Ålegræs og illusioner: Danmark planter, men havet sukker I dag bølger det grønne ålegræs ikke bare under vandoverfladen – det bølger også i sindet hos de frivillige, som kaster sig ud i dagens storstilede nationale plantningsprojekt. I hele landet myldrer det med folk i vaders og gummistøvler, der febrilsk planter små totter græs i havbunden, mens de måske drømmer om klare fjorde og glade ålegræs-tanglopper. Målet er enkelt: mere biodiversitet, mere liv i havet og mindre dårlig samvittighed på land. Det er en af de dage, hvor Danmark samler sig om en fælles sag. Ikke for at samle flasker, men for at plante græs, der forhåbentlig kan blive til et hjem for dyrearter, der ellers har haft det lige så nemt som en skrubbe på en motorvej. Projektet er stablet på benene af Tænketanken Hav og Syddansk Universitet – med hjælp fra Nordea-fonden – og med direktøren Liselotte Hohwy Stokholm i spidsen, der gerne ser, at danskerne tager havet til sig og måske endda lærer at elske ålegræs lige så meget som fredagsslik. Samtidig hjælper de frivillige forskningen, for jo mere man planter, jo mere data kan man hive op ad vandet, mens man forsøger at holde styr på både snorkel, mobiltelefon og livsglæde. Men under overfladen lurer tvivlen. For når eksperterne skal svare, får projektet en mere lunken modtagelse end køleskabskold torskerogn. Professor Kaj Sand-Jensen fra Københavns Universitet siger det, som det er: ”Det er lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen.” Ålegræsset er godt, men så længe landbruget hælder kvælstof i fjordene, bliver det aldrig rigtig andet end symptombehandling og havfruefløjt. Hvis man vil have flere fisk, mindre fedtemøg og iltsvind, så er det altså ikke ålegræssets skyld, at det går skidt – det er kvælstoffets. Mindre kvælstof og fosfor, så kommer det grønne ålegræs helt af sig selv, siger eksperterne. Løsningen ligger på land, ikke i havbunden. Selv Liselotte Hohwy Stokholm nikker eftertænksomt – ålegræs er ikke den hellige gral, siger hun, men kan måske sætte gang i den folkelige vilje og det politiske pres, der skal til. For hvis landbruget og fiskeriet ikke skruer ned for trykket, kan man plante ålegræs fra Gedser til Skagen uden at redde så meget som en reje. Fra landbrugets side lyder det, at de allerede er i fuld gang med omstillingen. Anders Panum Jensen fra Landbrug og Fødevarer fortæller, at de arbejder så hurtigt, de kan, med vådområder, omlægning af jord og samarbejder med naturorganisationer. Alle ønsker, man var startet før, men nu væltes der jord, laves lavbundsjord og udvikles planer i en fart, der – i hvert fald på papiret – er svær at hamle op med. Alt imens står de frivillige stadig bøjet over havbunden og planter, alt imens eksperter og politikere diskuterer, om det nytter. Måske redder det ikke havet, men det gør i det mindste noget ved følelsen af at stå med hænderne i lommen og kigge på. Og det, siger nogen, er alligevel bedre end ingenting – i hvert fald så længe vandet ikke stiger op i gummistøvlerne.
