Havdroner på slap line: Amerikanerne kommer, og Danmark skal ikke længere famle i blinde En sommermorgen i juni ruller fire havdroner ud i dansk farvand. Nej, det er ikke science fiction eller et teaser-klip fra en ny Netflix-serie. Det er Forsvarets forsøg på at få bugt med det, de selv kalder en af deres største hovedpiner: At Danmark er nærmest blind, når det gælder overvågning af de rør og kabler, der snor sig rundt på havbunden som glemsomme haveslanger. Så hvad gør man, når man ikke kan se, om nogen graver, minerer eller bare roder i det våde mørke? Man ringer selvfølgelig til Californien. Forsvaret har derfor lavet en aftale med det amerikanske firma Saildrone. Fra juni sendes de første vind- og solcelledrevne robotfartøjer på arbejde. Men det er ikke maskinerne, Danmark køber – det er dataene. Ja, det lyder som noget en strømlinet konsulent kunne have udtænkt, men denne gang er det altså Forsvaret selv, der skal til at have AI-analyseret havbund og overvågede skibes dans på bølgerne. Droner på prøve og på eventyr Det begynder som en test på tre måneder. Fire droner får tildelt den lidt utaknemmelige opgave at lære dansk farvand at kende. Det betyder, at de skal vænne sig til det blågrå, bølgernes temperament og måske en enkelt torsk eller to, der vil blande sig. Samtidig skal kunstig intelligens lære at kende forskel på Esbjerg i regnvejr og Mariager Fjord i blæst. For dronerne kommer nemlig fra en mand, som ikke kunne lade være med at sætte rekorder. Da han i sin tid studerede i London, fik han bygget verdens hurtigste vinddrevne landkøretøj – et projekt, der blev mere end bare en sjov note i et CV. Nu er teknologien overført til havet, og Saildrone drøner altså derudaf, primært med vind og sol, men har også en dieselmotor som backup, hvis den danske sommer bliver for meget. Mellem kabler, kameraer og bekymringer Dronerne kan sejle i månedsvis uden pause. Solceller sørger for strøm til computere og kommunikation, og 20 sensorer holder øje med alt fra fiskestimer til mulige miner, der måske er lagt af nogen, som ikke er inviteret til brunch på Charlottenlund Fort. De skal kortlægge havbunden og fange eventuelle ankertræk og ballade under overfladen. Dataene sendes op til en “meget sikker” sky via Elon Musks satellitnet, og hvis man ikke kan lide den slags, må man tage en dyb indånding. For alternativet er at være blind – og i denne tid er det farligere end at spise kold havregrød uden sukker. Drømmen om våben og danske baser For Saildrone er det her ikke første gang, de samarbejder med militæret. Dronerne har allerede cruiset rundt for den amerikanske flåde, og det næste skridt – måske, måske ikke – kunne være at udstyre dem med våben. Lige nu holder man sig dog til overvågning, men hvis fremtiden bliver endnu mere urolig, er der åbent for at installere mere end kameraer og sensorer. For Danmark kan det blive en start på noget større. Saildrone vælger nu landet som europæisk hovedsæde. Det er ikke bare København, der får æren. Esbjerg er nævnt som den perfekte base for havdronernes udsendelser, og måske – hvem ved – bliver de engang også produceret her. Så næste gang du kigger ud over bølgerne fra en mole, kan du tænke på, at der måske sejler en autonom amerikaner derude og samler data, mens den nynner i vinden og rapporterer hjem til både Pentagon og Forsvaret. Danmark er ikke længere blind, bare lidt mere robotagtig.
Mellem blindhed og overvågning: Havdronerne som dansk infrastrukturens nye vogtere Det siges, at Danmark – dette lille land mellem hav og himmel – er stort set blind, når det gælder livets pulsslag på havbunden. Her, hvor nationens nerver i form af rør og kabler hviler skjult, har vores blik længe været utilstrækkeligt. Men i denne mangel åbenbares netop en mulighed: at åbne for et andet blik, et teknologisk øje, der ikke blinker. Forsvaret har valgt at se i retning af en ny tids opfindsomhed. Med amerikanske havdroner, født af vind og sol, påbegyndes nu et eksperiment i de danske farvande. En test, tre måneder lang, hvor fire droner skal lytte og læse havets stilhed. Ikke for deres egen skyld, men for den sikkerhed, som ethvert fællesskab fordrer, når tidens trusler kun kender vejen gennem fibre og rør, skjult under havets overflade. Disse droner købes ikke som maskiner, men som bærere af data – det nye råstof, hvis sandhed ikke findes i metallet, men i de analyser, som kunstig intelligens filtrerer frem. Overvågning bliver her et andet ord for opmærksomhed, hvor det uendelige – havet, mulighederne, truslerne – reduceres til mønstre, som kan tolkes og ageres på. Teknologien er ikke fremmed for tilfældighedens betydning. Vandets farve, skyerne, selv bølgernes dans: Alt har betydning, alt kan forvride billedet. Derfor må maskinen lære det særlige danske – den grå nuance, den underspillede storm. Finjusteringer bliver nødvendige, som i