Ulve på afveje – og måske på sigtekornet Der forsvinder ulve i Sverige. Ikke én, ikke to, men flokke. Væk. Pist. Som dug for solen. Eller måske snarere som mål for kikkertsigte, hvis man spørger de forskere, der med bekymrede panderynker og store kort over skove og terræn forsøger at regne ud, hvor de blev af. I Dalarna og Värmland – to svenske regioner, der ellers er kendt for at være hjemsøgt af både stilhed og grantræer – er ulvebestanden raslet ned. Fra 130 til 45 på to år i Värmland. I Dalarna er den mere end halveret. Og det er ikke fordi ulvene pludselig har fået udlængsel, flyttet til Mallorca eller taget job i kommunikationsbranchen. Nej, forskerne ser ingen naturlig forklaring på nedgangen. Ingen mystiske sygdomme. Ingen ulve-migration mod billigere levesteder. Men de ser noget andet: stilhed. Og tavshed. En larmende én af slagsen. "Det er et dramatisk fald," siger Jens Frank fra Viltskadecenter i Sverige. "Og ulovlig jagt er sandsynligvis en af faktorerne." Sagt på en måde, hvor man næsten kan høre ham sukke ind i sin feltkikkert. Svensk politi efterforsker lige nu tre mænd, der mistænkes for at forberede noget, man i juridiske kredse kalder "alvorlig jagtforbrydelse", men som vi andre måske blot ville kalde: skyde ulve ulovligt. “Det er sjældent, at nogen har set noget,” siger politichef Henrik Gustavsson. Hvilket enten siger noget om skovens dybe stille ro – eller om en vis vilje til at kigge den anden vej, når riflen bliver løftet. Og Sverige er ikke alene. I Norge forsvandt i februar en hel flok på otte ulve i Finnskogen. Også her har ingen set noget, hørt noget eller haft ulvehår på tøjet. Forsker Petter Wabakken er ikke i tvivl: "I de fleste tilfælde, hvor en flok bare forsvinder i løbet af et halvt år, er ulovlig aflivning oftest årsagen." Han siger det med den sørgelige mine, man får af at tælle spor, der ikke fører nogen steder hen. Og så er der Danmark. Her har vi ifølge national ulveovervågning cirka 42 ulve. Alle i Jylland, naturligvis. Hvor ellers? Det er det højeste antal siden 2012, hvor ulven gjorde comeback, som en slags furet, bakket version af naturens X Factor-deltager. Men også her er 20 ulve forsvundet uden forklaring siden genkomsten. Ikke en grav, ikke en knogle, bare væk. Så spørgsmålet hænger i luften, som ulden tåge over mosen: Er det ulvenes skæbne at forsvinde i tavshed, eller er det vores samvittighed, der gør det? For et rovdyr er ikke bare et rovdyr. Det er et spejl. Og nogen gange ser vi ikke, hvad der forsvinder, før det er helt væk.
Ulvens tavshed og menneskets samvittighed I skovene nordpå forsvinder ulve. Ikke i ly af natten, ikke i kulde eller sult, men i det, der ligner menneskelig vilje – uden spor, uden ord, uden bekendelser. I Dalarna og Värmland er bestandene styrtdykket. Fra 130 til 45 på blot to år. Halveret, og mere end det. Ikke som følge af naturens luner, men ifølge forskerne som en konsekvens af noget langt mørkere: ulovlig jagt. Forsker Jens Frank fra Sveriges landbrugsuniversitet kalder det et dramatisk fald. Ikke med hævede næver, men med den nøgternhed, der netop vidner om alvor. For når de biologiske forklaringer slipper op, og stilheden står tilbage som eneste vidne, bliver tavsheden tungere end spor i sne. Svensk politi efterforsker aktuelt tre mænd, som mistænkes for at have forberedt det, der med juridisk terminologi kaldes en “alvorlig jagtforbrydelse”. I realiteten: ulvejagt, uden lov, uden samtykke, uden samvittighed. Og som politichef Henrik Gustavsson nøgternt bemærker: “Det er sjældent, nogen ønsker at tale.” Men hvor tavsheden hersker, opstår spørgsmålet om skyld – og ansvar. Ikke blot for de konkrete handlinger, men for den kultur, der lader det ske. Den moralske blindhed, som tillader, at et rovdyr – både frygtet og mytologiseret – udryddes i stilhed. Og stilheden kender ingen grænser. I Norge meldtes i februar en hel flok ulve i Finnskogen sporløst forsvundet. Også her antydes ulovlig jagt. Petter Wabakken, norsk ulveforsker, udtaler med en resignation, der kender tavsheden alt for godt: “Når en hel flok forsvinder i løbet af et halvt år, er det oftest ulovlig aflivning.” I Danmark ser billedet anderledes ud – på overfladen. Her bor 42 ulve, alle i Jylland. Det er det højeste antal siden ulvens tilbagevenden i 2012. Men også her kender vi forsvindingerne. 20 ulve er siden genkomsten forsvundet sporløst. Døde uden kendt årsag, eller måske bare borte, som en tavshed man vænner sig til. Så står vi her, i den mærkelige situation, hvor ulvens eksistens bliver spejl for vores egen. Hvad siger det om os, at vi fortrænger det, vi ikke vil se? At vi stiltiende accepterer fraværet? Når ingen har set noget, og ingen vil tale, bliver spørgsmålet uundgåeligt: Er det ulvene, der forsvinder – eller er det vores evne til at tage vare? I skovens dybe, stille ro bor ikke kun ulven. Her bor også vores samvittighed. Og den har længe været foruroligende stille.
Ulve i sigtekornet – og i tavshedens mørke Der forsvinder ulve i Skandinavien. Ikke én ad gangen, ikke med varsel, ikke med et sidste hyl i måneskin. De er der bare ikke længere. Som om nogen har trykket delete. Ingen pelsen, ingen poteaftryk, ingen kranier. Kun stilhed og uvished – og måske et par jægere, der ikke ville have besøg af biologer. I Sverige er det blevet et talspil med mørke undertoner. I Dalarna og Värmland er ulvebestanden styrtdykket. Fra 130 til 45 i sidstnævnte. På to år. Som en familie, der forsvinder fra et stamtræ. Ikke nogen pandemi, ikke nogen genetisk selvmordsdrift. Bare... væk. Forskere som Jens Frank fra SLU mumler med alvor i stemmen: *“Ulovlig jagt er sandsynligvis en af faktorerne.”* Det er videnskabens måde at sige “nogen skyder dem” – men uden at få stævning. Og svensk politi? De roder i en sag med tre mænd, som måske ikke bare har været på skovtur med termokande. Nej, der er tale om forberedelse til ulovlig jagt. Den slags man normalt finder i romaner om korrupte elgjægere og natlige helikoptere – men her foregår det i virkeligheden. Ifølge landsadvokat Martin Elofsson er der tale om *ulvejagt* – en sætning, der bider i tungen som en afsavet jagtstol i sne. Politichef Henrik Gustavsson siger: *“Det er sjældent, at nogen ønsker at tale.”* Man kan næsten høre stilheden i skoven. Et skud. Et råb. Og så bare grantræer og tavse øjne i mørket. Det er ikke kun Sverige, der har ulve, som fordufter som en dårlig samvittighed. Norge rapporterede i februar, at otte ulve i Finnskogen bare... forsvandt. Forsker Petter Wabakken siger det ligeud: *“Ulovlig aflivning er oftest årsagen.”* Når forskere bliver så direkte, er det fordi, de er færdige med at danse pænt. Og Danmark? Her har vi 42 ulve, alle i Jylland. Jylland, som altid skal huse det, ingen andre vil have. Det er det højeste antal siden ulven vendte hjem i 2012. Men 20 ulve er siden da forsvundet uden aftryk. De figurerer som “døde uden kendt årsag” – en kategori, der lyder som noget fra en dystopisk rapport. Hvilket det jo egentlig er. Så hvad er det, vi ikke vil vide? At vi stadig har mennesker, der sætter sig over både lov og logik? At ulven stadig er det rovdyr, vi helst fjerner, når ingen kigger? At der findes en understrøm af hævn, frygt og rå vildskab, som vores civiliserede facade ikke helt kan dække? Ulven forsvinder. Men det er ikke bare dyret, vi mister. Det er billedet af os selv som et folk, der tror, vi er blevet bedre. Mere humane. Mindre barbariske. Men under den tynde overflade gemmer sig et skud i mørket. Og et dyr, der ikke længere hyler.