Lignende artikler; 1
Nattens kolde gader i Vollsmose blev i nat brudt af knald, der mindede mest om noget, ingen burde høre, lige dér mellem drømme om en roligere verden og virkeligheden i Fyrreparken. To personer stod pludselig dér og blev ramt af skud, og ingen ved helt, hvorfor kuglen valgte netop dem, men noget kunne tyde på, at gamle spor har tegnet nye linjer. Fyns Politi er på sagen, udstyret med deres ubrudte jagt på sandheder, der gemmer sig bag buske og betonsøjler.Indrømmet: De ramte har, ifølge vagtchefen Christoffer Jacobsen, tråde bundet til det kriminelle. Historik blev der sagt, og så hører alle lidt bedre efter, som om fortiden kan give mening til noget så meningsløst. Men i natten er mening kun fragmenter, og skyderier har sin egen logik, som ingen ønskede at blive hovedperson i.“De kan roligt sove, ingen af dem er i livsfare,” forsikres der, så lejlighederne i nærheden kan trække vejret sagte ud i mørket. Men politiet gør det modsatte, og tager indånding nummer to, på jagt efter vidner, øjne, ører eller bare skygger, der kan lede vejen til den, der trykkede af. 114 er nummeret, men hvor mange tør slå det, når natten stadig hvisker om skud?Ingen anholdt. Ikke endnu. Sagen fulgte natten ind i morgengryet, hvor kaffe og bekymring blandes, og hvor enhver på Fyrreparken spørger sig selv, hvem der så hvad og hvem man kan stole på. Politiet siger, at intet er for småt, alt kan føre til noget. Måske en sort frakke, måske en fod i løb, måske bare et blik, der linger lidt for længe.Vollsmose er vågen efter nattens brud. Og mens efterforskningen snor sine tråde, bliver Fyrreparken igen bare et navn, hvor folk bor, og hvor nætterne slet ikke burde knalde så højt.
Skyggens indtog i natten: To personer ramt af skud i Vollsmose.I nattens tyste favntag blev stilheden brudt af skud i Odense-bydelen Vollsmose. Et kortvarigt, men brutalt drama udspillede sig i området omkring Fyrreparken, hvor to personer blev ramt af skud. Begge er nu uden for livsfare, men det er, som om nattens hændelser kaster en lang skygge ind over morgendagens lys.Politiet, der med kendte rutiner og rolige stemmer indsamler spor og forklaringer, har udtalt, at de to ramte har en historik, der peger ind i det kriminelle miljøs uigennemskuelige labyrint. Mennesket, der står på tærsklen mellem offer og aktør, trækker her på en tradition, hvor fortidens handlinger rækker ind i nutiden og kaster et slør over den enkeltes ansvar. Den nøgterne konstatering fra politiet at ingen endnu er anholdt åbner ikke bare for en forventning om opklaring, men også for en stille undren: Hvem bærer skylden, og hvordan lever vi med den uvished, der opstår, når gerningsmanden endnu ikke er fundet? I dette tomrum opstår en særlig form for relation: mellem ofrene, de potentielle gerningsmænd, og det omgivende samfund, der ser til og spørger, hvad volden siger om vores fælles væren.Vidner, opfordrer politiet, bør henvende sig på telefonnummer 114. Den enkle opfordring rækker ud mod borgerne, der nu befinder sig i overvejelser om ansvar, loyalitet og frygt. Et vidne kan bekræfte eller afvise, men ingen kan stå uden for den omsiggribende relation, der knytter sig til natten og dens hændelser.Vollsmose et navn, der igen og igen trækkes frem i medierne bliver endnu engang billedet på det sted, hvor forskellige livsformer krydser hinanden, og hvor samfundets kræfter og afmagt udfolder sig side om side. Spørgsmålet tårner sig op: Hvordan beskytter vi hinanden, når volden trænger sig på? Men bag de tørre nyheder lurer en eksistentiel eftertanke: Hvad gør vi med denne viden ikke blot om skuddene, men om samfundets tilstand, om menneskenes sammenvævning og den evige mulighed for katastrofen, hvor der burde have været ro? Måske rummer nattens hændelse ikke kun et fragment af ondskab, men også en påmindelse om det ansvar, vi hver især bærer, når vi betræder byens gader og hinandens liv.For i lyset af de første sommertimer samler politiet stadig oplysninger, mens byen vågner til et nyt kapitel, der måske peger mod forsoning, hvis vi tør se dens mulighed.
Midnatsfragmenter fra Fyrreparken: To ramt af skud.Vollsmose, natten danser. Under den glimtende nar af gadelygter og fornægtet regn høres der pludselig noget andet end den hverdags-trættede summen: To skud, to liv, eller var det måske adskillige glimt af den samme virkelighed, fortættet mellem beton og buske i Fyrreparken. Skuddene rammer, ikke blinde og tilfældige, men præcise som et regnestykke skrevet på ujævnt papir.To mennesker, navne endnu ukendte for offentligheden men allerede katalogiserede i systemers mapper og pårørendes bønner, bliver ført væk fra stedet af udrykningens isnende blå blink. Begge overlever natten, men med nye ar til morgendagen. De er i systemets nøgterne sprog “uden for livsfare.” Når det nu, i nattens skær, egentlig føles, at selve livet for længst er sat på prøve; gang på gang.Politiet orienterer tørt om, at de to ofre har “forbindelse til det kriminelle miljø.” Deres fortid strækker sig efter dem som kolde skygger, selv mens lygterne blinker, og ambulancefolk hvisker korte formuleringer til hinanden. Hvem gemmer sig bag disse ord? Hvilke mennesker hvilke hænders fejlskrivninger og barndommens detaljer bliver reduceret til relationer til et “miljø”, så bredt som det er fortærsket?Efterforskere arbejder, vidner søges. Telefon 114, linjen er åben. Man appellerer til offentligheden, til sanser og iagttagelser, i håb om at nogen har set mere end de forvredne refleksioner i regnpytter og nattemørke øjne. Ingen anholdte endnu, ingen håndgemæng med loven, kun det uafsluttede pust fra en begivenhed, der allerede nu slår ringe uden for sig selv.Fyrreparken står tavs og lysvågen, en kulisse af skud og venten et natteskyggespil uden klare ansigter. Måske vågner bydelen med samme klamme fornemmelse som altid: At alt kunne ske, at intet ville forandre sig afgørende. Og imens presser morgenens nyheder ind gennem sprækkerne: To personer ramt af skud. Ingen er døde, men byen er atter vågnet op til sin egen uro.