Historisk lokal trepartsaftale med stor betydning for vand og vidder.Det begyndte, som så meget gør, med en kernesund, halvhemmelig sms-kæde mellem byrådsmedlemmet fra Næstved og partnere fordelt over brune marker og våde enge i Syddanmark. I aftes, efter forhandlingsskemaer var blevet snøret sammen med kaffe, kruseduller og diplomatiske smil, blev den første lokale trepartsaftale endelig stemt igennem. Midt i kølig forårsluft og forhandlingens varme sved har de ti kommuner i Smålandsfarvandet Slagelse, Sorø, Kalundborg, Holbæk, Ringsted, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland og Næstved nu nicked anerkendende til den plan, der skal gøre dansk vand blåt som aldrig før. Aftalen betyder, at et større læs hektarer skal lægge ryg til et grønt eksperiment, hvis hovedformål er at tøjle næringsstoffer og glade alger i fjorde og åer. De små og større lodsejere dem med gummistøvlerne og de lidt mere skeptiske blikke vil ganske snart modtage venlige, velinformerende breve: “Dit areal kan indgå i den grønne trepart.”Bag sætningen lyder der en kraftig betonning af, at det hele kun sker, hvis den enkelte lodsejer nikker ja med egen hånd og klap til traktoren: “Det skal være frivilligt,” lyder det insisterende fra forhandlingslederen med blækpletter på skjorten og en let dirrende stolthed. Inde på kommunehusets kontor marmorerer man nu kage og underskrifter, mens der sendes ros og klapsalver mod harer, hejrer og naturligvis også de kommuner, der har knoklet for at blive først ud af startblokken. Et er at være den første: Aftalen her er nummer ét ud af de 23 planlagte treparter på landsplan. Her står Næstved og venner i forreste geled, mens resten af landet må vente på, at deres egne snørklede forhandlinger løber ud i blå, klukkende vandløb.For en stund kan man næsten høre fuglene gøre honnør over Smålandsfarvandets bredder. Og måske, når natten falder på, mærke den spirende følelse af, at noget stort, grønt og vådt er på vej med alle parter fortøjret sikkert ved den samme bred.
Det første spadestik til grøn omstilling langs Smålandsfarvandet.I skumringen, hvor beslutninger får vægt af dagens forløb og nattens ro, blev der i går skrevet nyt kapitel for Syd- og Vestsjælland og de øerne, der som tavse vidner lægger sig omkring Smålandsfarvandet. En stor omlægningsplan er nu stemt igennem, og dermed er den første lokale trepartsaftale landet. En idé har mødt virkeligheden og i dette møde udspringer nu forandring.Oprindelse og retning blev givet af et byrådsmedlem fra Næstved, som med en stædighed, der dog aldrig veg fra den åbne dialog, stille og roligt ledte forhandlingerne frem mod dette resultat. I den ansvarliges stemme anes ikke triumfens hævede flag, men nærmere den alvor, som kendes hos den, der ved, hvad forvandling kræver af tålmodighed og indsigelse hos alle parter. Med planens vedtagelse kan kommunerne tage det næste skridt at skrive til områdets lodsejere: De har nu mulighed for frivilligt at indgå i det grønne fællesskab, hvor deres jord bliver en brik i helheden, der skal rense, genetablere og beskytte det livgivende vandmiljø.Her mærkes samhørigheden, men ikke på den måde, hvor individet bliver en maskindel, møjsommeligt slidt i strømmen af strukturelle hensyn. For det er væsentligt, fremhæver forhandlingernes leder, at deltagelsen hviler på frivillighed. Det enkelte menneske og den enkelte lodsejer skal have retten til at vælge eller sige fra. Det er netop denne respekt for grænserne mellem ansvar og frihed, som bærer det etiske kendetegn og grundlaget for samarbejdet.Det er ikke et småt begreb, der her introduceres; ti kommuner Slagelse, Sorø, Kalundborg, Holbæk, Ringsted, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland og Næstved forenes i håndslaget. Hver kommune har sine særlige kendetegn, sin stemme, men sammen søger de nu et ansvar overfor det ’vi’, der både binder og forpligter. Aftalen er ikke blot papir. Den bærer håbet om, at vi kan mødes et sted, hvor hensynet til naturen ikke sker på bekostning af menneskets værdighed og ejendomsret.At denne aftale er den første blandt 23 lokale treparter, menes ikke som pral. Den indgyder snarere alvor i projektet; for én sprække i det bestående kan give grobund for flere. Det, vi nu ser, er begyndelsen på en bevægelse fra det lokale mod det fælles gode en bevægelse, der insisterer på den gensidige lytning, på samtalens nødvendighed og på tillidens særlige etik, hvor forandring ikke blot måles, men mærkes, leves, erfares. Mellem skær og fjorde, mellem mennesker og land, slår viljen nu rod. Fremtiden formes ikke udelukkende af store ord, men af de handlinger, der barnligt begynder, men voksent vedholdes.
Smålandsfarvandets Store Omlægning: En Grøn Fremtid for Syd og Vestsjællands Kyster?I skumringens stille time, mens dampen endnu stiger fra kaffekopperne i de kommunale mødelokaler, har et skifte fundet sted: Syd og Vestsjælland har sat pennens prik over i’et og stemt ja til det, der i mange år har danset som en akvarel i horisonten den første lokale trepartsaftale om arealomlægning. En plan, som snor sig fra holmens yderste pæle til indlandets landboforeninger, fra små broer over åløb til kystens fugtige enge.Nu hviler et fælles løfte i hænderne på ti byers folk: Slagelse, Sorø, Kalundborg, Holbæk, Ringsted, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland og Næstved. At den gamle landbrugsjord ikke længere skal være bundet i det kendte, men åbne sig for noget nyt; vådområder og grønne reserver måske et blåt, klart øjeblik for vandmiljøet, som ellers gennem årtier er blevet kvalt af fortidens bedrifter.Bag lukkede døre, ved slidte borde, har forhandlingerne bølget frem og tilbage. Som en diskret dirigent ikke med stokken, men med de ord, der samler og deler har en byrådskvinde fra Næstved ledt tropperne. Med stædighed og blikket fast plantet mod fremtiden står hun nu frem: “Vi kan nu orientere lodsejerne om, at de ejer jord, der potentielt kan indgå i den grønne trepart,” siger hun, stemmen præcis som togenes afgangstider. Men ingen grøn omstilling uden fri vilje. Det hele hviler på det fineste af alle kompromiser: Frivilligheden. Ikke tvang, ikke påbud men invitationen, der lyder som et forslag, man kan vende og dreje mellem hænderne som en gammeldags lerkrukke. “Det er vigtigt, at det er frivilligt for lodsejerne at være med,” slår hun fast, og blikket lægger sig mod de rolige marker udenfor, hvor lærkerne måske i fremtiden vil synge lidt renere.Det er den første af de 23 lokale treparter, som nu har fundet sin form. Måske er det ikke støbejern, måske er det ikke marmor, men det er i sandhed håndgribeligt. Man mærker, at noget rykker sig. Man aner, at selv de mindste strømme, hvis de befries, kan risle ind under fundamentet og på sigt skabe en ny bred.Her midt i landkortets grøftekanter og under det flade, store lys tager den lokale forankring nu sit første skridt. Man ved ikke endnu, hvor langt det rækker, men man mærker allerede skiftet i luften. En begyndelse. En mulighed. En grøn krusning i Smålandsfarvandets spejl.