Slukkede kulkæmper og varme fra havet: Danmark på vej ind i en ny æra strøm- og varmehjerter.Engang lå der sort kulstøv over Danmark som et tungt tæppe. Ovne blev fyret, kedler buldrede, og morgenerne begyndte med soden fra fortidens skorstene. Sådan har dansk energihistorie tøffet afsted siden længe før oldefars briller blev dugget. Men nu... Nu er noget forandret.I maj måned trak Nordjyllandsværket stikket til gigakedlen og lod de sidste klumper kul ligge og hvile sig. I over tre måneder har Danmark ikke været bare lidt, men helt kulfri. Ikke ét eneste fossilskur fik lov at svede sig igennem sommerhalvåret. Energi er noget fandenivoldsk bras, hvis man lader kullet råde, lyder det med godmodig iver fra landets kulhviskende energihistorikere. For der er ingen tvivl: Historien er skrevet. Og det er ikke den slags, hvor man får kulør på dugen af glæde nej, mere af den slags, hvor man pludselig husker, at man faktisk kan nøjes med sommervarme og en anelse overskudsvarme fra en cementfabrik.I Aalborg har de nærmest som en skjult skat adgang til varme, der pibler ud af Aalborg Portland, og affaldsvarme fra Nordværket. Det hele strømmer ud i radiatorslangerne, uden et eneste kulstøvsspor på gulvbrædderne.Jesper Høstgaard Jensen fra Aalborg Forsyning går rundt mellem det lune rørværk og fortæller jublende, at vi klarer os uden kul så længe, folk ikke insisterer på at tage flyverdragten på indendørs. Kun når vinden hyler og Aalborg fryser til, skal kedlen have et klap bagi. Eller hvis der pludselig mangler strøm i elnettet så får de gamle kullene at mærke igen.Men forbruget er allerede styrtdykket. På få årtier er Danmarks kulfyrede nutid forvandlet til et gør-det-selv-kit af grøn energi. Kulforbruget er faldet 90 procent siden 2010 og med det er millioner af ton CO2 blevet hjemme i undergrunden. Det sidste ton sort brændsel skal faktisk forvises fra Nordjyllandsværket i udgangen af 2028. Herefter skal havvand, varmepumper og vores gode gamle ven, affaldsvarmen, tage stafetten. Verdens største varmepumpe står snart klar ved Limfjorden, og store elkedler og varmelagre tripper i kulissen.Det absurde er, at Aalborg på den måde undgår det grå dilemma, andre byer sidder og tygger i: om det nu er helt smart at brænde udenlandsk skov af i navn af grøn varme. Afbrænding af biomasse, især træ, er en svedig diskussion. CO2’en forsvinder ikke, bare fordi etiketten har fået et grønt klistermærke. Og ingen bryder sig om billedet af gamle bøgestammer fra Baltikum, der ryger gennem ovnen for at lune danske stuer.Søren Lorenz Søndergaard fra Dansk Fjernvarme nikker eftertænksomt med i koret: Kulfrit energisystem. Stabil produktion. Der skal stadig lidt gas til, men det meste strøm har været grøn denne sommer. Men ingen fest uden fare for sorteper. For når de store kolosser går på pension, begynder Danmark at lene sig mere og mere mod vinden. Og hvis vejrguderne trækker gardinerne for i flere dage, ja, så kan strømmen pludselig få travlt med at slippe op. Derfor svinger Energistyrelsen allerede nu om sig med ord som kapacitetsmekanisme , hvilket for de uindviede betyder penge til de, der holder strømmen klar i reserve til netop den slags øjeblikke. Lidt ligesom at have en ekstra kop kaffe i termokanden til de sene nattetimer. Historisk går det stærkt, påpeges det rundt om kaffemaskinerne. Vinden og solen udgjorde sidste år 63 procent af alt strøm, og med alt det træ, der pumpes ind i biomasse-værkerne, når vi op på 80 procent vedvarende energi. Det kan lyde som at hoppe over åen, fordi den alligevel tørrede ud mellem 1989 og nu.Men danskernes brug for strøm vil kun vokse. Elbiler skal lades, og varmepumper skal brumme. Alligevel er der ifølge forskerne mere fornuft end panik i at dæmpe det daglige forbrug. Det bliver også billigere for Aalborgs fjernvarmebrugere at sige farvel til kul og goddag til grøn varme, lover de i forsyningen. De scenarier, vi kigger ind i, peger på lavere priser, siger Jesper Høstgaard Jensen.Så altså: En æra er på vej ud af bagdøren. Kullets sidste glød er blusset på lavt blus. Cementfabrikkens varme hilsner og havets vand står parat. Og hele landet holder vejret for vinden både i overført og bogstavelig betydning.
