Økologi på tilbagetog – og en pose penge med håb i Danmark har en plan. Den er grøn, den er ambitiøs, og den er blevet sagt højt med både alvor og lidt optimistisk bæredygtighedsgløde: Vi skal fordoble det økologiske landbrugsareal inden 2030. Det lyder godt. Det lyder som noget, man kan printe på et kaffekrus. Problemet er bare, at virkeligheden har valgt en anden rute. Økologien – denne naturlige, pesticidfri darling – skrumper. Ikke bare lidt, men tredje år i træk. Altså: målet er fremad, men marken går baglæns. »Det kræver, at vi går frem, og ikke tilbage,« siger ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, som om nogen havde byttet skiltene rundt på motorvejen og ingen havde opdaget det før nu. Regeringen har derfor besluttet at tage den store gulerod frem. Ikke den biologiske, men den økonomiske. Fra nu af får landmænd lidt flere kroner pr. hektar, hvis de vælger den økologiske vej. Omlægningstillægget – det lyder som noget man får, når man flytter skole – stiger fra 1.600 til 1.800 kr. pr. hektar. Og det faste tilskud hæves fra 1.200 til 1.350 kr. Det svarer cirka til en god middag for to – eller en halv traktorbolt, hvis man spørger en maskinforhandler. Derudover åbner man nu op for, at selv arealer med sprøjteforbud kan få støtte. Hvilket i praksis betyder, at selv jorden, der allerede har lagt låg på Roundup-flasken, nu får en klapsalve og en check. Men hvorfor er vi ikke længere fremme? Hvorfor er målet ikke nærmere, når nu det blev skrevet ind i planen allerede i 2021? »Jeg kan ikke komme med en præcis forklaring,« siger ministeren. Og det er jo ærligt. Nogle gange er ting bare mærkelige. Ligesom at det regner mere i juli end i november, eller at børn ikke vil spise broccoli, medmindre det er camoufleret i ost. Men Jeppe Bruus tror stadig på projektet. *“Jeg mener, det er realistisk,”* siger han, og der er noget smukt over det. Som en landmand, der ser ud over en bar mark og forestiller sig solsikker. Eller spinat. Eller hvad der nu trives i en fremtid, hvor økologien igen gror. Og så er der penge. Mange penge. I alt 5,3 milliarder kroner fra EU’s store, frodige pengetræ skal sendes ud til grønne formål. En hel milliard skal endda gå til at lave landbrugsjord om til vådområder – hvilket teknisk set ikke gør den mere økologisk, men helt sikkert mere våd. Det er altså stadig muligt at nå målet. Men det kræver fart. Ikke fra sprøjter, men fra vilje. Og en traktor i højeste gear. Helst uden at bakke.
Når jorden trækker sig tilbage – og viljen står alene i vinden I en tid, hvor samfundet med voksende alvor insisterer på sin egen grønne fremtid, synes selve jorden – den fysiske, den målbare, den dyrkede – at svare med et træk på skuldrene. For tredje år i træk skrumper Danmarks økologiske areal. Ikke dramatisk, men vedvarende. Og det er netop det vedvarende, der gør udviklingen både symbolsk og praktisk bekymrende. Vi står midt i et paradoks: Ambitionen, formuleret med regeringspræcision og håbefuld retorik, lyder på en fordobling af det økologiske areal inden 2030. Det er et mål, der i sin formulering lover fremgang – et “mere”, der skal bygges oven på det bestående. Og dog bevæger virkeligheden sig i modsat retning. Ikke som oprør, men som stilfærdig afvikling. »Det kræver, at vi går frem, og ikke tilbage,« siger minister Jeppe Bruus, som om tiden kan styres med beslutninger alene. Men i dette udsagn gemmer sig netop erkendelsen: Der er forskel på vilje og virkelighed. På idé og jord. Forklaringen på tilbagegangen mangler. Det bliver sagt uden omsvøb – *“jeg kan ikke komme med en præcis forklaring”* – og i denne uvished opstår en form for filosofisk klarhed: Det er ikke altid årsagen, vi mangler. Det er forbindelsen mellem hensigt og handling, mellem midler og mål, der svækkes, når virkeligheden ikke