Brandhed britisk sommer: England ramt af fjerde hedebølge.Det er ikke regnen, der vælter ind over de engelske marker i år det er solen. Den står deroppe og glor, nådesløst, og brænder alt, der stikker en grøn spiral over jordens overflade. Ben Andrews, landmand fra Herefordshire, samler en håndfuld lerjord op og lader den tørre mellem fingrene, som om den var blevet forvandlet til mel. Hans salathoveder har fået karakteren halv størrelse i år. Det er ikke fordi, de er særligt hårdt bedømt, men de er simpelthen bare ikke vokset. 20 millimeter regn lige nu, dét kunne vi bruge, siger han og kaster et blik op på en skyfri himmel, der nægter at tage ansvar for noget som helst vanding. Salatplanterne har for mange penge investeret i sig, og for lidt væske at køle sig på. Når man står med planterne i hånden og mærker, at rødderne har sultet i støv, spørger man næsten sig selv, hvorfor man overhovedet såede dem i første omgang. Høsten bliver nærmest en omgang bingo med sollys som kugletrækker.Det er ikke kun på Ben Andrews marker, ørkenen har sneget sig ind. Floderne slæber sig afsted som trætte, gamle katte, der har glemt at drikke, og på vejrkortet lyser det gult som på et skilt om fare for eksplosiv opførsel. For fjerde gang denne sommer lægger hedebølgen sin varme dyne ned over både græssende får og engelsk beton især i England, hvor temperaturen tuller op over de 30 grader flere dage i træk. I Northolt lige uden for London har termometeret blinket 33,4 grader som det højeste i denne omgang.Det findes nu en særlig officiel status som hedemarkeret . Det lyder som noget, der burde inkludere gratis lemonade og fri adgang til fremmede haver, men det er bare Meldinger fra meteorologerne om, hvor solen gætter på, at den vil brænde næste gang. London, Wales, Skotland, endda Nordirland er med i klubben, hvor kun sved, tørst og gentagen påmindelse om at drikke vand er tilladt.Nogle steder kryber graderne op mod de 34. I de britiske sundhedsmyndigheder summer det af advarsler først gule, så mørkegule, som om nogen har overtrukket et landkort med tusch. Advarsler, især til dem, der har rundet de 65 somre, eller bare har svært ved at opsøge et køleskab på under fem minutter.Når sommersolen skruer op for varmen med en emsighed, man troede var forbeholdt barndommens folkeskoledage, bliver selv de mest lakoniske briter urolige. Englands grønne marker, der ellers plejer at forsyne både pubs og supermarkeder, har mistet pusten. Og bag landskabets falmede farver lurer frygten for, at det efterhånden ikke rigtig er til at planlægge fremtiden, når vejret spiller med så store luner. Der mangler regn og det er mere end bare en engelsk joke over en kop te.
Brandhed britisk sommer: England ramt af fjerde hedebølge.Der er ingen nåde over den høje sol, der hænger som en brændende skive over de engelske marker. Det siges, at livet begynder og ender i støvet, og sådan føles det i disse dage: En vendehøster sender sit tunge hjul hen over de udtørrede agre, mens jorden knaser under vægten af både maskine og bekymring. Ben Andrews, landmand midt i det gamle Herefordshire, lader mulden løbe mellem fingrene. Støv stiger hver eneste partikel bærer vidnesbyrd om både fortidige somre og nu, hvor fremtidens høst vejer let i hånden. Salathoveder på hans marker ligner mere blege forhåbninger end fyldige løfter; deres spæde blade har kun halvdelen af den fylde, regnen ellers giver. Men regnen er blevet fjern, fortrængt af det fjerde varme indhug denne sommer. Her blandt hverdagens møje blusser ikke bare heden, men også tvivlen.Andrews fnyser, så husker han sin investering, sin tid, sin tålmodighed. Alt vil gro, siger man, men verden nu byder omskiftelser, hvor intet kan forudsiges. Med markerne lagt til støv overvejer han, om dyrkningen er værd at gentage, når vejret synes ikke længere at kjenne grænser.Omkring ham ser det ikke bedre ud. Floder, der engang satte rytme i landskabet, er nu simrende, smalle spor. Vandet, hjertenerven i den britiske