Pensionskroner flyver mod våbengiganter: Danskerne vælger forsvar. En særegen ro har sænket sig over de bløde kontorstole hos landets pensionsgigantiske, og måske sidder der foran skærmene også en smule overraskelse. På ganske kort tid er danskernes aldringsopsparinger nemlig begyndt at marchere mod forsvarsindustrien og det med stormskridt.Tallenes tunge fyrtårn fortæller sit: Fra april 2023 til april 2024 er investeringerne i de store kanonfabrikker steget fra ni til næsten 19 milliarder kroner. Det er ikke småpenge. Der er tale om millioner af pensionskroner, der tidligere nød sommerdybde i grønne fonde, men som nu er ved at få kuldeprøvet stålhjelmen og iført sig panser.På et hovedkontor, måske med en kop kaffe balancerende på bordkanten, sidder administrerende direktør Kent Damsgaard fra branchen og ser på udviklingen med departmentale briller. “Branchen har udvist en næsten akrobatisk omstillingsparathed,” siger han og tilføjer, at de danske pensionsopsparere tydeligvis har fået smag for jern og støvletramp, i hvert fald dele af dem. Det er ikke kun de pensionsselskaber, der tidligere har flirtet med forsvarsindustrien, som nu fylder op i deres portefølje; nye spillere er trådt ind på banen med flag og meldinger om Danmark-til-pensionen.Hvis man tidligere forestillede sig en typisk pensionsopsparing som noget langsomt voksende, placeret i solceller og bløde lænestole på plejehjem, tegner der sig nu et billede af noget mere kontant og kontantløs: F-35 fly og radarer energi nok til at mætte en hel landsby.Men det hele er ikke parade og trompeter: “Der er stor forskel på, hvordan pensionsselskaberne griber det an, for kunderne har nuancerede holdninger til investeringer i netop denne branche,” lyder det fra Damsgaard. For nogen er investeringer i forsvarsmateriel ro i sindet for andre stikker det i samvittighedspulsen.En klokkeklar sandhed, dog: Der er sket skred, og både branchen og dens opsparere har trådt fersk sne i jagten på afkast med støvletramp, strategiske ryk og alles blikke rettet mod fremtidens gråzoner. Den grønne pensionsdans har i år fået følgeskab af stål og støj. Spørgsmålet er, om det hiver tæppet væk under sofaen, eller bare er morgendagens nøgternt nødvendige investering?
Når stål smedes af samvittighedens ild om pensionskroner og kanoner.Der hviler i de danske pensionsselskabers forvaltningssale en mærkbar ny uro, udsprunget af viljen til at fortolke verdens urimeligheder i kroner og strategier: På et år er investeringerne i forsvarsindustrien steget fra ni til næsten 19 milliarder kroner. Bag tallet sitrer konturerne af danskernes ændrede sjælelige landskab. Det er ikke blot tal og tabeller, der er fordoblet, men tillige samtykket til at lade fredspengene befrugte krigshåndværket.Hvorledes forklares dette pludselige omsving i folkedybets moralske naturlov? Hvilken stemme kalder så mange værdifaste pensionskroner hjem, til nytte for fabrikker, hvis produkters endemål sjældent er fredens forvandlende kraft men nødvendig skadebegrænsning under menneskets tryk? I forsikrings- og pensionsbranchens egne ord lyder det som om vinden har drejet. Rammerne har flyttet sig; aktørerne er nu flere og de gamle mere bodfærdige. Managing direktør, med administrativ myndighed, påpeger, at virksomhedernes omstillingsevne næppe skal måles ringe; og at netop forskellighedens mangfold rummer forklaringen: Kunderne taler ikke med én stemme, og derfor tillades selskaberne heller ikke kun én etik.Selvfølgelig: Hverken det enkelte menneskes samvittighed eller det kollektives moral er et klart udspændt banner. Den enkelte aner muligheder, valg og fravalg og hvad der kæmpes for, sætter spor i folkedybets dybeste lag. At fordoble investeringerne i forsvarsindustrien er ikke blot at flytte tal eller strategipositioner; det er et kompromis, affødt af krigens dilemma, at ville sikre tryghed for børn og børn af børn, men nu betalt