Emballagens Skyggekrig: Danske virksomheder bøder, mens kineserne trykker på send-knappen


DR.dk 27 juli 2025

Lignende artikler; 1    2    3   

Den sjove.

Emballagens Skyggekrig: Danske virksomheder bøder, mens kineserne trykker på send-knappen Af en eller anden grund er det altid papkassen, der vinder. En million ton affald om året så meget plast, pap og fiskede flamingostumper kommer vi til at bokse rundt med i Danmark, ifølge myndighedernes forsigtige regnearkskunstnere. Men helt retfærdigt bliver det aldrig, når emballagens ansvar smutter uden om toldgrænser og bliver væk i østenvindens sus.For mens de danske virksomheder har fået smækket papmappen i bordet og bedt om at tælle deres emballage til mindste konfettistykke, så ligger kinesiske selskaber på skyfrit kaukasisk sommergræs og lader snart sagt varerne strømme ind over EU’s snorlige landegrænser via platformsnavne så kække som Temu. Det viser i hvert fald opgørelser fra Dansk Producentansvar.Af 1.000 kinesiske virksomheder, der har fået høflige (og lidt svedige) rykkere fra Miljøstyrelsen, har kun cirka 260 fundet det værdigt at finde kuglepennen frem og skrive sig i registeret over dem, der faktisk gider betale for emballagens endestation. Resten tja, de nøjes angiveligt med at boble deres varer ind til de danske forbrugeres trappetrin, uden at ænse europæisk lovgivnings kringlede kringlerier.Det, mener Dansk Industri, er en form for børnefødselsdag uden slikpose til de danske deltagere. De siger det sådan her: Når kinesiske virksomheder slipper for regningen, så hænger de danske på gildet og må betale for affald, de ikke har skabt. “Det er jo ikke rimeligt,” tordner DI’s miljøpolitiske chef, Karin Klitgaard, og man mærker næsten knirkelyden i emballagebåndet.For hver gang en dansk virksomhed skal spytte mere i kassen for at dække den samlede mængde affald fordi nogle, læs: temmelig mange, kinesiske konkurrenter ikke tager deres del så rykker det prisskruen opad. Og i en konkurrence, hvor det handler om kroner, kilo og kartoner, giver det en ubehagelig slagside til fordel for dem, der nægter at danse med myndighederne.Danske virksomheder har sågar udråbt reglerne om emballagehåndtering til at være blandt de største byrder overhovedet og det bliver kun tungere, når de samtidig kan se, hvordan konkurrenterne ude i horisonten bare springer det grønne stakit over og vinker kækt til regnskabernes gråmelet forvalter.Så hvad kan man gøre? Hos Dansk Industri efterlyses flere tilsyn, flere kontroller, måske endda lidt mere myndighedsmuskel. “Nu er der jo trods alt kommet 260 kinesiske virksomheder med, hvor der før kun var én,” siger miljøhovedet hos DI, men tilføjer, at det ikke er godt nok, når tusinder fortsat slipper udenom.Hos Miljøstyrelsen virker man nu rimeligt tilfredse små 7.000 virksomheder (danske og udenlandske, men ikke russiske landbrug og ikke Svensson-naboens hjemmelavede sennep) har trods alt meldt sig til. “Alt i alt er status ret god,” mener kontorchef Thomas Bangsgaard Vestergaard, som dog har måttet bruge det halve af embedsmandslivet på at sende rykkere til kineserne og forsøge at få kontakt med platforme på tidspunkter, hvor danskerne for længst ligger i sengen og drømmer om papkasser og sorteringsvejledninger.“Bare det at få hul igennem til Temu føltes som at vinde i lotteriet,” siger han selv. “Men vi er bestemt ikke i mål!” Så nu skal styrelsen sammen med de andre nordiske lande og deres konsulære alpehuer i Kina prøve at få oplyst kinesiske virksomheder på kinesisk om Europas emballagemareridt. Måske håber man, at emballagens sjæl så endelig kan finde ro.Men indtil videre spøger pappets evige kredsløb, og danske virksomheder pakker stadig ind med tællemaskinen, mens platformene sender småpakker ud på eventyr. Det skæve ansvar vælter, og ingen kan rigtig sige, hvornår kartonens karma bliver balanceret.