al anden menneskelig omgang med det, man endnu ikke helt forstår. Historien bag teknologien peger på det enkeltes opfindsomhed: En ung mands forsøg på at overvinde vinden på land, og senere – med sejrens vingesystem – at betvinge havet. Nu ruller dronerne ud, drevet af sol, vind og i nødstilfælde diesel, men altid underlagt det hensyn, at de kan våge døgnet og året rundt. Med sensorer, kameraer, radarer og kunstig intelligens patruljerer de havbunden, ser, hvor der rokkes ved sandet, hvor skibe bevæger sig uden for de synlige mønstre, hvor kabler måske mineres og fremtiden allerede ligger skjult som trussel. Bekymringen er ikke blot for i dag, men for de årtier, hvor infrastruktur kan blive det første offer i en konflikt, vi kun aner konturerne af. Data strømmer via satellit til skyen – denne nye, sikre himmel, hvor dansk suverænitet og amerikansk opfindsomhed fletter sig sammen i et forsøg på at se mere, forstå mere, kontrollere det, der ellers er skjult. I horisonten ligger muligheden for, at disse droner får våben, og således at overvågning og beskyttelse smelter sammen i samme maskinelle krop. I denne mulighed gemmer sig spørgsmålet om ansvar: Hvem ser, hvem handler, og hvornår bliver overvågeren selv en aktør? Danmark bliver udpeget som europæisk hovedsæde, et udgangspunkt for blik og data ud over Østersøen, Nordsøen, Arktis. Stabilitet og forudsigelighed løftes frem som argumenter, men måske er det netop i den velordnede, danske dagligdag, at teknologiens nye nødvendighed får sit klareste udtryk: At se, før det er for sent. Således bliver havdronerne ikke bare en teknisk løsning, men et billede på den moderne vilje til at våge – både for at bevare og for at forstå, hvad det vil sige at være sikker i en verden, der altid er mere forbundet, end øjet kan se.
Droner på havet: Når Danmark får øjne under overfladen Forestil dig, at du sidder på en bænk ved havnen i Esbjerg. Vinden river lidt i jakken. Under bølgerne snor sig rør og kabler, vigtige som blodårer, men gemt og glemt. Danmark – moderne, teknologisk, verdensberømt for noget med Lego og bacon – har alligevel været blind under overfladen. Nu skal det være slut. Forsvaret har ringet til Californien, hvor en opfinder med fart over feltet har bygget droner, der kan holde sig vågne i månedsvis, drevet af vind, sol og en enkelt dieselmotor til de grå dage. Dronerne – de første sendes ud til sommer – skal ikke leveres som hardware til forsvarsgaragen, men sejle rundt og suge data op, som Danmark så køber på abonnement. Fremtiden er hverken dansk eller amerikansk – den er as-a-service. Tre måneder. Fire droner. Hele Danmark på dataflaske. Projektet begynder som en slags audition for robotter: Kan I forstå dansk havvand? Kan I skelne mellem Vesterhavets skumtoppe og Storebælts brune bølger? Kan I aflure, om et skib har slæbt et anker på det forkerte sted? Eller om nogen har været ude med miner og dårlige hensigter? Kunstig intelligens skal løbende opdrages til at forstå, hvad der er normalt, og hvad der ligner sabotage. Richard Jenkins, opfinderen bag, ved noget om at tæmme elementerne. Hans teknologi blev født i ørkensandet, hvor han byggede verdens hurtigste vinddrevne køretøj. Nu er vingesystemet overført til bølgetoppe og havstrøm. Solceller driver maskineriet, og alt hvad der ses, måles og fotograferes, sendes til skyen via Elon Musks Starlink – for selvfølgelig gør det det. Sensorernes hær og paranoid perfektionisme Dronerne har et arsenal af sensorer, radarer og kameraer. De kan se, hvis et skib sniger sig på tværs af logikken, eller hvis sandet under bølgerne rører på sig på mistænkelig vis. Hvis nogen har lagt en mine for sjov – eller for alvor – skal den spores og kortlægges, inden det siger “bang” til rør og kabler, der holder Danmark kørende. Teknologien bliver hele tiden justeret, for vand er ikke bare vand. Farven, lyset, bølgernes rytme – hver detalje betyder noget. Måske skal vi vænne os til, at selv havet skal specialdesignes, ligesom køkkenet hjemme i villahaven. Fremtidens kamp – og et nyt hovedkvarter i Kongeriget Amerikanerne har allerede brugt dronerne i fire år. De har set, hvad der sker, når krigen rykker tæt på – og at våben på droner måske snart er lige så almindelige som wifi på motorvejen. Skibe bliver ikke overflødige, men de er dyre og sårbare. Droner koster mindre, risikerer intet menneskeliv og kan, hvis det skulle blive nødvendigt, få installeret mere end et webcam. Danmark skal ikke bare have data. Saildrone vil åbne europæisk hovedsæde i København, og Esbjerg er allerede nævnt som base. Måske bliver dronerne en dag produceret her, og danskernes forhold til havet og dets dybder bliver aldrig det samme. Så næste gang du går tur ved vandet, forestil dig en lille, autonom maskine under bølgerne. Den ser dig ikke – men den ser alt andet. Danmark får øjne, hvor der før var mørke.