Knap så meget spil for pengene: Told, Trump og tristhed i konsol-land Det er blevet dyrere at være digital kriger i sofaen. Håndgranaterne i *Call of Duty* koster nu lidt mere, og GTA's stjålne sportsvogne kræver en større økonomisk overvejelse – i hvert fald hvis du skal have en ny konsol at spille dem på. Microsoft har nemlig hevet i den store prisstignings-håndbremse og annonceret, at Xbox – og alt, hvad der følger med – nu bliver dyrere. 50 euro op. *Voilà*. Ikke bare i Danmark, men *over hele verden*. Det samme har Sony gjort for PlayStation. Og lige pludselig koster det det samme at gå i krig med en controller som at tage et forlænget weekendophold i Lalandia (uden badeland, naturligvis). "Det er selvfølgelig aldrig fedt, når ens passion bliver dyrere," siger Tim Binder, forperson i Danish Xbox League, mens han sikkert kæmper sig igennem endnu en runde *Halo* og forsøger at lade være med at græde på knappen. "Det handler jo om fællesskab, glæde – og nu også penge." Men hvorfor det hele? Hvad i alverden er der sket i konsol-verdenen? Svaret er delvist pakket ind i diplomatisk vat og kryptiske formuleringer. Ingen vil rigtig nævne det højt, men en vis herre med hang til store hatte og endnu større ord – lad os bare kalde ham en "klump" – har måske noget med sagen at gøre. Trumps toldkrig med alt, der har stregkoder, har rystet verdenshandlen som en billig plastikcontroller i hænderne på en vred teenager. Og nu mærker vi det i Europa. Inflationen puster, valutakurserne gynger som en piratskibssimulator, og både Microsoft og Sony siger, at de "har truffet svære beslutninger". Der mangler bare en violin i baggrunden. Men hov, der er håb, siger Elgigantens direktør Peder Stedal. Hvis amerikanerne ikke gider købe konsoller til overpris, så kan vi måske få dem billigere herhjemme. En slags utilsigtet toldbumerang. "Der kan komme nogle større volumener til Europa," siger han, med et lille håb i stemmen, der lyder som en mand, der stadig tror på nisser og Q1-salgstal. Men problemet stikker dybere. Danskerne er ikke bare lidt trætte. De er *sortseere*. Forbrugertilliden er faldet hurtigere end en WiFi-forbindelse i et stormvejr. Folk holder på pengene, venter med at købe, og selv Elgiganten må erkende, at hjulene – de økonomiske, ikke dem på Mario Kart – er ved at gå i stå. "Det er den 20. januar-effekt," siger Stedal med henvisning til Trumps tilbagekomst. Og ja, det er svært at sælge glæde i æsker, når folk hellere vil gemme pengene under madrassen og stirre tomt ud ad vinduet. Så nu står vi her. Med tomme lommer, dyre controllere og en følelse af, at sofaen er blevet lidt mindre blød. Måske skal vi bare gå en tur i stedet. Eller spille Matador. Den gamle version, vel at mærke. Den koster ikke noget – og du kan stadig snyde i banken.
