Danmark med i Myanmar’s propaganda-klub: Statens investeringskroner på russisk og burmesisk TV-eventyr Forestil dig en dansk statsfond, som man tror sidder og pusler med pæne grønne projekter, mikrofinans i Ghana eller noget med vindmøller og verdensmål. Og så popper der pludselig en sag op, der lugter mere af militærparade end af bæredygtighed, mere af censur end af citat-ret. Ja, du læste rigtigt: Danmark er – med åbne øjne og lommebogen fremme – blevet medejer af en streamingtjeneste, der sender propaganda for både Rusland og det sanktionsramte militærstyre i Myanmar. Det hele starter med IFU, statens egen investeringsfond, som har kastet 75 millioner kroner i det burmesiske selskab Frontiir. Kort tid efter blev Myanmars demokrati banket ud af bagdøren af militæret, og Frontiir blev leverandør af infrastruktur til streamingplatformen Myanmar Cast. Her kan man finde alt fra popmusik og B-film til eksklusive interviews med russiske ambassadører, der synes, Sovjetunionen var en virkelig god idé, og at Rusland altid står på “de godes side” – ja, endda i krig. Kritiske spørgsmål er ikke noget, der bruges meget skærmtid på i Myanmar. Det nærmeste man kommer, er en vært, der læser op fra prompten, mens et andet nyhedsindslag benægter, at militæret har bombet en skole, selvom internationale medier og udenrigsministre siger noget andet. Ifølge lokale medieanalytikere, som hellere vil være anonyme end forsvinde, er det ikke bare misinformation – det er åbenlyse løgne, og det er nødvendigt, for sådan overlever systemet. Og det stopper ikke der. Ud af 12 livekanaler på platformen er syv styret direkte af militærregimet gennem MRTV, og resten fordeler sig på engelsksprogede statskanaler og medier ejet af generalens datter. Pressefrihed er noget, man taler om i fortiden: Myanmar ligger nummer 169 ud af 180 lande på verdensranglisten for pressefrihed. “De angriber demokratiet, menneskerettigheder og vestlige lande,” lyder det tørt fra en burmesisk ekspert. “De fortæller den version, militæret, Rusland og Kina ønsker.” Det hjælper ikke, at Frontiir tidligere er afsløret i at hjælpe regimet med at bygge verdens værste digitale censur. Men Frontiir – og dermed IFU og Danmark – leverer kun infrastrukturen, ikke indholdet, forsikrer man. Fonden følger “nøje” med og understreger, at investeringen er dilemmafyldt. “Hvis ikke Frontiir fandtes, ville borgerne kun kunne tilgå internettet via staten,” siger udenrigsministeren og ser lidt træt ud i sit svar. I mellemtiden er streamingtjenesten downloadet over 100.000 gange, og app’en trives lystigt på Android-telefoner i Myanmar, mens danske skattekroner altså er blevet en slags indirekte sponsor for verdens mindst kritiske interviews med russiske diplomater og burmesiske generaler. Så næste gang du hører nogen sige, at Danmark kun støtter fri presse i udlandet, kan du trække på smilebåndet og tænke: “Ja, men vi støtter også lidt det modsatte – bare for balancens skyld.”
