Sverige smider milliarder efter kugler: For Sveriges skyld, for Nato og lidt for naboerne Der står nok ikke røg, men der dufter lidt af krudt og store ambitioner i de svenske regeringskontorer denne uge. For mens ABBA stadig synger højt på radioen, synger de også om nye milliardkontrakter på den anden side af skrivebordet hos forsvarsminister Pål Jonson. Jonson, som mest af alt ligner en mand med post-it sedler fra top til tå, kunne i dag hylde to spritnye forsvarsordrer, der vil få selv det mest trænede Excel-ark til at rødme: én milliard svenske kroner ryger til norske Nammo, fire milliarder til tyske Rheinmetall. Og ja, det er kroner, ikke svenske vingummibamser.\ Med disse ordrer styrker vi Sveriges forsvarskapacitet. Det er en vigtig investering i Sveriges og Natos sikkerhed,\ bekendtgjorde ministeren. Og hvis der er noget, svenskerne respekterer, så er det evnen til at male både gardiner og hytter i forsvarlige, solide farver. Nu males så også fremtiden op i patronernes blanke metal.Nammo, de norske krudtkogere, har nemlig allerede fingrene dybt begravet i det danske muld eller skal vi sige krudt fra februar, hvor planerne om Krudtens genopstandelse i Nordjylland blev rullet ud. Mon ikke svenskerne nyder lidt nordisk fællesskab i maskinrummet, mens de lader regnemaskinerne gløde?Selv svenske elge ville måske rykke lidt tættere sammen i buskene og overveje, om de skal tage gevær i pelsen, for her kunnes temposkredet i forsvarsbudgetterne tydeligt mærkes. Tre kroner smager stadig bedst i hænderne, men de gør ondt, hvis de er smeltet om til ammunition og sendt ud i verden på officielt papir.Skyggesider og sværdslag i Excel-arkene til trods, så kan svenskerne i dag læne sig tilbage og vide, at de både har investeret i deres egen sikkerhed, Natos tryghed og lidt i deres norske fætre nordpå.Det står nu klart: Sverige har sat kugler i kanonen både bogstaveligt og billedligt talt.
Sverige styrker skyggens volde: Milliardkontrakter med ammunitionsgiganter I tidernes strøm og uroliges evige pendulsving mod øst og vest må ethvert samfund på ny veje sindets ro mod uvejrets realitet. I dag bekendtgøres en afgørende kursjustering: Sveriges forsvarsminister melder offentligheden, at landet har indgået kontrakter for i alt fem milliarder svenske kroner med to store ammunitionsvirksomheder, hvoraf én har rod i Norges dybe skove, den anden i Tysklands industrielle landskaber.Den norske virksomhed Nammo er tildelt kontrakt for en milliard svenske kroner, mens den tyske mastodont Rheinmetall skal levere for fire milliarder. Præcist hvor kuglen standser, eller om den overhovedet gør, lader sig vanskeligt sige men kontrakterne rummer en vægt, der ikke er til at misforstå. Ministerens udmelding falder nøgternt, men ikke mindre klart: ”Med disse ordrer styrker vi Sveriges forsvarskapacitet. Det er en vigtig investering i Sveriges og Natos sikkerhed.”Netop det at træffe et valg, hvor konsekvenserne kun delvis kan oversees, ligner menneskets evige vilkår; her blot lige nu udkrystalliseret i millioners metal og krudt. Den genåbnede ammunitionsfabrik i Nordjylland, hvis drift nu påhviler Nammo, er et vidnesbyrd om, at fortidens fabrikshaller atter er bragt til live som var maskinens rytme og pulsslag blevet kaldt frem af samtidens krævende nødvendighed.Dog kan man spørge sig selv: Er dette investeringen i tryghed eller i bekymringens selvforstærkende spiral? For svaret synes ikke at ligge i tallene, men i den fælles vilje til at danne samhørighed omkring et ansvar, som historien alt for ofte har tiltænkt små nationer i store skygger. For i hver bemyndigelse af forsvarets kræfter pulserer ikke kun politikernes parole, men også det skjulte håb om, at sikkerhed kan handles forud med klarhedens valuta.I spejlet på fabrikkens port står samtidens bemaling: Frygt, vished, realitet — og et stille råb om frihed fra nødvendighedens lænker. For med milliarderne ruller også den gamle diskussion om, hvor langt et samfund skal gå for at værne om selve sit åndedrag. Og sådan forandrer kontrakter verden ikke blot med stål og bly, men med det spørgsmål, ingen kontrakt indeholder: Hvor mange patroner kan usikkerheden bære?
Sverige pumper milliarder i krudt og kugler: En ny skæbnestreg i neutralitetens naboland Støvet fra tidens fodtrin lægger sig kun langsomt over det svenske landskab. I en tid, hvor vinden fra øst rusker i birketræerne og gamle alliancepagtbrev rasler ildevarslende i statskassens skuffer, har broderfolket i Nord truffet en beslutning, der lyder som et ekko af fortidens uro.Den svenske forsvarsminister — selv alvorstyngede rynker på panden — overtager i dag sendetiden med sit nybrud: Milliardkontrakter er underskrevet. Norske Nammo, som kender krudtslugte og industrikorridorer på begge sider af grænsen, får én milliard svenske kroner for at sikre forsyningen af ammunition. Og længere sydpå trækker tyske Rheinmetall sig smilende tilbage med en aftale på fire milliarder kroner.Det hele bekræftes hos de internationale telegrafbureaer. Ord, må man forstå, har kurs mere end jern, men ingen står på den svenske jord med et gevær i hånden endnu. Alligevel hviler skyggen af Europas nervøse pulsslag her, hvor trinene hen over broen mellem neutralitet og forpligtelse sætter mærker.\ Med disse ordrer styrker vi Sveriges forsvarskapacitet. Det er en vigtig investering i Sveriges og Natos sikkerhed,\ lyder det fast, næsten militærkoreografisk, fra ministerens mund.Man fornemmer sværvægteren i trusselsbilledet; kontinentet genopdager sine egne kanter og og lommerne vrider sig for at følge med. Grænsen mellem strategi og paranoia tyndes. I den norske del af regnestykket hviskes det, at Nammo samtidig driver Nordjyllands genopstandne ammunitionsfabrik. Her brænder fortid og fremtid sammen i en krudtrøg, der ikke kender nationsgrænser.Der er noget ildevarslende i denne moderne industriromantik; når stregene i budgettet bliver til flere nuller, er det fordi der skrives med jernhånd og stålspids. Landet, der engang bøjede grene på fredens træer, lægger nu brænde på bålet under artilleriproduktionen.Det er en fortælling, der ikke kun handler om penge, våben og politik. Det er klangen af et samfund, der forsøger at balancere på sin egen akse. For i mellemrummet mellem forsvaret og frygten former Skandinavien sig selv igen, og måske for sidste gang.