Forestil dig et norsk patruljefly, der drejer yndefuldt ind over Færøerne og Grønland, som en slags flyvende stalker med sonar og radar og alt, hvad hjertet kan begære af moderne teknologi. Ikke for at tage billeder til Instagram, men for at holde øje med russiske ubåde, der måske – eller måske ikke – forsøger at smyge sig ned i Atlanterhavet som sultne skygger. Det lyder som noget fra en thriller skrevet på en iskold café i Tromsø, men faktisk er det et meget konkret scenarie, der kan blive til virkelighed. Ifølge professor i militær strategi og operationer, Tormod Heier, giver det nemlig rigtig god mening, at Danmark og Norge begynder at dele overvågning, flytimer og måske også kaffemaskiner. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har allerede luftet tanken: Danmark skal ikke købe egne fly – det er jo dyrt og kræver vedligehold – men i stedet købe sig ind i et norsk samarbejde om P-8 patruljefly. Det er lidt som at få adgang til en meget avanceret bil gennem delebilsordning. Man slipper for værkstedsregninger, men får stadig følelsen af fart og sikkerhed. De norske P-8 fly kan lidt af hvert. De kan smide sonarbøjer, finde ubåde og – hvis det virkelig brænder på – også affyre våben. Norge har fem af slagsen. Spørgsmålet er bare, om de har tid i kalenderen. Men Heier mener, det ser lyst ud, for russerne har nemlig trukket sig tilbage. Ikke af høflighed, men fordi de er presset. Østpå. Nedslidt. I defensiven. Nato og USA har nemlig drevet dem ud af deres gamle havområder, og nu svømmer de mest rundt i den østlige del af Barentshavet. Det betyder, at Norge måske har lidt luft i programmet – bogstaveligt talt – til at give Danmark en hjælpende vinge. Og hvorfor er det vigtigt? Fordi man ikke kan lægge hele sin sikkerhed i hænderne på USA, som ifølge diverse udmeldinger måske, måske ikke gider lege NATO, hvis det hele går galt. Jo mere Danmark ved selv, jo mindre afhængig er man. Og som Heier siger: ubåde er det værste. De kan være hvor som helst. De siger ikke noget. De gemmer sig. Og de kan affyre ting, man ikke vil have affyret. Derfor er flyvende norske øjne vigtige. Og samarbejdet giver mening. Måske kan Danmark endda dele sit kommende lufttankningsfly med nordiske naboer. Det hele handler om at få mere ud af færre penge og stadig have nogenlunde styr på, hvad der sejler rundt om Grønland. Så ja, fremtiden byder muligvis på flere norske fly over dansk territorium. Ikke som en invasion – men som et udtryk for nordisk samarbejde, situationsfornemmelse og fælles forsvar mod tavse trusler under overfladen.
Der er steder i verden, hvor stilheden er så dyb, at selv støj bliver et signal. Hvor havet ligger urokkeligt, men alligevel bærer på hemmeligheder under overfladen. Grønland. Færøerne. Nordatlanten. I dette rum mellem nationer og is, mellem allierede og trusler, folder en ny sikkerhedspolitisk tænkning sig ud – og i dens kerne: et patruljefly. Forestil dig et norsk P-8 fly, der ikke blot skærer gennem skyer, men også gennem vores forestillinger om sikkerhed, suverænitet og tillid. Det ser, hvad vi ikke ser. Det lytter, hvor vi selv er døve. Og det flyver, hvor vores egne vinger endnu ikke er foldet ud. Danmark har ikke selv denne kapacitet. Men vi har behovet. Et behov, der ikke kun udspringer af truslen fra russiske ubåde, men af selve den usikkerhed, der opstår, når vores forståelse af rummet omkring os bliver afhængig af andres sanser. Derfor siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at vi må overveje at købe os ind – ikke i maskinen, men i muligheden. I flytimerne. I udsynet. Men hvad vil det sige at købe sig ind i