Lignende artikler; 1
Morgenpost fra Europa: I Danmark diskuterer vi ulve. I Rumænien ligger 13.000 brune bjørne og venter nogle gange bogstaveligt talt i vejkanten. Herhjemme drømmer vi om at høre Disneys Bjørnebrødre-sangen på repeat. I det sydøstlige EU-land vågner man nærmest fra døs, når en bjørn stirrer dig i øjnene, og reptilhjernen beder én om at lægge i bakgear. Rumænien har EU’s største bestand af brune bjørne. Myndighederne anslår 13.000 individer fordelt over et skovområde, der er tæt på tre gange så stort som det, vi kender som Jylland. Alligevel er der hvert eneste år mere end 7.000 udrykninger til bjørneproblemer fra honningtyveri ved luksusresorter til voldsomme sammenstød med uvidende vandrere. En stille morgen på landevejen kan pludselig blive omdannet til et low-budget gyserfilm-scenarie: Du ser en massiv pelsklump ligge på asfalten, vender hovedet en ekstra gang og der sidder den, sulten, rolig, men potentielt dræbende. I juni sidste år kostede det livet for en italiensk motorcyklist, da han kørte ind i et sådant møde. Den menneskelige faktor spiller sin rolle. Trods advarsler om aldrig at fodre vilde dyr, ligger der stadig yoghurtbægre og osteskiver som invitationer til de brune bjørne. Når folk kaster madrester ud, ændres en naturlig dyreadfærd på få sekunder fra nysgerrighed til aggressivitet. Og så er scenen sat for, at historierne om bjørneangreb tikker ind i lokalpressen. I løbet af de sidste 20 år har 26 rumænere mistet livet i mødet med bjørne. Hvert år kommer over 270 til skade efter et bjørneangreb. Til sammenligning diskuterer vi i Danmark, om vi kan have fyrre ulve, uden at mobilisere hele debattørkredsen på sociale medier. Rumænien som ligger under EU’s Habitatdirektiv på linje med os må samtidig jonglere med et bureaukrati, der gør det til en næsten umulig opgave at få tilladelse til at skride til skydevåben, selv når bjørnene begynder at udgøre en reel trussel mod mennesker og husdyr. Og alligevel går debatten i Rumænien i to meget stejle spor: Skal man intensivere jagten og reducere stammen? Eller skal man tværtimod gå i bevarelsefællesskab og styrke økologiske korridorer, så bjørnene kan leve deres naturlige liv uden at krydse veje eller myldre gennem forstæder? Da jeg besøgte de skovklædte bjerge, fik jeg myndighedsadvarsler på mobilen om bjørne i nærheden. Sammen med fotograf og tilrettelægger Thomas Vinther tog jeg ud til de landsbyer, hvor man har søgt om at få skydevåben, men stadig venter i op til et år, før tilladelsen falder. Mens vi talte med indbyggere, fortalte en borgmester stolt, at han på første skoledag råder børnene til at lægge mobilen væk, passe på med at ryge og drikke og under ingen omstændigheder gå ind i skoven uden voksenfølge. “For der er bjørnen,” sagde han. I en gammel landsbyhytte mødte vi en familie, der mistede deres biavl i sidste vinter. De har kæmpet for godtgørelse i over et halvt år, mens deres honningbistader blev slagtet nat efter nat. Og på den anden side fandt vi ildsjæle, der arbejder på private naturreservater mennesker, der planter bærbuske og genåbner vandløb for at skabe fristeder og trække bjørnene længere væk fra veje og huse. At stå ansigt til ansigt med et af de største rovdyr i Europa er en oplevelse, der aldrig slipper sit greb om én. Man føler sig lille, rådvild og alligevel uimodståeligt draget. For Rumænien lærer os, at naturkonflikter aldrig er sort-hvide: Bjørnene skal passes på, men de skal også beskytte mennesker. Vil du have mere perspektiv på bjørnedebatten i Rumænien? Se seneste afsnit af Horisont: “På bjørnejagt i Rumænien”, hvor vi går i dybden med stemmerne fra begge lejre. Det var Morgenpost fra Europa. I morgen vender vi blikket mod Holland og samler op på jeres spørgsmål om valget dér. Vi skrives ved!
