Klokkefrøernes Comeback: 80 Års Tavshed Slås I Stykker Med Et Hop.Et forårsmorgenhimmel ligner altid noget, der er blevet proppet i vaskemaskinen med for meget sæbe. Duerne flagrer forvirret, og et sted langt ude i en eng står Lonnie Jessen, biolog og optimist, og kigger ned. For der, i græsset, i det første sollys, hopper klokkefrøerne rundt. De er tilbage på Als efter otte menneskegenerationer i eksil.Det er klokkefrøernes store comeback. Sidste år slap Naturstyrelsen Sønderjylland 900 af de små, buttede koncertmestre ud i naturen. Den slags gør man ikke uden noget blødt i knæene af spænding. Klokkefrøerne slog kolbøtter, snusede til engen og begyndte som det mest naturlige i verden et lille eksperiment i kolonisering. Nu trykker man på gentag-knappen: Først 900, så 1.800, og til næste år forventes 2.700, altså hvis frøer tæller rigtigt.For hvem vil ikke gerne give det kærlige skub til en art, der lige akkurat hænger fast i koden og den danske eng? Ifølge Lonnie Jessen har de små frøer manglet præcis det, vi mennesker ofte tager for givet: hjem. Manglen på lavvandede, rene vandhuller har været fatal. Måske tænkte klokkefrøerne, at det hele var forbi infrastruktur, byer og landbrug invaderede landskabet, og pludselig var Als ikke mere deres. Men nu efter 80 års tavshed, ikke et eneste karakteristisk “klok-klok” i al den tid prøver man at skrive dem ind i naturen igen.Genopretningen er ikke bare udslip af dyr i natten. Det er et klokkeklart forsøg på at gøre det danske landskab mindre ensomt og mere sprælsk. Det kræver både rene vandhuller og tålmodige eksperter. Det er nemt at holde af en biolog, der glemmer frokosten, fordi hun ser små frøers første møde med friheden.Formålet? At klokkefrøerne igen skal findes på mere end snesevis af GPS-koordinater i Danmark. “Den findes kun få steder,” siger Lonnie Jessen og lyder som en museumsinspektør i det fri. Men så længe der er handlekraft, vil den lave, vibrerende sang måske løfte sig over engen igen. Mennesker har fjernet dem, mennesker kan hjælpe dem tilbage.Der er ingen garantier. Men nogle projekter bliver smukkest, når de ikke er sikkert udfald. En frøs fate kender kun stjernehimlen og de store, ventende våde enge, der nu igen summer af liv.Så klokkefrøer på Als: Velkommen hjem! Må jeres sang igen vare 80 år eller mere.
Tilbage efter 80 år: Klokkefrøer hopper atter på Als.I en tid, hvor menneskets fodspor sætter dybe mærker i naturens flade, ankommer klokkefrøen på ny til Als. Ikke som en reminiscens fra fortiden, men som et levende væsen, en pulserende organisme, der skal genvinde sin plads i et landskab, det engang kaldte hjem. En ciffermagi ledsager genoptagelsen: 900, 1.800, 2.700—akkumulationen af liv, stagende år for år, hvor dråben vender tilbage til dammen, og klokken atter klinger i engen.Genindførelsen af klokkefrøen er ikke blot et biologisk anliggende men også et eksistentielt. Hvis naturen kan bringes tilbage, kan måske også noget i mennesket selv genoprettes—en forbindelse til det ubesmittede, det indfødte, det, som infrastruktur, byudvikling og agerskifte fortrængte for generationer siden.Det har taget 80 år, før klokkefrøen igen får lov at klamre sig til kanten af vandhullet på Als. I mellemtiden har stedet tavst båret på fraværet; engen blev forvandlet af gnistrende maskiner, markerne strakt ud og landskabet ændret til fordel for menneskets allokering. Men under overfladen lå stadig længslen efter helhed—efter at kunne høre den sagte summen fra amfibierne, merke dybets uforstyrrede gåder.Nu er tiden moden. Med nænsomme hænder sætter folk fra Naturstyrelsen de små frøer ud. Formålet transcenderer det rent praktiske; det er et ønske om at hele et brud, at tilføre naturen sin mangfoldighed igen. Klokkefrøer har kun ganske få steder i Danmark et tilholdssted, og med udsætningen på Als håber man, at artens fremtid bliver solidere, mere uafslettelig.Men intet sker uden omkostning eller eftertanke. Hvad kræver det af os at bringe arten tilbage? Det rene, lavvandede vandhul, indhegnet af græssende dyr, kræver et landskab, vi må give plads. Et landskab, hvor naturen ikke er underlagt konstant rationalisering, men får lov at lyde, dufte, bevæge sig på egne præmisser.Når klokkefrøens karakteristiske kald igen ruller hen over morgenengen, er det en påmindelse om håbets vedholdenhed. Måske er det ikke blot frøen, der genoprettes, men også den menneskelige evne til fortrydelse—at give slip på dominansetikkens krav og i stedet lade pladsen, stilheden og det levende tale.Der falder en klang i luften, en sagte, rungende lyd, som både er trist og løfterig: Den forviste art vender tilbage. Må det blive til glæde både for frø og folk.