Den filosofiske

Dansk Industri slår alarm: Danske virksomheder bærer byrden for kinesisk udenomsværk Der er ikke meget ligevægt i dag, når affaldsbyrder bliver talt op og regninger sendes afsted gennem Europa. Under overfladen ulmer utilfredsheden, og den nye EU-forordning om producentansvar for emballage har netop synliggjort, hvordan balancen tipper. Skal byrden løftes i fællesskab, eller overlades de tungeste læs til de få, mens de mange bærer, hvad de kan snige udenom?Emballagen—dette tilsyneladende uskyldige hylster af plast, pap og folie, som huser varerne indtil vi kaster det bort—rejser sig nu som et regulativt fyrtårn i dansk erhvervsliv. En million ton affald venter hvert år i skyggerne af forbrug og forsendelse. Og netop nu er danske virksomheder blevet pålagt at rapportere mængderne, kategorisere deres emballage, og betale den regning, som samfundet skal klare i miljøets navn.Men de nye forpligtelser, der lover grønne intentioner og cirkulær gentænkning, rammer skævt. For mens danske hænder tæller og indberetter, har kun et fåtal af de kinesiske virksomheder, som sender deres varer ind på det europæiske marked, løftet pen og papir til samme opgave. Færre end 300 kinesiske producenter ud af tusinder har i skrivende stund registreret sig i det danske system, selv om myndighederne sendte hundredvis af rykkerskrivelser ud i december.Bag denne ulighed gemmer sig mere end tal og administrative rutiner. En forøgelse af indberetningspligten og afgiften presser de danske virksomheder til at hæve priser eller spise tabet, mens de kinesiske konkurrenter får et bagdørens forspring. Her bliver producentansvaret ikke kun en revisorøvelse, men også et spørgsmål om retfærdighed: Hvem betaler reelt for det affald, der skabes i det fællesskab, som EU-retten foreskriver?De ansvarlige entretager nye foranstaltninger; der tales om tilsynskampagner og nordiske samarbejder med kinesiske institutioner og ambassader. Små sejre noteres, som når en handelsportal omsider svarer på henvendelser, eller når antallet af tilmeldte producenter stiger, men det grundlæggende spørgsmål forbliver uforløst: Hvor mange skal bære afvejningens vægt, og hvad bliver omkostningen for dem, der ikke kan eller vil snyde sig fri?Dialogen mellem virksomheder, myndigheder og marked forvandler sig her til et spørgsmål om tillid: Er det nok at sætte flere kontrollanter på sagen, eller er der snarere brug for et mere radikalt ansvar—ikke bare for emballagens skæbne, men for selve den fælles tanke, der søger ret i at behandle den enkelte virksomhed ens, uanset hvor varen starter og stopper? For meget mere end pap og plast er på spil: Det er billedet af ansvar, der i sidste ende afgør, om identiteten i et erhvervsliv og i et samfund kan bære meningen hele vejen hjem.

Den skrappe

Danske virksomheder med sort affaldsregning: Emballage-krav rammer skævt i kapløbet mod den grønne horizon Der står ingen røg- eller tordenmaskiner foran indgangen til EU’s glashuse. Men træd ind, og du mærker fornemmelsen af åndedrætsbesvær: Reglerne trækker vejret tungt ned gennem kontorer, computere, konvolutter. En million ton affald formet som papkasser, plastfolier, smårester af mærkat og tapebidder. Alt det, vi river op, kasserer, glemmer. Alt det, vi prøver at skyde foran os, indtil det rammer muren producentansvarets mur.For de danske virksomheder, der år efter år danser wienervals med krav og skemaer, har 2024 ændret rytmen: Fra nu skal vi ikke blot håndtere affaldet men vise mathematiske beviser for hver eneste emballages skæbne. Plastikdimser får tal. Papæsker får nummerplader. I princippet en god idé, for hvem vil ikke være den ansvarlige verdensborger, der fejer op efter festen? Men det føles alt andet end festligt, når man indser, at ikke alle gæster rydder op.Her ligger den krøllede serviet: Imens danske virksomheder bruger timer og penge på at indberette indpakningens vægt og indbetaler til ordningen, der skal holde den cirkulære økonomis hjul i sving så passerer kinesiske selskaber fortsat tolden med let bagage. Tal fra Dansk Producentansvar afslører, at kun 260 kinesiske virksomheder hidtil har meldt sig til ordningen. Rykkerskrivelser er sendt. Tusindvis af firmaer findes, men langt de fleste ligger tyste, tålmodige, langt væk i den kinesiske eftermiddag.Konsekvensen? De danske virksomheder må ikke alene betale for deres eget affald, men også for kollegaernes og konkurrenternes. Det føles urimeligt, og det ER urimeligt, lyder det fra organisationerne, der repræsenterer dansk erhvervsliv. Her måles og vejes byrder, og det med emballageregnskabet vejer tungt, næsten ironisk nok. For de kinesiske konkurrenter kan sælge billigere, gnidningsfrit, uden grøn regning, mens de danske firmaer skal hæve priserne, hvis de vil beholde indtjeningen. Dysfunctional families på markedet: Nogen vasker tallerkener, andre skipper ud af bagdøren.Kritikken er klar: Vi konkurrerer ikke på lige vilkår, siger man i det danske erhvervslandskab. Vi får en ekstra omkostning, der belaster både regnskabet og moralen. Endnu én af de scenarier, hvor virkeligheden slår sprækker i det skinnende bureaukratiske heltekvad, og hvor globaliseringens hovedpersoner de digitale handelsplatforme unddrager sig reglerne gennem små sprækker i systemet.Men maskinrummet arbejder. Myndighedsfolk sender breve, følger op, fører tilsyn, strammer nettene ind. I kontorer med matteret glas og forvredne kaffekopper lægges planer, rækker ud også tværs over verdensdele. Temu, en af de store kinesiske markedspladser, har endelig reageret, hvilket betragtes som en sejr. Men, som embedsmanden understreger: Vi er langtfra i mål. For hver 260 registrerede kinesiske firmaer er der sandsynligvis tusindvis, der forbliver i skyggerne.Satire eller tragedie? Måske begge dele. For i buret med regnearkene spilles skuespillet igen og igen: Danmark indrapporterer, Europa taler, Kina leverer, forbrugere river plastik op og dropper det i container nummer tre. Alle vil det grønne, men der er forskel på, hvem der må betale for det.Så hvad venter der forude? Flere tilsynskampagner, grænseoverskridende samarbejde og håb om, at ansvaret en dag lander, hvor det hører hjemme. Indtil da vil der i de danske virksomheder fortsat blive printet etiketter, udfyldt skemaer og talt om rimelighed for mange flere kilo, end affaldsskakten kan rumme.