Basser på marken og droner i luften: Danmarks første naturnationalpark holder øje med dyrevelfærden Hvis du nogensinde har prøvet at finde 40 kastrerede tyre på et areal, der er lige så stort som Skagen og dækket af skov, så ved du, at det ikke bare er et spørgsmål om at kalde “kom, så!” ud over engen. Derfor står Line Ochelka, biolog hos Naturstyrelsen, denne tidlige morgen med sved i panden og et joystick i hånden, klar til at sende en drone på varmesøgende mission over Fussingø – Danmarks første naturnationalpark. Det er ikke bare for sjov, at dronen suser rundt i luften. “Tit har dyrene samme farve som omgivelserne, så kan det være lidt svært at se med et almindeligt kamera,” siger Line, mens hun undgår de varme myretuer, der kan snyde enhver dronepilot med ildrøde prikker på skærmen. Dagens mission: Tjekke, om de 40 nyindflyttede stude – kærligt kaldet “basserne” – har det, som de skal. Fussingø er kun begyndelsen. Danmark får hele 21 naturnationalparker inden 2030, alle med fritgående dyr, et solidt hegn og nul fodring med undtagelse af, hvis vinteren går helt amok. En slags nordisk Serengeti, hvor både krondyr og elge kan slentre rundt og lege vilde. Men i den danske virkelighed er det ikke løver og zebraer, men heste, kvæg og stude, der skal have det godt – også når kulden bider, og græsset ikke længere er grønt. Naturstyrelsens dyrepassere skal holde øje med alt fra huld (det er altså dyrenes fedtlag, for de uindviede) til klove og adfærd – mindst fem gange om ugen, lover skovrider Uffe Strandby. “Vi har nogle superkompetente dyrepassere,” siger han og kigger ud over marken, hvor de firbenede sultent smasker sommerens kalorier i sig. På en skærm inde i bilen ligner det fred og idyl. Men der skal mere end en drone til for at bedømme, om en stud er sund eller bare god til at skjule sin slankekur. Derfor må Line ud i firhjulstrækkeren, gennem krat og mudder, for at tjekke dyrene med egne øjne – og måske få en klap på snuden retur. Bekymringen for dyrevelfærd hænger stadig i luften efter den famøse vinter i Mols Bjerge, hvor det gik helt galt. Naturstyrelsen har siden erkendt ansvaret, betalt bøden og skruet gevaldigt op for både tilsyn og droneflyvning. Nu er der faste dyrlægetjek hver måned og beredskabsplaner klar, hvis vinteren skulle finde på at lege sulten ulv. For nu er alt godt i Fussingø. Basserne tager på, så de næsten sprækker. Men det er stadig kun juni – og som enhver ved, kan en dansk vinter tage fusen på selv den bedst polstrede stud. Indtil videre lyder meldingen dog fra engene: “Alt fred og idyl.” Og Line Ochelka er klar til at trykke “start” på dronen igen, hvis det ændrer sig.
