System til offline-betalinger forsinket: En million danskere kan ikke betale, hvis nettet går ned Det hele skulle have været så beroligende. Et smart krisesystem. En digital redningskrans, som skulle sikre, at danskerne stadig kunne købe en pakke gær og en tube tandpasta, selv hvis hele internettet kollapsede. Men virkeligheden er, at systemet endnu ikke virker. Og at der er en lille million danskere, som i skrivende stund ville være hjælpeløse ved kasse ét, hvis nettet sagde farvel og tak. Det ambitiøse projekt, som skulle skabe tryghed i digitale mørklægninger, er blevet forsinket. Ikke bare lidt, men nok til, at man hos Nationalbanken nu trækker vejret tungt og siger ting som: “Vi vidste godt, det var ambitiøst” og “det er ikke kommet helt i mål endnu”. Det lyder lidt som, når man forsøger at samle en kommode fra IKEA – uden manual og med én skrue tilovers. En af hovedårsagerne? Terminaler. Ikke de slags terminaler, man græder i ved afsked, men dem med plastik, knapper og bip-lyde. Coop – ja, dem med SuperBrugsen og alt det der – har over 900 butikker og tusindvis af terminaler, der skal skiftes ud. Det er ikke noget, man gør med en kop kaffe og en skruetrækker. Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv fortæller, at det hele har kostet “blod, sved og tårer ude i butikkerne”. En sætning, der får det til at lyde som en blanding af D-dag og en meget dårlig tirsdag i elektronikafdelingen. Men hvad betyder det egentlig? Jo, det betyder, at hvis nettet går ned, og du kun har et Visakort eller MasterCard, ja, så kan du godt begynde at lede efter din gamle pung med småmønter i. For det er dankortet – det gode gamle, halvgrå kort med snusfornuft og folkevognspuls – der stadig virker offline. Nationalbanken vurderer, at omkring 18 procent af os – cirka en million danskere – i dag ville være ubrugelige i betalingsøjemed under en digital nedsmeltning. Ikke fordi de ikke vil betale. De kan bare ikke. Men fortvivl ej, lyder det fra de ansvarlige. Alle de store butikskæder har nu en plan. Ikke nødvendigvis en god plan, men dog en plan. Og med lidt held og mange flere terminaler, skulle systemet være udrullet i hele landet i løbet af det næste år. Indtil da: hav kontanter. Eller en god ven med dankort. Og måske en flaske rødvin til at dulme nerverne – hvis du en dag står i Netto med hænderne fulde, og terminalen står tavs med sort skærm og nul net.
Krisebetalingssystemet, der lod vente på sig Vi lever i et samfund, hvor det digitale er blevet en selvfølge. Det usynlige netværk af forbindelser, som dagligt bærer vore betalinger, kører, indtil det en dag ikke gør. Og netop den dag – hvor forbindelsen brister, og vi står med tomme hænder foran terminalen – havde man håbet ville blive imødegået af et nyt system. Men virkeligheden er sjældent så velsmurt, som vi forestiller os. Det danske nødbetalingssystem, som skulle sikre, at man fortsat kunne handle med kort i butikker, selv hvis internettet brød sammen, er ikke blevet klar til tiden. Ambitionen var, at danskerne fra årets begyndelse skulle kunne fortsætte deres hverdag, også selvom den digitale puls gik i stå. Men ambitionen er endnu ikke realiseret. De ord, der i sin tid blev sat som ledestjerner for projektet, står nu tilbage med skygger af usikkerhed og forsinkelse. Virkeligheden har vist sig mere krævende, end planlæggerne kunne forudse. Mange aktører – fra banker og kortudbydere til detailhandel – er trådt ind på scenen. Men jo flere aktører, jo større er risikoen for, at ansvaret forvandles til et diffust ekko i korridorerne. Projekter vokser, uforudsete kompleksiteter rejser sig. En ting var ønsket om robusthed; noget andet er den konkrete implementering, hvor tusindvis af betalingsterminaler skal udskiftes, butikker skal omstilles, og gamle vaner må revurderes. For Morten Hedegaard Rasmussen fra Nationalbanken er det et erkendt faktum, at man endnu ikke er i mål. De første skridt er taget. Enkelte butikker har påbegyndt implementeringen, men de store supermarkedskæder og apotekerne mangler stadig. Imens trækkes der en linje mellem dem, der stadig kan betale, og dem, der må stå på sidelinjen. Særligt de, der ikke har det nationale kort, men alene internationale betalingskort, kan opleve at stå uden mulighed for at købe mad, brændstof eller medicin, hvis forbindelsen forsvinder. 