Forsvarsministeren trykker speederen i bund: Flere kampvogne, mindre ventetid – og 2,7 milliarder ud af boksen Der er fart på i ministerierne, og denne gang er det ikke kun pga. dårlige printere eller forsinkede tog. Nej, nu handler det om kampvogne, ammunition og digital føringskapacitet. Forsvarsministeren har sat sig bag rattet, og der bliver ikke sparet på speederen: Indkøbene rykkes frem, som om det var tilbudsdag i Bilka, og hærens tunge brigade skal nu have flere kræfter. Helst i går. Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen nærmest slår på tromme for, at der er turbo på opbygningen af Forsvarets kampkraft. Europa har nemlig ændret sig, siger han – sikkerhedspolitisk, altså, ikke vejrmæssigt – og derfor skal vi også ændre os. Hurtigere, stærkere, mere digitalt. Hvis nogen har forestillet sig, at man stadig styrer et slag med en walkie-talkie og et kridttavle-kort, kan de godt tro om igen. Nu skal vi have digital føringskapacitet – hvilket, hvis nogen spørger, lyder som noget, der kan få selv den mest veletablerede general til at åbne en brugervejledning og bande i skægget. Men det er nødvendigt, for det gælder både det nationale forsvar og “den kollektive afskrækkelse”. (Og hvem vil ikke gerne have lidt kollektiv afskrækkelse til samlingen?) Pointen er, at det skal gå stærkt. Rigtigt stærkt. Så dele af brigaden bliver faktisk klar før tid – man aner næsten billedet af soldater, der står klar med både kampvogne og kaffe og venter på at få besked om, at nu må de endelig køre. Alt det koster selvfølgelig. Men heldigvis findes Accelerationsfonden, og her har man gravet cirka 2,7 milliarder kroner frem. Man kan forestille sig, at de står klar i en kuvert mærket “turbo-pansring”, parat til at blive brugt på mandskabsvogne, kugler og digitale tryllenumre. Kort sagt: Danmark ruster op. Og hvis du møder en kampvogn på din vej, så bare vink – den er måske bare ude at øve sig i at være klar før tid.
Når Tiden kalder på Stål: Danmark opruster – men hvad betyder det at være forberedt? En pressemeddelelse kan virke som en ringe begivenhed i sig selv, men bag ordene om kampvogne og digital føringskapacitet åbner sig et spørgsmål af både moralsk og eksistentiel karakter: Hvad vil det egentlig sige at forberede sig på det værste? Forsvarsministeren lader sig ikke nøje med tålmodighedens sædvanlige tempo. Anskaffelser fremrykkes, tiden forceres, og forsvaret får ikke bare flere kræfter – det får dem hurtigere. Der tales om pansrede mandskabsvogne, om ammunition, om digitale systemer, der lover overskuelighed midt i fremtidens uoverskuelige konflikter. Accelerationsfonden spytter 2,7 milliarder kroner ud i systemet, som var det en slags livseliksir til en træt organisme. Bag det hele hviler en tyngde, som ikke blot kan måles i tons eller milliarder. For det, der er på spil, er ikke bare materiel, men vores kollektive forestilling om tryghed og sårbarhed. Europa – sådan hedder det nu – står i en ændret sikkerhedspolitisk virkelighed. Uvisheden er blevet vor faste følgesvend, og i dette landskab er det ikke længere nok at stole på det gode naboskab eller på retfærdigheden i menneskets natur. Når der tales om “opbygningen af Forsvarets kampkraft”, taler vi i virkeligheden om det grundlæggende vilkår at ville afskrække, og dermed at forholde sig til truslen som eksistentiel kategori. Det er ikke kun et spørgsmål om stål og teknologi, men om forholdet mellem frygt og ansvar, mellem det nationale “vi” og den fremmede “anden”. At fremrykke betyder her at anerkende sårbarheden – at vi ikke selv er herre over udviklingen, men må forsøge at tage forskud på det, vi frygter, og svare med handling, før vi bliver stillet spørgsmålet. Sådan fremstår beslutningen om at sætte turbo på materiellet: som et svar på en uro, der ikke kan fortrænges. Når tiden kalder på stål, handler det ikke bare om hurtigere leverancer, men om at leve i en verden, hvor visheden om fare og ansvar glider sammen. Forsvarsministerens beslutning er ikke kun en teknisk eller økonomisk disposition – den er et spejl af vor tid, hvor afskrækkelse er blevet et fælles grundvilkår, og hvor håbet om fred bæres frem af tvivl.
Fremtiden kører på larvefødder – Danmark ruster op med kampvogne og digitale drømme Der bliver ikke sparet på virkemidlerne, når forsvarsministeriet sender pressemeddelelser ud. Det hele skal gå hurtigere, siges der. Flere kræfter til hæren, flere kampvogne på marken, flere kugler i magasinerne. Fremtiden er ikke længere en fjern horisont, men en maskine, der skal smøres, optimeres og – hvis det skal være helt korrekt – fremrykkes. Danmark vil være klar, helst i går. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen melder sig klar ved mikrofonen, som en konferencier på et show, ingen har bedt om, men som alle alligevel ender med at se. Han fortæller, at Europa befinder sig i en sikkerhedspolitisk virkelighed, der ikke længere kan lappes med gode intentioner. Derfor trykkes der på turbo-knappen i opbygningen af forsvarets kampkraft. Ikke kun for os selv, men også for at vise de andre, at vi godt tør vifte lidt med sablen. Det handler om pansrede mandskabsvogne, ammunition, digitale føringssystemer. Altsammen betalt med knap 2,7 milliarder kroner fra noget, der hedder Accelerationsfonden – et navn så moderne, at man næsten kan høre PowerPointen glide over lærredet i ministeriets mødelokale. Danmark satser, der investeres i krudt, kugler og computerkraft, så dele af brigaden bliver klar før tid. Er der nogen, der kan mærke spændingen? Man kan næsten se for sig, hvordan kampvognene står i kø som metalgrønne statister til et dystert sceneshow. “Nationale forsvar og kollektiv afskrækkelse”, lyder det, som var det et epos på DR2 eller en plakat fra den kolde krig, der aldrig rigtig gik væk. Hæren skal ikke længere vente på fremtiden – den får den serveret med det samme. Gerne på en digital platform. Spørgsmålet er, om nogen overhovedet bemærker, hvad det er, vi gør, mens vi gør det. Om fremtiden virkelig bliver mere tryg, bare fordi man putter den på hjul og udstyrer den med stål og koder. Eller om vi blot gør det hele lidt mere kompliceret, mens vi bilder os ind, at vi stadig har styr på, hvad der er på vej mod os. For nu ruller det videre: flere penge, flere maskiner, flere ord. Danmark gør sig klar – eller gør sig i det mindste anstrengelser for at ligne nogen, der er det.