overvågning? Det er ikke kun et økonomisk spørgsmål. Det er et erkendelsesmæssigt. Et spørgsmål om, hvem vi vælger at stole på, og hvad vi overlader til dem. Norge har fem af disse fly. Og ifølge professor i militær strategi, Tormod Heier, har de kapacitet til at dele. Ikke fordi verden er blevet tryggere, men fordi Rusland – i sin træthed og sin østlige tilbagetrækning – ikke længere dominerer de samme have som før. Men netop fordi truslen er diffus, bliver den vanskelig at ignorere. Ubådene er usynlige, tavse, mobile. De kræver, at vi forstår dem i deres fravær. At vi indretter os efter det, vi ikke ser. Derfor bliver det også afgørende, at Danmark – i takt med en mulig amerikansk tilbagetrækning – kan stå på egne ben. Ikke i isolation, men i partnerskab, hvor tillid er det egentlige våbensystem. Overvågningen bliver her ikke kun et teknologisk projekt, men et moralsk og politisk. Hvem ser? Hvem deler viden? Og hvad gør vi, når blikket svigter? I sidste ende handler det ikke blot om fly, men om ansvar – om evnen til at forstå, før det er for sent. Derfor er spørgsmålet ikke blot, om vi skal købe flytimer, men om vi tør tage ansvaret for vores egen viden. Om vi – i samarbejde med Norge, med Storbritannien – kan opbygge en situeret, selvstændig forståelse af det hav, vi kalder vores. Et hav, hvor stilheden aldrig må forveksles med tryghed.
Et norsk fly i dansk luft. Ikke som provokation, men som samarbejde. Ikke som invasion, men som invitation. I en verden hvor det usynlige – læs: ubåde – er det mest truende, leder Danmark nu efter nogen med bedre øjne. Eller rettere: bedre fly. Derfor kigger vi mod nord. Norge har nemlig fem P-8 patruljefly. De kan smide sonarbøjer, finde ting på havets bund, og hvis det virkelig spidser til, affyre våben. Danmark har til gengæld ikke et eneste af slagsen. Men vi har penge. Og politiske intentioner. Og så opstår ideen: Hvad nu, hvis vi bare køber flytid? Lejer kapacitet? Outsourcer vores sikkerhed – bare lidt. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger det pænt: Det handler om nordisk samarbejde. Om at udnytte hinandens kapaciteter. Om at få mest muligt ud af de få ressourcer, vi kalder forsvarsbudget. Men i virkeligheden handler det om, at vi ikke længere tør stole på amerikanerne. Ikke helt. Ikke med Trump i horisonten og NATO som en lidt slidt ægtepagt. Vi har brug for egne øjne. Eget overblik. Egen dømmekraft. Og måske kan Norge levere netop det – mod betaling, naturligvis. Tormod Heier, professor i militær strategi, er manden, der forklarer det hele med kølig, akademisk præcision. Rusland er svækket. Nordflåden har trukket sig østpå. NATO har udvidet sit territoriale selvbillede. Der er faktisk ledige flytimer i Norge. Og Danmark kunne godt bruge dem, især når man tænker på Grønland og Færøerne og alt det, der ligger under vand dér. Men lad os ikke narre os selv. Truslen er ikke væk, bare fordi russerne er trætte. Ubåde er ikke afhængige af god nattesøvn. De sejler videre. Tavse, skjulte, potentielt atombevæbnede. De er det perfekte våben til den slags krig, hvor det aldrig bliver helt klart, hvem der startede – eller hvorfor. Derfor bliver spørgsmålet ikke blot teknisk, men strategisk og filosofisk: Skal vi betale andre for at holde øje for os? Og hvor går grænsen mellem samarbejde og afhængighed? Vi kalder det nordisk sikkerhedspolitik. Vi kunne også kalde det det nye fællesskab for dem, der ikke længere tror på garantier. For når det eneste, der er værre end at mangle viden, er at stole på, at nogen nok skal fortælle os, hvis noget er galt, så er det måske ikke så dumt at have en nordmand i luften.