Lignende artikler; 1
Kræftsag i Aarhus: Et forløb med ventetid, vildledning og våde håndtryk Det hele startede med en ventetid. Ikke den slags man oplever i køen til posthuset, men den slags, der tærer på nerver, krop og liv. Over 300 kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital måtte i perioden januar 2022 til marts 2023 væbne sig med noget langt værre end tålmodighed: håb uden udsigt. De ventede op til ti uger på operationer, der skulle være foretaget inden for to. Pia Krog var en af dem. Hun endte med en stomipose, som muligvis kunne have været undgået, hvis nogen i systemet havde gjort, hvad de skulle. Ikke mere, bare det, de skulle. Hendes sag blev politianmeldt. Hun fik medhold hos Patienterstatningen – og penge. Men ikke sin blære. Det lugtede af skandale. Der var topchefer, der forsvandt ud af bagdøren i stilhed, mens pressekonferencerne lugtede af kaffe, undskyldninger og alvorlige miner. Poul Blaabjerg og Claus Thomsen – henholdsvis hospitalsdirektør og lægefaglig direktør – måtte tage hatten og gå. Man kan ikke bare lade patienter vente. Ikke engang i Aarhus. Kammeradvokaten var heller ikke i gavehumør. En rapport med ord som “ulovlig praksis” og “overlagte fejl” blev lagt på bordet som en håndgranat uden split. Østjyllands Politi kiggede først væk, men blev derefter trukket tilbage til sagen af Statsadvokaten, der pegede på rapporten og sagde: “Se. Se nu lige ordentligt.” Men i denne uge lød det endelige punktum: efterforskningen stoppes. Sigtelserne mod tre medarbejdere – med navne bag mørklagte paragrafer – frafaldes. Statsadvokaten vifter med den juridiske hånd og erklærer: “Vi går ikke videre.” Og her står vi så. Med en sag, hvor nogen har fået erstatning, nogen har fået sparken, nogen har sagt undskyld – og nogen slipper. Hvem der reelt bærer skylden, ved vi ikke. Det kan være systemet. Det kan være individet. Det kan være det hele og ingenting. Regionsrådsformand Anders Kühnau har sagt undskyld på regionens vegne. En uforbeholden én. Som om det sprog kunne stille en diagnose og lappe en blære. Som om ansvar kan bæres som en pæn frakke og hænges tilbage i skabet bagefter. Men patienterne? De ventede. De blev forsinket. Nogle fik poser på maven. Nogle fik mere. Nogle fik måske mindre. Retten til hurtig behandling var skrevet ned, men blev aldrig udført. Og nu er sagen væk. Ikke fordi den blev løst. Men fordi den blev afsluttet. Systemet fungerer. På sin egen måde.
Ventetidens etik: Når systemet frikender sig selv Der findes ventetider, som kan måles i minutter, og ventetider, der måles i liv. Torsdag kom det frem, at anklagemyndigheden har valgt at afslutte efterforskningen i en sag, hvor mere end 300 kræftpatienter på Aarhus Universitetshospital ventede for længe på behandling. Det betyder, at tre sigtede medarbejdere – uden navne og uden skyld – nu også er uden sag. Men spørgsmålet, der trænger sig på, er ikke, om der foreligger et juridisk ansvar. Det er, om et menneskeligt ansvar kan fralægges uden tab. For hvad sker der, når systemet, som er sat i verden for at beskytte, pleje og helbrede, fejler – og derefter konkluderer, at intet kan bebrejdes? Pia Krog er et menneske, ikke en hypotese. Hun fik overskredet sin maksimale ventetid med tre og en halv måned. Hun fik en stomipose. Hun kunne muligvis have beholdt sin blære. Hun fik medhold i Patienterstatningen. Hun fik penge. Men hvordan afmåler man tabet af noget, der kunne være undgået? Sagen blev først lukket af Østjyllands Politi. Genåbnet efter ordre fra Statsadvokaten. Kammeradvokaten havde i foråret 2023 konstateret ulovlig praksis, grove fejl – og ja, “overlæg”. Ikke forvirring. Ikke