Halvandet år i dvale: Nu nærmer danske fregatter sig endelig Nato-comeback.Der er noget ved duften af spritnye øvelsestabeller og nervøse, halvfærdige kaffekopper, der ryster i takt med havets små bølger ombord på Absalon, Iver Huitfeldt og Esbern Snare. Det er et sjældent syn måske lige så sjældent som en politiker, der indrømmer en fejltagelse men ikke desto mindre danser alle tre store danske fregatter sig nu frem i fælles formation i de hjemlige farvande. Det er ikke sket i mere end et årti, men her er de, skuldre ved skuldre, stål ved stål, og ligner mere bøllekorps end nervøse skoledrenge.Snart halvandet år er gået siden danske fregatter sidst stolt viste fanen uden for landets trygge rammer. Ikke fordi nogen har haft lyst til at holde dem hjemme men miseren i Rødehavet, hvor Iver Huitfeldt blev mere en sorteper end en klippe for Natos styrker, har fået Forsvaret til at trække i nødbremsen. Katastrofale fejl, våbensystemer der hellere ville holde siesta end skyde, og kanoner hvor granater nærmest kunne have søgt erstatning hos Arbejdsskadestyrelsen. Alt sammen kulminerede det i en halv times rystende hjælpeløshed, hvor Houthi-dronerne dansede om skibet, og den stolte fregat måtte ringe til sin mor eller bare Forsvarsministeriet.Det blev startskuddet til et politisk og militært skælv, hvor både kommandørstol og forsvarschef måtte udskiftes, og alle fregatter fik det, der ville svare til permanent skrivebordsarrest, hvis de havde gået i 7. klasse.Øvelse gør ikke kun mester, men betaler også kaffeInde på dækket går snakken nu igen. Besætningerne har trænet, ikke bare dag og nat, men dag og nat og lidt ekstra. Thomas Stig Rasmussen, som har fået den lidet misundelsesværdige opgave at holde sammen på 2. Eskadres fem kampklare skibe, kan mærke, at luften sitrer af noget alvorligere end brændt kaffe. ”Sanserne er skærpet,” siger han, og ser næsten forundret på den forsamlede flok af søofficerer, tekniske eksperter og folk med lange titler og meget små tasker.De har ikke alene lært, hvordan man nedkæmper fjendtlige fly, jager ubåde og skyder missiler ned, men også at beskytte forsyningslinjer, hvor fiskekuttere og russiske skibe hilser på hinanden med stigende interesse. Østersøen er blevet et indrammet billede på verdens nervøsitet, og hver dag bliver fregatterne set og ser tilbage.Grønt lys søges men tålmodigheden har lært at gå i taktSelvom besætningen på Absalon både kan og vil, mangler den grønne lampe stadig at skinne fra forsvarschefens kontor. Ingen vil sige hvor tæt vi er på. Det er hemmeligt lige så hemmeligt som opskriften på farsbrød i officersmessen men alle lover, at det går den rigtige vej. Det er blevet øvelsens mantra: Træn, gør dig klar, og træn igen, mens alle venter på, at missionernes dør bliver åbnet bare en lillebitte sprække.Danmarks forsvar bruger tiden fornuftigt. Ingen er på BIld og Bølle-bænken mere; i stedet lyttes, mærkes og handles der. Spørger du Rasmussen om fremtiden, så nikker han fregatterne har mange år i sig endnu, lover han, og man får næsten lyst til at tro ham. Skibene er solide, slidt-elskede, og netop nu mere parate end et bingo-hold en regnvejrsdag.Russerne på radaren nye skibe i horisontenFor lige nu er en af flådens fornemmeste opgaver at holde øje med russiske både, der i stigende grad stikker snuden frem i vores farvande. Man markerer, følger og udfører den maritime pendant til at sende blikket tværs over hækken, når naboen har gang i noget suspekt.Der bygges også op til mere: Snart nye fregatter, større ambitioner og højere himmel. Men de nuværende? De kan endnu. De er ikke færdige med at vise, at de kan lægge sig i kølvandet af Europas bedste uden at ryste af skræk for hverken hav, maskindefekt eller systemsvigt.Gad vide, om nogen derude langt fra øvelser, kaffekander og klang af ståldæk har lagt mærke til det: Danmark trækker i sømandsstøvlerne igen. Ikke som helt, ikke som statist men som soldaten, der er klar, når verden kalder.Der mangler bare det sidste grønt lys.
