Flagermus trumfer cyklende børn: En cykelsti på pause i Visby.Af og til sætter virkeligheden en vinkel, man næppe kunde have opfundet selv: I Visby står børn og voksne og tripper i lyset fra de biler, der hviner forbi på hovedvejen. De venter ikke på grøn mand, men på flagermus. For mellem landsbyidyl og lastbil-larm har nattehimlens små, summende huleboere fået digteret byggeriets gang.Cykelstien, som skulle slynge sig sikkert og snorlige fra villavej til station, er blevet jaget på pause og ikke en af de korte af slagsen. Op til to år, siger man i kommunen. For de træer, den afstikkende cykelvej mangler at gennemskære, huser ikke kun grene og blade, men også fredede flagermus. Og flagermus, de er, som man siger, ikke noget man bare vipper væk med hatten.Carl Aage Nielsen, der bor tæt på stationen, holder øje med vejstriberne og med flagermusene, så godt han kan. “Det kan jo være mere forfærdeligt, hvis et barn kommer galt afsted, end hvis man mister ti flagermus. Men du kan ikke sige det højt uden at folk begynder at hviske: 'dyremorder' under åndedrættet,” siger han, mens endnu en olietung lastbil brummer forbi i en sky af gammel diesel og forvreden tryghed.Flagermusene har, det må man dog medgive, loven på deres side. Grænseløse EU-paragraffer beskytter dem og når først én dom har slået det fast, så kan ingen kommune stikke hovedet i busken. Og hvem vil egentlig bestille sig en sag på samvittigheden over små, sortøjede væsener, hvis de skulle være hjemme i de træer, der står i vejen for cykelstien?Christian Kjær Andersen fra kommunens drift- og anlægsafdeling løfter blikket mod trækronerne. “Vi fandt først for sent ud af, at kravene til flagermus var strammet. Så nu skal vi have eksperter ud og tjekke og regne og flytte rundt på flagermus, inden vi må fjerne træerne og vi kan kun gøre det, når dyrene ikke er i dvale eller har børneværelse.” April-maj eller august-september, forklarer han. Alt imens pigerne og drengene dribler videre på asfalten blandt overhalende bilister.Kommunen satser på, at flagermusene vælger nye adresser i bagvedliggende træer, som klargøres med fine, små huler lidt ligesom at bygge nye studieboliger og håbe, de unge vil flytte ind af sig selv.De, der cykler på egnen, cykler videre. Også Ina Lauridsen, som på sin trehjulede cykel kender hver en forhøjning i vejen. “Jeg har boet her i 22 år og aldrig set en flagermus, ikke så meget som en vingespids. Men jeg kender til de kæmpe lastbiler,” siger hun. Alligevel er eksperterne ikke i tvivl: Dyrene er der, de har bare for vane at flyve uden for hendes synsfelt.“Man skal jo også passe på mennesker,” slår Ina fast, før hun triller videre måske med hjertet lidt hurtigere bankende, hver gang hun må svinge ud over den hvide stribe med et hjul.Halvanden million kroner skal der til, før nogen får cyklet trygt gennem landskabet, og børnene kan køre uden om veje, hvor folk i biler for længst har vænnet sig til at køre med livet som indsats. Imens kan man fundere over, hvor mange flagermus der mon skal til, før natten får vokseværk nok til, at dagtimerne bliver mindre farlige for de mindste vejbrugere. Der er 17 forskellige flagermusarter i Danmark og nu kender Visby dem på ventetiden.
Flagermusens Skygge: En Vej uden Vej for Visbys Børn.Visby vågner, som den ofte har gjort, til lyden af motorernes morgentravlhed. Bagefter kommer stilheden, delt op af cykeldæk, der skærer sig mod kantstenens rutinerede uro. Cykelstien, den mangeårige drøm, synes at fordufte lige så sagte, som den aftenens dug mod barnevognens hjul. En lille, næsten usynlig beboer har sat sig til modstand: flagermusen hvis sorte silhuetter kun sjældent, og måske kun i fantasien, runder nattehimlen over landsbyen.Her ræsonneres ikke kun i børnevrimmel og cykelhjelme, men i beskyttelsens navn. Flagermusen har uden at vide det selv været genstand for europæisk princip-etik; den skal ikke fordrives, før dens livsbetingelser omhyggeligt flyttes til nye træers mørke huler. At tage hensyn til det sårbare, også når det flyver i natten, synes at være selve den moderne samfundsånds linse.Men det er ikke byens børn, der aldrig viser sig, når eksperten med lygte og skema stavrer rundt blandt træernes grene; det er flagermusen, hvis tilstedeværelse kun kan konkluderes gennem spor og indbildning. Husejerne, cyklisterne, de forældre, der hver morgen sender deres børn cyklende langs en trafikeret landevej, mærker bekymringens knugende aktualitet: At forsinke sikkerheden til fordel for det skjulte, det skjulte dyr, synes dem urimeligt.Dog, hvad er det for en vægt, der her balanceres? Ikke kun flagermusens næstekærligt tildelte hule, men også menneskets behov for tryghed på morgenvejen. Det, at tage hensyn, er ikke uden pris; det koster ikke alene en halv million og forsinket asfalt, men også tilliden til, at samfundets hensyn ikke kun gyder olie i sårbare dyrs kyllingebryst men også lægger bløde puder under børns cykelhjul.Kommunens ansvarlige må stå ved kantstenen af deres egne indsigters grænseland: at beskytte det beskyttede, også når det står i vejen for det eksplicit nødvendige. Mellem det saglige og det samvittighedsfulde trækker hver beslutning spor i mudderet, hvor lastbiler og cykler kæmper om pladsen med usynlige flagermus under filter af requirement og regel. Byens børn skal vente endnu to år; flagermusen skal have sin hue. Kloge hoveder taler om love, beskyttelse, nødvendighed. For nu deler menneske og dyr drømmen om passage den ene skjult i trækroner, den anden frihed på fortovet. Mest af alt, står tiden stille i denne ubestemte overgang: Mellem nat og dag, mellem frygt og forsigtighed, mellem retten til at være og retten til at komme sikkert frem.
