Marco og de 2.153 toner: Heavy Metal på torvet.Der står en mand på torvet i Hillerød. Han har en guitar, der kan spille, en telefon, der kan filme, og en computer, der kan optage. Han hedder Marco Winther og er kendt for to ting: at savsmuld sætter sig i hans tøj, og at Metallicas melodier rumler i hans mellemgulv. Folk glor. Det må man godt, for det er netop hele ideen: kig, vær med, bliv lidt forbløffet.Marco har tænkt sig at genindspille heavyklassikeren Master of Puppets. Nej, ikke alene. Ja, nærmest med alle borgere, der har tid til overs, nysgerrighed i blikket og en lille skjult drøm om at slippe vildskaben fri for dog kun et øjeblik.Det startede med, at han underviste i sangen, og snart spurgte sig selv: Hvor mange toner er der egentlig? Svaret lod ikke vente på sig: 2.153. Hver og én har fået sit eget liv, givet videre til tilfældige folk, som på skift fik lov til at spille tre sekunder heavy, mens Marco optog og grinede og forklarede.Torvet blev et menageri af metal. Nogle spillede med forsigtighed, som var guitaren et porcelænsmaleri, andre ramte strengene så hårdt, at Marco stadig har mistanke om, at det sidste C-dur stadig ringer bag slæbebroen.Indimellem tænkte han: Hvad har jeg egentlig gang i? Det er komplet vanvid. Men også fedt. Han kunne mærke det folks overraskede grin, nervøse riffs, den mærkelige alvorskløe, når nogen pludselig spillede noget, der faktisk lød af Metallica.For Marco løber der særligt musikalske røde blodlegemer rundt. Metal var ikke bare en ungdomslidenskab. Det var råt, det var hest, det var dansk. For hvem kan ignorere, at Metallica blev født ud af Lars Ulrichs trommestikker i Københavns tåger? For Marco lød det som musikalske tæsk første gang needle ramte vinyl. Han tyggede bassen, mens han stjal storesøsters plader og forvildede sig ind i en helt ny verden.Nu vil han have metal ind i Hillerøds hverdag, selvom byens metalscene er så lille, at man nærmest skal bruge lommelygte og mikroskop for at finde den. Men Marco tror, man kan vække flammer på torvet måske hjælper det at dufte til lidt distortion og mærke, at en rock’n’roll-dagsorden kan pressés ind mellem Rema og rådhus. Han håber, nogen, der aldrig fik prøvet guitar, mærker suset og får blod på tanden.Det hele samles i én lang YouTube-video et patchwork af svedige, forvirrede, begejstrede, nervøse hænder, der sammen former dén danske Master of Puppets. Og skulle Metallica selv se det? Jo, Marco drømmer da lidt. Bare tanken om, at guitarguden James Hetfield måske småsmiler i det fjerne, får hårene til at rejse sig.Hillerød har ikke set sit sidste skæve musikprojekt. Måske sidder en lille pige allerede et sted og øver sit første riff. Hvis hun nogensinde rammer de 2.153 toner, vil hun vide, at det startede med en tosset idé, en mand på et torv, og en by, hvor metal pludselig lød mellem pølsevognen og kirketårnet.
På Torvet med Metalhjertet.Hvad driver et menneske til at kaste sig ud, hvor hverdagens trivialitet for længst har mistet sit fodfæste? Dette spørgsmål melder sig med al ønskelig eller snarere påtrængende tydelighed, når man står ansigt til ansigt med Marco Winther på det vindblæste torv i Hillerød. Her, blandt poser med dagligvarer og den sagte snak om vejr og tilbud, slår et uventet ekko af global rockkultur sine tråde ud. Guitar, telefon og computer: tre artefakter i hænderne på én, der nægter at lade byens stilstand dø ud uden modstand.Projektet, som Marco fører an, synes i første omgang besynderligt, grænsende til det paradoksale: At verdens mest ikoniske heavy metal-sang, “Master of Puppets”, skal genskabes ikke af professionelle, ikke af en elite, men af Hillerøds tilfældige forbipasserende. Alle inviteres, men kun for en stund; hver får lov at lade sine fingre bevidne en flig af de 2.153 rytmiske toner, der udgør dette musikalske monument. Hver især står de der, måske tøvende, måske løssluppent, mens Marco filmer og optager. Fragmenter, opsplittede sekvenser af en helhed, som endnu kun fornemmes på et indre plan.I denne mosaik af hverdagsmennesker finder man noget, der kalder på en mere grundlæggende tanke om fællesskab, skabelse og mangel på kontrol. For hvad sker der, når kæmpeværkets struktur udfordres af tilfældets barn? Er det et genkomponeret mesterværk eller et stykke levende absurdisme eller begge dele? Svaret synes forbigående, ja, næsten ligegyldigt, for selve bevægelsen, det at insistere på at give legenden kropslighed i provinsen, er det egentlige opgør med passiviteten.Marco beskriver selv sin opvågnen til metallet som en overgangsrite, en blodsudskiftning, hvor noget råt og iltert tog bolig. Han taler om første møde med vinyl i storesøsters værelse, om uforstående blikke, om musikken, der i begyndelsen blev afvist men til slut trængte sig igennem ikke som baggrund, men som nødvendighed. Dette møde med den kantede, kompromisløse musik er ikke noget, man kan planlægge. Det opstår i styrken af et “batteri”-riff, der blæser alt på tværs, og åbner for en uforudsigelig indvielse.Her er ikke blot tale om at fabulere; man betragter mærkningen af et lokalsamfund med verdenshistoriens noder. Det er værd at bemærke, at forbindelsen til de store scener ikke er længere end som så. Sangene blev født i danske studier, og mørkets melodier fik form blandt gader og baggårde ikke så forskellige fra dem i Hillerød. Også i nyere tid lyser sangen op, langt væk fra sin fødselssteds konkrete mursten, i hænderne på en yngre generation fanget af en streamingtjenestes spænding og drama.Hvad handler alt dette egentligt om? Spørgsmålet kan aldrig besvares entydigt. Måske er ønsket at indgyde byen et gran af oprør og ildhu; måske er det en mulighed for, at guitarsjælen kan tænde hos én, der ellers troede, at musikken var forbeholdt andre, mere heldige eller særligt udvalgte. Det handler også om at sætte vilkårenes nødvendighed på prøve til fordel for muligheden, give frygten for fiasko en mindre plads i gadebilledet.Og nu nærmer afslutningen sig. Som projektet samles og klippes, håber Marco at sende sin “vanvidsvideo” til ur-fædrene selv. Tænk, hvis de så med; tænk, hvis forbindelsen mellem det lokale og det globale pludselig var ubestrideligt, ikke bare i visheden om arven, men også i muligheden for at give noget igen.Mange ville spørge: Hvad er meningen? Men er det ikke ofte netop dét, som gør det hele værd at prøve? Marco har allerede indviet Hillerød i metal, og hvem ved: Måske bliver det her gnisten, der får den næste store guitarist til at gribe sin første akkord på torvet.