Halvandet år efter På kanten af bølgen: Danske fregatter genopstår til Nato-callingen.Der ligger et særligt tungt skær over dækket på fregatten Absalon denne morgen. Mellem skyer og havlyd flyder en uro, som hverken bomber eller skandaler alene kan forklare. I den tid, det tager en fregat med fuld fart at krysse Kattegat, er der løbet mere end blot saltvand under broen. Der er gået halvandet år siden det, der ikke kan benævnes som mindre end et havari ikke udelukkende af jern, men af tillid og formåen.For da fregatten Iver Huitfeldt i foråret 2024 stod som Dansk flådes front mod droner i Rødehavet, blev skrøbeligheden barsk blæst op. Systemer, der skulle beskytte, svigtede, og sprængninger, forventet som forvarsler, blev pludselig nære realiteter. Det var et nederlag, som sendte rygbølger ind i både Forsvarsministeriet og Søværnets hjertekamre. Tavsheden, der fulgte, var tung, og strategiske dokumenter og personlige karrierer gik til bunds.Endnu er ikke alt fortiet. På kasernens trætte græs dundrer støvler. Fregatterne træner nu, som var deres årer hugget af tvivl. Tre skibe Absalon, Esbern Snare, Iver Huitfeldt sejler igen side om side. For første gang i over et årti. Maskineriet summer af sved og forsøg, blik er blevet mere alvorlige, og hånden på kanonen tung af nødvendighed. For man træner ikke fremtidens verdensorden i isolation: Havet kræver formation, og soldatens ånd bliver kun skarp i dét møde, hvor alt kan være på spil, men intet endnu er tabt.Kommandør Thomas Stig Rasmussen, stemme præget af håb, formulerer det enkelt: fregatterne er klar. De har været igennem prøvelsen, svedtab, søgang og nu kan de svare igen. Alligevel holder myndighederne endnu det sidste grønne lys tilbage. Hvor længe skal man vente, før maskinen igen kan sættes ind i kamp for noget større end nationens selvtilfredshed?Det er ikke kun materiellet, der venter. Menneskene har på sin vis allerede krydset grænsen mellem før og efter: blev klogere, måske mere ydmyge formet af en fejl, der kunne have kostet det hele. Træningens slid har åbnet for den opmærksomhed, dagen forlanger. Og i denne skæbnetime, hvor usikkerhedens bølger skyller over kommandoens mindste rum, fødes sammenhængen: Motivation stiger. Sanserne skærpes.Endnu eskorterer fregatterne ikke forsyningsruter til Baltikum eller sejler som flagskibe under eksorbitant Nato-flotille. De patruljerer Østersøens rastløse farvande, holder skyggeøje med russiske skibe en evig balance mellem markering og observation, hverken mere eller mindre, end det gamle håndværk altid har forlangt. Men også flådens fremtid kradser og rører. Det danske forsvar bliver nødt til at spejde fremad, mod nye skibe og opgraderede missiler, mod en virkelighed, hvor alliancer smeder vores våben og vores ansvar. Dog insisterer de erfarne officerer på, at der endnu er år i de eksisterende fregatter. Godt byggede, sagtmodige næsten gammelkendte træheste på et hav, som aldrig forbliver det samme.Det er den mærkelige dobbelthed i moderne forsvar. Vi venter stadig på det formelle, den absolute blåstempling oppefra. Men nedenunder ombord, under dækket, ved messerne og i udkiggens stålspændte skuldre er en anden virkelighed trådt i kraft: den, hvor vente-tiden bliver til forberedelse, og hvor det gamle skibs sjæl igen gøres klar til dåd.Vi skriver endnu ikke sidste kapitel. Måske fødes styrken netop her i intervallet mellem tilbageslagets tvivl og kaldet fra det åbne hav. Og måske er det for Danmark igen muligt at sætte sejl under Nato’s fane, ikke blot som tilstand, men som forpligtelse båret af erfaring, sammenhold og stadig nysgerrighed overfor horisonten.
