Det beskyttede samfund men først skal firewallen op at stå Af Nicolai Underkofler Et sted på den jyske vestkyst står et beskedent, fladt tag, overgroet med snerle, og dækker for det, der engang blev kaldt ”beskyttelsesrum”. Betonkassen kunne være et næsten mytisk skuldertræk i landskabet, hvis ikke det var, fordi virkelighedens trusler atter siver ind fra flanker, man ikke altid kan se på landkortet. Men forestillingen om de glemte underjordiske rum er næppe det, der fylder mest i kommunernes nødberedskab. I dag er det snarere den usynlige krig, der tænder advarselslamperne — en krig med klik og koder frem for bomber og granater.Man behøver blot ringe til rådhuset i Middelfart og spørge formanden for Klima og Miljøudvalget, Johannes Lundsfryd Jensen, som taler på vegne af alle landets 98 kommuner. Hans svar er prompte: ”Der er vel ingen, der forventer, at vi skal søge i beskyttelsesrum i morgen.” Sådan siger han, og man mærker straks eftertænksomheden i stemmen. Det, vi kæmper imod i dag, har hverken klang af sirener eller lyden af fly. Det rasler nærmere som elektroner, der spidser våben.I 2003 blev kravet fjernet om, at kommunerne skulle kunne gøre deres beskyttelsesrum klar på 24 timer; derefter lå de i dvale, som en slags glemte kældre under velfærdsstatens gyldne gulvtæppe. Nu, hvor politikere i det høje tårn overvejer at genindføre deadlines, står kommunerne med det, man i lyspunkter kunne kalde prioriteringens kunst: ”Den krig, vi har lige nu, er i høj grad en cyberkrig, siger Jensen og tilføjer, at danske kommuner oplever mere end 1.000 cyberangreb — hver eneste dag.Betyder det så, at alt det med beskyttelsesrum bare skal glimre i evig kold krig-melankoli? Ikke nødvendigvis. Men med et blik på vandværket i Køge, der blev lammet af hackere, og erfaringer fra nabolandet Sverige, hvor hele kommuner har ligget underlagt bag fjendtlige firewall-ingeniører, bliver prioriteringslisten hurtigt opdateret. ”Hvis ikke vi bruger ressourcerne på at bygge digitale mure, risikerer vi, at selv hjemmeplejens tablets ikke virker — og så kan det være lige meget med atombeviser i kælderen,” lyder den kølige, men pragmatiske opsang.Landet over er der ellers ikke meget overblik at hente, hvis man vil ind i sikkerhedens indre gemakker. Tag Aarhus, for eksempel, hvor forvaltningen nøgternt melder ud, at ikke ét eneste af kommunens 246 beskyttelsesrum reelt er funktionsdygtigt — de er simpelthen bare der, ligesom genbrugstøj og gamle dagbøger på loftet, påmindelser om tidligere tiders katastrofetanker.Man skal heller ikke underkende den symbolske værdi, beskyttelsen har — det ved Lundsfryd Jensen godt. Det er jo trygheden dannebrogsfolk vil have: ”Jeg forstår godt bekymringen for beskyttelsesrummenes stand. Men jeg tror, borgerne endnu mere ønsker, at dem, der skal have hjemmehjælp, får det, fordi personalet har adgang til systemerne.” Man kan ikke dække sig ind under støvede betontag, hvis hele samfundets digitale net vrides ud af kurs.Ej heller i ministeriet er man meget for at love flere deadlines, før et eftersyn af beskyttelsesrummene er foretaget. Det kommer an på tidens risikobillede, lyder beskeden fra minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen. Står bomberegn eller bits først på trusellisten?Hvis nogen insisterer på at vide, hvornår man igen kan løbe i kælderen og slå døren for, er svaret forsigtigt: Måske. Måske ikke. Alt afhænger af hvilken krig, der banker først på døren. Indtil da er der én sandhed, der er klarere end Beredskabsstyrelsens gråmalede døre: Det mest presserende nu er at hamre cyberdøre i, før alle vinduer står på klem.
