Av for søren: Fortovene giver Sønderborgs ældre blå mærker og bange anelser.På Kastanie Allé i Sønderborg slæber Janne Stentoft rollatoren henad fliser, der skvulper mere end de ligger fast. “Av for sæwen,” udbryder hun, da venstre fod rammer rollatorens hjul, og klemmer tæerne ind mod det norske stål. Hendes bare tæer vrider sig i protest, og rollatoren sidder uhjælpeligt fast i endnu en fordybning midt i fortovet.“Se, nu kørte jeg selvfølgelig ned i et hul det sker næsten hver dag,” sukker Janne, 79 år, med et øjenbryn hængende så lavt, at man skulle tro, det havde tænkt sig at forlade festen. Fortovet minder mere om et stykke fynsk ø med bakkedale, og derfor er rollatorture i Sønderborg ofte en ekstremsport, hvor det gælder om at holde både balance og humør på plads.Mens flere ældre trækker ud på cykelstierne hvis ikke de helt opgiver at gå en tur vokser irritationen. “Vi undgår de værste steder, men man ved aldrig, hvornår det slutter — eller starter igen,” siger Janne, der føler, hun efterhånden har et personligt forhold til hver eneste flækkede flise i kvarteret.Janne er ikke alene. Nede ved Dybbøl står Irene Gram Christensen, kasserer i Danske Seniorer, og skubber sin mands kørestol gennem fortovslandskabet. Det kommer ikke sjældent med en opsang til kommunen. “De har aldrig prioriteret fortovene. Det er en katastrofe,” siger Irene og banker demonstrativt på rollatorens håndtag, der hele tiden vibrerer som en fransk cafébord, fordi der er så meget ujævnt underlag. “Vi har betalt skat hele livet. Kan de så ikke gøre bare lidt for os?”Spørgsmålet tordner gennem byen, og med kommunalvalget om hjørnet håber de ældre, at nogen vil tage sagen alvorligt. I mellemtiden er politikernes svar høflige og indrømmer, at alt ikke er, som det burde være på landets fortovsfront. “Vi har ikke ligefrem haft fortovene øverst på dagsordenen. Fliser er måske ikke løsningen,” siger teknik-, by- og boligudvalgets formand, som mener, at der skal tænkes i alternativer, ligesom man engang opfandt asfalt og haribo slik.Indtil videre er de eneste sikre bump på vejen dem, Janne hver dag møder. Hun håber, at der snart bliver sat penge af — og at turen til bageren kan blive mindre risikofyldt. “Bare én god, stabil sti. Det er vel ikke for meget at håbe på?” spørger hun, mens hun lapper endnu et blåt mærke og sætter rollatoren i bevægelse, indtil den igen og som sædvanlig moser sig ned i næste hul.
Av for sæwen: Sønderborgs ældste og fortovenes voksende modstand.Det er morgen i Sønderborg, og byens fortove vågner langsomt under dagens sagte himmel. Imellem de slidte fliser og de stille gader træder Janne Stentoft varsomt ud, rollatorens spinkle hjul kradser i cementens arrede hud. 79 år og hver skridts betydning træder smerteligt frem, når endnu et hul suger grebet ud af hendes finmotorik, og tæerne rammer metal. “Av for sæwen,” lyder det halvhøjt; ikke som vredens udbrud, men som et eksistentielt suk fra et menneske, der har lært at tage vejens mørke med på købet, men som nægter at affinde sig.Fortovet er ikke kun grå cement og gamle sten, men også et kludetæppe vævet af erfaringer af et hverdagsliv båret på skuldrene af dem, der har betalt deres skat og bidrag til fællesvældet i årtier. Sådan ser Janne det. Og hun er ikke alene. For som rollatorens rytme følger hende, klinger samme klage fra Dybbøl, hvor Irene Gram Christensen kæmper med at få sin mands kørestol sikkert forbi de flossede, kantede bræmmer: “Politikerne har aldrig prioriteret fortovene. Det er en katastrofe,” siger hun, og ordene hænger længe i luften som en vintertung dis.Verden bliver mindre, som fliserne bliver mere ujævne. Hvor Jannes unge ben trodsede middagssteg og regn uden frygt, må hendes alderdom staves i fald og bekymring. Det er ikke kun gangen, der besværliggøres, men hele dét at høre hjemme i byen, at kunne være med. Mange ældre må trække ud på cykelstierne, krydse veje utrygt eller vende om frygten for fald og