Randers skal have klimabro og klimabånd – for ellers sejler det hele væk Man kan mene meget om Randers, men én ting kan ingen tage fra byen: Uden fjorden, ingen Randers. Fjorden er ikke bare vand, siv og mågeskrig, men hele byens identitet. Eller som fritidsfisker, sivskomager og evig fjordromantiker Karsten Andersen siger det: “Randers ville ikke have eksisteret uden fjorden.” Det er lige før, han får det til at lyde som om, Randers Fjord faktisk er Randers’ navlestreng til resten af verden. Nu står fjorden og byen så overfor en helt ny virkelighed, hvor det ikke længere er nok at holde øje med tidevandet. Fremtidens vejr har meldt sin ankomst – og den har både ekstra regn og stormfloder med i bagagen. Derfor er kommunen gået i gang med det, de kalder “klimasikring”. Det lyder tørt, men det er det ikke – faktisk bliver det rigtig vådt, hvis man ikke gør noget. Projektleder Mia Rix forklarer, at der skal bygges en klimabro, der både kan holde vandet ude, når stormfloden banker på, og samtidig hjælpe Randrusianerne over fjorden uden at skulle stå i kø bag én, der ikke kan finde ud af at bruge rundkørslen. Broen skal også kunne fungere som en slags gigantisk prop, der kan lukkes til, når fjorden forsøger at indtage byen. Bag dæmningen opstår så et reservoir, hvor regnvandet kan vente pænt på, at nogen får tid til at lukke det ud. For det nye vejr er ikke kun mere vand, men også mærkeligere vejr – tørre somre, våde vintre og overraskelser på regnvandskontoen. Hvis du tænker, at det lyder som et projekt, der tager lang tid, så har du ret. Den endelige klimabro er stadig på tegnebrættet, men heldigvis er klimabåndet – en perlerække af diger gennem byen – allerede rullet ud i to etaper. Tænk på det som et smykke, der både pynter og beskytter. Karsten Andersen mener, at vi skal vænne os til synet af volde og diger. “Det bliver helt normalt fremover,” siger han og skuer ud over fjorden, hvor hans båd stadig vipper i bølgerne, som den har gjort, siden han som 12-årig stjal sin fars jolle. En ting er sikkert: Randers og fjorden hænger uløseligt sammen. Byen skal klimasikres, hvis ikke den skal ende som en skærgård, og derfor banker kommunen nu på fremtidens dør med bro, bånd og godt mod. Og skulle du ville vide mere, ja, så kan du – helt som det passer til tiden – læse videre på kommunens hjemmeside.
Randers og fjorden: En by mellem vand og nødvendighed Det er svært at tænke Randers uden at lade tanken løbe ud i fjorden. Vandet har altid været byens forudsætning, dens livsnerve og dens største risiko. Hver generation har måttet forholde sig til det – hvad der skal gives tilbage til naturen, og hvad der må forsvares mod den. Nu er tiden kommet, hvor vejr og vand ændrer karakter. Stormfloder, stigende vandstand og regnens nye rytme skaber uvished. Byens fremtid er ikke længere givet; den skal forsvares, planlægges og genopfindes. Derfor arbejder Randers Kommune nu på at sikre byen – ikke bare mod det næste skybrud, men mod selve fremtidens vilkår. Projektleder Mia Rix fortæller, at man i dag må tænke langsigtet. Broen, der ikke bare fører mennesker over vandet, men også forhindrer vandet i at føre sig selv ind i byen. Den skal være dæmning, sluse og trafikknude i ét. Det er ikke en løsning på ét problem, men på hele byens mulighed for at fortsætte sin eksistens ved fjordens kant. Karsten Andersen har set forandringen ske, både i sivene og på åbent vand. For ham er fjorden ikke kun et geografisk fænomen, men et eksistentielt rum – et sted, hvor liv leves, og hvor risici accepteres. Han ved, at de kommende år vil forandre udsigten, at diger og volde bliver hverdag, og at friheden i båden må sameksistere med nye grænser. Byen forsøger at tage ansvar. Klimabåndet, “en lang perle af digeløsninger”, snor sig allerede gennem byen som vidnesbyrd om nødvendighedens etik: Samfundets opgave er at beskytte, også når prisen er at ændre det velkendte. Men man mærker, at alt dette kun er begyndelsen. For enhver digeløsning er også en påmindelse om, at livet ved fjorden altid vil indebære en vis risiko. Der er aldrig fuld sikkerhed, kun det ansvarlige forsøg. Randers ville ikke have eksisteret uden fjorden. Nu består opgaven i at sikre, at fjorden heller ikke bliver byens endeligt. Mellem mulighed og trussel udspilles byens fortsatte eksistens. Og et sted i sivene, mens båden gynger, mærkes det: Balancen mellem nødvendighed og frihed, mellem beskyttelse og overgivelse, er aldrig endelig – men altid på vej.
Randers vil ikke synke: Klimabro og bånd skal holde fjorden for døren Randers uden fjorden? Det kan man lige så godt forestille sig en havn uden både eller en fodboldkamp uden bold. Fjorden er både livsnerve, bagtæppe og den slags uforudsigelige ven, man helst vil have i god behold. Men fjorden er også en trussel, når vejret bliver for vildt – og det gør det jo, siger de, der bestemmer over vejrudsigten. Så hvad gør man? Man bygger. Ikke bare én ting, men flere: Bro, bånd, diger og dæmninger, hele vejen rundt om byen som et moderne værn mod virkeligheden, der kommer snigende fra øst med regn, blæst og det, der er værre. Karsten Andersen har været her altid, eller i hvert fald siden han som 12-årig stjal sin fars båd og stak ud på fjorden – det var før forsikringer og helikopterforældre. Siden da har han set storme og stille dage, og nu siger han: “For mange af husene herude må man gøre noget. Det er 100 procent.” Hans stemme slår hårdt mod det våde landskab – ligesom vinden, når den river fat. Kommunen er i gang. Klimabro og klimabånd lyder som titlen på et rockalbum fra 80’erne, men det er virkelighedens svar på truslen udefra. Projektleder Mia Rix forklarer, at der ikke kun kommer mere vand – men også mere regn, vildere vejr, tørke og skybrud, helst det hele på én gang. Fjorden har aldrig været nem at holde stangen, men nu skal der noget ekstra til. Derfor planlægges der med broen, der ikke bare fører biler og mennesker over fjorden, men også skal kunne lukke af, når stormfloden forsøger at mase sig ind i Randers. Som en sluse, en dørmand, en sikkerhedsventil. Og hvis det lykkes, kan broen også løse lidt af trafikmylderet. Win-win, som konsulenter ville sige. Broen står ikke alene. Kommunen har allerede rullet de første etaper af klimabåndet ud – “en lang perle af digeløsninger”, der snor sig gennem byen. Noget er gjort, men meget venter stadig. Planen for selve klimabroen er stadig i støbeskeen, men troen på nødvendigheden er massiv. Karsten Andersen er ikke bange for forandringer. Han regner med, at store volde og diger bliver lige så naturlige ved fjorden som siv og måger. “Randers ville ikke have eksisteret uden fjorden,” siger han. Byen er skabt af den, truet af den, men også bundet til den – som livet nu er, når man bor på kanten. Vil du læse mere? Kommunens hjemmeside er stedet. Men sandheden finder du nok nærmere nede ved vandkanten, hvor kampen mellem by og fjord stadig udspiller sig, uanset hvor mange broer og bånd der trækkes tværs over kortet.