Danske kommuner: Firewall eller beskyttelsesrum en prioritetens etik Der er vel ingen, der forventer, at vi skal søge i beskyttelsesrum i morgen, lyder det tøvende, næsten insisterende, fra Johannes Lundsfryd Jensen, der ikke alene taler som borgmester for en mellemstor by, men på vegne af en hel kommunal samvittighed. En erkendelse: frygten lever, men mest i den digitale dimension.Mellem fortidens kolde betonkældre og nutidens blinkende servere udspiller spørgsmålet om sikkerhed sig med en særlig dobbelthed. Hvor længe holder vi fast i de gamle forestillinger om trusler, og hvornår vender vi os helt mod de usynlige angreb, der dagligt finder sted? Det gammelkendte, solide beskyttelsesrum er ikonisk men for mange også støvet, glemt og måske illusorisk i mødet med nutidens utrygheder.En række partier på Christiansborg overvejer at puste liv i de fordums loves tidsfrist: kunne beskyttelsesrum gøres klar indenfor et døgn? Men i praksis, lyder det fra kommunerne, er scenariet uvist, ja næsten usandsynligt. Den krig, vi har lige nu, er i høj grad en cyberkrig, siger Johannes Lundsfryd Jensen. Han noterer, mere end 1.000 cyberangreb slår dagligt ind over de danske kommuners digitale mure.Vores samfund hænger som hans ord antyder i et net af funktioner, der hurtigt kan brydes op; et vindue åbent for fjenden, ikke nødvendigvis i form af bomber, men i form af snigende datatyve, der kan ramme systemer, infrastruktur og velfærd. Kommunerne ser deres ansvar som en balancekunst: Man må forvalte ressourcer imellem det håndgribelige og det flygtige, mellem kroppen af mursten og vævet af information.Eksemplet med det angrebne vandværk i Køge fungerer som påmindelse: Vi er sårbare, ikke om et år eller to, men i dag. Jensen peger over Sundet, hvor angreb på Sveriges og Norges kommuner har sendt deres systemer i knæ. Det er en form for erfaring, der ikke kalder på sirener, men på it-afdelinger, der kan beskytte samfundets skjulte puls.Alligevel lever bekymringen ikke mindst ved tanken om beskyttelsesrummenes ukendte tilstand. I Aarhus, landets næststørste by, er ingen af kommunens 246 beskyttelsesrum reelt tilgængelige eller brugbare, og nationalt set ved man i grunden ikke, hvad man har, før arbejdet er gjort med at undersøge det. Heri ligger den etiske fordring: Skal samfundets kræfter bruges på at genoplive fortidens tryghed, eller bør vi lade paraderne være hævet cyberspace? Det er fornuftigt at starte med et eftersyn, siger Jensen. Først derefter kommer spørgsmålet om, hvad vi overhovedet skal gøre. Han advarer mod entydigheden, mod at gøre fortidens panser til nutidens mål for al energi, for der er som bekendt andre, mere påtrængende trusler. Er det optimalt, at der ikke længere er nogen tidsfrist? Måske ikke. Men optimalitetens etik afhænger af hvilket billede, vi hver for sig og sammen gør til systemets virkelighed. Hvis truslen mod det nationale er fejlende digital infrastruktur, må kræfterne lægges dér. Er det igen bomber og sirener, vil prioriteringen måske forskydes til fordel for de gamle betonskjul. Men nu? Det er ikke de signaler, vi modtager, fastslår Jensen som om han afvejer samvittighed over for nødvendighed.Et sidste forbehold. For han anerkender, at mange borgere nærer ægte bekymring tryghed er ikke kun et spørgsmål om statistik, men om følt sikkerhed. Men jeg tror sådan set også, at borgerne er meget interesserede i, at dem, der skal have hjemmehjælp, får den rigtige hjemmehjælp, fordi personalet er i stand til at bruge deres tablets. Overlevelse og trivsel har mange ansigter; vi kan ikke lade angstens billede låse alle vores trufne valg.Et eftersyn af beskyttelsesrummene er på vej, men om ressourcerne skal strømme tilbage til rummene, eller om de fortsat skal befæste samfundets digitale vitale organer, vil først blive bestemt, når blikket for samtiden er vristet helt fri af fortiden. Ordet beskyttelse bøjer sig for tidens strøm, og i denne mellemzone af usikkerhed må vi alle politikere, borgere, embedsmænd gøre op med os selv, hvad tryghed egentlig er.