Et eksistentielt overblik: Dronens blik og studens væren i Danmarks første naturnationalpark Man kunne tro, at en kastreret tyr på et halvt ton ikke sådan lader sig overse. Alligevel kan selv den mest massive eksistens forsvinde mellem træerne, når horisonten er så vid som Skagen, og morgendisen hviler tungt over Fussingøs enge. Her, hvor Danmarks første naturnationalpark tager form, står biologen Line Ochelka – ikke som hyrde med stok, men med joystick og et blik rettet mod skærmens termiske virkelighed. Dyrene – de 40 nyligt indflyttede stude, “basserne” – lader sig ikke let finde med det blotte øje. Omgivelsernes farve og dyrets farve smelter sammen. Det er netop her, teknologien træder til. Dronens termiske kamera bliver en slags moderne sandhedsvidne: Hvem er hvor, hvordan bevæger de sig? Er flokken i harmoni, eller skimter man spor af uro? Men teknologien er aldrig nok. Der skal mere til end varmebilleder for at forstå, hvordan et dyr har det, for at tolke huld og sind. Det er Line Ochelka selv, der må tage turen ud i firhjulstrækkeren, mærke vinden og studens blik, før dyrevelfærden for alvor kan vurderes. Det termiske kamera fortæller om kroppe, ikke om trivsel. Og netop derfor skal vi tættere på. Denne dobbelthed – mellem distance og nærhed, mellem overblik og indlevelse – gennemsyrer forsøget med Danmarks naturnationalparker. Der er sat mål for 21 parker inden 2030, alle med hegn, halvvilde dyr og naturens egne kredsløb. Tilsyn bliver et anliggende for både teknologi, faglighed og moralsk ansvar. Erfaringen fra Mols Bjerge, hvor vinterens barskhed førte til lidelse og ansvar blev indrømmet og dømt, kaster lange skygger. Her, hvor foråret får fedtlaget til at gro, må ethvert menneske – dyrepasser, skovrider, politiker, borger – spørge: Hvilket ansvar har vi for dem, vi hegner ind, og hvor langt rækker det ansvar, når vinteren atter lægger sin hånd over landskabet? En månedlig dyrlæge, daglige tilsyn, og beredskabsplaner for nødsituationer – der er lagt lag på lag af forsikringer. Alligevel hviler spørgsmålet om trivsel ikke kun på rutiner og regler, men på evnen til at se, lytte og indgå i det fælles ansvar, som er selve grundlaget for ethvert samliv – også mellem menneske og dyr. For nu er der fred og idyl. Men enhver idyl rummer muligheden for brist. Hvad sker der, når græsset svinder, og vinteren vender tilbage? Her er det ikke kun teknologien, men dømmekraften og omsorgen, der må træde frem. Det er det, der i sidste ende definerer, om naturnationalparken bliver et rige for frihed eller forsømmelse.
Tyre, droner og det nationale eksperiment: Naturen bliver overvåget i Fussingø Forestil dig scenen: En biolog med joystick i hånden, blikket skarpt rettet mod en drone, der med termisk kamera leder efter 40 kastrerede tyre i et landskab på størrelse med Skagen. Det lyder som første kapitel i en science fiction-roman – men det er bare endnu en torsdag i Danmarks første naturnationalpark, Fussingø vest for Randers. Problemet er enkelt: En stud er ikke svær at få øje på, hvis den står i køen til grillbaren, men på et kæmpe skovareal forvandler den sig hurtigt til et termisk punkt blandt myretuer, buske og krondyr. “Man skal lige lære at flyve udenom myretuerne,” siger biolog Line Ochelka tørt. “De danner så meget varme, at man godt kan blive snydt.” Og sådan summer dronen – på en god dag som en flok bier, på en dårlig som en irriteret nabo – hen over engen, mens alt fra klove til huld bliver noteret i notesbogen. Men hvad betyder det, at Danmarks natur bliver et high-tech overvågningsprojekt? Heste, kvæg, elge og krondyr skal leve bag hegn, og ingen får serveret andet end det, de kan finde selv. Det lyder som noget, der kunne sælges som reality-tv: Overlev vinteren uden fodring! Men her er ingen stemmesedler, kun naturens nådesløse logik og Naturstyrelsens mere eller mindre beredte personale. Efter skandalen med sultne køer i Mols Bjerge er alle blevet mere nervøse. Dyrepassere bliver uddannet, dyrlæger sender deres månedlige rapporter hjem, og skovrider Uffe Strandby lægger ansigtet i alvorlige folder og forsikrer, at “vi har nogle superkompetente dyrepassere.” Og skulle det gå galt igen – frost, tørke, hungersnød – så står beredskabsplanen klar: Enten får studene tilskudsfoder, eller også bliver de fjernet fra området. I dag er alt fred og idyl. Flokken tygger, Line nikker godkendende, og ingen har endnu fået øje på vinterens hårde realiteters skygge over engen. Men det bliver vinter igen. Og der er grænser for, hvor meget en drone kan se – og hvor meget man kan styre naturen uden at naturen slår igen. Så står vi dér: Med teknologien over hovederne og ansvaret i hænderne, mens naturnationalparkernes virkelighed langsomt folder sig ud som et landskab i kameraets kolde blik.