Millioner til folkeskolen: Da skolebestyrelserne sagde nej – og blev hørt Nogle gange er det at sætte foden ned ikke kun for børn, der ikke vil i bad. Sidste forår sagde skolebestyrelserne i både Aarhus og Odense stop – og lod pennen ligge, da de blev bedt om at skrive under på budgetter, der knagede i samlingerne. For få penge, sagde de. Alt for få til at få skolen til at hænge sammen uden at trække i de mest slidte bukser. Og hvad skete der så? Noget så sjældent som politisk trylleri – men helt uden kaniner, kun skoleelever og slidte stole. Et år senere ruller millionerne ind i både Aarhus og Odense. Folkeskolen er rykket op fra kælderen og op på rådhusets dagsorden. ”Vores opråb blev hørt,” fortæller Camille Leicht fra Munkebjergskolen i Odense. Nu er der ikke bare penge til bøger og stole, der ikke risikerer at kollapse under eleverne, men også til at ansætte en ekstra lærer. Ikke at det vælter rundt med luksus, men man behøver i det mindste ikke slås med budgetter, hvor det eneste plus er, at man ikke skal bruge penge på at udskifte madboden – den er nemlig stadig lukket. Kommunalforskeren, der har holdt øje fra sin kikkert på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er overrasket: ”Det her er undtagelsen, der bekræfter reglen. Normalt kan man ikke rykke politikerne, men det kunne man altså her.” Måske var det mediernes spotlys, måske var det forældrenes mange stemmer – men det virkede. I Odense lyder det fra borgmesteren, at forældrenes engagement gjorde indtryk. ”Når skolebestyrelserne på den måde engagerer sig, så lytter jeg,” siger han. På Rundhøjskolen i Aarhus kan lærerne nu beholde timerne, og støtten til elever med ekstra behov får også en chance mere. Det hele begyndte, fordi folk sagde nej. De sagde, at nok var nok, og hvis skolerne skal være andet end et sted, hvor man lærer at spare, så skal der penge til. Der er stadig lang vej til flødeskummet, men sparekniven kan i det mindste blive liggende i skuffen lidt endnu. 41 ud af 44 skolebestyrelser i Aarhus sagde nej sidste år. I Odense var det 24 ud af 32. Og pludselig virkede demokratiet som andet end en regneøvelse. Pludselig skete der noget. Måske har vi lært, at det faktisk betaler sig at sige fra – også i folkeskolen.
At sige nej til det givne – skolebestyrelsers protest skabte politisk ekko og millioner til folkeskolen Der er øjeblikke, hvor det, vi kalder hverdagen, forstyrres, og det sædvanlige ikke længere kan bære. Sidste forår nægtede skolebestyrelser i både Aarhus og Odense at underskrive de skolebudgetter, som var lagt frem for dem. Det var ikke blot en administrativ gestus, men et eksistentielt råb – en markering af grænser: her, men ikke længere. ”Der er simpelthen for få penge at drive skole for,” lød beskeden. Den slags udmeldinger har det ofte med at dø ud som suk i korridorerne. Men denne gang skete der noget. Protesten blev hørt. Nu – et år efter – ser vi virkningen: Millioner er tilført området, folkeskolen er igen blevet genstand for politisk opmærksomhed, og budgetdiskussionen har forandret karakter. Forperson for skolebestyrelsen på Munkebjergskolen, Camille Leicht, oplevede det som en reel forskydning. Ikke blot blev folkeskolen sat på dagsordenen; skolerne har modtaget 100 millioner kroner ekstra årligt, og det er ikke længere kun teori, men også praksis: nye bøger, nye stole, en ekstra lærer, en sparekniv der – for nu – kan blive liggende i skuffen. Den enkelte protest blev til kollektiv forvandling, og Danmarks kommunalforskere bemærker: Hovedreglen er, at man ikke kan rykke politikerne. Alligevel skete det – undtagelsen blev gjort til regel. Mediedækningen forstørrede stemmerne, og politikerne måtte forholde sig, ikke blot til tal, men til det grundvilkår, at et fællesskab også består af grænser for, hvad man vil acceptere. Men det er ikke et eventyr uden forbehold. På Rundhøjskolen i Aarhus er der stadig aflyste lejrskoler, og madboden er lukket. Pengene har ikke skabt flødeskum på budgettet, men de har forhindret nye amputationer. Der er stadig lang vej til målet, siger både forældre og bestyrelser, men handlingen har tændt en samtale: Hvis vi vil have en folkeskole, vi kan være bekendt, kræver det ikke kun ord, men også opbakning – både politisk og økonomisk. At sætte foden ned blev ikke et råb i mørket, men et ekko, der tvang systemet til at lytte. I sidste ende er det måske ikke kun et spørgsmål om penge, men om hvilke former for grænser vi som samfund tør trække – og hvilke vi vælger at acceptere.
Skolebestyrelsernes nej: Millioner til folkeskolen – men ingen festtaler endnu Man skulle tro, at det bare var et stykke papir og en underskrift. Men da skolebestyrelserne i Aarhus og Odense sidste forår blev bedt om at skrive under på budgetter, der knagede og bragede under vægten af spareøvelser, satte de hælene i. ”For lidt at drive skole for,” lød beskeden, og for en gangs skyld skete der det utænkelige: Nogen lyttede. Et år senere er der kommet penge på bordet. Ikke kun småpenge, men millionbeløb, der rent faktisk kan mærkes i både skema og stoleben. Pludselig har folkeskolen fået politisk opmærksomhed. Det kan både ses og mærkes, når man spørger Camille Leicht, forperson for skolebestyrelsen på Munkebjergskolen i Odense: »Vi blev hørt. Vi fik sat folkeskolen på dagsordenen.« Nu er der råd til både bøger og en ekstra lærer, og de mest miserable møbler kan skiftes ud. Det var ikke bare protest for protestens skyld. Ifølge kommunalforskeren, der har gransket forløbet, er det »undtagelsen, der bekræfter reglen.« Normalt kan man ikke rykke politikere – men denne gang fik medier og massive protester hjulene til at dreje den anden vej. Selv borgmesteren i Odense lægger sig fladt ned og indrømmer, at engagementet fra forældrene og bestyrelserne gjorde indtryk: »Når skolebestyrelserne engagerer sig, så lytter jeg.« Men der er stadig lang vej til flødeskummet, som de siger i Aarhus. På Rundhøjskolen er madboden stadig lukket, lejrskoler aflyst, og millionerne forvandler ikke folkeskolen til en drømmescene fra en brochure. De ekstra penge betyder mest af alt, at man kan lade sparekniven blive i skuffen lidt endnu, og et par lærere beholde timerne. Men ingen jubeloptimisme – kun lettelsen over, at endnu en blodudgydelse er undgået. Sidste år var det 41 ud af 44 bestyrelser i Aarhus, 24 ud af 32 i Odense, der sagde nej. Det er sjældent, nogen siger fra – og får noget ud af det. Denne gang virkede det. Men festen er ikke startet. Endnu.