Lignende artikler; 1
Kaos på grønsværen: Fodboldturnering i Frederikshavn udviklede sig til masseslagsmål Torsdag eftermiddag blev der skrevet et kapitel til de knap så stolte fodboldhistorier, da fodboldturneringen Cup No. 1 i Frederikshavn pludselig skiftede karakter fra tekniske driblinger til kandestøberi på åben mark. På et splitsekund blev glæden for fodbolden sat på pause, da et frispark i kampen mellem et engelsk og et mexicansk ungdomshold forvandlede grønsværen til et mylder af armvridende unge mænd, viftende ledere og en dommer, hvis fløjte nærmest blev blæst ud af munden på ham.Én gnist og så stod der pludselig 20-25 ophedede teenagedrenge midt i et inferno af højrøstede skældsord, fægtene arme og gestikulerende voksne, alt imens publikum forsøgte at regne ud, om det var en fodboldkamp eller en form for vild tango, der udspillede sig. Dommeransvarlig Michael Kristensen beskriver oplevelsen som ”voldsom”, mens han stadig forsøger at forstå, hvordan et frispark kan lugte så meget af larm.”Vi fik heldigvis styr på det ret hurtigt. Med hjælp fra trænere og officials fik vi holdene adskilt og ledt dem væk fra området, inden der gik flere skår i harmonien og måske andet,” udtaler han.Dagens uheldige hovedpersoner unge drenge mellem 15 og 16 år måtte herefter tage turen med bøjede hoveder væk fra både banen og den ellers festlige turneringsstemning. Den store batalje har allerede haft en konkret konsekvens: Begge hold er blevet dømt som tabere af kampen. Turneringens ledelse overvejer nu yderligere skridt og måske et kursus i temperamentets kunst som bonus.Så mens solen gik ned over Frederikshavn og fodboldsskoene blev tæret af græsstrå og undskyldninger blev Cup No. 1 tornebesat af en slagsmålsskandale, der næppe bliver glemt, selv når skrammerne har lagt sig.
Når bolden bliver katalysator for afmagt: Et nordjysk skæbneskær Der var på engang både drømme og håb, sved og mudder, i den nordjyske luft, da unge drenge torsdag strømmede sammen til Cup No. 1 i Frederikshavn. Men fodboldens løfter om samhørighed og kamp åbnede i år modvilligt døren for et andet, tungere anliggende, idet et masseslagsmål forvandlede grønsværen til et teater for den menneskelige tilbøjeligheds mørkere facetter.Det begyndte så banalt og så menneskeligt: Et frispark, et øjebliks uenighed var det retfærdigt? Skæbnen ville, at konflikten spirede mellem et engelsk og et mexicansk hold, som om historiens uforløste spændinger havde fundet nyt liv på mulden. Og som en tanke, uprøvet og uforsonlig, bredte tumulten sig. Ikke kun fødder og hænder, men også en indre nødvendighed fik næring i de 15-16-årige drenge og deres ledere. 20, måske 25, blev de drevet ind i det kaos, som menneskebarnet altid kun er et øjeblik fra.Ansvarlige kunne blot skynde sig at række ud; Michael Kristensen, dommernes leder, beretter om “en voldsom oplevelse”, alligevel blev ordenen genoprettet med beslutsomhed og det nødvendige overskud to hold blev med takt og beslut kørt væk, under opsyn, i håb om at give plads til eftertanken frem for gentagelsen.Sådan står man da tilbage. Slagsmålet mellem ungdom i formation synes på én gang absurd og uundgåeligt. Er det ikke netop i kampen, i forsøget på at vinde, mennesket konfronterer sin egen afmagt? Kampens grund at vinde, at blive anerkendt i andres øjne og en impuls fra skyggerne, måske en voksende følelse af uret berøvet, gjorde sprækken mellem holdene til en afgrund, der kun kunne udfyldes med vrede.Nu overvejer turneringsledelsen yderligere sanktioner. Begge hold er allerede dømt som tabere, og således bærer de ikke blot det ydre nederlag, men også den indre, glidende erkendelse af, at fællesskabets spilleregler kun gælder så længe, vi tillader dem at gælde.Det er let, i tilbageblik, at pege og dømme. Vanskeligt at indse, at denne konflikt bærer den kelige sandhed om det fælles betingede; at ethvert samfund, ethvert spil, består så længe, vi evner at holde hinanden oppe så længe mindet om sammenhængerne, selv der hvor bruddet truer, får plads blandt os. Måske er dette den alvor, vi må bære videre; at vi aldrig ophører med at være sammen, end ikke når vi kappes mest indædt.
Unge mænd i masseslagsmål ved nordjysk fodboldturnering Det begyndte som et frispark med den sædvanlige stemning af ungdom, sved og jernvilje, sådan som det lever og ånder på de grønne plæner i Frederikshavn. Men pludselig var græsset under spillerne ikke længere kun vidne til mål og driblinger, men til en uforglemmelig intensitet af en ganske anden art. Cup No. 1, som skulle bringe verden sammen om fodbolden, blev torsdag eftermiddag ramt af et grumt slagsmål, hvor passionens mørke side viste sit ansigt.Et øjebliks tvivl, et ophedet øjeblik. To hold ét fra England, ét fra Mexico og i centrum: et frispark. Fodboldens lov og uret blev trykt hårdt mod jorden, råb og kroppe væltede ind over hinanden. Før nogen kunne tælle til tre, rullede 20-25 unge mænd og ledere ind i bataljen, som var det en scene fra en film, hvor ingen længere husker manuskriptet.\ En voldsom oplevelse,\ siger Michael Kristensen, ansvarshavende for dommerne, med stemmen hærdet af ansvar. \ Vi fik heldigvis styr på det ret hurtigt. Begge hold blev gelejdet væk fra området, så de ikke stødte på hinanden igen.\ Hans ord trækker et nøgternt punktum i en virkelighed, der slicker sårene i stilhed bagefter.De to hold drenge kun 15 og 16 år gamle, stadig formbare som siv i blæst, endnu ikke færdig med at være børn blev efterfølgende dømt som tabere af kampen. Cup No. 1’s ledelse overvejer nu, om hændelsen skal få yderligere konsekvenser. Under overfladen ligger ekkoet fra slagsmålets hænder og råb, og turneringen må spørge sig selv, hvad der nu tynger mest: pointtavlen, eller det, der blev efterladt i græsset, hvor spilletrøjer og ungdomsminder stødte sammen i et pludseligt stormvejr.Hændelsen ryster således mere end blot resultattavlen. For hvad er det, denne sport altid så tæt på sin egen aggressive forførelse kaster af sig, når følelserne glider ud af hænderne på dem, der burde kæmpe med talent og respekt, ikke med knytnæver? En fodboldturnering for unge bliver på denne torsdag til et spejl for både fællesskabets styrker og dets skrøbelige sprækker. Efter stormen står fodboldens folk i nordjyske Frederikshavn tilbage med spørgsmålet: Hvilket slags billede vil de unge tage med sig hjem fra Cup No. 1?