Mand, mus og mambaer: Efter 200 slangebid er Tim Friedes blod blevet verdens mest eksotiske medicin Forestil dig et menneske, der lader sig bide af slanger på hobbybasis. Ikke én gang. Ikke to. Men to hundrede gange. Og det stopper ikke der: omkring 700 injektioner med dødbringende slangegift – frivilligt, vel at mærke. Nogle samler på frimærker. Tim Friede samler på neurotoksiner. Manden er ikke bindegal. Eller, det kommer naturligvis an på, hvem du spørger. Men han er nu i hvert fald blevet lidt af en nøglefigur i et medicinsk gennembrud, som forskere kalder “uden sidestykke”. Og ja, det hele starter med en telefonsamtale, hvor en fremmed mand spørger: *"Må jeg få noget af dit blod?"* Immunitet på egen krop Tim Friede bor i USA og er autodidakt slangeentusiast. Altså typen, der tænker: “Hvad hvis jeg blev immun over for verdens farligste slanger?” – og så bare gør det. I snart 20 år har han trænet sit immunsystem som andre træner biceps. Og det er ikke kun gået ud over ham selv. Det har også været lidt hårdt for en del mus. Enter: Jacob Glanville, en lettere begejstret immunteknolog fra San Francisco, der arbejder med computerbaserede modeller og modgifte. I 2017 falder han over Friede og tænker: *“Hvis nogen går rundt med superantistoffer i blodet, så er det ham.”* Det viser sig, at han har ret. En cocktail med bid i Glanville og hans hold har nu blandet Friedes antistoffer – de fleste udviklet mod neurotoksiner, altså gift der angriber nerveceller – med et stof kaldet varespladib. Vupti: en cocktail, der virker som et kemisk panser mod slangebid fra nogle af verdens mest dødbringende elapider – vi taler kobraer, mambaer og taipaner. Altså slanger, som ikke blot bider, men også håner din læge bagefter. Resultatet? Mus, som under normale omstændigheder ville have stillet træskoene i chok, overlever i 13 ud af 19 tilfælde efter at have fået sprøjtet cocktailen i sig. Det er ikke 100 %, men det er tættere på end noget andet, verden hidtil har haft. Næste skridt: Hugorme og klapperslanger Forskerne stopper naturligvis ikke her. Der arbejdes nu på at tilføje et fjerde antistof, så cocktailen kan dække endnu flere slanger – herunder de lidt tungere drenge som hugorme og klapperslanger, der i modsætning til elapider ikke går efter nerver, men væv. En form for biologisk skrædder, der finder netop den gift, der passer til din lokale fauna. Målet? En universel modgift. En slangeversion af paracetamol. Noget, man kan smide i rygsækken, når man skal på jungleferie, eller bare skal hente post i Australien. Helten med huller Og hvad siger Tim Friede selv? Ikke meget. Men hans blod siger til gengæld en hel del. Det er nemlig blevet lidt af en biomolekylær folkehelt – en blanding af Indiana Jones og et immunforsvar på steroider. Spørgsmålet er nu ikke, *om* det virker. Det gør det. Spørgsmålet er, hvordan man får skaleret noget op, der starter med én mand, 200 bid og en vis mangel på selvopholdelsesdrift. Men én ting er sikker: Næste gang nogen spørger, om du er villig til at gøre noget for videnskaben – så tænk lige på Tim, før du siger ja.
