden strækker sig langt ud over, hvad nogen egentlig havde planlagt. “Vi regner med, det varer resten af dagen. Minimum.”Det er ikke første gang, nøjagtig sådan en stank af brandt affald har givet ekstra grå stænk i brandfolkens tindinger. Blot få uger siden, på Lisbjerg nord for Aarhus, stod næsten samme brandmandskab i præcis det samme møg og det tog ikke bare én, men tre gange at få ilden mast væk.Der er grund til bekymring eller i det mindste til undren. “Det her er nærmest blevet hverdagskost. Vi rykker jo ud til den slags hele tiden efterhånden,” sukker Søren Møller over endnu en brændt affaldsbunke. Der er åbenbart uendelig kilde til både affald og gnister.Hvorvidt en halvbrændt kaffeautomat, et 12 år gammelt plankebord med manglende ben eller bare en alt for varm sommerdag er skyld i branden, vides stadig ikke. Politiet har sendt deres eksperter afsted og har endnu ikke afleveret nogen forklaring hverken om selvantændelse, uheldig cigaretskod eller en enkelt gnist med for meget fart på fantasien.Indtil da går slukningen sin sløve, møjsommelige gang. Indtil da driver røgen ud over E45, og brandfolkene tager endnu en grabfuld, endnu en slukket stykke rod, endnu en times møgarbejde. I skyggen af Danmarks sorteringstrang og på kanten af en bakketop, der ikke burde brænde.
Randers i flammer: Langsom ild, tungt affald, kompliceret virkelighed.I lyset fra det gryende morgengry, hvor en hvid og gråmeleret røg flyder dovent ud over motorvejens bælte og blander sig søvndygtigt med den daglige trafik, arbejder 70 brandfolk ihærdigt ved affalds- og sorteringsanlægget sydvest for Randers. Her kendes forvandlingen fra orden til kaos, fra det brugte og glemte til det truende, der lever sit stille liv i to monumentale bunker af sammenpresset affald. Brandens ild har endnu engang holdt sit indtog, tålmodigt og umætteligt.Slukningsarbejdet betegnes uden omsvøb som et møjsommeligt slideværk. Vand preller af som skyldige tanker på et samvittighedsløst sind, bundet fast af bunker, som kun lader sig omvende grabfuld for grabfuld. Hver klump løftes væk, ordnes, indtil glødernes klækning endelig bremses, og en ny lille sejr kan markeres. Operationslederen på stedet lægger ikke skjul på hverken frustration eller realisme: det tager tid, det vil tage hele dagen, og måske endda lidt til.Affaldet, der røgfylder landskabet, ånder sin eksistens ud i store ottende røgfaner, de blander sig med Randers’ atmosfære, dog uden at sætte menneskeliv i umiddelbar fare—sådan forlyder det fra politiet. Alligevel ligger der i den vedblivende røg, i ilden, der nægter at dø, en samtidsdiagnose, som ikke bare tilhører denne dag eller dette sted. For kun få uger siden stod de samme brandmænd med tilsvarende arbejde nær Lisbjerg nord for Aarhus: Ødelæggelsens skema gentager sin læring, og igen presser erfaringen sig på. Hvad sker der med de bunker, vi laver, og hvorfor vender vi tilbage til at slukke de gløder, vi troede var slukkede?Man kan spørge sig selv, i hvilken grad vi formår at tage ansvar for det, vi gemmer væk og samler til side. Affaldet viser sig som et spejl for vores samfundsmæssige rytme — en rytme, der ofte først erkender konsekvensen, når det brænder på. Brandene slukkes, men opgaven er ikke færdig. Altimens fortsætter arbejdet på landskabets bagscene, og de professionelle slukningsfolk kæmper deres usynlige, seje kamp. Sådan gentager det hele sig, mens røgen svæver videre, både på himlen og i bevidstheden.
Langsom ild, tungt arbejde: To affaldsbunker brænder nær Randers.En røgfyldt himmel løftede sig over det sydvestlige Randers tirsdag aften. Ilden bed sig fast—ikke én, men to gange—i mægtige bunker af sammenpresset affald lige uden for byens puls, hvor EHJ Energi Marius Pedersens sorteringsanlæg er nabo til motorvejens evige susen. Her slås 70 brandfolk nu med en uforsonlig modstander: affaldsbjerge, der brænder som gamle synder.Slukningsarbejdet begyndte i går klokken 17.35 og har fortsat uden ophør. Operationsleder Søren Møller udmaler situationen uden omsvøb: arbejdet er langsommeligt, et møgsjask, hvor sved og sod hører til dagens orden. Hvis vi bare hælder vand på, preller det af og løber ud til siderne. Vi må tage én grabfuld ad gangen—skille skidtet, slukke det i dybden og videre til næste bunke, forklarer han med stemmebåndet trættet af nat og røg.Brandfolkene skal flå bunkerne op som en hårdknude af hverdagsaffald, der ikke længere vil tie stille, mens røgskyerne vælter ud over E45—aftengrå og magelige. Politiet sendte i går en beroligende besked til forbipasserende: Røgen truer ikke med andet end synet af endnu en dag, hvor forbrug og forrådnelse mødes.Men situationens aktualitet hænger igen som sod i luften. For kun få uger siden stod slukningsfolket i et lignende inferno ved Lisbjerg nord for Aarhus—tre omgange måtte der til, før gløderne fik nok. Det er blevet en slags rutine, antyder Søren Møller; disse affaldsoplag vil brænde, og man bilder sig ind, at intet kan adskille affaldets fortid fra røgens nutid.Og så—det evige spørgsmål: Hvorfor? Hvorfra kommer flammen, som end ikke politiets saglige ord endnu har kunnet pejle ind?Indtil videre ser det ud til, at både fortidens og nutidens affald brænder længere, end selv natten og en brandmands vilje kan holde til. Arbejdet fortsætter; måske flader dagen ud, måske natten forlænger sin dyne af røg. Bygningerne står endnu, men affaldet insisterer på at brænde, og imens vender brandfolkene endnu en grabfuld kulsort hverdag.