18 procent af bankkunderne, næsten en million danskere, risikerer at blive ekskluderet fra den daglige økonomiske trafik. Det er et paradoks i en tid, hvor kontanter nærmest anses for anakronistiske. Vi taler om digitalisering som fremskridt, men opdager først i nødens stund, hvor skrøbeligt fundamentet kan være. Det, vi troede, var solidt, viser sig at være betinget af et system, vi sjældent bemærker – før det ikke længere fungerer. Men det er ikke kun teknologi, det handler om. Det er også sved og slid, og i praksis blod, sved og tårer, som det siges fra detailhandlens side. Hver eneste terminal i butik efter butik skal udskiftes. Et massivt arbejde, der blev undervurderet fra begyndelsen. Hverdagens banaliteter forvandles til logistisk storpolitik, når teknologien svigter. Men midt i alle bekymringerne for forsinkelser og tekniske udfordringer lyder en stemme af pragmatisme. For detailhandlen handler kriser ikke først og fremmest om betalinger, men om at holde åbent, have varer på hylderne, medarbejdere til stede. Betalingens infrastruktur er kun ét lag i en langt større samfundsorganisme. Skulle det hele bryde sammen, kan man stadig betale med kontanter. Ingen bliver for alvor efterladt på perronen, siger man. Men hvor trygt er det at stole på? For mange er svaret, at vi må væbne os med tålmodighed. Udskiftningen og implementeringen er i gang, og løfterne lyder, at systemet inden længe vil dække landets største dagligvarekæder. Indtil da hænger vi i den digitale tråd, vi alle er blevet så vant til. I det usynlige spændingsfelt mellem tryghed og usikkerhed venter vi på, at samfundets maskineri igen kan tåle, at forbindelsen brydes – uden at vi bryder sammen med den.
Danmark står uden backup: Krisebetalingssystemet trækker ud Forestil dig, at du står i supermarkedet. Plastikkortet i hånden, tomme hylder forrest i bevidstheden, internettet væk, terminalen død. Alt du får, er et skuldertræk fra kasseassistenten. Sådan kunne det blive – og måske snart. For det nødbetalingssystem, der skulle sikre, at vi alle kan betale med kort, selv når internettet går ned, er blevet forsinket. Og ingen ved helt, hvornår det lander. Projektet begyndte med store ambitioner. “Vi skal kunne klare os, hvis det digitale går ned,” lød parolen. Kontanter? Ja, dem kan du stadig bruge, hvis du altså har dem. Men hvor mange har i dag sedler i lommen? Ikke mange. Alligevel er det dér, vi er landet. Det nye system, som skulle have været klart i årets første måneder, er løbet ind i bøvl. Flere aktører end nogen havde forestillet sig. Kompleksitet på kompleksitet, bankerne på tværs, butikkerne, de globale kortudbydere, alle på slap line. Ambitionen druknede i virkeligheden. Det indrømmer Nationalbanken nu: “Vi vidste godt, det var ambitiøst. Vi er ikke i mål endnu.” Sådan er tonen. Indtil videre har enkelte butikker taget fat. Små dryp i et ocean af terminaler, der mangler opdatering. De store supermarkedskæder og apotekerne? De venter stadig. Og hvem rammes hårdest, hvis nettet forsvinder? Jo, dem uden dankort – dem, der kun har Visa eller MasterCard. En million danskere. Mad, benzin, medicin – glem det. Medmindre du har kontanter. “18 procent af bankkunderne ville stå uden mulighed for at betale i butikken,” siger Nationalbanken. Det er ikke småting. Betalingen, som vi troede var usynlig, flyder nu op til overfladen som en død fisk. Det digitale er ikke længere et løfte, men et spørgsmål. Butikkerne? Blod, sved og tårer, siger de selv. Terminaler skal udskiftes. Tusindvis af dem. Coop alene skal igennem flere tusinde udskiftninger, 900 butikker. “Det er et kæmpe arbejde, og ingen vidste, hvor voldsomt det ville blive,” lyder det. Der blev regnet forkert, undervurderet, mens hverdagen fortsætter ufortrødent, som den altid gør, indtil den pludselig ikke gør. Og når alt brænder sammen, er betalingen faktisk ikke det største problem. “Det vigtigste er, at butikkerne holder åbent. Varer på hylderne. Folk på arbejde,” siger detailhandlen. Betalingen? Den må vente, til maskineriet er klar. Er der så grund til panik? Ikke hvis du har dankort. Eller kontanter. Ingen bliver efterladt, siges det. Men det er kun næsten sandt. For virkeligheden er ikke et løfte. De store kæder lover, at næste år er det hele på plads. “Mit bedste bud er, at det i løbet af næste år er tæt på 100 procent rullet ud i de største kæder.” Indtil da? En halv million, måske en million, står uden sikkerhed. Danmark – digitalt og moderne – men et system, der ikke kan love mere, end forbindelsen kan bære.