Morgenpost fra Europa: Herhjemme diskuterer vi ulve, men i Rumænien, hvor de har 13.000 bjørne, kan man se brunskindede kæmper ligge i vejkanten og betragte forbipasserende med sultne øjne. Landet rummer EU’s største bestand af brune bjørne, og samme størrelsesorden, som i Danmark udløser filosofiske og politiske refleksioner, skaber i Rumænien hver dag praktiske problemer for dem, der bor tættest på vildtet. En søndag morgen ved en mindre bjergvej rasede tankerne i min egen bevidsthed, da en voksen bjørn lå roligt på asfalten. Den foldede sig delvist sammen, men kunne forvandle sig til et uforudsigeligt angreb, hvis den blev lokket eller forstyrret. I juni blev en italiensk motorcyklist dræbt netop her, og myndighederne advarer gentagne gange mod at fodre dyrene, som mod alle anbefalinger fortsat udsættes for slik, brød og madrester. Den slags vanedannende lokkemad forvandler vildt til gadebøller. Myndighederne anslår, at 13.000 bjørne stryger rundt i skovene på et areal tre gange større end Jylland. På 20 år har 26 mennesker mistet livet, over 270 er kommet til skade ved bjørneangreb, og hvert år rykkes der ud mere end 7.000 gange til bjørne-relaterede hændelser alt fra velforberedte ture, der ender i panik, til luksusresorts, hvor bjørnen ikke nøjes med at kigge, men snupper honning direkte fra morgenmadsbuffeten. Når en bjørn tromler gennem buffetlokalet, forsvinder enhver Disney-idyl, og hjernen kastes tilbage til ren overlevelsesdrift. Panikken kan mærkes i systemet, ikke kun hos turisterne, men også hos dem, der i generationer har delt landskab med ulve, vildsvin og elge. I Rumænien står lokalsamfund og politikere med svære valg: Skal bjørne skydes, når de gentagne gange krydser ind i bebyggede områder? Eller skal man acceptere flere tab også menneskeliv for at bevare en truet art? Landet er underlagt EU’s habitatdirektiv, som fastsætter, hvor mange individer man årligt må regulere. At få godkendt en enkelt tilladelse kan tage måneder i bureaukratiets hjul, mens bjørnene i mellemtiden fortsætter med at trække ture gennem skoler, veje og haver. I en lille bjerglandsby stod borgmesteren på første skoledag foran børnene og advarede: Hold jer væk fra skoven, lad være med at ryge, drikke eller tage stoffer undgå skoven, for der kan I møde bjørnen. Et øjebliks tavshed bredte sig, før de unge ansigter gled over i uforstående smil. Det er et EU-land, men ved første skoledag føltes det som et vildnis i grænselandet mellem natur og civilisation. Når man kører gennem Rumænien og modtager myndighedsadvarsler på telefonen om bjørne i nærheden, giver det en ny dimension til den danske ulvedebat. Her er ikke kun tale om et par dusin individer, men om titusinder, der krydser menneskers dagligdag. Jeg kom ikke for at relativere diskussionen om ulve, men for at opleve, hvad der sker, når de virkelig store rovdyr blander sig i hverdagen. Perspektivet kan give genlyd i vores egen naturpolitik og i samtalerne om balance mellem menneske og dyr. Flere historier fra Rumæniens bjørnedebat bringes i Morgenpost fra Europa i næste uge. Indtil da kan du se Horisont: På bjørnejagt i Rumænien, hvor beretninger fra både angribne og bevarelsesforkæmpere giver stemme til en debat, der er både varm, kold og urovækkende. Morgenpost fra Europa skriver igen i morgen om jeres spørgsmål til valget i Holland. Tak for dem alle.
Bjørnene i Rumænien: Nærkontakt og konflikt i Europas tætteste bestande. Rumænien huser EU’s største bestand af brune bjørne med et estimat på omkring 13.000 individer. På blot to årtier har 26 mennesker mistet livet i sammenstød med bjørne, og årligt kåres over 270 personer til ofre for angreb. Myndighederne rykkes ud mere end 7.000 gange om året for at håndtere problemer med bjørne i og omkring beboede områder.Langs de snoede landeveje i Karpaterne er det ikke ualmindeligt at støde på en bjørn, der hviler sig i vejgrøften eller kigger nysgerrigt efter forbipasserende. Turister såvel som lokale beskriver, hvordan den primitive frygt træder i kraft i mødet med det store rovdyr. Italieneren på motorcykel, der omkom under et møde med en bjørn i juni, står som det seneste vidnesbyrd om, hvor hurtigt en wild encounter kan få fatale konsekvenser.På ferieanlæg, der reklamerer med luksusfaciliteter, har bjørne brudt ind i morgenmadsbuffeter for at stjæle honning og bananer ofte som følge af, at gæster frister dyrene ved at smide madrester ud. Hver gang mennesker og bjørne mødes over åben madkilde, øges risikoen for farlige situationer for begge parter.Bjørnenes primære udbredelsesområde dækker et areal, der er omkring tre gange så stort som Jylland. Alligevel fylder konflikten med Europas største bjørnebestand lige så meget i den offentlige debat som ulvedebatten i Danmark, hvor man diskuterer knap 40 dyr. Mange rumænere har fået myndighedsalarmer på telefonen, der advarer om bjørne i nærheden af huse og veje, og borgere i afsides landsbyer oplever, at skolebørn på første skoledag instrueres i at holde sig væk fra skovbrynene på grund af bjørnefare.Debatten er splittet. Nogle lokalsamfund kræver større tilladelser til regulering og culling af bjørne for at sikre trygheden. Andre ildsjæle kæmper for at udvide beskyttede områder og forbedre boligutrustning, så bjørnene forbliver ude af beboede lommer. EU’s habitatdirektiv stiller strenge krav til, hvor mange truede arter herunder brune bjørne man må nedlægge årligt, og bureaukratiet i Bruxelles kan gøre løsningen langsommelig i forhold til de lokale behov.I de kommende uger bringer vi flere reportager fra Rumæniens bjørnedebat og møder med mennesker på begge sider af konflikten. Se også dokumentarudsendelsen Horisont: På bjørnejagt i Rumænien, hvor journalister følger lodsejere, naturbevarere og politi i deres hverdag med de 13.000 brune bjørne.