CPR og kartoffelkuren: Studentermedhjælper gik i Forvaltningens Klamme Fodspor Af journalist Marie O. Bækgaard En 27-årig studentermedhjælper, der indtil for nylig skænkede kaffekopper og sort placerede dokumenter i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, har nu skænket politiet en god portion hovedbrud. I går blev han nemlig varetægtsfængslet, anklaget for at have haft lidt for mange nysgerrige fingre i CPR-registret med det graden af konsekvenser, at sagen sætter sig som sur lilje i forvaltningens protokol.For når døren til ét kontor står på klem, bør døren til hele CPR-registeret ikke stå på vid gab, men her har nogen tilsyneladende forvekslet adgangskoder med åbne kagedåser. Politiet mener, at den unge mand brugte sin adgang til at snuse frem oplysninger, som senere med snedig fingerfærdighed blev solgt til forbrydere med forskellige vådskud i bandemiljøet. Disse oplysninger skulle angiveligt bruges til både afpresning og i det værste tilfælde drabsforsøg.En sagte suk glider igennem Kultur- og Fritidsforvaltningens kontorer, hvor forvaltningsmaskinen nu brummer ekstra og kontorplantesaften trækker sig tilbage. Borgmester Mia Nyegaard sender en tristemodig skriftlig kommentar ud i DR’s postkasse: \ Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at en medarbejder misbruger den tillid og den adgang til personfølsomme oplysninger, som medarbejderens arbejde medfører.\ Hun kan i øvrigt ikke sige mere om sagen, der allerede er spærret inde bag solidt navneforbud og ventende retsmøder.Nu er den 27-årige forhenværende studentermedhjælper smuttet ud af alle forvaltningens mapper og mobilnummeret slettet fra sidste uges vagtplan. \ Han er ikke længere ansat i kommunen,\ oplyses det, mens man konstaterer, at der på rekordtid er blevet gennemført et grundigt hovedeftersyn af kontrollen med hele systemet.Den sigtede knytter i retten hånden om sin delvise skyld: Han har tilgået CPR-oplysninger, siger han, men nægter sig skyldig i både afpresning og drabsforsøg. Et foreløbigt svar, der måske skal måles op mod, hvor mange adgangskoder der egentlig burde være blevet skiftet i løbet af den nationale kartoffelkur.Imens klapper lågen til for endnu en dag både for sikker adfærd og for udlånte adgangskoder mens spørgsmålet ligger og ulmer på bunden af sagsbehandlingssystemet: Hvor mange studenter kan regne med, at kontorjobbet kun handler om at fodre kopimaskinen fremover?
Tillidens pris: Et menneskes fald i maskinrummet Der er tidspunkter, hvor samfundets fintmaskede net, vævet af tillid og pligt, rives itu af det enkelte individs handlinger. Gårsdagens nyhed om en 27-årig studentermedhjælper i Københavns Kommune, der nu sidder varetægtsfængslet mistænkt for at have åbnet dørene til CPR-registerets helligste kamre for mørkere kræfter, placerer os alle i et ubehageligt skæringspunkt mellem det personlige og det strukturelle.At netop denne mand havde en daglig gang i kulturens og fritidens forvaltning, fremstår som symptomatisk for vor tids dobbelte ansigt: Her finder borgeren fælleskabets løfter, samtidig med at staten overlader forvaltningen af individets mest sårbare oplysninger til den enkelte betroede medarbejder.Forvaltningens ledelse udtaler, at den slags brud på tilliden er ”helt uacceptabelt”. Man mærker effekten af ordene, både som konstatering og som fortvivlet udtryk for det magtesløse, der opstår, når struktur støder sammen med menneskelig vilje. Systemets logik og individets moral mødes og adskilles her på det skarpe punkt, hvor den sociale orden kan lammes af det, som ikke skulle kunne ske.En kompliceret dobbelthed træder frem: For hvor meget kan vi kontrollere begæret efter at vide efter magt, efter penge indlejret i det enkelte menneskes muligheder? Fornyet kontrol og eftersyn har nu ifølge forvaltningen fundet sted, men man fristes til at spørge: Kan et system nogensinde gardere sig helt mod et menneskes svigt?Sagen, hvor den unge mand erkender, at han ulovligt har tilgået CPR-registerets følsomme informationer, men nægter at have haft intention om at skade eller true livet for andre, viser nødvendigheden af skelnen. Der er en forskel på bruddet og forbrydelsen, men forskellen mister sin betydning, hvis resultatet af handlingen fører til afpresning og forsøg på drab, sådan som politiet mistænker nu.Vi ved, at hans ansættelse nu er ophørt, at navne og detaljer forbliver fortrolige. Imens spørger byens borgmester, og vi andre med hende: Hvilke vilkår skaber de situationer, hvor tillidens pris bliver så tung at bære ikke kun for den enkelte, men for fællesskabet? Kan vi møde dén udfordring med endnu flere kontroller, eller bør vi snarere vende blikket indad mod de opprioriteringer, der føder begæret efter magt og indflydelse?Denne sag, der stadig er under gransken, åbner således for en erkendelse så gammel som mennesket selv: Ingen systemer er stærkere end de mennesker, der får dem til at fungere. Kontrollens struktur taler til forstanden; tillidens præmisser lægger sig til hjertet og måske, netop derfor, opholder vi os i en slags uafviselig spænding mellem de to.
