Jernbaneforbundet råber vagt i gevær: “Den næste ulykke kører allerede ind i horisonten”Af Jens Peter Jørgensen.Der er en stille, lille hovedvej gennem Henne. Bølgende kornmarker, et par stædige traktorer og en jernbaneoverskæring helt uden bomme. Her, endnu fedtet ind i formiddagens dug, bragede metalliske hjul og grønne kubikmeter sammen et tog og en traktor. Hver for sig symboler på fremskridt og fællesskab. Sammen? Ikke helt det samme.Det kunne være blevet rigtig grimt. Men heldet det flygtige, torsdagsgrå held gled ind. Tre passagerer slap bort uden en skramme. Lokomotivføreren og traktorføreren blev polstret og sendt til hospitalet, begge uden synlige skader. Men i kølvandet står Dansk Jernbaneforbund og ser tungsindigt ud ad vinduet, mens alle deres indre advarselslamper blinker i neon-lilla.“Alle advarselslamper blinker!”I en knivskarp kommentar sendte forbundsformand Preben S. Pedersen beskeden mod Christiansborg: “Alle advarselslamper blinker, og nu må politikerne på banen.”Og tanken er svær at afvise. For det er kun fjorten dage siden, et tog og en landbrugsmaskine også kolliderede denne gang i Bjerndrup i Sønderjylland med dødeligt udfald. Jernbanens kæmpende sind, de ældgamle skinner og moderne trafikvanvid slår gnister der, hvor bommene er fraværende. Hvor fornuften skal bremse, men nogen glemmer det.Et ventende kommunalt “måske”Selv kommunen har fået kolde fødder. “Vi overvejer flere sikkerhedstiltag,” kom det i pressemeddelelse for blot fire dage siden. Henne var sågar nævnt. Som om selve ulykken havde læst pressemeddelelsen og tænkt: “Jeg stiller da bare op, hvis nu ingen andre vil.”Jernbaneoverskæringerne er som ujævne linjer i livets manuskript: Vi kender risikoen, men vi venter ofte på, at tragedien ruller os på næsen, før vi handler. Nu læner vi os ud af vinduet igen, på tærsklen til politiske beslutninger. Ministerkrav i lyset af tragedieTransportministeren har også kastet sig ind, kanten af stram skjorte og alvorlige miner. Der skal hurtige tiltag til, lyder det, måske fartdæmpere eller noget tredje. For togets og traktorens ligefremme sammenstød i landskabet sætter farens stemme i stereo og presser ansvar ind over Borgen og lokalpolitikken.En havarikommission i slowmotionI Henne skurrer metallugt og diesel stadig i luften, og mens havarikommissionen ruller langsomt derudaf, lader jernbaneforbundet ordene rasle: Der skal handling til. Farerne er ikke banale, bommene står stadig ikke og det er ikke gået galt, men det er gået galt nok. For selv når bremserne virker og heldet holder hånden under os, dæmrer det: Den næste ulykke kører allerede ind i horisonten, og den har ikke planer om at sende sms først.
Alle advarselslamper blinker: Jernbaneforbund rækker hånden ud efter politisk handling.Morgentågen løfter sig tungt over de flade marker ved Henne, hvor en traktor og et tog mødes. Begivenheden er næsten ordløs kun metallisk stilhed, et ryk i hverdagens vev og alligevel er betydningen rungende: Danmark vågner endnu engang til lyden af advarselslamper, der blinker i nød.Det er mindre end to uger siden, et tog og en landbrugsmaskine kolliderede ved Bjerndrup i Sønderjylland. Ulykken kostede menneskeliv, og flere blev kvæstet. Nu gentager historien sig i Vestjylland, denne gang uden det ultimative tab, men med samme vilkår: En jernbaneoverskæring uden bom. Her ved Henne skaber øjeblikkets hændelser ekko i det nationale sindelag sikkerheden er igen sat på prøve, og tilliden til det bestående udhules endnu en gang.Det er bemærkelsesværdigt, hvordan den menneskelige færd, selv efter utallige advarsler og erfaringsopsamlinger, så ofte genbesøger de samme sårbare punkter på livets landevej. Mens tre passagerer forlader det forulykkede tog i det vestjyske landskab uden fysiske skader, sætter en klam erkendelse sig alligevel fast: Det kunne være gået langt værre.For tingenes tilstand, hvor metaller, maskiner og menneskeliv krydser hinandens veje uden betryggende forudsigelighed, kræver sin egen eftertanke. Når den slags sker, fødes et krav om, at nogen træder frem; at de, der bærer ansvaret for det overordnede fællesskab politikerne tør tage handsken op, der er kastet ned midt i det, der helst skulle være ubrudte rutiner og tryg