Fedtemøget vælter ind: Havet har fået nok, og det stinker af gammel gæld Det ligner mos. Det lugter af råd. Det føles som vådt vat mellem tæerne. Og det breder sig som dårlig stemning til en familiefødselsdag, hvor nogen har nævnt EU. **Fedtemøget er tilbage**, og det har denne gang valgt at komme tidligt og i stor stil – som en upassende gæst, ingen rigtig ved, hvordan man beder om at gå. Langs de danske kyster klæber det sig til alt, hvad det kan komme i nærheden af: ålegræs, muslinger, tang og tålmodigheden hos folk, der bare ville have en lille dukkert uden at blive indhyllet i brunligt havsnask. Men fedtemøget er ikke bare irriterende. Det er et symptom. En advarsel. Et grønt, klamt brev fra fortiden. Ifølge professor i havmiljø Stiig Markager er det vores gamle synder, der nu rejser sig fra havbunden – i form af kvælstof og fosfor, som landbruget i årevis har smidt i naturen som var det konfetti til en fest, ingen har ryddet op efter. Og nu, med et usædvanligt varmt og solrigt forår, er mikroorganismerne vågnet som små kemiske gremlins og er gået i gang med at puste liv i algernes raveparty på havets bund. Og ja – det eksploderer. "Vi ser en voldsom opblomstring, og det er meget tidligt i år," siger Markager, med den slags tone, man normalt bruger, når man taler om en uventet skattegæld eller en eks, der ringer igen. Fedtemøg – eller ukrudtsalger, hvis man skal være teknisk – kan suge ilten ud af vandet og samtidig skygge for lyset, så de rigtige havplanter dør. Og når de dør, dør de små dyr, og så står man pludselig med en kystlinje, der lugter af død og forfald og absolut ingen har lyst til at bade i. "Det må jo fortælle, at vores farvande hænger i med fortænderne," siger dykker Jesper Appel Jensen fra North Nature, som bruger sin tid på at rydde op efter os andre. Han ser fedtemøg alle steder nu – i Køge Bugt, i Lillebælt, i Kolding Fjord – også dér, hvor det ikke plejede at være. Og det kommer hurtigt. En uge. *Bang*. Tæpper af slam og grønt ubehag. Men hvad gør vi så? Ifølge Markager tager det tid. *Meget tid.* For det er ikke nok bare at stoppe med at hælde mere gødning i havet. Vi skal også afdrage på den *gamle gæld*. Det, der ligger og gærer på bunden, skal langsomt bearbejdes – over 10, 20, måske 30 år. Og det kræver handling, ikke bare håb. Den grønne trepart er en begyndelse, siger han. Og ja, hvis vi begynder at tage landbrugsarealer ud af drift, *kan* det vende. Men det kræver, at vi – som samfund – tør tage fat i de fedtede rester af vores egen uansvarlighed. Så næste gang du står ved stranden og undrer dig over, hvorfor vandet lugter af søndag i en brugt bagerpose, så husk: Det er ikke bare naturens skyld. Det er vores. Havet har fået nok. Og nu sender det fedtemøget tilbage som regning.
Fedtemøg og forgældet fremtid: Havet som moralsk spejl Som en blød påmindelse fra havets bund, svøbt i slam og klæbrigt ubehag, driver fedtemøget nu ind over de danske kyster. Det er ikke blot en naturbegivenhed; det er et vidnesbyrd. En fysisk manifestation af menneskets lange historie med kortsigtede beslutninger. Ikke dramatisk, men vedholdende. Ikke voldsom, men kvælende. Det, vi ser, er ikke bare alger. Det er *gæld*. En miljømæssig restance, bogført i kvælstof og fosfor, og udskrevet over et halvt århundrede af landbrug, der har dyrket jorden med flid, men uden konsekvensens horisont. Nu gærer det i mørket på bunden, og hvert et varmt solstrejf vækker mikrober og minder til live. “Det er meget tidligt i år,” lyder det tørt fra havmiljøets vokter, professor Stiig Markager. Ikke som en nyhed, men som endnu et suk i den lange samtale mellem menneske og natur, hvor mennesket endnu en gang har talt højest og lyttet mindst. Og dog er det ikke mangel på viden, der bringer os hertil. Vi har kendt årsagen længe. Den kunstgødning, der ikke blev i jorden. De åer, der bar mere end vand. De somre, der bliver varmere, ikke bare i luft, men i vand – og dermed i alt liv, der ikke kan flygte. Fedtemøget kvæler dobbelt: Det suger ilten ud af havet, når det rådner, og det skygger for lyset, mens det lever. Det undergraver, både i biologisk og eksistentiel forstand. For hvordan kan vi tale om ansvar, når