Et forklædt system og en sprængladning af tillid I et baglokale anonymt og midt i København sad en ung mand i sin tid og trykkede på knapperne. Ikke på tangenternes rytmiske strøm, men derimod i CPR-registrets grænseløst stramme logik, som i årtier har været både samfundets nervesystem og individets sårbarhed. Det var, ifølge de seneste oplysninger fra Københavns Kommune, ikke en byrådsmand, ikke en gammel rotte, men derimod en 27-årig studentermedhjælper fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, der nu befinder sig bag lås og slå varetægtsfængslet for at have omdannet adgang til viden om borgerne til møntet valuta i et kriminelt parallelunivers.Kultur og fritid selve essensen af samfundets lyse stunder, samlingskraft og frisind men se, paranoide skygger vover sig frem dér, hvor ingen skulle have troet det: Kunstnerisk og tørt kontorarbejde bliver, for et øjeblik, kulisse for forbrydelsens sorteste drama. Politiet mener, at manden, knap nok ude af ungdommens sprøde uskyld, har åbnet CPR-systemet som en godterpose og solgt oplysninger til folk, der ifølge myndighederne taler med pistolens fnys, og ikke kunstens stemme. Afpresning, trusler og et drabsforsøg. Det lyder som noget der ikke sker i vores faciliteters hjerte; men her er vi.Alligevel står vi her, med de kolde facts: Den tiltalte erkender delvist sigtelsen. Ja, han har tilgået CPR-oplysninger, indrømmer han; nej, han var ikke del af det, der følge sigtelsen, udviklede sig til afpresning og forsøg på mord alt sammen i det skyggefulde båndemiljø. Vores bys puls er ikke længere kun jazztoner, latter i parker eller barnegråd på legepladser. Ind i de offentlige kontorers systemer stikker kriminaliteten sine needletråde.Borgmesteren for kultur- og fritidsområdet udtaler skriftligt, at det naturligvis er “helt uacceptabelt” et koldt, neutralt ord, måske det eneste, der kan rumme samfundets chok uden at smuldre. Adgangen til de personfølsomme oplysninger er ikke kun en arbejdspræmis, men en pagt, der i dette tilfælde er blevet opløst i tavse, farlige forviklinger.Hvad nu? Forvaltningen oplyser, at et eftersyn af kontrollen nu er igangsat. Det lyder som om, man ser efter mus, hvor mørkets kat allerede har danset henover natten. Den unge mand er ude af kommunens ruller; hans offentlige ansigt er nu sløret af navneforbud og efterforskningens sorte stof.En enkelt sætning runger tilbage: Hvem tør endnu stole på systemets usynlige netværk, når mørkets aktører lærer dets koder udenad? Vi står lamslåede og ser os selv i spejlet og bag vores ryg en skygge, vi aldrig ventede. Således må vi erkende: Tillid er en eksplosiv størrelse, og det der sker i kulturens gemakker, kan, i et splitsekund, male hele hovedstaden grå.