Vent med hækklipperen – naturen gider ikke havepanik “Husk nu at klippe hækken inden sankthans!” har de gamle altid sagt. Måske hører du det for dit indre øre, mens du stirrer ud på hækkens grene, der stritter ud som teenagerhår på en mandag. Måske får du ligefrem sved på panden ved tanken om, at naboen ryster på hovedet bag persiennerne. Men slap nu af. Hvis du drømmer om flere sommerfugle, lidt fuglekvidder og et stænk af klimabevidsthed i parcelhushjertet, er det faktisk en ret god idé at lade hækklipperen hvile lidt længere. For mens vi mennesker har det med at ville have pæne linjer og skarpe kanter til Sankt Hans, har naturen sine egne planer. “Det er jo i bund og grund unaturligt for planterne at blive klippet på den måde,” siger haveekspert Berit Rørbøl fra Videncentret Bolius. Det dér gamle råd om hækklipning har nemlig ikke noget med biodiversitet at gøre, men mest om, at vi gerne vil have det nydeligt, mens vi griller pølser. Men vent lige lidt! Hvis du klipper hækken nu, risikerer du faktisk at sabotere blomstrende liguster, sultne bier og hele fuglefamilier, der sidder og venter på, at ungerne bliver store nok til at kunne flyve fra reden – eller bare til at kunne tage et selfie. For tidlig klipning betyder åbne reder, og åbne reder betyder gratis frokost for rovfugle. Vil du virkelig være den, der står med hækklipperen og smadrer fuglelivet i nabolaget? I Svendborg Kommune er de gået all in: Her bliver de offentlige hække tidligst klippet i juli – og helst først i august eller september på landet. “Vi tager naturhensyn med ind i driften, når det er muligt,” siger skov- og landskabsingeniør Mette Serup, men indrømmer dog, at færdselsreglerne stadig gælder. “Vi skal jo kunne se, om bussen kommer.” I Middelfart har de ikke tænkt biodiversitet ind i hækkens liv og levned – endnu – men nu er idéen sat på dagsordenen. Og pludselig er der ingen, der griner af ukrudtet, for det kan jo være den nye superhelt for bier og biller. Internettet flyder over med have-regler, men i virkeligheden er de fleste af dem forældede. Hvis du vil gøre noget for insekter, fugle og den slags små eksistenser, kan du roligt læne dig tilbage og lade ukrudtet blomstre, mens du tager på ferie. Ukrudt holder på fugten, og måske bliver din have pludselig sommerens vildeste insekthotel. Så drop havepanikken, find solhatten frem og nyd det. For i år er det ikke kun græsset, der vokser – det er vores forståelse for, hvad haven egentlig kan.
Vent med hækklipperen: Når naturens stemme presser sig på I det danske sommerland veksler bekymringen for hækkens længde med de gamle råd, der dirrer mellem generationerne: “Husk at klippe hækken inden sankthans!” Men hvorfra stammer denne insisteren på orden? Er det et udtryk for menneskets trang til kontrol, et forsøg på at bringe struktur ind i det, som i sit væsen altid vil sprænge rammerne – naturen selv? Spørgsmålet rækker ud over hækkens top. For i forsøget på at gøre det rigtige, står vi nu et sted, hvor hensynet må vendes mod noget mere end blot naboens blik. Haveekspert Berit Rørbøl kalder det for “unaturligt”, denne klipning, der tjener vores øje fremfor livets kredsløb. Det er en påmindelse om, at meget af det vi kalder naturligt, ofte er dikteret af bekvemmelighed. At udskyde hækklipningen er ikke blot en pause fra arbejdet, men en åbning for refleksion. Hvad vil det sige at indrette sin have – sin private plet af jorden – på naturens præmisser og ikke alene på sine egne? Biodiversitet og dyreliv får nu stemme gennem erfaringens talerør: “Blomstrende hække i juni og juli giver bier og insekter føde, og fuglerederne får fred,” lyder det. Klipper vi for tidligt, blotlægger vi rederne, og det, der skulle give liv, bliver blottet for det. Kommunerne mærker bevægelsen. Svendborg udsætter hækklipningen, Middelfart tager spørgsmålet op – ikke som et påbud, men som begyndelsen på en samtale om ansvar. For ingen kan give garanti for, at hver fugleunge har forladt reden, når juli rammer. Naturens rytme følger ikke vores kalender, og alligevel skal der tages hensyn til færdsel, til byens puls. Måske er det dette punkt, hvor vores vaner bør gentænkes: At vi åbner for en større omsorg – ikke alene for havens orden, men for alt det liv, der udfolder sig i skyggen af vores valg. “Vi lader måske noget af ukrudtet blomstre,” foreslås det, som en invitation til at lade det uordentlige få plads, ikke af dovenskab, men af omsorg. Hækklipning bliver således et billede på balancen mellem hensyn og handlekraft, mellem struktur og spontanitet. Og måske er det tid til at lade hækkens grene stritte lidt længere – ikke kun for skønhedens skyld, men fordi liv og omsorg undertiden kræver, at vi venter.
Vent med hækklipperen: Haverådenes klimakrise Du står der, haven begynder at ligne en scene fra en glemt naturdokumentar, og panikken pibler op ad ryggen: “Husk nu at klippe hækken inden sankthans!” En stemme fra fortiden runger i villakvarteret, som var den indlejret i selve hækkens væv. Men måske er det nu, du skal gøre noget andet. Måske skal du lade stå til. For mens vi har travlt med at frisere buskene til præmature militærparader, er virkeligheden, at fugleunger klynker i skjul og bier sværmer rundt om ligusterens blomster, der først folder sig ud, når kalenderen siger juni og juli. “Det er jo i bund og grund unaturligt for planterne at blive klippet på den måde,” lyder det fra eksperterne. Og her kan man tilføje: Det er måske også ret unaturligt for os at bilde os ind, at naturen skal passe ind i vores eksamensplan. Kommunerne begynder at vågne op – i Svendborg udsætter man nu den offentlige hækklipning til juli, måske endda august. “Vi tager naturhensyn med ind i driften, når det er muligt,” lyder det. Trafiksikkerheden skal stadig prioriteres – vi er jo i Danmark – men for første gang skal busken have lov til at ligne sig selv lidt længere. I Middelfart begynder idéen så småt at spire, som ukrudt i en våd græsplæne. Måske er det næste års havehit. Folk googler sig søvnløse over reglen for, hvornår hvad skal klippes. Men biodiversitet og klimaforandringer har blæst de gamle regler et godt stykke væk. Tommelfingerreglerne står og vakler som et dårligt plantet hegn. Det nye ideal er, at det hele er lidt vildere, lidt mere tilfældigt – og det er ikke engang dovenskab, det er et samfundsansvar. Så måske skal du, i stedet for at klippe, lade ukrudtet blomstre, lade fuglene være i fred og lade hækken tage magten for en stund. Hvem ved – måske bliver naboen endda misundelig på din biodiversitet. Måske får du flere insekter, flere fugle, mere liv. Kampen for klimavenlige haver begynder ikke med et batteri til hækklipperen, men med evnen til at holde ud, at tingene er, som de er. Tænk hvis du kunne give slip på kontrollen. Tænk hvis haven, for en gangs skyld, fik lov at være noget andet end et spejl af din egen utålmodighed.