Når vi planter ålegræs – men hvor meget kan mennesket egentlig redde sig selv? Det er en stille morgen langs de danske kyster. Vandet vugger sagte. Ålegræsset følger strømmen, bøjer sig, rejser sig igen, forsvinder et øjeblik for så at dukke op i lyset. Sådan har det stået til i årtusinder. Men i dag er der noget nyt: Frivillige iført gummistøvler, våde handsker og store håb sætter små totter ålegræs i havbunden – for at give livet tilbage til det, som er ved at forsvinde. Det er mennesket, der forsøger at udbedre, hvad mennesket selv har ødelagt. Vi planter, vi måler, vi drømmer om mere liv og mindre stilhed under vandet. Vi kalder det for engagement og håber, at håbet kan smitte, ligesom vi en gang håbede, at maskinerne ville frigøre os og give os fritid, men i stedet gav os flere skærme at stirre ind i. Bag projektet står Tænketanken Hav, Syddansk Universitet og Nordea-fonden. Liselotte Hohwy Stokholm forklarer, at det handler om at få danskerne til at mærke havet, ikke kun tænke på det som et blåt bagtæppe til sommerferien. For vi vil jo gerne tro på handlingens mulighed, også når handlingen måske kun er en fodnote i det store regnskab. For eksperterne har allerede blandet sig: “Det er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen,” siger en professor. Altså: Det hjælper nu, men om lidt er kulden endnu værre. Ålegræsset er ikke løsningen, bare et synligt plaster på et sår, der bløder under overfladen. Hvis havmiljøet virkelig skal reddes, må vi ændre det samfund, der udleder kvælstof og fosfor, ikke bare klappe af de frivillige med våde sokker og grønne fingre. For først når der flyder mindre gødning ud i fjorde og hav, bliver vandet klart, ilten vender tilbage, og ålegræsset vil brede sig af sig selv – uden hverken gummistøvler eller frivilligkaffe. Men vi planter alligevel. For hvad er alternativet? At se til? At resignere? Liselotte Hohwy Stokholm peger på nødvendigheden af, at landbrug og fiskeri tager ansvar – rigtigt ansvar, ikke bare ansvar i ord, men i handling. Men landbruget siger, de er i gang. De peger på vådområder, lavbundsjord, samarbejde og lange politiske processer, der arbejder sig igennem landet med den fart, kun natur og embedsmænd kender. Vi står altså her, midt mellem håb og resignation. Vi planter ålegræsset. Vi tæller totterne. Vi samler data. Vi drømmer om mere natur, selv om vi måske godt ved, at vi stadig først og sidst er fanget i en verden, hvor det, der virkelig betyder noget, stadig er det sværeste at ændre. Men vi planter. Måske fordi vi må. Måske fordi vi ikke kan lade være.
Når Danmark planter ålegræs – men havet venter stadig på forandring På en dag hvor alt burde emme af håb, står en skare frivillige bøjet over havbunden og planter ålegræs, så det næsten ligner en koreograferet forestilling i et meget vådt folkekøkken. Man skulle tro, de var hovedpersoner i en film om håb, natur og menneskelig handlekraft – hvis ikke det hele samtidig føltes en anelse absurd. For mens ålegræsset bølger dovent med strømmen og byder på skjulesteder for krabber, kutlinger og andre små eksistenser, kan hverken dyrene eller havet selv vide, at dagens indsats allerede er dømt halvhjertet af flere eksperter. ”Det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen,” siger en professor og rammer stemningen ret præcist: Lidt lunere – og så straks mere koldt. Projektet, orkestreret af Tænketanken Hav og Syddansk Universitet, med Nordea-fonden på holdet og Liselotte Hohwy Stokholm som frontfigur, handler om at engagere danskerne. Engagement er altid pænt. Det kan bare ikke alene gøre vandet klarere eller redde en havørred. For som det bliver sagt fra ekspertfronten: Ålegræs er ikke redningen. Det er udledningen fra landbrug og fiskeri, der styrer liv og død under overfladen. Alle parter ved det egentlig godt. Skal noget rykke, skal landbruget skrue gevaldigt ned for gødning og kvælstof, og fiskeriet skal også tæmme sit begær. Så længe markerne lækker, kan man plante nok så meget ålegræs uden at få en grønnere samvittighed ud af det. Samtidig insisterer landbruget på, at der er gang i forvandlingen. Vådområder og lavbundsjord bliver omdannet, samarbejdsfora popper op som paddehatte, og alle ville, ifølge Landbrug og Fødevarer, gerne have været i gang for længst. Men politiske processer har deres helt egen logik: de skrider frem som havgus – uigennemtrængelige og adstadige. Så hvad står vi tilbage med? Frivillige, der planter i bølgerne, mens systemerne på land tøver. Et landbrug, der vil – men kun så hurtigt, som processen tillader. Et hav, der stadig venter. En offentlighed, der hellere vil have klare løsninger end kolde bukser. På bunden vifter ålegræsset videre, mens Danmark håber, at handling – hvor symbolsk den end måtte være – kan blive begyndelsen på en ægte forandring. Indtil da må både havet og de frivillige holde varmen, så godt de kan.