spiller med. Derfor forsøger regeringen nu at genetablere forbindelsen gennem økonomiske incitamenter. Guleroden – både billedligt og landbrugsrelevant – skal være større. Omlægningstillægget hæves. Det faste økologitilskud følger trop. Selv arealer med sprøjteforbud, som allerede i praksis er afholdende, får nu adgang til støtte. Det er, som om hånden rækker ud til det, der allerede ikke sprøjter – i håbet om, at intention kan forvandles til bevægelse. Men kan tilskuddet, hævet med et par hundrede kroner, skabe den forvandling, politikerne søger? Ministeren svarer ja. *“Vi sætter nu fuld tryk på.”* Men også dette udsagn bærer spor af nødvendighedens retorik – vi skal tro på det, fordi vi må. Ikke fordi vi ved. 5,3 milliarder kroner fra EU’s landbrugsstøtte lægges på bordet. En hel milliard sættes af til at gøre landbrugsjord til vådområder – et symbolsk skifte fra dyrkning til opgivelse, eller måske blot til forsoning. Det er, som om vandet kalder jorden hjem igen. Så står vi her. Med store planer og små skridt. Med en jord, der ikke vil, som vi vil. Og med en regering, der taler til den med penge og forventning. Det er endnu muligt at nå målet. Men det kræver noget, som ikke kan måles i hektar og kroner: det kræver tro – ikke på markedet, men på menneskets evne til at træde frem, selv når jorden træder tilbage.
Den økologiske drøm – og den skrumpende virkelighed Det begyndte ellers så fint. Med mål, visioner og et grønt skær, der kunne få enhver ministertale til at dufte af kløver og klimapolitik. Danmark skulle fordoble det økologiske landbrugsareal inden 2030. Det blev sagt højt. Gentaget i pressemeddelelser. Noteret i regeringsgrundlaget. Og printet på PowerPoint-slides med spirende korn og blå himmel. Men noget gik skævt. For tredje år i træk er det økologiske areal faldet. Ikke dramatisk. Men alligevel nok til, at drømmen har fået svind i skørtet og knas i gearkassen. Det grønne vokseværk? Det blev til en grøn afskalning. »Det kræver, at vi går frem og ikke tilbage,« siger minister Jeppe Bruus. Og ja, det lyder simpelt. Som at pege med hele hånden mod horisonten og håbe, traktoren følger med. Men tallene lyver ikke. Og tallene siger: Tilbagegang. Så nu skal der penge på bordet. Flere penge. For hvis ikke jorden vil gro frivilligt, må man smøre den med mønt. Omlægningstillægget – ja, det hedder det faktisk – hæves fra 1.600 til 1.800 kroner pr. hektar. Det årlige tilskud justeres op fra 1.200 til 1.350 kroner. Ikke just revolution. Men måske nok til, at en landmand i tvivl pludselig ser grøn fornuft. Arealer med sprøjteforbud skal også kunne få støtte. Det er som at sende takkekort til nogen, der allerede har gjort det rigtige. En slags officiel krammer, men med bilag. Men spørgsmålet hænger i luften som en overgødet sky: Hvorfor er vi ikke nået længere? Jeppe Bruus svarer ærligt og uden pynt: »Jeg kan ikke komme med en præcis forklaring.« Og i den sætning ligger hele miseren foldet ud som en sammenkrøllet ministerrapport. Vi ved, hvad vi vil. Vi aner bare ikke, hvorfor vi ikke gør det. Alligevel insisterer han: *“Det er realistisk.”* At nå målet. At fordoble. At få jorden til at danse med igen. Og måske har han ret. For der er nu sat 5,3 milliarder kroner fra EU’s landbrugsstøtte af til grønne initiativer. En hel milliard skal endda bruges til at forvandle landbrugsjord til vådområder – hvilket teknisk set ikke er økologi, men dog en slags poetisk retræte. Vi taler altså ikke bare om hektarer. Vi taler om idéer, der krakelerer i virkelighedens sollys. Om drømme, der måles i decimaltal. Og om politikere, der kigger mod markerne og håber, at denne gang gror de – ikke bare planter, men resultater. For tiden tikker. 2030 nærmer sig. Og traktoren? Den skal snart i gang, hvis ikke den skal ruste fast i baglæns gear.