Sol på kinden, vind i håret – og syv procent i bogen: Den grønne drøm, der snubler Forårssolen skinner tappert ned på landet, vestenvinden puster flittigt i trætoppene, og alligevel... er vi næsten ikke kommet ud af starthullerne. Den store plan om at firedoble Danmarks landbaserede sol- og vindenergi inden 2030 er nemlig kun nået syv procent ad vejen. Syv! Det er lige før, man burde tage en paraply med på optimistens picnic. Det er Green Power Denmark, der i deres årlige energibarometer hiver virkeligheden frem fra gemmerne, hvor den ellers lå og gemte sig som en støvet skuffesag. 2024 blev det tredje dårligste år for nye vindmøller på land siden 2016. "Det er nedslående," sukker Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi, med den slags alvor, der kan få selv de mest solbrændte kinder til at blegne. Solcellerne klarer sig lidt bedre, men lad os være ærlige: Hvis det her var en skoleeksamen, ville vi stå med en klamrende karakter, der skriger på hjælp. Også i Rådet for Grøn Omstilling rynker man brynene, hvor Britt Dam konstaterer, at "det er et kæmpe problem", især fordi klimamålene ikke ligefrem skriver sig selv i mål, mens vi snubler efter. Farvel til drømmen – eller i hvert fald et akavet vink. For selvom Folketinget i 2022 lovede guld, grønne skove og firedoblet energi, vil klimaminister Lars Aagaard i dag ikke længere holde hovedet så højt i vejret, når ambitionerne bliver nævnt. Ja, målene består på papiret, men hvis nogen tror, de kan klappe i hænderne i 2030, bør de måske øve sig på at klappe med én hånd. "Vi må godt have mål, der er svære at nå," siger Aagaard, som en mand der er gået i gang med at bage en kage uden opskrift, men stadig forventer, at den smager godt. Problemerne står i kø som tømmermænd dagen derpå: Det koster mere at få strømmen koblet på elnettet, investorerne bakker væk, og reglerne om støtte og incitamenter ligner noget, der blev skrevet på en serviet på en dårlig flyrejse. Britt Dam og hendes kolleger foreslår derfor et udviklingsbidrag, der skal få kommunerne til at sige ja til flere sol- og vindprojekter – finansieret af en del af elafgiften. "Ellers går vi i stå," advarer hun. Og så er der havvindmøllerne, de kære kæmper til søs. Her venter politikerne på at få skruet flere møller i havbunden, men de bliver dyrere, og Aagaard tror på, at "danskerne er villige til at betale". Det kan godt være – men de vil muligvis også gerne se lidt mere handling end hopla-snakket på konferencer. I mellemtiden går vinden og solen deres egne veje hen over markerne, mens vi mennesker skutter os i skyggen af vores egne forspildte ambitioner. Det er svært ikke at tænke: Hvor meget kan en god vilje egentlig drive værket, når fødderne bliver stående plantet i mudderet?
Den grønne viljes prøvelse: Når mål bliver spejlbilleder Solen skinner på den danske jord, vinden suser over marker og enge, men bag naturens kraft skjuler sig en menneskelig træghed, der vejer tungere end de største møllevinger. Planen var ellers klar: en firedobling af Danmarks landbaserede sol- og vindenergi inden 2030. I dag, midtvejs i tidens strøm, står vi kun med syv procent i hænderne – en forlegenhed forklædt som fremdrift. Green Power Denmark løfter med deres energibarometer det spejl, vi helst ville vende væk fra. 2024 blev et år, hvor opsætningen af vindmøller på land næsten gik i stå – det tredje dårligste år siden 2016. Camilla Holbech kalder det "nedslående" og peger på både klimaet, økonomien og sikkerheden som ofre for vores ubeslutsomhed. Solcellerne klarer sig lidt bedre, men dog langt fra det lys, man kunne håbe på. Rådet for Grøn Omstilling, med Britt Dam i front, advarer om en truende klimapolitisk fallit: målene forbliver på papiret, mens virkeligheden flygter som røg mellem fingrene. Folketinget satte i 2022 en høj himmel over ambitionerne, men som tiden skrider frem, tøver selv klimaministeren. Lars