Firewall eller betonmur? Kommunernes kamp for sikkerhed bliver digital. Et svagt lys flimrer i serverrummets hvide dyb; det er der slagene står nu. Imens stiller vi måske det lidt gammeldags spørgsmål: Hvor skal vi egentlig gemme os, hvis verden brænder?For det er ikke mange årtier siden, at hver kommune skulle kunne trykke på en rød knap og forvandle ganske almindelige kældre til redningsrum på under et døgn. Men i dag er rum til mennesker af kød og blod blevet til data, der ligger på servere og flygter bag firewalls. Regeringen og flere partier vil igen sætte tid på hurtigt ind med sand, kaffe og lommelygter. Men ude omkring i byens kommunale gange ringer en anden alarm. Der er vel ingen, der forventer, vi skal ned i beskyttelsesrum i morgen, lyder det tørt og nøgternt fra Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen en stemme for alle 98 kommuner. Han skuer ikke mod atombombens støv, men mod et helt andet mørke: Den krig, vi har nu, er i høj grad en cyberkrig. Nettet smyger sig som sort gas gennem ledningerne. Hver dag forsøger flere end 1.000 digitale sabotører russiske bjørne, kinesiske drager, teenage-dilettanter at sætte kommunale systemer ud af spillet. Et klik, en kode og rent vand bliver sort. Et eksempel han nævner: Køges vandværk. Et enkelt angreb, og så røg ledningen. Der er en masse funktioner, vi har brug for, og som bliver angrebet. Ikke om et år men i dag, siger han.Når naboerne i Sverige får slået lyset ud, bliver det pludselig isnende nærværende. Det gruer vi da lidt for herhjemme, indrømmer han. Samtidig står der flere hundrede beskyttelsesrum i Aarhus men ingen er klar, hvis luftalarmen skulle gø igen.Så hvad gør man? Der er ikke noget fuldstændigt overblik, kun eftersyn og måske, senere, handling. Men balancen er hårfin. For hvis alle ressourcer investeres i at gøre bunkerne beboelige igen, hvem står så vagt ved den digitale port? Man kunne jo også spørge, om det er optimalt, at vi ikke har nogen deadline eller planer. Det kommer an på det nationale sikkerhedsbillede hvad er mest sandsynligt? Hvis det er presserende, så må man jo skrue op. Men indtil videre er det ikke den besked, vi får fra de nationale myndigheder. Men frygten kryber, ikke kun i kablerne også blandt dem, der bare vil være sikre. Kan du forstå uroen hos dem, der måske husker krigens luftslag? Det kan jeg godt. Men jeg tror også, mange er interesserede i, at hjemmehjælpen faktisk fungerer. Der er rigtig meget, der skal holdes i gang hver dag. Alt imens venter ministeren for samfundssikkerhed på en rapport. Og vi venter, stirrende ind i skærmenes flimrende skær, på at se hvor næste frontlinje bliver trukket. Beton eller bits? Mennesker eller maskiner? Sikkerheden vugger mellem rum og kode, imens vi drikker morgenkaffe og læser nyheder stadig på nettet, stadig i virkeligheden.Måske går vi under jorden. Måske logger vi bare af.