natur, har trukket sig tilbage, og landmænd i alle egne er begyndt at tale sammen om en meget svær høst: “Hvis vi dog blot fik 20 millimeter regn,” lyder det i flere egne en ydmyg bøn under den store, tavse himmel.I mellemtiden fortsætter hedebølgen, næsten trodsigt. I tre på hinanden følgende dage har temperaturerne i områder af England ligget lunt over 30 grader. Og netop uden for Londons arm af asfalt og mursten sætter Northolt bølgens foreløbige højdepunkt: 33,4 grader. De fleste ville have løftet på øjenbrynet over sådan en rekord bare sidste år, men nu noteres den nærmest med resignation.Hele landet tager varmen til efterretning. Sundhedsmyndighederne fungerer som en slags samvittighedens stemme og har tildelt store landsdele ikke blot gule, men mørkegule advarsler. Mørkegul et usynligt bånd, der binder gamle, svage og udsatte ind i en fælles sårbarhed. Advarslen ophøjer dagens vejr til en reel trussel mod hele samfundets omsorgsnet.Hvorvidt det er selve vejret eller vår måde at leve på, der er i forandring, kan synes uløseligt at afgøre. Men i år findes spørgsmålet mellem regnløse skyer og sprukne jorde: hvordan skal vi planlægge, når intet længere er, som det var? Måske et sted mellem sol og støv vokser en ny forståelse for, hvor skrøbeligt det hele egentlig er.
Brandhed britisk sommer: England ramt af fjerde hedebølge.Af jorden er du kommet, til støv skal du blive. Sådan glider jordklumperne ud mellem Ben Andrews’ fingre på marken i Herefordshire, som om selv mulden er træt af at være levende. Bakkerne, ellers så grønne, har fået et gulligt skær under solen, der hamrer løs ubarmhjertig, næsten triumferende på en af de varmeste somre, England nogensinde har mærket.Salathovederne, som burde strutte i deres kølige rækker, kan ikke skjule deres fortrydelse. De blegner, bliver halvvoksne ting, knap nok værd at trække op af jorden. 20 millimeter regn, bare dét siger Ben og kigger mod vest, hvor skyerne for længst har meldt afbud. Men alting er blevet forflyttet: vandskyerne, høsten og forventningerne til, hvad det egentlig vil sige at være landmand i England nu.Det er fjerde hedebølge, nat og dag uden skygge for nogen, især ikke for dem med hånden dybt begravet i jorden og forpinte blikke imod regnmåleren. Ikke underligt, at bekymringerne former det landskab, som regnen ikke har. At man allerede nu stiller spørgsmålet, om det overhovedet kan betale sig. At plante, at investere, at håbe. Når vejrets lunefulde sind skifter fra år til år, og hvad var et sikkert forår, føles nu som et lotteri af støv.Der tales om rekord efter rekord. Northolt, den grå forstad til London, bærer nu på et brændende tal: 33,4 grader. Luft, man kan bide i. Og mens børnene tyr til havebassiner, trækker folk i det offentlige sundhedssystem balaclavaen op og gør sig kampklare. De officielle kort farves gule og mørkegule: advarslernes farver. For varmen er ikke bare tør mund og søvnig siesta, den er potentiel fare.Skotland, Wales, Nordirland steder som i folkemunde sjældent er synonym med varme, føjes nu til listen over landsdele med hedebølge. I nogle områder vil termometret kunne snige sig hele vejen op på 34 grader. Højt nok til at myndighederne ikke længere nøjes med venlige råd: nu er det risikovurderinger, særlige alarmtoner for ældre, syge og dem, som slet ikke kan køre airconditionen i gang.Floder trækker sig sammen til knapt bryster, landmændene tæller det, de kan redde. Med hånden stadig i den tørre jord, kalder Ben Andrews’ dilemma på mere end kun hans egen bedrift: Pludseligt er spørgsmålet, om årstiderne kan stoles på. Eller om britisk sommer nu for altid vil være at vente på regnen, der stadig ikke har tænkt sig at komme.Det er ikke kun blokbogstaver og vejrdata. Det er begyndelsen på en anden fortælling om den engelske sommer mere brændt end bleg, mere urolig end afslappet. Og mens Londons svedige asfalt og Herefordshires støv venter på regnen, er det ikke til at vide, om efteråret kommer som venn eller som fjende.