Beijing drukner på én uge Det regner altid mere, end man har lyst til men hvad nu, når det regner et helt års tristesse ned i løbet af en uge? Ikke bare en klagesang fra vejrguderne, men en hændelse, der har forvandlet Kinas hovedstad til et akvarium af mudder, plasticposer og uendelig våd fortvivlelse. Ifølge viceborgmesteren, Xia Linmao en mand, der formentlig savner både tørre sokker og nattesøvn har regnen kostet mindst 44 mennesker livet. Ni personer savnes endnu, måske ført bort af strømme så vilde, at selv de lokale ænder har kastet håndklædet i ringen.Hvor mange paraplyer skal der til at holde en by tør? Beijing svarer ikke, men fortæller os til gengæld, at 300.000 borgere er ramt af uforsigtig vejrbegejstring. Ikke blot lidt våde tæer, men oversvømmelser, der har sat gang i en folkevandring mod højere grund. Skoler er lukkede, parkeringskældre forvandlet til undervandsgrotter, og byens taxachauffører rapporterer nu om hajfinner tæt på Tiananmenpladsen. Det er næsten som et eventyr hvis blot ikke så mange levende sjæle havde mistet orientering, hjem eller værre.Regnen begyndte sidste onsdag. Nu føles det, som om den har regnet altid. Ifølge kilder, der stadig kan se solen, skulle nedbøren normalt strække sig over et år, men nu blev det til et koncentrat, en slags vejrets espresso. Overalt kæmper redningsfolk og lokale arm i arm mod naturens egen version af vaskeprogrammet 'Ekstra Skyl'. Paraplyer kollapser, gummistøvler synker, og gamle mænd i shorts skumler over, at vejret ikke længere er, hvad det var engang.Men bag mudder og modløshed ulmer noget andet. Samhold, en dragning mod lyset, resterne af en håbløs optimisme. For selv når floderne tager navneskiltene med sig, og hovedstadens mylder forsvinder under brunt vand, aner man en sta godmodighed. Beijing tørrer før eller siden om ikke andet, så fordi regnen til sidst må løbe tør.Men med mindst 44 døde og ni savnede er intet, som det plejer midt i Kinas bankende hjerte. Kun tiden og måske lidt mere regn kan vise, hvordan denne historie ender, når skyerne endelig trækker sig tilbage, og nyheden erstattes af den næste storm.
Regnen, der faldt som domsord over byen: En fortælling om Beijing under vand Beijing, denne mægtige metropol, har de seneste dage oplevet naturens stiltiende, men brølende magtdemonstration. Mindst 44 liv er gået tabt, opslugt og vasket bort af regnen, hvis vedholdenhed minder om et dystert urværk, urokkeligt og ligeglad. Yderligere ni sjæle savnes stadig; deres skæbne skjult bag oversvømmelsernes mudrede slør.Regnen begyndte sidste onsdag. Først som en forudanelse, et fjernt ekko, der hurtigt forvandlede sig til et tordenbrag. Himlen åbnede sig, som om den ville påminde landjorden om dens skrøbelighed og forgængelighed. En uge. På en eneste uge faldt et helt års vand. Gader, der dagen før bar byens puls, blev forvandlet til floder uden mål. Husenes tage, tidligere sikre rammer om familieliv, blev adskilte øer midt i en oprørt strøm.Viceborgmesteren, i sin formelle rolige stemme, talte om tallene: 44 døde, ni savnede, mere end 300.000 berørte. Men bag tallene gemmer sig fortællinger, hvis dybde og alvor ikke kan indfanges af statistik alene. Hvert menneske er et univers af relationer, håb og minder. Og regnen den udfordrer hver enkelt af os til at reflektere over hvor uforudsigelig tilværelsen i sandhed er.De kinesiske myndigheder arbejder travlt. Men naturen lader sig ikke forhandle med, og i dens vilje åbner sig spørgsmålet om ansvar: Ikke kun i den yderste forstand hvem kunne have forudset eller undgået netop dette? men også i det indre. Hvad gør vi, når stormen rammer, og alt det, vi troede, vi havde kontrol over, rives væk foran vores øjne? For én uge blev Beijing på paradoksal vis både midtpunkt og randzone i menneskets evige kamp med naturen.300.000 mennesker klynger sig nu til håbet om genskabelse og retfærdighed, mens flodbølgen trækker spor i hjerter og bygninger. For regnen gør ikke forskel, men dens følger genskabes for hver den berører. I stilheden efter styrtregnen spørger vi hinanden: Hvad har vi lært, og hvad står tilbage når vandet trækker sig? Spørgsmål, der måske aldrig får et endeligt svar men som vi alligevel må stille, når vejen videre skal findes.
Under Vandets Lov: Beijing drukner i årets tårer I storbyens pulserende hjerte, hvor døgnrytmen ellers aldrig sover, har regnen løsrevet tiden fra sin skæbnes bestemte kurs. Byen, Beijing, kendt for sit strukturerede kaos, befinder sig nu i et vandkapslet koma. Mindst 44 liv er druknet i det, der skulle have været en almindelig uge. Men himlen valgte anderledes: Den løsnede på sine skodder og hældte sit lager ud over betonen og menneskestrømmen nedenunder.Meldingerne er skarpe. Ni savnes stadig. Antallet, 44, virker næsten symbolsk så præcist og så ufatteligt. 300.000 er ‘påvirket’, som det hedder i rapporterne. Men hvad vejer et menneskes tabte hverdag mod et statistikark i druknegråt?Regnen begyndte sidste onsdag. Men ingen mærkede i begyndelsen desperationens duft; det var bare vand, man havde prøvet det før. Men i denne uge kom et helt års nedbør skælvende ned over storbyen og dens forstæder. Her blev asfalten flydende, transporten triviel ikke engang en myg kunne forcere de oversvømmede gader uden risiko for fortabelse.De officielle ansigter dem vi altid kun ser, når det værste sker indfandt sig med nøgterne ord og optegnelser. Viceborgmesteren stod frem i et regnslør af forklaringer, som en kranfører der forsøger at læsse sin skyld af. “Ekstremt vejr, ekstreme konsekvenser”, lød det. Er det de store ords evige ekko, eller blot naturens sprog, vi hører?Midt i al logistikken genhuset, undsatte, ventende træder et andet lag frem: Stålsættelsen. Det er ikke kun byen, der skylles ren for støv og smog, men også enhver idé om kontrol. For hvad er vi, ud over dårligt forberedte tilskuere, når himlens sluser åbner, og modernitetens illusion syntes så skrøbelig?Bag hvert tal på listen af døde og savnede står ansigter, historier, navne. Nogle fanger vi i glimt, de fleste drukner i anonyme opgørelser. Beijing overlever sit regnskyl, som storbyer altid gør. Men alligevel: noget i dens grundvold er vasket bort måske var det sikkerheden, måske bare tilfældets tro.Sådan føles det, når årets tårer endnu ikke er løbet ud.