Kommuner får millioner til kamp for fjordenes liv – nu skal kystvandråd gøre vandet sundt igen Der er noget både heroisk og sørgmodigt ved en dansk fjord i iltsvind. Her ligger fiskenes skeletter som efterladte hemmeligheder, og brune alger breder sig, mens luften får den der helt særlige aroma, som kun fjorde med problemer kan præstere. Men nu – midt i slam, døde havbunde og hverdagsfortvivlelse – trækker 17 kommuner i arbejdstøjet. Eller rettere: De får et par ekstra millioner og et skud håb fra Ministeriet for Grøn Trepart til at få fjordene til at ånde igen. Det lyder næsten som en blanding af juleaften og aktion rene linjer: Kommunerne får penge til at oprette såkaldte kystvandråd. Faglige sammenslutninger, der – i stedet for at snakke om vejret – skal snakke om vand, kvælstof, bundslam og muligheder for at hive fjordene ud af døsigheden. Tag bare Aabenraa. Her fik fjorden sidste år konstateret iltsvind så slemt, at selv de lokale fisk måtte opgive ævred og trække sig tilbage. "Der er næsten ikke nogen fisk tilbage," sukker Erik Uldall, formand for Udvalget for Bæredygtig Udvikling i kommunen. Løsninger? Ja, dem kender man godt. Men hvordan vælger man det rigtige plaster til det her sår? Det er her, kystvandrådet skal hjælpe: med klogskab, rådgivning – og lidt tro på, at det hele kan blive bedre. Andre steder har man allerede set, hvad den slags råd kan udrette. Vadehavsområdet har haft sit eget kystvandråd siden 2023, og Preben Friis Hauge, der har stol i både Plan- og Teknikudvalget i Varde Kommune og kystvandrådet, fortæller, at rådet nærmest har været en slags Sherlock Holmes for havmiljøet: "Vi fandt ud af, at over 70 procent af påvirkningen af Vadehavet kommer fra det internationale miljø." Man skal altså lede efter synderen på begge sider af grænsen, og med penge på lommen kan man nu grave endnu dybere. For Vadehavsområdet, Aabenraa og de 15 andre kommuner, der nu får millionstøtte, er pengene og rådgivningen nøglen til at gøre noget, de ellers kun kunne drømme om. Uden støtten? Så var det nok blevet ved drømmene, indrømmer Preben Friis Hauge: "Vi ville ikke have haft råd til at prioritere det arbejde, hvis vi ikke havde fået penge." I alt er der delt mere end 81 millioner kroner ud til oprettelse af kystvandråd på tværs af landet. Det er hverken første eller sidste gang, danskerne skal kæmpe med iltsvind – men måske er vi denne gang lidt bedre rustet. Nu er det kystvandrådenes tur til at få fjordene til at ånde – og fiskene til at vende hjem igen.
Når Fjorden Ånder Nødtørftigt – Kommunernes Svar på En Dybere Forpligtelse Iltsvindets tavshed over danske fjorde er ikke kun et naturfænomen, men et billede på en fælles forlegenhed. Slimede alger og døde bundmiljøer vidner om konsekvensen af vores valg, som om fjordene bærer historiens udledning på deres skuldre. At vandet ikke lader sig rense uden videre, er en erfaring, der ligger som en undertone under nyheden om, at 17 kommuner nu får mulighed for at handle – og ikke blot stå tavse tilbage. Hjælpen kommer i form af millioner fra Ministeriet for Grøn Trepart – penge, der ikke blot gives til genoplivning, men til etablering af kystvandråd. Hver kommune får her en mulighed for at samle viden, råd og vilje. Ikke til at gøre det perfekte, men til at begynde på det nødvendige: at forvandle afmagt til handling. Aabenraa har længe kendt til fjordens sårbarhed. Erik Uldall, formand for Udvalget for Bæredygtig Udvikling, beskriver, hvordan fiskene næsten er væk, og hvordan kvælstofudledningens ar har gjort indhug i alt liv. Erkendelsen rummer både viden og tvivl: “Vi er lidt i tvivl om, hvad der kommer til at virke bedst, og hvordan vi tager fat