travlhed. Overlæg. Så kom efterforskningen. Og nu – frifindelse. Ikke fordi der intet skete, men fordi det, der skete, ikke passer ind i strafferettens sproglige geometri. Over 300 patienter ventede. Op til ti uger. Reglen siger to. Mange af dem blev ikke kun berørt i marginaler, men i deres fundament. Alligevel slipper alle nu – ikke ud af skylden, men ud af konsekvensen. To topchefer måtte gå. Der blev sagt undskyld. Region Midtjylland tog “det fulde ansvar”. Men hvad betyder ansvar uden handling, uden erstatning, uden indrømmelse? Hvad vil det sige at tage ansvar og samtidig lukke sagen? Der findes en form for systemisk skam, som ikke larmer. Den ligger i stilladserne mellem juraens sprog og etikken som menneskelig nødvendighed. Når man ved, at noget var forkert – men vælger at standse, fordi konsekvensen er for kompliceret. Det er måske rigtigt, at efterforskningen ikke kan føres videre i retssalen. Men det betyder ikke, at sagen er afsluttet. For den lever videre – i patienternes kroppe, i den tabte tillid, og i det spørgsmål, som intet system vil kunne besvare: Hvordan undgår vi, at det sker igen, når ingen længere er skyldig?
Sagen der blev væk: 300 patienter, nul skyld Der findes historier, der skriger på retfærdighed. Og så findes der historier, der bliver kvalt i paragraffer, pressemeddelelser og pæne undskyldninger. Den her er en af dem. Aarhus Universitetshospital. Mave- og tarmkirurgisk afdeling. Over 300 kræftpatienter. Ventetider på op til ti uger, selvom loven siger to. En systemfejl? Et menneskeligt svigt? En ledelsesbeslutning? Måske en cocktail af det hele, rystet – ikke rørt – og serveret med koldt overblik. Pia Krog var en af dem, der ventede. For længe. Hun mistede ikke livet, men sin blære. En stomipose som souvenir fra et sundhedsvæsen, der ikke kunne levere i tide. Hun politianmeldte hospitalet, Region Midtjylland, både gamle og nye ansatte. Og hun fik medhold – hos Patienterstatningen. Penge, jo tak. Men erstatningens valuta kan sjældent veksles tilbage til det tabte. Sagen blev hurtigt droppet af Østjyllands Politi. Men så kom Statsadvokaten og sagde: “Giv det lige en omgang mere.” Det gjorde de så. De så på rapporten fra Kammeradvokaten, hvor det hedder, at der blev begået “grove fejl” og at nogle endda blev begået “med overlæg”. Et ord, der plejer at lugte af straf. Men nej. Nu har Statsadvokaten meldt ud, at efterforskningen stopper. Sigtelserne mod tre navnebeskyttede medarbejdere frafaldes. Fordi... ja, hvorfor egentlig? Det juridiske sprog har sine egne undvigelsesmanøvrer. Det kan lyde som oplysning, mens det i virkeligheden er en retorisk sidestep: “Ingen enkeltperson kan holdes ansvarlig.” Men hvad så med systemet? Det blæser videre. De to direktører – Blaabjerg og Thomsen – røg ud i 2023. Man kunne kalde det ansvar. Eller bare damage control. Regionsrådsformand Kühnau kaldte det “en uforbeholden undskyldning” og tog “det fulde ansvar”. Hvad det præcist indebærer, vides ikke. For ingen blev dømt. Ingen skal betale. Ud over patienterne. Der findes noget næsten litterært over det. Et sygehus, hvor over 300 kræftpatienter venter. En undersøgelse, der siger “overlagte fejl”. En erstatning, der anerkender skaden. En offentlig undskyldning. Og så: sagens afslutning. Ingen straf. Ingen skyld. Ingen retsfølge. En fortælling, der koger over i starten og fordamper i slutningen. Så hvad har vi lært? At man godt kan få ret – men ikke nødvendigvis oprejsning. At det danske sundhedsvæsen kan tage fejl – uden at nogen fejler. At ventetid kan koste kroppen – men ikke koste nogen jobbet, ud over dem der allerede var gået. Sagen er lukket. Men arret består.