med midler, som også kan fornægte trygheden for andres sønner og døtre.I det nye syn, nogle pensionsopsparere nu byder velkommen, gemmer sig en blanding af afmagt og handlekraft. At investere i våben er ikke for alle det samme som at fremme krig; for andre spøger grenkrigens skygger endnu bag hvert felt i pensionsdepotets portefølje. At vælge er at tage del samvittighedens balancegang. Måske netop skellet mellem nødvendighed og ideal, mellem valg og udvej, fremtræder klarest, når danske pensionsmilliarder forfremmes fra blot at gøre gavn til potent at gøre skade. Dog: Må sætninger som denne ikke blot blive analyserens beroende; skal vi forstå, hvad “populært” betyder i dette år. Hedder det, at vi er blevet klogere, frygtsommere eller blot mere pragmatiske, er spørgsmålet med åbne slutninger. Og svaret? I selskabernes statistikker findes kun det halve det andet halve må findes i samvittighedens stilfærdige rum, hvor valg og fravalg virkeliggøres. Således står pengenes kurs mod forsvarsindustrien tilbage som et spejlblik over samtiden: Prøven for dette folk må ikke kun findes i profitten, men i evnen til at bære og spørge hvad er nødvendighedens pris, og hvilken arv lægger vi til os selv?
Danske pensionspenge marcherer ind i forsvarsindustrien.Ingen havde forestillet sig for bare få år siden, at danskernes egne sparepenge til alderdommen skulle havne i hænderne på det, man for år tilbage ville have kaldt krigens arkitekter. Men tiden, den står ikke stille: Fra april sidste år til og med april i år, er danske pensionsselskabers investeringer i forsvarsindustrien steget eksplosivt. Fra ni til næsten 19 milliarder kroner. Tal og krigskasser på march. Det hele iscenesat med en hurtighed, som kun de færreste ville have tiltroet forsikringsfolk og øvrige pengemænd. Brancheorganisationen for de solide, Forsikring og Pension, skriver ligefrem i sin pressemeddelelse, at det er blevet moderne. Hvilken besynderlig samtidsdiagnose! Den slags lyder ellers mest hjemme på modemesser eller i diskussionen om skæg og kaffepriser. Men ikke desto mindre: Forsvarsindustrien er det nye sort.Det er ikke kun gamle, garvede selskaber, der har skruet op for porteføljen; også nye aktører har set lyset i skyggens land. Behovet for sikkerhed og verdens udvikling — eller afvikling? — har bevirket, at få rynker pande, når pengene dirigeres mod materiel, missiler og markedskræfter, der i gamle dage gik under betegnelsen ‘dødens handlende’. Ifølge administrerende direktør Kent Damsgaard mærker hele sektoren, at folkestemningen har skiftet. En slags moralsk migration: At investere i forsvar er på få år gået fra tabu til nødvendighed, måske endda ære. Damsgaard forsikrer dog, at ikke alle selskaber marcherer taktfast. Kunderne har, trods alt, ikke ens syn på våben og verdensorden. Nogle samvittigheder surmuler stadig ved tanken om pansere og geværer i egen pensionskuvert. Andre trækker på skuldrene og konstaterer, at ingen går fri længere; verden er blevet mere utryg, og måske skal man beskytte det, man har.Skævheden mellem selskaberne forbliver stor, men markedet vifter nu med våbenmærkede faner. For hvor forestillingen om ‘fredens dividender’ engang strømmede gennem Europa som let brise gennem forårsluft, blæser nu østenvinden koldere. Investeringerne er dobbelte, men dilemmaet er også dobbeltsidigt: Kan man med sindsro trække en pension ud af krigens maskinrum? Eller ser man med grænseløs realisme på verden, og indstiller sig på nye tider, hvad enten man vil det eller ej?Mens verdens tilstand bliver stadigt mindre sort/hvid, køber danske pensionsselskaber sig ind i det grå. En plads på første parket, hvor modsætninger ikke løses med samtaler over rødvin, men hvor centralvarmen betales af investeret stål og logistik.Pensionens bløde hvilehynde har forvandlet sig — måske uigenkaldeligt — til et mere rustikt, men efter verdens målestok stadig komfortabelt, skjold.