Razzia hos National Samling: Politiet slår lejr blandt ringbind og rullemadder Pariserluften er tung af forventning, og ude foran National Samlings hovedkontor står et par stivnakkede journalister med kuglepenne, der tripper. For hvad foregår der, når morgenkaffen endnu ikke er sunket, og så står der pludselig 20 politibetjente i mørkeblå kedeldragter og banker på med mere end bare knoer? Det klirrer i kopimaskinen, mens dokumenter og ringbind bliver gennemgået med større iver, end man ser på et udbetalt lønningskontor.Jordan Bardella, som officielt er formand men i dag mest af alt ligner en forfjamsket statsansat, skriver på de sociale medier, at politiet har været på besøg. Ikke for at få kaffe og croissant, men for ifølge ham at beslaglægge alle mails, dokumenter og regnskaber og den slags kan hurtigt fylde mere end en toværelses i arrondissement nummer elleve. Anklagerne? Dem har vi ifølge partiet ikke fået at vide endnu. Det hele minder lidt om at tage på hotel uden at vide, om man får udsigt til gård eller Grand Palais. Midt i det hele står partilederen og hvisker noget om chikane. Med den stille indignation, der kun opnås, når man for 17. gang har fået den forkerte pizza leveret. Er det politiets pligt at undersøge papirbunkerne og digitalt skrald? Måske. Er det French drama, så det basker, hvor oppositionen ruller med øjnene og råber “uacceptabelt” ud i cyberspace, mens betjentene nynner “La Vie en Rose” for at holde motivationen oppe? Ja, og lidt til. På gaden hviskes der om, at det er den finansielle efterforskningsenhed, der har rykket ud. Sært, at penge altid får folk til at stramme bøllen og stille flere spørgsmål, end en vred tante til julefrokost. Indenfor lugter det nu af brændt kaffe og revl af gamle fakturaer, og man forestiller sig, at nogle sidder og krydser fingre for, at deres e-mails kun handlede om printerpatroner og ikke politiske donationer.Imens klamrer Bardella sig til sin X-profil og sin version af begivenhederne. Razzia? Chikane? Kun tiden og papirarbejdet vil vise, om dagens drama bliver det, der vælter læsset for National Samling eller blot endnu en grå morgen i den franske politiks forunderlige myretue.
Det politiske kontors tavshed brast denne morgen, da døre blev åbnet uden varsel, og korridorerne fyldtes af myndighedernes beslutsomme fodtrin. Ikke et menneske var upåvirket, da 20 bevæbnede repræsentanter for den finansielle undersøgelsesmyndighed trådte ind i det, der burde have været et hjem for meningsdannelse og demokratisk fremtidstænkning.Skælvende under det uafværgelige blik fra arket og undersøgelseskomitéernes urokkelige blik blev mails, dokumenter og regnskabsbøger revet ud af hænderne på dem, der kun troede, de varede for en sag større end sig selv. Hr. Bardella, partiets formand, måtte i sit offentlige rum bekende usikkerhed over for anklagens væsen: Hvilke mistanker vokser mon i det skjulte og får deres udtryk i razziaens form?Men verden er sjældent sort og hvid, og magtens instrumenter ikke uden deres egen indre nødvendighed. For enhver bod for ansvar, enhver instans af undersøgelse, bærer muligheden for retfærdighed men også for vilkårlighed, for uforståelighed, for en slags magtens overskridelse, som er svær at artikulere. Når den offentlige stemning løftes til paroler og anklager, må vi ikke glemme den enkeltes udsathed: konkret, fysisk, eksistentiel.At kalde hændelsen for chikane, som partiets leder har gjort, er ikke uden vægt. Derfor griber det ind i den enkeltes værensvilkår, når det kollektive overskrider det individuelle i rettens navn. Her, blandt affotograferede papirer og beslaglagte laptopcomputere, står spørgsmålet og dirrer: Er dette undersøgelsens nødvendighed eller politisk magtdemonstration i retsstatens maske?I denne sag, hvor ingen præcise sigtelser endnu er bekendtgjort, tvinges alle til at tænke grundigere over betingelserne for det politiske fællesskab og dets sårbarhed over for autoritetens indgreb. Det er et øjeblik, som ikke kun gælder partiets folk, men ethvert menneske med vilje og håb om at ytre sig og gøre indtryk på verden — en påmindelse om, at forholdet mellem individ, samfund og stat altid er på spil, især der, hvor den magt, der skulle beskytte, pludselig drager sit sværd.
Midt på Boulevard Pereire står de, blå blink mod marmor og glas. En onsdag morgen så fransk som croissanten, men nærmere Paris’ bankende nerve end nogen morgenavis kan beskrive det: Politirazzia. Højteknologisk, sirenerne smager af kold elektronik. Men dørene til National Samlings hovedkvarter må give sig for myndighedens kolde hænder vil ind, hvad end det koster. Op ad trappen maser tyve betjente, bevæbnede, glatte i blikket, beslutsomme. De river ikke ned fra væggene af ideologisk nidkærhed, men bladrer, scroller, arkiverer. Mail for mail, regnskab efter regnskab, de skal have det hele partiets liv. Papirer med kaffepletter og tal fra valgkampens søvnløse nætter bliver nu beviser i en sag uden anklager. Partiet står model til denne foranstaltning, mens ovenlyset over slotte, chikaneres af blå blink. Metal møder anti-macronsk følsomhed.En formand rank, fortørnet tager til tasterne, ikke for at overtale, men for at påpege. Der, på det digitale torv, proklameres indignationen: chikane, kalder han det. I et opslag på verdens larmende opslagstavle, afslører han ikke forbrydelsen, men scenen. Intet motiv. Tavsheden råber. National Samling står nu som en teaterscene, ildevarslende åbnet for aktører uden ansigt. Uden præcis anklage er det politiets blik, der tolker manuskriptet. Regnskabet, dagbogen, selv de fortrolige mailudvekslinger er rekvisitter i et drama, hvor sandheden forekommer ildevarslende flydende.Men publikummet Frankrig og verden lader sig dragende. Har magten altid ret, når den knuser dørene og samler på papirer? Eller er det blot et kapitel mere i det evige skakspil, hvor oppositionerne findes skyldige allerede ved at trække vejret for åben mikrofon?Et sted mellem slet skjult vrede og formel tone danser partihovedkvarterets folk videre, mens natten falder over Paris, og papirerne finder nye hænder. Alt, mens nogen stadig spørger: Hvem skriver egentlig stykket?