Krigsskibe i Limbo: Danmarks Fregatter Venter Stadig På Nyt Liv.Det er tidlig morgen, solstriben over Lillebælt er stadig forsigtig. Tre skrog af stål river spejlblankt vand op foran sig, bærer navne som danske sagn, men skjuler en nutid så kompleks, at man mærker det i nakken. Skibet Absalon glinsende og tyst som en sætning, der stadig venter på sin konklusion.Halvandet år er gået, siden dansk sømagt sidst var fuldt spændt ud på verdens blåtunge oceaner. Halvandet år det er længe i en tid, hvor krig og kamp for det meste flyver på tværs af skærme, mens ingen rigtig ved, hvem der har kommandoen, og hvor hurtigt stormene kan vende.Det handler igen om fregatterne. De fem store arvinger til stolte traditioner og strategiske nødvendigheder, alle rede til Sea Power, eller sådan burde det være. For chefen for Søværnets 2. Eskadre, kommandør Thomas Stig Rasmussen, holder på ordene: “Vi er der, hvor vi skal være og ville kunne kæmpe med det, vi har.”Men virkeligheden altid mere skeletagtig end parolerne taler sit egne sprog, hvor sanserne nu må skærpes. Skandalen fra Rødehavet rumsterer stadig Iver Huitfeldt, der i en halv time ikke kunne noget mod truslen fra en fjendtlig drone. Missilerne tav, granater eksploderede for tæt; systemsvigt og teknik blev i løbet af minutter til et nationalt øjeblik af blufærdig tavshed og skam. Udfaldet? Fregatterne blev trukket hjem, den øverste ledelse måtte gå. Det betød, at et fiktivt grønt lys blev slukket; intet flagskib, ingen mission, selv rutineplacering i Natos stående flådestyrke gled Danmark forbi.Men på havet altid havet fortsætter tingene. Øvelse. Sved. Systematisk repeteren af alt, man frygter kan blive alvor. Det er ikke uden betydning, når tre af Danmarks største krigsmaskiner samles til manøvre. Sjældent syn, og ikke set i ti, femten år. Øvelse som hverken vind eller saltvand kan pille fra besætningen, men hvor man mærker, hvordan blodet trækker sig sammen og bliver til årvågenhed. “Den giver et ekstra skud motivation”, siger Rasmussen, “og man kan tydeligt mærke, at sanserne er skærpet.”Alligevel venter det endelige grønne lys. Valideringen, signaturen fra Forsvaret, som kan føre skibene tilbage ind i virkeligheden, ud over grænsen mellem dansk dok og internationale missioner. Ingen vil eller kan sige, hvornår den kommer.Officielt siger ingen noget, hverken chef eller minister. I mellemtiden holder fregatterne vagt i Østersøen, følger russiske skibe ser dem mere end før men mærker ingen eksplosiv fjendskab. Endnu. Billedet af verdensordenen er blevet mere kulørt, mere løst i samlingerne, og derfor møjsommeligt i konstruktionen af det nye danske søforsvar bliver nødvendighed og beredskab igen hvermandseje.Nye fregatter er på tegnebrættet, det er sagt før. Men dem, der allerede glider gennem danske farvande, får ros: “De er gode, solide, robuste skibe. Der er mange gode år i dem endnu.” Sådan lyder det ved kommandobroen, hvor alvoren efterhånden sidder som støv i uniformens folder, men hvor håb og rutine stadig holder stand mod teknologiens svigt og politikernes tøven.En nation venter tålmodigt som havet venter på storm på nyt grønt lys. Indtil da øver fregatterne videre, griber chancen for at opbygge en ny orden i et hav af europæisk uro. Under skroget dirrer stadig historier om fejl og fornyelse. Danmarks krigsskibe sover aldrig, men venter.