om det her på den bedste måde.” Det er ikke mangel på løsningsforslag, men på sikkerhed. Her bliver kystvandrådets styrke tydelig – det er et sted, hvor fælles afvejning, samtale og eftertanke kan blive handling, frem for forstening. Andre steder er man allerede begyndt. I Vadehavsområdet har kystvandrådet fungeret som samtalepartner for naturen siden 2023. Preben Friis Hauge fortæller om erfaringen: Over 70 procent af påvirkningen af Vadehavet er international. Indsigten forpligter til mere end lokal indsats – den kræver udsyn og ydmyghed. Også her bliver midlerne en forudsætning for fortsat handling: “Vi ville ikke have haft råd til at prioritere det arbejde, hvis vi ikke havde fået penge.” Tilsammen er der nu fordelt mere end 81 millioner kroner. Det er ikke nok til at helbrede alt, men det er nok til at begynde, og måske – netop i begyndelsen – findes forskellen mellem resignation og ansvar. For i den enkelte fjord spejles samfundets evne til at tage vare på det, som rækker ud over én selv: vandet, livet, det fælles. Sådan ligger forpligtelsen tilbage som en strøm under overfladen. At skabe mulighed for, at fjorden atter kan ånde, er også at give samfundet mulighed for at handle i sit eget spejlbillede – med tvivl, men også med håb.
Millioner til ilthungrende fjorde: Nu skal kystvandråd vende døde bunde til levende liv Slimede alger, døde fisk og bunden, der lugter, som kun en død fjord kan gøre det. Der har været så lidt ilt tilbage i de danske fjorde, at selv de lokale sild har taget flugten. Men nu får 17 danske kommuner penge og håb på én gang – millioner fra Ministeriet for Grøn Trepart. Ikke til blomster og bronzeplader, men til noget så nørdet og nødvendigt som kystvandråd, der skal bringe viden og handlekraft til de ilthungrende kyststrækninger. Det handler ikke om at nusse lidt ekstra med et fiskenet. Det handler om at gå fra opgivelse til undersøgende entusiasme: Hvordan får vi liv tilbage i det vand, der lige nu kun gynger døde planter og tung tavshed? Hver kommune får en pose penge, så de kan samle de klogeste hoveder og se på bundslam, kvælstof og det internationale samspil, der forvandler Vadehavet til en naturpolitisk gåde. Aabenraa fik sidste år besked: Fjorden var så iltfattig, at den nærmest var en indendørs svømmehal for spøgelser. Erik Uldall fra kommunens udvalg for bæredygtig udvikling slår fast, at der skal gøres noget. “Der er næsten ikke nogen fisk tilbage,” siger han, og hans stemme er ikke præget af drama, men af den nøgterne konstatering, der følger, når man har set nok døde tunger ligge i bræmmen. Kommunen ved godt, hvad der kunne gøres. Alligevel knækker tanken, når spørgsmålet melder sig: Hvilket plaster hjælper egentlig på dette sår? Kystvandrådet skal ikke bare vride hænder, men give svar. Eller i det mindste kvalificeret tvivl. I Vadehavsområdet er der allerede erfaring. Her har kystvandrådet sat gang i eftertanke og opdaget, at over 70 procent af problemet ikke er hjemmelavet, men kommer ude fra verden. Preben Friis Hauge – der har både tekniske og politiske hatte på – jubler forsigtigt over, at endnu en pose penge gør det muligt at gå et spadestik dybere. “Vi ville ikke have haft råd til at prioritere det arbejde, hvis vi ikke havde fået penge,” siger han. Mere end 81 millioner kroner bliver nu fordelt til lokale kystvandråd. Det lyder af meget – og alligevel kun som begyndelsen på et langt, besværligt og helt nødvendigt arbejde. For fjorden bliver ikke sund af sig selv. Det kræver både penge, handlekraft, viden og det mod, der skal til for at indrømme, at vi faktisk ikke helt ved, hvor vi skal begynde. Men begyndt – det er der i det mindste nogen, der har.