Mand med guitar på torvet: Metallica, folket og Masterplanen i Hillerød.Hillerød, en almindelig juni-formiddag. Ved byens centrale torv lyder hårde, kantede riffs forvildede, rastløse toner, som støder bramfrit mod brostenene. Midt i baggrundsstemningen fra barnevogne, cykler og travle skridt står Marco Winther. En mand, en guitar, en bærbar computer, et uartigt glimt i øjet, og så, det vigtigste: en næsten vanvittig idé. Marco Winther, født med savsmuld i lommen han er bygningssnedker, men Metallica blander sig med limdampe og træstøv i hans DNA. Det begyndte egentlig ganske uskyldigt, da han som ung lømmel forgreb sig på sin storesøsters pladesamling og lagde øre til nogle særligt tunge toner. Fans af genren vil forstå, når jeg nævner lånet og den pludselige afhængighed men for Marco skulle det blive til et livslangt projekt. Det nyeste af slagsen trækker tråde gennem tid og by: At genskabe Metallicas klassiker Master of Puppets ikke alene, men med hjælp fra så mange tilfældige forbipasserende som muligt.Småbidder af musik, bidt over og delt udKonceptet kunne forveksles med en gal mands værk: Over 2000 toner, hver især betroet til en ny sjæl, filmet, optaget, til sidst sammensat som et puslespil af hænder og ansigter, følelser og forkerte toner, latter og koncentration, fejl i optagelserne, alt sammen i en slags kollektiv, musikalsk akt. En dag skulle det vise sig. Marco underviste i guitar Master of Puppets denne dag, selvfølgelig og fik talt op, hvor mange toner der i virkeligheden er at holde styr på: Næsten to tusind et-hundrede og halvtreds-tre toner. På et tidspunkt slog lynet ned og idéen plantede sig urokkeligt: Hvorfor ikke lade hele byen ja, hele folket tage del i et stort cover, hver med et ganske lille stykke?Tilfældet har frit spilDet er ikke de store tegnede banderoler, der møder én ved indgangen til torvet. Ingen sirener kun en mand med en guitar, ofte flankeret af nysgerrige forbipasserende, lokale, børn, gamle, hver især med mod nok til at prøve kræfter med to, fire eller måske ti toner. Nogle prøver halvhjertet, andre overraskes over eget skjulte talent. Marco filmer, optager, instruerer, sender bidder videre. Det er et sammensurium af lyd og energi, mere buldrende end de fleste festuger.”Det er komplet vanvid,” indrømmer han selv med et smil, der ligner en blanding af nervøsitet og stolthed, mens han demonstrerer den ikoniske intro for P1’s medbragte mikrofon. ”Men det er også sjovt og jeg håber, det tænder en flamme.”Metal gennem generationerFor det handler også om at føre arven videre. Metallica, hvis sange blev optaget i København og hvis trommeslager har danske rødder, er for længst indoptaget i den globale kulturarv, fra Californien til Hillerød, over hele verden og nu måske med et lille stykke nordsjællandsk torv gemt i sig.De seneste år har også vist, hvor levende en klassiker kan være. Da Master of Puppets fik nyt liv i en episode af en Netflix-serie, eksploderede begejstringen blandt unge, der ellers måske troede, guitar kun var løfte om overbelastede fingre og genstridige strenge. Metallica selv begriber ikke altid, hvordan sangen overlevede årtierne men i Hillerød er den i allerhøjeste grad lyslevende.Forvandling og håbDet handler, måske, om mere end musik. ’Vi har en meget, meget, meget lille metalscene i Hillerød,’ konstaterer Marco nøgternt, som var det en talemåde. I virkeligheden nærmest et håb: At flere vil lade sig inspirere. At nogen, et sted, finder ud af, at guitaren på ryggen ikke bare tynger, men også løfter.Drømmen er ikke kun at samle byen, ikke engang landet, i et YouTube-cover, men måske at inspirere den næste guitarist med for megen energi i benene og for meget Metallica i blodet. Og, hvis stjernerne står rigtigt, håber Marco også at få verdens største metalband til at trække på smilebåndet af hans montage.Kan det lade sig gøre? Måske. For hvad er et projekt værd, hvis ikke det for en stund får både deltager og tilskuer til at tro på det umulige at verdens hårdeste riffs, såvel som byens bløde dagligdag, kan løbe sammen og lyde af noget, vi måske aldrig har hørt før?