Blodets vidnesbyrd: Et menneskes ofring, en arts håb I et moderne laboratorium i San Francisco begynder fortællingen ikke med kolber og kitler, men med et telefonopkald. En videnskabsmand beder en fremmed om blod. Ikke for at helbrede sig selv, men for at redde verden. For blodet tilhører Tim Friede – et menneske, der i to årtier har ladet sig bide af slanger. Ikke i desperation, ikke i vanvid, men i troen på, at mennesket selv kan blive lægemidlet. I alt omkring 700 gange har han introduceret slangegift i sin egen krop. 200 af dem gennem faktiske bid. Han har ikke forsøgt at undslippe faren – han har inviteret den ind, som om immuniteten kun kan fødes af villighedens sår. Det er et valg, som i en kynisk samtid kan virke absurd, men som i virkelighedens lys rummer en skælvende etik: hvad er kroppen værd, hvis ikke den kan stilles i tjeneste for andre? Et menneske som modgift Forskerne hos biotekselskabet Centivax har i dag gjort det, lægekunsten tidligere ville have kaldt umuligt: de har udvundet antistoffer fra Tim Friedes blod og skabt en eksperimentel cocktail, der virker mod gift fra nogle af verdens mest dødbringende slanger. Ikke blot som en reaktion på et konkret bid, men som en horisontal modstandskraft mod forskellige arter. 13 ud af 19 mus overlevede dosis, der ellers ville have slukket det lille liv i deres kroppe. Det er måske ikke fuldkommenheden, men det er bevægelsen i retning af den. Og i denne bevægelse ligger en form for håb, som kun få former for medicin fremkalder – ikke fordi den lover helbredelse, men fordi den viser, at helbredelse kan komme gennem det enkelte menneskes villighed til at være mere end bare individ. Om den nødvendige smerte Vi tænker ofte smerte som noget, der skal undgås. Men Friede har gjort smerten til en portal. Ikke for sin egen skyld, men for en anden virkeligheds skyld. Han har ladet kroppen være lærred for immunologisk eksperimentation, som andre lader sindet være scene for tanke. Og forskerne har i hans blod fundet noget, som computermodeller alene ikke kunne frembringe: et empirisk håb, en kemisk erfaring. Det næste skridt i forskningen er ikke blot teknisk – det er moralsk. For hvis ét menneskes blod kan bære nøglen til universel modgift, hvordan balancerer vi så mellem anvendelse og udnyttelse, mellem helbredelse og heltedyrkelse? En ny etik? Der er noget dybt eksistentielt ved at lade sin krop være svar på andres død. Ikke som martyrium, men som eksperiment. Tim Friede har måske ikke stillet spørgsmålene eksplicit – men hans handlinger rummer dem: Hvad er frihed, når den bruges til at lade sig bide? Hvad er ansvar, når man kan vælge at være immun – for andres skyld? Hvad er mennesket, når det bliver medie for noget større end sig selv? Og vigtigst: Hvorfor er det altid én, der skal begynde?
Mand bider ikke hund – men lader sig bide af slanger: 200 gange. Nu redder hans blod måske liv Hvis du troede, du havde haft en dårlig mandag, så tænk på Tim Friede. Amerikaner. Slangeentusiast. Frivillig testperson. 200 gange bidt af giftslanger – og det er altså ikke billedligt ment. Han har aktivt ladet sig injicere med gift, eksperimenteret på sin egen krop og i øvrigt haft det udmærket med det. Eller, det må vi antage. Han er i hvert fald stadig i live. Og nu – som en slags hævn fra kroppen – har hans blod udviklet noget, der ligner det største fremskridt i modgiftens historie. Mød en mand, der ikke bare leger med døden – han inviterer den på middag Tim Friede er ikke læge. Han er heller ikke forsker. Men han er blevet et menneskeligt bibliotek over immunresponser mod slangegift. En levende arkivskuffe, spækket med antistoffer og grænseoverskridende beslutsomhed. Og da en immunteknolog fra San Francisco, Jacob Glanville, fik nys om hans selvpåførte giftkarriere, tog han kontakt. "Hej, må jeg få noget af dit blod?" – det er altså ikke en sætning, der falder let i smalltalk. Men det virkede. Cocktailen med bid i – og den nye profet i laboratoriefrakke Ved at kombinere antistoffer fra Friede med stoffet varespladib skabte Glanvilles team en modgift, der virker mod 19 forskellige giftslanger. Heriblandt kobra, mamba og taipan – nogle af naturens mest raffinerede mordere. 13 ud af 19 mus overlevede eksperimentelle dødsinjektioner. Ikke fordi de fik nåde. Men fordi de fik blod fra en mand, der har gjort det til sin livsmission at være immun. Det lyder vanvittigt. Og det er det også. Men det er også forskning. Og der er et gran af poetisk retfærdighed i, at noget så dødeligt som slangegift nu kan tæmmes med noget så menneskeligt som vilje. Når kroppen bliver våben – og redskab – og løsning Tim Friede er blevet brugt. Bevidst. Af sig selv. Af forskere. Og måske snart af verden. Hans blod – den flydende dagbog over to årtiers kamp mod naturens gift – kan nu være fundamentet for en universel modgift. Ikke bare mod de elegante, nerveangribende elapider, men også mod de vævsødelæggende klapperslanger og hugorme, som man ellers helst undgår at møde på sine bare tæer. Det næste skridt? Et fjerde antistof. En fuld beskyttelse. Et slags immunforsvarets svar på totalteater. En slangegiftens endestation. En mand, 200 bid, én idé Man kan mene, hvad man vil om metoden. Det er alt andet end pædagogisk. Det er smerteligt, grænseoverskridende og helt uden for pensum. Men det er også frygtløst. Og måske er det dét, vi har brug for midt i laboratoriernes kølige logik: én skør mand, der siger *"lad mig"*, mens alle andre siger *"nej tak"*. For i en tid, hvor vi søger løsninger i datasæt, modeller og regneark, er det alligevel menneskekroppen – svedende, blødende, reagerende – der træder frem og siger: "Jeg kan mere, end I tror."