Sjældne fossiler på Bornholm: Havets glemte svane-øgler træder frem af klinten.Af en eller anden grund har havet altid haft nemmere ved at gemme på sine hemmeligheder end landjorden. Hvad der ligger under brændingen og den sortblå nat, forbliver for det meste skjult indtil en dansk sko rammer en sten ved Hasle Klint, og fortiden pludselig vælter ud i dagens lys.For nylig fik Bornholm sig et ægte sus fra fortiden, da en række markante fossiler så dagens lys ved Hasle Klint. Her, blandt havtorn og ferie-gæster, blev der mellem 2009 og 2019 gravet knogler fra ikke mindre end fem forskellige plesiosaurer op inklusive et fund, der får palæontologer til at smile bredere end en kampsnegl er lang: en lillebitte, sjælden unge af det sagnomspundne havkrybdyr.”Bare tænk,” fortæller Zoe Kinsella, der studerer fortiden på Syddansk Universitet, mens hun gnider jord af et knoglefragment, ”det her væsen svømmede rundt i det, vi i dag kalder Østersøen for næsten 190 millioner år siden længe før nogen danskere kunne drømme om at bygge et skur af drivtømmer.”Hvis man slår op under 'plesiosaur' i en halvgammel børnebog, stirrer man formentlig ind i øjne på en skælvende havsvale med lang hals og svaj i kroppen et væsen, der balancerer elegant mellem at ligne Loch Ness-uhyret og en meget gnaven sæl. Det er ikke underligt, at folk kommer til at tænke på netop dette mytiske væsen, når de ser aftrykket af svaneøglernes buehalsede fossiler.Men det er ikke bare børnefantasi. Plesiosauren tilhørte virkeligt havet i kridttidens storhedsdage, og hvad der nu er Bornholms klinter, var dengang havbund. Den svømmede med fire kraftige luffer, havde hals lang som en forvirret giraf, og kunne spænde over størrelser fra lille og undseelig til 15 meter bjergtagende.Det bemærkelsesværdige er, at fossilerne fra Hasle er blevet erklæret danekræ naturens helt egen VIP-liste. Når et fossil får denne hæder, ryger det straks ind under statens beskyttende vinge og får ekstragod plads i museumsmontren. At gøre det med så usædvanligt velbevarede knogler tredimensionelle og ikke bare trykket flade som alle vi andre ender er lidt af et lykketræf.Men det er ungen fra fortiden, der nu stjæler opmærksomheden. Det er ikke hver dag, europæiske forskere får fingrene i fossiler af så unge havkrybdyr faktisk kan de tælles på én hånd, og så er der stadig en finger fri til at pege nysgerrigt ned i jordlaget.For almindelige danskere betyder det måske mest, at Bornholm nu ikke kun er klippeø, men også havmonstervugge. For forskerne er fundet som et postkort sendt fra en fjern epoke: Vi var her, højt hævet over bunden, elegant svømmende i lyset fra juratidens sol. Hver ny knoglebrik hjælper nemlig med at lægge puslespillet om fortidens økosystem hvordan havet så ud, hvem der svømmede i det, og hvordan verden forandrede sig.Så næste gang nogen slentrer ud til klinten ved Hasle, med sand i skoen og lommen fuld af lommerusk, er det værd at vide, at man måske lige der går omkring resterne af Østersøens ældste svømmedyr. Som om stranden ikke allerede var eventyrlig nok, kradser fortidens havøgler nu også med på listen over Bornholms attraktioner.
Sjældne fossiler vækker fortidens havmiljø til live på Bornholm Hvilket underligt skifte har ikke havet, himlen og jorden gennemgået, førend de former, vi nu kalder Bornholm og Hasle Klint, dukkede frem af havets dyb? I dag blæser vinden over den bornholmske kyst, men for 190 millioner år siden kredsede den ikke om bøgetræer eller granit, men om mægtige rovdyr under vandet krybdyr, der svømmede med både ynde og styrke. Senest har den gamle klippes øde strand afsløret nye lag af denne svundne virkelighed: Fossiler af flere forskelligeplesiosaurer, ikke blot i fragmentariske levn, men i sådan en tilstand, at de åbner vores blik mod et glemt økosystem. Mest opsigtsvækkende er fundet af en unge et væsen, som knapt kendes fra europæiske samlinger, og hvis tilstedeværelse på Bornholm midlertidigt ophæver afstanden til den fortid, vi troede var usynlig for sanserne.Det virker næsten overjordisk, at et ben fra en 190 millioner år gammel plesiosaur, endda en unge, kan gribes af et menneskehånd og løftes ind i nutiden. Men sådan er det gået ved Hasle Klint, hvor årtiers tålmodigt søgende øjne har udgravet ikke blot sten, men historier. Her lå de, skjult gennem tiderne, indtil pludselige stød fra hav og vejr atter bragte dem for dagen.Noget ganske særligt knytter sig ved disse fund: Fossilerne er ikke flade eller forvredne, men står tredimensionelt næsten som var tiden bøjelig, og det udtryksløse sediment har værnet dem mod alt undtagen selve glemslen. Og når nu ikke glemslen længere er dem beskåret, erklæres de danekræ nationale skatte, hvis betydning rækker længere end et enkelt menneskes nysgerrighed.At identificere hele fem nye individer, herunder den