vi ikke vil vedkende os årsagen? Jesper Appel Jensen, som bruger sit liv på at rydde op under havoverfladen, taler om, at farvandene hænger i med fortænderne. Det er et billede, der bider sig fast. For hvad er det, havet bider i? Det er ikke os. Det er stilheden. Den apatiske, udskydende tavshed, hvori vi undlader at handle. Vi ved, det tager tid. Markager anslår 10 til 30 år. En generation. Det svarer nogenlunde til den tid, det tog at skabe problemet. Men i modsætning til før, ved vi nu, hvad vi gør – eller undlader at gøre. Det grønne kompromis, den trepart, som nævnes som løsning, er ikke blot politisk. Den er moralsk. Den handler ikke kun om at tage marker ud af drift, men om at tage vores selvforståelse ud af vanen. At se mennesket ikke som forvalter af naturen, men som del af den – og dermed underlagt dens konsekvenslogik. Vandet bliver varmere. Ikke fordi det vil os noget, men fordi vi har gjort noget. Og det, der stiger op fra havbunden, er ikke naturens vrede, men dens vidnesbyrd. Så næste gang vi møder fedtemøget, og trækker os tilbage i væmmelse, bør vi huske: Det, vi ser, er os selv. Ikke kun som vi er nu, men som vi har været. Og spørgsmålet, som bliver hængende i luften – tungt som rådne alger i brændingen – er dette: *Vil vi handle, før havet helt tier stille?*
Fedtemøg, fortielse og forrådnelse: Et mareridt i havblik Det ligner mos fra en skovsø. Det lugter som noget, du ikke ville træde i med bare tæer. Og det breder sig som dårlig økonomi og bedrevidende klimafornektere: **Fedtemøget** er ankommet. Tidligt, voldsomt og med en besked, vi ikke længere kan ignorere. Det fedtede, brungrønne mareridt klæber sig til ålegræs og tang, som var det naturens eget køkkenrulle, der nu nægter at slippe. Men det er ikke natur. Det er konsekvens. Ikke bare af et varmt forår, men af fem årtiers skødesløshed og sløret ansvar – hvor landbrugets gaver til markerne, i form af kvælstof og fosfor, har taget den direkte vej til fjordens bund. Og nu bobler det op igen. Som gammel gæld, der aldrig blev betalt, og som nu kræver renter – med lugt, død og alt for meget *slam med attitude*. “Vi ser en voldsom opblomstring af fedtemøg, og det er meget tidligt i år,” siger professor Stiig Markager, og man fornemmer, at selv hans faglige stoicisme er begyndt at slå sprækker. Det her er ikke en afvigelse. Det er et mønster. En genudsendelse, som ikke bliver bedre med tiden. Dykkerne – havets tavse vidner – melder om tæpper på havbunden. Ikke tæpper, du vil ligge dig på. Men levende dyner af råd, slim og iltsugende algevækst, der breder sig fra Kolding Fjord til Køge Bugt. “Det eksploderede inden for en uge,” siger Albert Frydendal. Og det er præcist, hvad vi har gjort: Vi har bygget en bombe af næringsstoffer og varme, og nu springer den. I slowmotion. I stanken af vores eget overforbrug. Fedtemøg dræber i to tempi. Først trækker det ilten ud af vandet. Så forhindrer det lyset i at nå havbunden. Alt, der kunne vokse, visner. Alt, der kunne gemme sig, forsvinder. Til sidst er der kun mørke og mudder tilbage – og måske et enkelt opslag i lokalavisen om, at badevandet igen frarådes. Men problemet er større end død tang og sure fiskere. Det er strukturelt. Det er politisk. Og det er *langvarigt*. “Den gamle miljøgæld tager 10 til 30 år at afdrage,” siger Markager. Og vi ved alle, hvordan det går med gæld, man ikke tager alvorligt: den vokser. Den grønne trepart er en begyndelse, siger han. Men det er som at puste et lys ud i en storm, mens hele køkkenet brænder. Hvis vi ikke begynder at tage landbrugsarealer ud af drift, skære i kvælstofudledninger og tage ansvar for CO₂-regnskabet med mere end et Instagram-opslag og en kødfri mandag – ja, så bliver fedtemøget bare værre. Og mere klæbrigt. Så hvad gør vi nu? Vi kan skrive pressemeddelelser. Vi kan dele dronefotos af slam. Vi kan klø os i hovedet og pege på varmen, på EU, på hinanden. Eller vi kan gøre noget. Rigtigt. Upraktisk. Upopulært. Effektivt. Ellers er næste generation ikke bare arvinger til havet – men til et hav, der hverken kan bades i, fiskes i eller elskes. Et hav, der engang gav os liv, men nu blot afleverer regningen. Med fedtemøg som postbud.