Aagaard taler nu med en dobbelthedens stemme: Ja, målsætningen består, siger han, men vi må acceptere, at den er svær at nå. I samme åndedrag insisterer han på, at det vigtigste er at gøre noget, selv hvis det, vi gør, er langt fra målet. Bag de tomme løfter lurer strukturelle hindringer: elnettets manglende kapacitet, stigende investeringsomkostninger, politisk vaklen. Green Power Denmark og Rådet for Grøn Omstilling efterspørger handling, ikke flere ord. De foreslår at føre en del af elafgiften tilbage til kommunerne, så de, der lægger jord til omstillingen, får del i gevinsten. Men måske er problemet dybere. Måske har vi, i vores hastige politiske begejstring, glemt at målsætninger uden en vilje til at bære byrden bliver som papirskibe i stormvejr. De kan pynte i solskin, men de sejler ikke. Klimaministeren trøster sig med, at vi aldrig før har produceret så meget grøn strøm som i 2024. Det er sandt. Men når vi måler os mod de løfter, vi gav – mod de forventninger, vi selv satte i bevægelse – så forvandler fremgangen sig til et spejlbillede af alt det, vi endnu ikke har nået. Og måske skal vi netop her – midt i glansen fra solpaneler og suseren fra fjernvindmøller – spørge os selv: Vil vi virkelig det, vi siger? Eller er vi, som så ofte før, blot på vej et sted hen, vi endnu ikke har besluttet os for at ankomme?
Danmarks grønne ambitioner – en storm i en papirpose Forårssolen bager ned over de danske marker, vinden leger i trætoppene, og på Christiansborg klapper man hinanden på skuldrene over ambitioner, der – i bedste fald – ligner streger i sandet. Vind- og solenergi skulle firedobles inden 2030, lovede man højlydt i 2022. I dag, i 2025, kan vi med møjsommelig præcision notere: Vi er nået hele syv procent af vejen. Man skulle tro, at vinden og solen gjorde arbejdet for os. Men virkeligheden, afsløret i Green Power Denmarks energibarometer, er en anden: 2024 blev det tredje dårligste år for opsætning af vindmøller siden 2016. Og selv solcellerne, der skinnede lidt klarere, blev færre end håbet. "Det er nedslående," siger Camilla Holbech med en myndighed, der klæder en direktør for vedvarende energi. I Rådet for Grøn Omstilling har man efterhånden fået smilerynkerne slebet væk. Britt Dam konstaterer tørt, at vi er på nippet til at skyde vores egne klimamål i foden – og ikke med en sofistikeret snigskytteriffel, men med en rusten salonriffel fra loftet på rådhuset. Klimaminister Lars Aagaard tager til genmæle: "Vi må godt have mål, som er svære at nå." Et udsagn, der klinger, som var det leveret på en parkbænk med en kold pølse i hånden. Bevares, målsætningen består, siger han – men man bør ikke forvente, at den bliver opfyldt. For hvad er en ambition, hvis ikke noget man kan savne på en regnvåd mandag? Problemerne ruller ind som tunge skyer: Elnettet er for svagt, omkostningerne vælter opad, og politiske beslutninger klistrer fast som karamel på skolens radiator. Investeringslysten falmer som en novemberhimmel, og de faste rammer – som man skulle have for længst – eksisterer stadig kun i endeløse notater og halve forsikringer. Et forslag fra Rådet for Grøn Omstilling lyder, at en del af elafgiften skal gå direkte til de kommuner, som lægger jord til projekterne. En idé, der næsten lyder for rationel til at blive taget alvorligt i en politisk virkelighed, hvor symbollovgivning trækker længere overskrifter end egentlig handling. På havets bølger ventes nye vindmølleparker. De bliver dyrere end forventet, indrømmer Aagaard, men han tror stadig, at danskerne vil betale. "Tro" er et stærkt ord i en tid, hvor virkelighedens kasseapparat ikke længere ringer med skønne løfter, men med hårde fakta. Så solen skinner, vinden suser, og på Christiansborg skrives der mål, der langsomt flyver bort som efterladte valgplakater. Danmark – landet hvor ambitioner bæres frem på skuldrene af en drøm og sættes til vægs af en regnefejl.