sjældne unge, er mere end blot en videnskabelig sejr. Det stikker dybere som var det et glimt ind i livets forunderlige strøm, hvor alt har været og alt kan besynges. Hvorfor fascinerer så netop denne havets øgle? Måske er det håbets og fantasiens egenskab at opsøge væsener, der ikke kan sammenlignes med noget nulevende. Plesiosauren kendes på sin majestætiske hals og sine fire kraftige luffer. Den svømmede i juratidens have, side om side med dinosaurer, men var og er sin egen.Kendetegnende for netop fundet ved Hasle er variationen i størrelse, og at de mindste de små, næsten anonyme begyndelser nu træder frem. Fossilets tredimensionelle bevaring åbner netop for det videnskabelige arbejde at forstå vækst, adfærd, mulig rugefunktion og artsspecifikke træk.Fundet er ikke blot en videnskabelig genstand, men en nøglen til at forstå forgangne økosystemer. Hver knogle, hver aftryk bidrager til genskabelsen af et Jurassic Bornholm, hvor havet ikke blot bruser ud for kysten, men bærer på det indre mysterium, vi endnu kun aner. Kampen for indsigt er både fortvivlet og salig, for ethvert fund kan omforme tanken om før og nu.Og i mørket, hvor fantasi og fakta slås om pladsen, dukker den evige sammenligning op: Plesiosauren, denne ældgamle svane-øgle, ligner endnu det mytiske væsen i Loch Ness’ dunkle vande. Det er i denne sammenblanding af det registrerede og det uopnåelige, at fascinationen opstår at holde et tusindårigt fossil i hænderne, vel vidende at verdens mysterier ikke slutter med den sidste knogle eller det sidste fund.Bornholm fastholder således sin særlige plads som et vindue til jordens skjulte fortid hvor sten og vand tilsammen bærer på historier, som kun ventede på at blive læst af et nysgerrigt øje og et undrende sind.
Havets glemte slanger: Sjældne plesiosaurer dukker op af Bornholms klinter.Det er koldt, solen genskinner i korte, nådesløse blink over en vindblæst klint nær Hasle, og her vinternøgen og upoleret ruller Sandet fortidens hemmeligheder ud mellem klippekant og dybblå bølger. For hvad gemmer der sig lige under vores snudesubstrat, lige dér, hvor nutid og urtid griber fat i hinanden?Nu er mysteriet foldet ud: Mellem klintens lag på Bornholm er der, over en tiårig periode, dukket fossiler op. Knoglerne stammer fra væsner så fjerne, at de snarere tilhører et andet kosmisk eventyr end vores egen verden; men hvad de var og hvad de kunne det syder stadig i knoglekammerets tyste logik.Forstå, at et berømt uhyre nu igen snor sig over nyhedernes overflade: Plesiosauren. Svanen uden sang, havslangen af forhistorisk støbning. Glemslens våde drag, der svævede 190 millioner år før menneskets digitale blink. Engang herskede disse kolosser nogle op til 15 meter lange! i urtidens oceaner over det, vi nu med Bornholms hårde dialekt kalder dansk land.Fem nye individer. Sådan ligger tallene, opmålt og sat i skema, men hvad betyder tallene, når en sandhed slår feber? Midt i de fundne knogler var også en unge en lille, men mægtig verdensnyhed, for kun ganske få eksemplarer af unge plesiosaurer er nogensinde før fundet på det europæiske kontinent. Barnet af urtiden, indkapslet i sten som et brev til eftertiden.Disse efterladte knogler, nu erklæret danekræ staten snupper dem til evig tid, sådan er retsordenen fortæller en historie om havet, om overlevelse, om fiskespisende monstre og tidens credor. De er sjældne og særligt dragende fordi, de er bevaret i deres originale tredimensionalitet. Intet fladt aftryk. Kun rum, dybde, blødhed: Knogler formet, som da de svømmede under bølgerne.Men hvad rørte sig i vandene ved Hasle den gang? Hvilke dyr, hvilke jagter, hvilke drømme havde havet, som nu er blevet til klint og sand og souvenirsamlinger på kongerigets yderste ø?Palæontologer og universitetsfolk arbejder nu, sirligt, på at kortlægge fortidens økosystemer. Hver fossil, hvert stykke knogle, fortæller lidt mere om, hvordan Bornholms nuværende granit blev renset af dønningerne og dækket af urtidens mørke vand. Vi bevæger os, skridt for skridt, ud på den tågede grænse mellem myte og videnskab.Og ja, selvfølgelig tag bare Loch Ness ind, smil venligt af fabeldyret, lad det glide mellem linjer og læber. For det er svært ikke at tænke på det, når man har et forstenet svaneuhyre i hånden. Men i modsætning til søens sagn lever her ikke bare fortællingen, men knoglen: Det mærkbare bevis, præcis og bøjelig, knasende i skolernes klasseværelser og drømmende i forskernes hænder.Hasle Klint, det usandsynlige arnested for fortidens drama, har igen kilet en sprække ind i verdens forståelse. En påmindelse om, at havet, vores alles moder, aldrig helt giver slip på sine børn eller sine hemmeligheder. Vi graver, vi spørger, vi lytter. Måske, måske en dag kan vi endda forstå fortidens vejrtrækning bag stensorte øjne.Mod havet ser vi, mod evigheden.