Markedets melankoli: Når prisen på spil afspejler verdens uro Der findes tider, hvor selv det trivielle bliver eksistentielt. At sætte sig i sofaen, læne sig tilbage og forsvinde ind i en digital verden – det, der i sin lethed skulle give os et frirum fra livets tyngde – bliver i sig selv et spejl på den verden, det ønskede at flygte fra. For nu stiger prisen på både Xbox og PlayStation. Og med den følger en dybere erkendelse af, at selv legens rum ikke er fritaget for historiens tunge hånd. Det, der umiddelbart ligner en kommerciel beslutning – 50 euro oveni prisen – rummer i virkeligheden langt mere end tal og tekniske forklaringer. Det handler om tillid. Om forbrugertillid, ja, men også om en tillid til verden, til markedet, til fremtiden. Når forbrugerne begynder at holde på pengene, er det ikke blot økonomisk adfærd – det er en antropologisk tilstand. En kollektiv tilbageholdenhed, som følger af en fornemmelse af, at noget ikke er, som det bør være. Microsoft og Sony har hævet priserne, ikke fordi de ønsker det, men fordi "markedsforholdene" kræver det. Disse forhold er dog ikke neutrale størrelser. De er summen af politiske beslutninger, globale spændinger og økonomiske strømme, der bevæger sig uden hensyn til individets konkrete liv. En tidligere præsidents toldpolitik har kastet skygger ind i elektronikafdelingen i Elgiganten. Og i den skygge står vi nu, med hænderne tøvende over dankortet. Forbrugerne mærker det. De stopper op, bliver sortseere, som statistikkerne kalder det. Men måske er det mere end pessimisme. Måske er det et forsøg på at forstå, at verden har ændret sig – at relationen mellem forbruger og vare, mellem lyst og ansvar, er blevet anderledes. Man køber ikke bare en konsol længere. Man tager stilling til, hvilken fremtid man investerer i. Elgigantens direktør håber på et paradoks: At den amerikanske afmatning vil skabe et europæisk overskud. At prisstigningen kan veksles til nye muligheder. Men selv håbet, udtrykt i nøgterne vendinger, bærer en tone af forsigtig distance – som et menneske, der aner afgrunden i horisonten, men stadig forsøger at formulere et fornuftens argument. Og således ender vi ikke blot med dyrere spil. Vi ender med en erkendelse. At intet længere er uden forbindelse til alt andet. At selv en controller i hånden er forbundet til toldaftaler, valutakurser og verdensbilledets skrøbelige balancer. Det er ikke "game over". Men det er heller ikke bare et spil.
Spillet om prisen: Når konsoller bliver politiske og sofaen ikke længere er sikker grund Forestil dig dette: Du sætter dig i sofaen. Kaffen damper. Skærmen lyser. Du har arbejdet hårdt hele ugen og vil bare spille lidt *GTA*, lidt *Call of Duty*, skyde lidt, stjæle lidt, vinde lidt. Men i det sekund, du overvejer at opgradere din konsol, griber verdens tilstand dig i kraven og råber: “Det bliver dyrere, makker!” For nu stiger prisen på både Xbox og PlayStation. Ikke bare en smule. Men 50 euro. *Boom*. Lige ned i lommen. Det er ikke længere bare et spørgsmål om pixels og frames per second – det er et spørgsmål om geopolitik, om Trump, om told, om verdensorden. Microsoft siger, det handler om "markedsforhold". Sony siger det samme. Ingen nævner nogen ved navn. Men der går en tyk, orangehåret understrøm gennem deres pressemeddelelser. En tidligere præsident har kastet en handelsmæssig håndgranat i verdensøkonomien, og nu sidder du, gamer, tilbage med regningen og en controller, der koster mere end din første cykel. Hos Elgiganten bekræfter direktør Peder Stedal det hele med en mine, der kunne passe til en begravelse: “Det, vi erfarer, er, at der kommer en prisstigning.” Som om han lige har fået at vide, at Danmark er løbet tør for strøm. Men han har også et håb, et lille, stædigt glimt i øjet: Hvis amerikanerne dropper konsollerne, så kan vi måske få et overskud af dem i Europa. Ironisk. Komik med tårer i øjenkrogen. Tim Binder fra Danish Xbox League tager det personligt. For det er ikke bare elektronik. Det er fællesskab. Det er eskapisme. Det er ungdomsdrømme på fladskærm. Og når det bliver dyrere, bliver det også mindre tilgængeligt. Minderne bliver luksus. I baggrunden rasler tallene. Danmarks Statistik måler forbrugertilliden som om den var en patient på intensiv. Og kurven går ned. Længere ned end da inflationen dansede på over 10 %. Folk køber mindre, tænker mere. Sofaen bliver ikke længere fyldt med konsoller, men med spørgsmål. Er det nu, vi skal vente? Skal vi købe? Skal vi overhovedet tro på fremtiden? Stedal nævner 20. januar – dagen, hvor Trump vendte tilbage. Som en skygge over butikslandskabet. Som et mareridt i Elgigantens budget. Og ja, han har ret: Det er svært at sælge elektronik, når folk gemmer pengene under madrassen og stirrer ud i en tåget horisont. Så her står vi. I krydsfeltet mellem sofa og verdensmarked. Mellem joystick og geopolitik. Konsollerne er blevet dyre, og det handler ikke længere kun om spil. Det handler om systemer, strukturer og en verden, der vælter ind i stuen med told, inflation og ubekvemme sandheder. Det var ellers bare meningen, vi skulle trykke "Start".