Klokkefrøen vender tilbage En fortid hopper fremad på Als.De små kroppe springer, våde og glinsende, lige ud i et kapitel, der for længst var skrevet færdigt troede vi. Men hvad er en fortid, hvis ikke en mulighed for genkomst? På Als er fortiden blevet fremtid: Klokkefrøen er tilbage, efter 80 års tavshed. En nænsom massebevægelse. Født ud fra håb, blå pletter og våd bund.Det begyndte beskedent. 900 små frøer ikke flere individer, end man kunne organisere på en stationsperron, blev sidste år sendt ud i den sønderjyske natur, en levende modstand imod sletningen af fortidens mangfoldighed. Nu? 1.800. Næste år? 2.700. Et crescendo af kvæk og spring. Det er de sjældne, de næsten forsvundne, der får kapitel to på et øland, hvor de først blev skubbet væk af byernes, markernes og motorvejenes kvælende favntag.En frø kræver vand. Men ikke bare hvilket som helst vand. Man skal gå varsomt for ikke at trampe stien til glemsel; rene, lavvandede vandhuller, lyse åbninger omfavnet af græs og ung kvæg, det er, hvad der skal til. Egnede levesteder. Uden det, ingen kvæk, ingen hop, intet liv.Biologer siger ikke så mange store ord, men når de taler, er det ofte med to slags ro: troen på det mulige og erkendelsen af det tabte. Det er second chance til klokkefrøen men også til os selv. For hvem er vi, hvis vi ikke forsøger at redde det, vi engang havde om så kun for en stund? Tænk, at 80 år skal gå, før et lille dyr igen kan lyse op som et grønt komma i naturens stadig kortere sætning.“Den har ikke været her i 80 år,” fortæller en biolog, hvis begejstring presses ned gennem ord, som blev de selv små frøer på spring. “Nu håber vi, den får fodfæste.”Projektet og ja, det er andet kapitel, men langt fra slutningen skal støtte artens overlevelse i Danmark. For det er ikke kun Als, der lider. Over hele landet er naturen presset; mange steder kvalt under asfalt, ensidig dyrkning og gyseligt rene linjer. Derfor sender de flere frøer ud, i håb om at institutionens forsøg kan blive til en national bevægelse: at vi tør invitere det, vi har fortrængt, tilbage.Hvorfor det? Fordi mangfoldighed giver rum. Ikke kun til frøerne, men til fantasien, til håbet, til fortællingerne, vi har brug for, når verden føles for glat, for enkel. Når vi mister arternes kvæk og mangfoldighed, mister vi en flig af os selv.Klokkefrøerne hopper igen på Als. Nogen vil måske kalde det et lille mirakel; andre vil kalde det nødvendighed. Men måske er sandheden, at vi ikke helt kender forskellen, før vi mærker den spæde lyd af liv, der kalder fra et skjult vandhul, et sted, hvor nutidens bånd er løsnet for et øjeblik og fortiden, kortvarigt, hopper med frem.