Slottet, kunsten og de glade beboere: Valdemar Slot genopstår En dag, hvor det blæser lidt for meget til at sætte hår, står Troense og småvifter med flag, og selv den gamle færge kigger nysgerrigt op mod Tåsinges store stolthed: Valdemar Slot åbner dørene igen. Ikke bare på klem, men vidt op – efter mere end tre års støvet tavshed og indelukket kongelig atmosfære. Slottet har ligget dér siden 1600-tallet og kigget ud over vandet, bygget af en konge med krøllede skægspidser og hang til store projekter. Indenfor har man tidligere kunnet beundre kronepolstrede stole og royalt nips. Nu bliver det noget helt andet: Samtidskunst, kultur, måske en performance i riddersalen og moderne penselstrøg, hvor gamle portrætter plejede at hænge. Tiderne skifter, også i slotsgårde. Formanden for Troense Beboerforening, Anja Harden, kunne næsten ikke sidde stille af bare begejstring, da hun hørte om genåbningen. “Det er meget positivt, for slottet er en stor del af vores historie i området,” fortæller hun og lyder, som om hun har holdt vejret siden 2021. Og måske er det egentlig godt, at det ikke længere kun er barokke spejle og kongelige fodspor, vi skal gå og fryse næserne på. For nu er det kunsten, kulturen og de nysgerrige børn fra Troense, der får lov at indtage de store sale og kigge op på lofter, der har set mere end de fleste. Det er også fornuftigt, mener Anja Harden, at man passer på de gamle mure – og det kræver altså lidt forretning. For slotte koster mere at holde i live end et gennemsnitligt rækkehus i Albertslund. “Det er rigtig dejligt, at der bliver passet på bygningerne, og at de vedligeholdes, og det kan man kun, hvis man har en forretning,” siger hun. Så når klokkerne slår 13, åbnes portene på Valdemar Slot. Måske kommer der ikke så mange prinser og prinsesser, men man kan jo altid tage sin egen guldkrone på og lade sig indhylle i både historie og nutid. Det er ikke hver dag, fortiden slår dørene op og inviterer indenfor til en omgang kultur med udsigt over sundet.
Åbningen af Valdemar Slot – mellem historie, nutid og nødvendighed Når et gammelt slot åbner sine porte igen, opstår et møde mellem fortidens storhed og nutidens trang til betydning. Valdemar Slot på Tåsinge – bygget i 1600-tallet under enevældens tunge himmel – har stået tyst, adskilt fra offentligheden i mere end tre år. Nu skal stilheden vige, og rummene igen fyldes af stemmer og skridt, ikke kun fra de privilegerede, men fra alle, der søger at træde ind i historien. For lokalbefolkningen er det ikke blot en genåbning, men en genbekræftelse af slottets plads i fællesskabets bevidsthed. Anja Harden, formand for Troense Beboerforening, udtrykker glæde, og hendes ord peger ud over det individuelle: “Slottet er en stor del af vores historie.” Her mærker vi, hvordan steder bliver bærere af betydning – ikke fordi de kun gemmer på fortid, men fordi de giver nutiden mulighed for at spørge: Hvem er vi i dag? Dog sker åbningen ikke uden forandring. Det er ikke længere de kongelige artefakter og det fornemme møblement, der sætter dagsordenen i salene. Nu rykker samtidskunsten ind, kulturen får forrang, og rummene fyldes af noget, der rækker ind i det moderne – måske endda det uprøvede og uafklarede. Det er bemærkelsesværdigt, at glæden over åbenheden følges af en nøgtern erkendelse: “Det kan man kun, hvis man har en forretning.” At værne om fortiden kræver en nutidig omtanke og ansvarlighed, der lader de gamle mure stå gennem driftens vilkår. Sådan er nødvendighed og mulighed uadskillelige. Genåbningen af Valdemar Slot er mere end en begivenhed. Det er et spejl, hvor vi kan se vores egen længsel efter både rødder og fornyelse, og hvor de gamle mure får ny betydning i mødet mellem fællesskab, økonomi og nutidig kultur. Fortidens slot bliver på ny en del af samtiden – og minder os om, at historien kun lever, så længe vi vælger at træde ind i den.
Når portene slås op: Valdemar Slot vender tilbage til folket – men i ny forklædning Kast et blik over sundet fra Tåsinge, og du ser det: Valdemar Slot, kongeligt og stædigt, bygget af Christian 4. i en tid, hvor kongemagt var lig med mure af sten og alt for meget silke på stolene. Men i dag åbner slottet igen efter tre års tavshed, og det er ikke længere royal nostalgi, der er på plakaten. Det er samtidskunst, kultur og – hvem ved – måske lidt provokation bag de gamle mure. Klokken slår 13, og Anja Harden, formand for Troense Beboerforening, slår armene ud. Hun er glad, det er klart: “Slottet er en stor del af vores historie i området,” siger hun. Hvem ville ikke være glad, når barndommens eventyrkulisse endelig slipper folk ind igen? Men det er ikke kun glæde. Det er også forretning. De gamle bygninger skal ikke bare bevares, de skal betales. Og nu, hvor slotte ikke længere kan nøjes med at være slotte, bliver de nødt til at spille med på samfundets store kulturshow. De royale møbler er sendt på pension. I stedet skal publikum nu tage stilling til moderne kunst, til installationer og forestillinger, der vrider traditionen og skubber historien i nye retninger. Om du møder en barok stol eller en videoprojektion i riddersalen, ved du først, når du står der. Slottet bliver en ramme – måske endda en ramme, der er blevet lidt for blankpoleret, lidt for ivrig efter at være aktuel. Men sådan er det i vores tid. Alt skal kunne noget. Selv et slot fra 1600-tallet må finde sin plads i strømmen – og helst tjene lidt på vejen. For i virkeligheden er det måske ikke kun for fortidens skyld, vi åbner portene igen. Det er også for at skabe mening i nuet, for at holde sammen på de gamle sten, mens verden udenfor kører hurtigere, end Christian 4. kunne nå at knappe sin jakke. Så mens slottet byder velkommen til endnu en genåbning, må man spørge sig selv: Hvem er det, vi inviterer indenfor? Fortiden, nutiden eller bare turisterne med det næste Instagram-billede? Svaret blafrer mellem slottets tårne og moderne ambitioner – og måske er det netop sådan, Valdemar Slot overlever.