Flagermus på barrikaderne: Når skygger i trækronerne standser børn på vej til skole.Visby, maj. Morgenlyset ligger lavt over de våde vejbaner, og ude langs landevejen suser en lastbil forbi. På kanten, hvor asfalten skvulper op mod grus og grøftekant, tripper børn på cykler, med skolesko og reflekser i kamp mod Vadehavets vind. De venter — og venter. Ikke kun på den evige morgen, men på et løfte om en cykelsti, som stadig er fanget i de høje trækroners magt. For deroppe bor en skygge: flagermusen.Det, der skulle have været en lige vej mellem hjem og station små halvanden kilometer under åben himmel er blevet en slalom mellem risici og regler. Stien er sat på stand-by, ikke af finanskrise eller lokale uenigheder, men af et dyr, de færreste nogensinde møder. “Jeg har aldrig selv set en flagermus i området,” siger Ina Lauridsen, sper som hun manøvrerer sin trehjulede cykel tættere til rabatten, “men jeg kender følelsen af at skulle lade børnenes hverdag blive til en narremaske for et dyr, jeg kun møder på skilte eller i skemaer.” Der høres klage, mumlen, frustration. Men her er ikke tale om had mod naturen ingen ønsker at svinge økser mod lukkede rovdyr-øjne. Spørgsmålet er snarere ét om vægt: Hvad vejer tungest? Flagermusens dvale, lagt i gyngende halvmørke i stammens hjerte, eller barnets synlige, daglige fare langs vejkanten?“Ideen om balance er så elskelig, at man næsten skal holde op med at tro på den for at holde den ud,” slår Carl Aage Nielsen ud med hånden, mens endnu en lastbil trækker sin støvsky forbi. “Men hvad nu hvis balancen er bristet? Hvad nu hvis vi lader reglen om den lille natflyver tynge børns sko ned mod asfalten?”Svaret er søgt på byrådskontorer og i botaniske rapporter. For flagermusen er ikke bare et fabelvæsen i fortidens folklore: Den er EU’s barnebarn, født i domsafsigelser og skærpet lovgivning, som nu kvæler selv små lokalprojekter i undersøgelsesrunder, nye huleinstalleringer og ventetider, der måles i år snarere end måneder. Den pludselige opstramning tog både forvaltning og beboere på sengen; træerne måtte ikke fældes, før flagermusene havde forladt dem, og først efter at nye hjem var skabt i bagvedliggende grene og stammer.“Vi blev klogere for sent,” indrømmer Christian Kjær Andersen, mens han peger mod de skyldige trækroner, tomme for bølger, men fulde af potentielle natdyr. Foråret og sensommeren er nu eneste chance, når dyrene hverken er i dvale eller yngler. Og alt imens vokser regningen: flere hundrede tusinde på eksperter, hulebyggeri og rapporter. Kritikken uddeles, men den bærer også sproget om erkendelse. For hvad er et værdifuldt rovdyr værd, målt i børns tryghed, målt i små hjulspors sving uden om lastbiler? Er det ret og rimeligt, at flagermusens hjemforbedring bremser fællesskabets bevægelse? “Mennesket må også være værd at passe på,” siger Ina Lauridsen, med et hvisk af indignation og et klaprende pedaltråd. Sådan bliver naturfredning ikke et spørgsmål om enten-eller, men om at bære den dobbelthed, der ligger i at ville begge dele: Dværgmusens nat og morgensolens børn fri af asfalten.Indtil da: Visby venter, cykler og holder vejret, mens natten brydes af skygger i træerne.