Togkaos, togbusser og tilgivelse: Nordjyderne vender tilbage på skinnerne Man skulle tro, at en sommer med sporspærringer, forsinkede togbusser og kaos på perronerne ville tage livet af enhver togentusiast. Men i Nordjylland er virkeligheden en anden – og måske lidt mere stædig. Sidste sommer blev pendlere og passagerer kastet ud i det, som de fleste helst ville glemme: “Det var dælme træls, når en en-times-tur blev til nærmest fem-timers-tur,” lyder det stadig mellem togbænke og billetautomater på Aalborg Station. “Totalt kaos hver morgen,” siger en anden. Ja, og “virkelig irriterende” oveni hatten. Men alligevel. Noget er sket. Nye tal fra både Nordjyske Jernbaner og DSB viser, at folk er vendt tilbage til toget, som om intet var hændt. Faktisk har direktøren for Nordjyske Jernbaner, Martin Sort Mikkelsen, siddet og kigget på tallene med en blanding af nerver og kaffe: Først lå de syv-otte procent under normalen, men nu – i maj – er tallene tilbage, endda lidt højere end sidste år. Der er ingen, der bliver jaget ind i vognene, som han siger. Her handler det om at køre ordentligt og vente på, at folk selv får lyst til at komme tilbage. Og det har de gjort. Måske fordi toget bare er nemmere, billigere og lidt hyggeligere end en busfuld svedige sommermennesker, der ikke ved, om de når hjem til aftensmad. Mai Mayntzhusen pendler mellem Frederikshavn og Aalborg, og hun har tilgivet. “Det er nemt og billigt, så de er tilgivet, medmindre de laver samme nummer igen.” For hende er toget arbejdsplads, studiezone og pause i hverdagen – og sådan en oplevelse får man sjældent i en overfyldt togbus. Bertram Andersen fra Sindal er også vendt tilbage. Ikke af kærlighed til togsystemet, men fordi det er det eneste, der er. Bil har han ikke råd til, og så er prisen på togbilletten en ekstra bonus for en studerende. Hos Nordjyske Jernbaner håber man nu, at passagererne ikke har lidt permanente mén efter sidste års bustraumer. Tallene er steget, selv før sommerens mylder rammer, og direktøren følger spændt med. For hvis nordjyderne kan tilgive togbusser, så kan de tilgive alt – i hvert fald indtil næste gang der står “erstatningsbus” på skiltet.
Mellem kaos og tilgivelse: Nordjyske togpassagerer tilbage på sporet Det er et mærkeligt fænomen, hvordan mennesket, trods modstand og forstyrrelse, søger tilbage til det velkendte. Sidste sommer blev jernbanens rytme i Nordjylland erstattet af ventetid på kolde stoppesteder og trange togbusser, hvor irritation og fortvivlelse blev del af det daglige. “Totalt kaos hver morgen,” lyder det på Aalborg Station, og hvem husker ikke følelsen af en rejsetid, der blev femdoblet af en skæv køreplan og et ukendt stop et sted mellem mark og motorvej? Dog viser virkeligheden sig nu at være blidere, end erfaringen tilskyndede til at tro. Nye tal fra Nordjyske Jernbaner og DSB fortæller, at passagererne er vendt tilbage. Frustrationerne har sat sig som anekdoter og ikke ar – og det kollektive tog er igen fyldt. Bag tallene ligger en eksistentiel bevægelse: At vende tilbage kræver både mod og en vis grad af tilgivelse. Hos Nordjyske Jernbaner har man fulgt udviklingen med årvågenhed og en vis nervøsitet. For konsekvenserne af sidste års sporspærringer var ikke blot matematiske; de risikerede at sætte sig som en varig tvivl på transportens pålidelighed. Men mennesket – også den nordjyske pendler – har en evne til at finde sig til rette. “Vi kan jo ikke jage folk ind i togene,” bemærker direktøren. Det er en sandhed, der rækker ud over statistik. At rejse er en tillidshandling, og den må genoprettes, ikke gennemtvinges. Der er måske en lektie i den lethed, hvormed Mai Mayntzhusen igen sætter sig til rette i toget mellem Frederikshavn og Aalborg. Det er ikke kun nødvendighed, men også en slags accept – og måske endda en mild tilgivelse, så længe hun ikke tvinges tilbage til buskaosset igen. Også for Bertram Andersen fra Sindal er toget ikke kun transport, men det muliges kunst, hvor alternativerne for en studerende er få. Tallene er tilbage, ja endda en smule højere end før. Det er mere end tal – det er et tegn på, at hverdagens ordning kan vende tilbage, selv efter forstyrrelsen. Det skæve og det kaotiske forvandles til baggrundsstøj, og tilliden får lov til at stige om bord endnu en gang. Indtil næste gang noget igen forstyrrer rytmen, og vi må spørge os selv, hvor meget vi egentlig tåler – og hvor hurtigt vi glemmer, når sporet igen er klart.
Toget, togbussen og nordjyden: Efter kaosset ruller skinnerne igen Der findes ikke mange nordjyder, der glemmer sidste sommer, hvor skinner blev til busruter, og en tur på én time blev til fem – og hvor togbuskaos i Aalborg var samtalestof mellem cykler, kaffe og kolde stationer. “Totalt kaos hver morgen.” “Virkelig irriterende.” “Dælme træls.” Replikkerne lyder stadig i luften, som efterdønninger efter et kollektivt traume, når nogen nævner ordet “erstatningsbus”. Men der er sket noget mærkeligt: De er kommet tilbage. Nye tal fra Nordjyske Jernbaner og DSB viser, at passagererne, trods alt, vender tilbage til de faste, stålgrå tog – som om ingen har taget det personligt, og som om den nordjyske tålmodighed alligevel er bundløs. Måske var det bare hverdagen, der pressede sig på, måske var det prisen på benzinen, måske var det bare, at der ikke er så mange alternativer, når man ikke har bil. Direktøren for Nordjyske Jernbaner har siddet med regneark og svedige håndflader – først så han et dyk på syv-otte procent i passagertallene, nu er de tilbage på niveau, endda lidt højere. Han indrømmer det selv: “Vi kan jo ikke jage folk ind i togene igen.” Her i landet lokker man ikke med søde ord. Man venter. Kører så ordentligt som muligt. Håber. For nogle, som Mai Mayntzhusen, handler det om arbejdsro på skinnerne. “Det er nemt og billigt, så de er tilgivet, medmindre de laver samme nummer igen,” siger hun, som om jernbanen var en lidt ustabil gammel ven, man helst ikke vil undvære, hvis bare den holder sig nogenlunde på sporet. Og Bertram fra Sindal? “Det er den eneste mulighed, jeg har,” konstaterer han tørt, og det er jo også en slags kærlighedserklæring i et land, hvor alternativerne ofte er langt væk. Hos Nordjyske Jernbaner håber man, at tallene nu viser, at passagererne er kommet igennem sidste års bustraume uden varige mén. Toget ruller, tallene stiger, og alle venter spændt på, om sommerens ferierejsende vil fylde vognene endnu mere. For i Nordjylland kan man åbenbart tilgive alt – også togbuskaos, hvis bare toget igen kommer, når det skal.