Odense i kampmoden: Larven fra helvede vender tilbage – med flere ben og nye fjender Fredag går det løs igen på Niels Bohrs Allé. Men det er ikke en demonstration, ikke et motionsløb, og heller ikke en ny udstilling i Rosengårdcentret. Det er larver. Nærmere bestemt: *larven fra helvede*. Egeprocessionsspinderen. En lille håret djævel med brandhår og dårlige manerer, som igen har slået sig ned i træerne i Odense – og nu klækker som en ildevarslende maj-melodi. Foråret kom, solen skinnede, og inde i deres reder gned larverne sig i benene og sagde: *Nu!* På trods af at cirka 1000 reder blev fjernet tidligere i år med støvsugere, varmt vand og skum i mængder, der ville gøre en spa-ejer misundelig, er der nu konstateret nye angreb. Larverne vil åbenbart ikke dø pænt. Men Odense Kommune har ikke tænkt sig at opgive kampen. Fredag 2. maj rykker de hvidklædte specialstyrker fra Rentokil og Sparvath ind igen, bevæbnet med noget, der ligner en blanding af en Ghostbusters-pistol og en avanceret havetåge. Målet: larverne og deres pubertære hævnplaner. Der er tale om en biologisk offensiv. Kommunen har nemlig fået fingre i et bakterielt stof, som sprøjtes direkte på træernes blade. Når larverne spiser løs i god tro, får de bakterierne i sig – og dør. Et sidste måltid med dødelig udgang. Bakterierne, forsikres det, er uskadelige for både mennesker, kæledyr og de fleste former for spontant liv. Men der er stadig grund til at være forsigtig. “Man må gerne gå der – bare bliv på stierne,” siger by- og kulturrådmand Søren Windell i en pressemeddelelse, og man aner en let nervøsitet bag de borgerlige formuleringer. Som om han alligevel ville ønske, at folk måske bare tog letbanen uden at trække vejret for dybt. Larven fra helvede er stadig kun registreret i Odense. Ikke i Aarhus. Ikke i Aalborg. Ikke i hele den københavnske betonjungle. Odense er altså stadig alene med problemet – eller æren. Det afhænger lidt af, hvordan man har det med dyr, der klækker i stilhed og angriber i formation. Kampen er ikke slut. Den er bare i gang igen. Med bakterier og varme. Med hvide dragter og intentioner. Og med håbet om, at larverne en dag forstår et venligt, men bestemt: *Nu er det altså nok.*
Om larver, ansvar og eksistensens brændende hår: En biologisk krigsførelse i Odense Det er maj, og solen skinner på Niels Bohrs Allé i Odense. Livet spirer, træerne folder sig ud, og i det grønne opstår et særligt væsen, hvis tilstedeværelse ikke blot udfordrer huden, men selve samfundets evne til at håndtere det uforudsigelige. Egeprocessionsspinderen – kaldet “larven fra helvede” – klækker i stilhed, men dens eksistens larmer i både krop og bevidsthed. Larvens brandhår brænder ikke kun i fysisk forstand. De er en påmindelse om, at naturen ikke lader sig tæmme uden modstand. At ethvert forsøg på kontrol indebærer en risiko for uorden. Mennesket planter træer og anlægger letbaner, men i træets skygge vågner noget, vi ikke har inviteret. Noget, der ikke kender forskel på mennesker og dyr, planer og praksis. Odense Kommune griber til handling. Først med støvsugere, varmt vand og skum – ritualets første fase, hvor man forsøger at rense uden at forstå. Men nu kommer næste akt: biokemisk intervention. Bakterier sprøjtes på bladene i håbet om, at larverne vil dø i forsøget på at leve. En etik i asymmetri – vi beskytter os ved at slå ihjel, men gør det med omhu og miljøhensyn. For det, vi bekæmper, er ikke blot en larve, men det uønskede, det uberegnelige, det kropslige ubehag, som river os ud af dagligdagens glatte overflade. Kommunens medarbejdere, klædt i hvide dragter, bliver vor tids skikkelser på tærsklen mellem natur og civilisation – mellem det, vi kan forvalte, og det, vi kun kan håbe at dæmpe. Søren Windell, by- og kulturrådmand, opfordrer til ro og orden: *Følg anbefalingerne. Hold jer til stierne.* Det lyder næsten som en eksistentiel formaning. For det er netop uden for stien, at faren lurer – og måske også erkendelsen. Egeprocessionsspinderen er endnu kun registreret i Odense. En eksklusivitet, man ikke fejrer, men bærer med et vist ansvar. Det er her, naturens uro er brudt frem. Det er her, samfundets reaktion får sin prøve. Ikke med panik, men med struktur, procedurer og bakterier. Spørgsmålet er ikke, om larven kan udryddes. Det er, om vi forstår, hvad det kræver af os. Og om vi kan leve med, at det måske ikke er larven, men vores egne grænser, der for alvor bliver udfordret.
Biokemisk offensiv i Odense: Larven fra helvede skal dø – igen Der er noget både tragikomisk og dybt moderne over det: En by, et samfund, en civilisation med betalingsapps, podcasts og plantemælk – i kamp mod... en larve. Ikke en særlig stor én. Ikke en intelligent én. Men en larve med hår, der brænder. Og nu er den tilbage. Med forårssolen i ryggen og en insisterende vilje til at klække. Odense Kommune har igen fundet støvdragterne og sprøjterne frem. Fredag 2. maj går det løs på Niels Bohrs Allé – det urbane frontafsnit i en krig, ingen havde forestillet sig. Rederne, som blev støvsuget og overskyllet med skum og varmt vand i februar, er vendt tilbage. Og larverne – egeprocessionsspinderen, også kendt som *larven fra helvede* – har tilsyneladende ikke forstået budskabet. Men denne gang tager kommunen det store skyts frem: biokemiske våben. Bakterier, sprøjtet ud på bladene. Når larverne tygger løs, dør de. Ikke med et skrig, men med en biologisk resignation. Kommunen forsikrer, at bakterierne er ufarlige for alt andet – dyr, mennesker, planter, træer, og sikkert også demokrati og velfærdsstat. Rentokil og Sparvath står for udførelsen. De hvidklædte soldater, hvis opgave er at rykke ud før larverne når puberteten og udvikler deres famøse brandhår. For det er dér, problemet begynder – i hårsækkene. En evolutionær fejl, der har forvandlet et simpelt insekt til en eksistentiel trussel mod picnic, hundeluftning og børnehaveudflugter. By- og kulturrådmand Søren Windell opfordrer til ro og stifasthed. Man må godt gå i området, siger han. *Bliv bare på stierne.* Som om livet kunne kontrolleres ved at følge en grusbelagt linje mellem Ikea og Rosengårdcentret. Og måske er det præcis dét, der er fortællingen: Vi forsøger, igen og igen, at definere orden i det uforudsigelige. At holde kaos nede med bakterier, instrukser og pressemeddelelser. At tro på, at naturen lader sig diktere af vores budgetter og planudvalg. Men larven kommer igen. Den ved ikke, den er uønsket. Den klækker bare. Og vi mennesker? Vi klør os i hovedet og går videre. På stien. Med håbet om, at denne gang, *denne gang*, var det endelig nok.