Medejerskab i mørket: Danmark, streamingtjenesten og dilemmaets væsen Der findes investeringer, hvor konsekvensen er umiddelbar og let at måle: Flere arbejdspladser, mere grøn energi, udvikling. Og så er der de andre – dem, hvor udfaldet gemmer sig i det skjulte, hvor summen af handling og ansvar først kan aflæses i konturerne af den globale offentlighed. Her befinder Danmark sig nu. Investeringsfonden for Udviklingslande, støttet af de fællesskabets midler, er blevet medejer af et selskab i Myanmar, der driver en streamingtjeneste, hvor propaganda får frit løb. Her optræder den russiske ambassadør og taler om “Storrusland”, her fortælles det, at børn aldrig blev dræbt ved militærets bombning af en skole, og her gentages fortællinger, som flugter med magthavernes version af sandheden – eller det, de ønsker, vi skal tro på. Pressefriheden er, ifølge internationale målinger, næsten forsvundet. I dette informationsmørke bliver sandheden et anliggende for magten alene, og Danmark er – gennem sin investering – uundgåeligt trukket ind i dilemmaet: Hvad er ansvaret, når man muliggør teknologien, men ikke styrer indholdet? Det officielle svar er velovervejet. Fonden leverer infrastrukturen, ikke fortællingen. Alternativet, hævdes det, ville være en endnu mere gennemgribende statslig kontrol. Alligevel balancerer vi her på kanten mellem idealer og realiteter. På den ene side støtter Danmark uafhængige medier, på den anden side muliggør man teknisk en platform, hvor sandheden manipuleres og rettigheder undergraves. Her viser investeringen sit sande ansigt: Ikke som en sejr for fri information, men som et billede på de moderne dilemmaer, hvor grænserne mellem intention og konsekvens sløres, og hvor ansvar ikke kan fralægges i den globale kæde, vi alle er en del af. Det, der i første omgang ligner et teknisk spørgsmål om infrastruktur, bliver i sidste ende til en eksistentiel prøve: Kan man adskille form fra indhold, midlet fra målet? Eller, sagt mere direkte: Hvilket ansvar følger der med, når man muliggør stemmer, der gør mørket dybere? I dette landskab er intet enkelt, men alt nødvendigt at tage stilling til. Vi står overfor dilemmaet, og kan ikke undsige os spørgsmålet.
Danmark på streaming-skælv: Når statskroner havner i propagandamaskinen Der findes investeringer, der giver mening på et Excel-ark. Og så er der dem, hvor logikken kun lever i de mørkere kroge af virkeligheden. Her er en af de sidstnævnte: Danmark – landet med verdensmål på læben og ytringsfrihed som salmevers – er blevet medejer af en streamingtjeneste i Myanmar, der serverer fortællinger fra den forkerte side af verdenshistorien. Investeringsfonden for Udviklingslande, i år belønnet med 750 millioner kroner fra skatteyderne, står som medejer af selskabet bag streamingplatformen Myanmar Cast. Platformen, der på overfladen tilbyder alt fra musik til nyheder, har specialiseret sig i at transmittere de fortællinger, militærjuntaen og deres venner i Rusland helst vil have ud: Putins Rusland kæmper mod ondskaben, og den burmesiske militærjunta har naturligvis aldrig bombet nogen skole. Det hele serveret uden skyggen af kritiske spørgsmål, men med et smil så bredt, at det nærmer sig det maniske. Programmets faste leverandør, MRTV, styres direkte af Myanmars informationsministerium og minister Maung Maung Ohn – en herre, der figurerer på både Danmarks og EU’s sanktionslister. På platformen flyder ordstrømmen: Syv ud af tolv livekanaler leverer militærvenlig virkelighed, resten ejes af døde generalers slægtninge eller taler magtens sprog på engelsk. Pressefrihed? Myanmar indtager en plads nær bunden på den globale skala, og de internationale vurderinger er enige: Det er ikke journalistik, men propagandakanaler, der “angriber demokratiet, menneskerettighederne og de vestlige lande.” Og ironien bider. For mens Udenrigsministeriet i årevis har smidt millioner efter uafhængige medier i Myanmar, ryger danske investeringskroner nu direkte ned i maskineriet, der holder juntaens fortælling i live. IFU bedyrer, at man “ikke har indflydelse på indholdet” – infrastrukturen leveres, men signalet bestemmer andre over. Alligevel er det svært ikke at spørge: Kan man egentlig være neutral, når ens ledninger bærer løgnen helt ud til 100.000 brugere med Android-telefoner? Og kan man være stolt medejer af et system, hvor den største præstation er, at Rusland og Myanmar får serveret det sidste ord? Udenrigsministeren er tavs, men konstaterer skriftligt, at “det ikke er uden dilemmaer at investere i skrøbelige lande.” Det er jo ikke løgn. Men det lyder også som en undskyldning, der kun overlever, indtil næste skandale tikker ind i indbakken. Sådan går det, når dansk udviklingskapital havner et sted, hvor sandheden er blevet reduceret til en systemfejl – og hvor millioner af kroner ender med at sponsorere alt det, vi ellers bryster os af at bekæmpe.