for revnede fliser har deres etiske pris. Det er erfaringens sprog, der taler her: Når en by begynder at glemme sine skrøbeligste borgere, korsfæstes fællesskabet langsomt.Janne og Irene har håb. Kommunalvalget tårner sig op som et vindue fyldt af muligheder eller som et spejl, de håber magthaverne vil se sig selv i. For hvad er det for en by, hvor alderdommen skal bæres på usikre ben? “Vi har jo betalt vores skat i et langt liv. Så jeg kan ikke forstå, at man ikke kan gøre hverdagen bare en smule nemmere for os,” siger Janne, og blikket søger mod byens protestantiske himmel: Er der stadig et vi, der kan eller vil lytte?I Sønderborg Kommune lyder der nu varsomme erkendelser. “Vi har ikke kigget særlig meget på fortovene. Det er noget, vi burde. Om fliser er løsningen, ved jeg ikke,” siger teknik- og boligudvalgets formand. Der lægges op til eftertanke, til en pause midt i det politiske maskineri mon ikke værdighed også kan findes i detaljens politik?Fortovet er vor alle sammens. Dets brudflader deler vi i den måde, vores ældre slipper deres fod i betonens sprækker, i den måde, håbet får lov at glide under rollatorens ringe hjul. Janne Stentoft står tilbage med sit store, tålmodige ønske: At byen lægger penge og vilje i at rette de veje ud, som engang bar os alle. Måske skal hun vente. Måske finder hun slipstrømmen af politikernes opvågnen.Men indtil da: Av for sæwen. For hvert bump minder hun os om, at en bydels sjæl mærkes i de mindstes gang og at ingen by er større end gnisten i det fællesskab, der holder dens veje jævne for alle.
Av for sæwen: Ældre i Sønderborg raser over fortovenes tilstand.Udenfor ligger byen flad, men under fødderne risler en usynlig ængstelse. De ujævne fortovsfliser i Sønderborgs gader skaber runde skælv gennem dagene for byens ældste. En rystelse, et bump, et hul og måske et fald. Janne Stentoft har lært det på den hårde måde. 79 år og med rollator som daglig støttespiller. Hun ruller ud, men hver tur er som et spil terninger mod ujævne sten. “Av for sæwen. Nu kørte jeg selvfølgelig ned i et hul,” griner hun, men kun halvt. For smilet ender i et suk, som barfodede tæer rammer rollatorens kant, og fortovets furer snitter sorgen med et skær af ælde. Byens fortove har set årtiers trippende fødder. Slidte, flossede, forsømte og uge efter uge lidt mere ubrugelige. ”Jeg er bange for at falde. Vi trækker tit ud på cykelstierne, når vi møder de her grelle steder,” siger Janne som talte hun til en mur af tavshed fra byens slot. Se Jannes ujævne rollator-tur her:Hun er ikke alene. Irene Gram Christensen, kasserer for Danske Seniorer i Dybbøl, oplever det på egen krop, når hun skubber sin mand i kørestol. ”Politikerne har aldrig prioriteret fortovene. Det er en katastrofe!” gnider hun ordene flade ordene er levede, fortvivlet slidte som stenene selv.Valgkampen nærmer sig. Stemmens mulighed lyser op i novembermørket, men fortovene snubler stadig. En hel generation, der har betalt sin skat, spørger: Kan vi ikke forvente lidt igen? En lille smule komfort, en brik respekt, tonnevis af opmærksomhed? ”Vi ældre har betalt skat i så mange år. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan gøre lidt for os. Bare gøre det nemmere at gå!”På rådhuset er der erkendelse. Ansvarlighedens fodspor høres, men græsset vokser stadigvæk mellem fliserne. “Vi har ikke kigget særligt meget på fortovene. Det er helt klart noget, vi skal have fokus på. Men måske er fliser slet ikke løsningen?” spørger formanden fra Teknik- og Byudvalget. Selv hun famler på fortovets svar.Så tilbage står Janne og hendes rollator, med et håb at hun snart kan tage en tur uden alle de bump, der slår sprækker i både fodsåler og mod. ”Hvis bare de satte penge af til at renovere. Bare et begyndende løfte. Det ville give så meget,” siger hun. Stemmen er blød, men behovet buldrer: Ret op. Tag ansvar. Giv plads. Indtil den dag, hvor fortovsfliserne igen følger byens rytme og ikke bliver dens brud.