Middelalderens vildkat vender hjem til Slesvig-Holsten – set for første gang i århundreder Nogle historier er så sære, at de nærmest lyder som noget, mor fortalte ved sengetid: “En dag kom en vildkat tilbage til Slesvig-Holsten…” Men nu er det altså ikke eventyr, men virkelighed: For første gang siden ridderne gik i ringbrynje, og kæmpe eg stod på række, har en europæisk vildkat sat sine poter i den tyske delstat. Egentlig var det ulve, man var ude efter at dokumentere. Men på vildtkameraet dukkede pludselig et dyr op, der ikke lige var på listen over “dagens fangst”. Den havde bred, busket og sortstribet hale og var en anelse større end den klassiske sofa-kat. Og, vigtigst af alt, ikke set i området siden middelalderen. Helt ærligt – hvem havde regnet med at se en vaskeægte vildkat, når man er vant til at spotte gravhunde og fasaner? Det var TV Syd, der først fortalte historien om det lodne come-back. I virkeligheden burde den have haft trompetfanfarer, konfetti og måske en lille, diskret vifte af bøgeblade. For det er århundreders fravær, der bliver brudt her. Siden skovene forsvandt, har også vildkatten været væk – og først nu, hvor naturen får lov til at brede sig igen, har den listet sig nordpå, over Elben, tilbage til de mørke, grønne lommer af Slesvig-Holsten. Miljøafdelingen i delstaten fortæller, at vildkatten faktisk har været på vandring nordpå i flere årtier. Men det her er første gang, nogen har beviset. Et lille øjeblik fanget af et kamera – og så kan man ellers sætte hak ved: “Set siden middelalderen!” Om næste kapitel byder på vildkatte, der slås med ulve om stjålne madpakker, eller bare flere billeder af buskede haler i skovbunden, vides ikke. Men eventyret er startet.
Vildkatten vender hjem – en eksistentiel begivenhed i Slesvig-Holsten Det, der først var tænkt som endnu en undersøgelse af ulvens stille tilbagevenden, udviklede sig til noget langt mere sjældent: et billede af en europæisk vildkat, fanget af et kamera i Slesvig-Holsten, hvor dette dyr ikke har vist sig siden middelalderen. Begivenheden er ikke bare et kuriosum for biologer, men et eksempel på, hvordan historien, naturen og menneskets blik pludselig mødes i et uventet nu. At en vildkat genopstår i en region, hvor den har været fraværende i århundreder, er et vidnesbyrd om forandringens mulighed midt i det uforanderlige. En stille påmindelse om, at naturen hverken glemmer eller tilgiver, men genforhandler vilkårene for liv, når menneskets indgreb – fældede skove, fortrængte landskaber – en dag mister sit jerngreb. Miljøafdelingen i delstaten har fulgt vildkattens langvarige, næsten umærkelige march nordpå. At det nu er lykkedes arten at krydse Elben, åbner et nyt kapitel, ikke kun for arten selv, men for det forhold mellem menneske og natur, som så ofte reduceres til enten frygt eller forvaltning. Her – i det enkelte billede af en busket hale, let større end huskattens – mærker man, hvordan naturens egne fortællinger træder frem, når vi mindst venter det. Det er ikke ulvens fortælling denne gang, men vildkattens, som langsomt tager sin plads tilbage i de skygger, vi troede var vores egne. Hvad dette betyder – for landskabet, for menneskerne, for arternes tavse samliv – er endnu uklart. Men begivenheden står som en påmindelse: At det, vi troede var fortid, altid kan genopstå, når tid, sted og vilkår igen mødes i det muliges øjeblik.
Vildkatten vender tilbage: Et lodret mirakel i Slesvig-Holsten Hvis man troede, at fortiden var lagt trygt i historiebøgerne sammen med sværd, skatte og skovtrolde, så tro om igen. For nu har et vildtkamera i Slesvig-Holsten, på jagt efter ulve, i stedet fanget et væsen, der ikke er blevet set i delstaten siden dengang, man stadig mente, jorden var flad og kejtede riddere gik i ledtog med lokale øltyper. En europæisk vildkat – ikke sådan én der bare smutter over naboens hegn, men en ægte, buskhalet, sortstribet og let overdimensioneret udgave, er tilbage. Det skriver TV Syd. Katten har levet sit hemmelige liv primært i skovene, men forsvandt sammen med træerne, da det sidste store rykind af øksemænd og brændestabler blev hverdag. Ingen har set den siden middelalderen – og nu, som en slags naturens svar på en gammel punker, der pludselig dukkede op til gadefest, står den dér igen. Ikke på forsiden af dagbladene, men på et vildtkamera, installeret i håbet om noget så romantisk som ulve. Men i stedet fik man altså kat. Og ikke bare hvilken som helst kat. En busket hale, striber der kunne gøre enhver tiger jaloux, og en størrelse, der ville få folk til at dobbelttjekke, om de nu havde fodret kæledyret rigtigt. Ifølge miljøfolkene i Slesvig-Holsten har de faktisk i årevis holdt øje med, om arten var på vej tilbage – den har bare snuset sig langsomt op gennem Europa og til sidst krydset Elben. Kald det en slags grænseoverskridende kulturudveksling. Om denne vildkats comeback betyder mere end en glad biolog og et par ekstra natlige musejagter, vides ikke. Men man må næsten håbe, at den får lov til at trække vejret frit i skovene, nu hvor historien har givet den chancen for et kapitel mere. Og hvem ved – måske er det ikke kun mennesker, der savner noget fra dengang, vi troede, vi havde styr på, hvem der boede i skovbunden.