forudsigelighed.Arbejdsfællesskabet, repræsenteret af jernbaneforbundets stemme, udtrykker det uden omsvøb: “Alle advarselslamper blinker, og nu må politikerne på banen.” Det er ikke en anklage, men en insisteren på, at tavsheden må brydes, at de blinkende lamper tages alvorligt, før næste uoprettelige hændelse gør sin entre.For de blå blink, kriseteam og redningsfolk samler sig, arbejder tankerne sig vej op gennem muld og maskindele. Hvordan kan netop denne jernbaneoverskæring for blot dage siden nævnt som et risikopunkt af Varde Kommune fortsat være uden de enkle barrikader, der kunne ændre skæbnen på et øjeblik? Det synes som om, vi i vores tillid til rutinen glemmer, at dagligdagen ikke er hævet over tilfældet.Havarikommissionens undersøgelser vil nok en gang opsummere forløb, årsager, potentielle fejlskridt. Men mellemrummet mellem rapport og handling er, hvor hverdagslivet finder sted. Her venter landmænd, togførere, passagerer og de, hvis kald det er at lytte til varslernes signal.Afslutningsvis står vi med en erkendelse blotlagt af hændelsen: At samlivet mellem menneske og maskine kræver mere end tillid og håb. Det kræver handling, og det kræver vilje til at tage ansvaret på sig, inden næste morgenstund igen bringer tavse måneder over markerne.En nation defineres ikke kun i glans, men også i evnen til at handle, når advarselslamperne blinker. Vinduet står åbent. Det værste er ikke sket, men det kan stadig nås at forhindres.
Drama ved skinnerne: Endnu en jernbaneulykke sætter politikere under pres.Der lyder et søvndrukkent horn i Henne denne formiddag, hvor endnu en sirene afbryder roen. Sporet vibrerer, landskabet stivner, benzin og damp blander sig i morgenluften, og bagved det hele presser en gammel problematik sig på: endnu en ulykke, endnu et sus, der fejer tvivlen ind under dørtærsklen, hvor frygten lurer mellem sveller og stålskinner.Et tog. En traktor. Kollision. Men denne gang mirakuløst kun materielle skader, kun chokerede blikke, kun let forslåede kroppe, der sendes til hospital, næsten mere som et ritual end af reel nødvendighed. Tre passagerer stiger ud, ryster på hænderne, henter kaffetåren og ringes hjem til familien. Alligevel er det ikke denne gang, vi føler lettelse for efter sidste måneds dødelige sammenstød over det danske sommerlandskab lurer spørgsmålet: Hvor mange gange skal vi stå her, for at nogen gør noget?Et jernbaneforbund løfter pegefingeren. Alle advarselslamper blinker. Der lyder det, knivskarpt, som kuglelyn gennem egebark: Nok er nok. Maskiner buldrer ikke gennem livet uden konsekvenser, og der er steder, hvor forandring ikke længere er en mulighed, men en nødvendighed. Politikerne må på banen, lyder kravet, og hvem tør endnu stå i vejen?For ikke fjorten dage siden druknede en jernbaneoverkørsel i Bjerndrup i sorg og eftertanke: En kvinde døde, flere blev kvæstet, der var tårer i græskanterne. Siden da har ordlydene bølget over skriveborde og blandt kaffekopper, og Varde Kommune vaklede ud i åbent vandsprog: De ville se nærmere på fem barrierefri overkørsler. En af dem: netop i Henne.Transportministeren sparkede døren op og forlangte handling skærpede tiltag, skiltetræk og hastighedsfald, svingende gennem overdrev og landsby, hen over de marker, vi bryster os af ved høsttide. Men tiltag har det med at drukne i udvalg og overvejelser, mens tiden tikker mellem skinnespidserne.Igen samles en havarikommission om de skrammede køretøjer og det forvredne metals blodløse ar. Igen udspiller den gamle dans sig: Skyld, ansvar, systemfejl og slumrende vaner. Og hvad med landsbyens liv, med landskabets brugere og deres tillid til det metalskrående net, der binder landet sammen? Hver dag passerer vi hinanden i hast, en traktor, et tog, et sekund, en evighed.Men træt af gentagelserne står vi her og midt i morgensolen står også spørgsmålet: Hvilket offersmykke skal der hænge i skovbrynet næste gang, før nogen griber ind? Er én død, et sammenstød, én brækket skulder ikke nok?Advarselslamperne blinker, lyset flimrer, klokkerne kimer. Hverken dødsfald eller heldige øjeblikke kan længere stoppe toget, der kræver handling i form af bomme, hastighedsgrænser eller noget endnu ukendt, en beslutning med vægt, blod og hjerte. For næste gang er måske ikke så nådig.