Danmark Lukker Kullene Ned En Ny Morgen gryr i Energien.Der ruller en sagte forandring gennem landet. På kajen i Aalborg hviler skæret fra kranerne, der ikke længere skal svinge deres favn af sorte klumper. Et værk, Nordjyllandsværket, spærrer for sidste gang sine jernkæber og tvinges til ro. I tre måneder har kedlen ikke talt hverken med sine knirk eller sit sorte åndedrag og Danmark har i stilhed udskiftet én æra med en anden.Vokset ud af 1800-tallets kulsyreholdige dis, har det fossile forbrug været landskabets lunger og byernes puls. Nu støver det af, og ikke med et brag, men med et nøjsomt suk, næsten som med den beskedne nødvendighed, der kun opstår, når tingene for alvor ændrer karakter. At Danmark, der så længe har været fortrolig med kullens skod dens frådende energi og beskidte lethed nu kan undlade dens brug i måneder, er intet mindre end befriende. Den, der kaster sit blik bagud, ser hvor sløret, denne sortbrændte søjle har stået gennem slægters gang. Nu viger den.I Aalborg er sommeren venlig. Mellemrummene mellem regnskyllene fyldes af den overskudsvarme, der triller ud af cementindustrien og affaldshåndteringen. Her er det ikke fossilet, men reststrålingen fra datidens produktion, der holder byens sjæl lun. Ingen kul behøves, så længe årstiden og afhentningen af varme varer ved.Men ligeså påtrængende som varmen, er fremtidens krav. For så snart radiatoren atter kalder, og vinterens vind fylder gaderne, vil gamle vaner friste med deres bekvemme tryghed. Værket står klar til opblusning dog ikke i resignation, men i overgangens grønne skærm.Bag dette aktuelle øjeblik raser debatten om energiens sjæl. Er biomassen, denne træets forvandling, bedre end kullet? Den slæber nemlig stadig sin last af CO₂, hvis slægtninge og kilde naturskovens evige kredsløb brydes for at give næring til maskinens lyst. Spørgsmålet om bæredygtighed svajer i vinden hvem kan kontrollere, hvor flisen stammer fra, og om ressourcen forvaltes med omtanke?På nationalt plan har kullets fald været dramatisk. På blot lidt over et årti er forbruget reduceret med 90 procent. Hvor kul engang forsynede næsten hvert et kraftværk, står det nu som en døende observans. Om tre og et halvt år vil det sidste læs blive indskovlet, og det sorte evighedskredsløb, der startede med industrialiseringens adoption af kullet, vil standses i Danmark.Men intet tab er entydigt. Vi udskifter kullet med nye muligheder: verdens største varmepumpe spirer frem med havvandet som blod, lagre anlægges, og store el-kedler venter på at tage over. Den gamle overgang at binde sig til et nyt kulstof fraviges. Fortidens lineære bevægelser viger for fremtidens mangefoldige strømme og tilbagekoblinger.Omstillingen er ikke uden sårbarhed. Man kan nok prise vindmøllernes og solcellernes præstationer at de danner rygstammen i elnettet, og at elbiler og varmepumper tegner sig som fremtidens forbrugere. Men bliver ét ben gjort for stærkt, vakler helheden let. Blæsten vender, og med den tabes ikke bare hat og briller, men potentielt også den elektriske nutid, såfremt balancen ikke bevares.Således fordrer omstillingen strategisk kløgt. At samarbejde med naboer, handle med strøm, lagre overskud, og styre efterspørgslen ikke i panik, men med ro og overblik. Måske især også ved at genoverveje selve idéen om vækst i energiforbruget. Er det nødvendigt at bruge mere, eller kan ansvar og mådehold indføres på ny?Endnu er det kun glimt af en fremtid, der former sig for øjnene af os. Forborgerne i Aalborg love beregningerne allerede besparelser. Grønnere strøm gør varmeregningen billigere på sigt, og afhængigheden af globalkullens pris og luner svækkes. Forvandlingen er i gang til mindre snavset luft, mindre CO₂, mindre forbrug af det, der kun findes ét sted på klippen.Danskerne har en ny mulighed: At være pionerer i det, der er mere end teknologi og infrastruktur. Det er et syn på verden, hvor nødvendigheden træder frem som frihed. Hulet i værkets kedel står som et symbol på det, der var, men ikke længere vil være. Håbet er, at vi ikke blot tænder og slukker, men følger en vej, hvor fremtid og fortid tænkes sammen i omsorg for helheden ikke kun for sig selv, men for alle.Sådan bølger Danmarks energiomsving ikke kun som en teknisk triumf, men som en civilisatorisk fornyelse, hvor fremdriften er båret af ansvar, omtanke og fornyet ydmyghed overfor vores plads i det store kredsløb.
Danmark sætter kullet på stand by: En historisk sommer på grøn rygvind.Aalborg i morgensol. Ikke en røgfane tegner sig mod himlen fra byens ikoniske Nordjyllandsværk; ingen dyne af kulmørke driver langs Limfjorden. For første gang i mere end et århundrede har Danmark henlevet en hel sommer uden kullets varme eller snarere uden kullets skygger. For nogle er det næsten utænkeligt: Fra midt i maj satte værket sin keddel på pause. Dampen blev pakket væk. Herefter har Danmarks energisystem kørt uden de sorte klumper, der engang var selve grundstoffet i velstand og opvarmning det, der som skygger af den industrielle revolution endnu lå tungt over landskabet.Det lyder som noget synet fra et børneteater: Aldrig har vi ventet med at tænde kulsøstrene så længe. Alligevel er det virkelighed og noget nær en revolution. Tanken om Danmark uden kul har tidligere kun eksisteret som våd fantasi i baghoveder og planlægningsafdelinger. Men nu tre måneder og lidt til har strøm og varme flødet uden kullets fedtede fingre ind over. Udenfor skinner solen, og i Aalborg går cementfabrikkens overskudsvarme i systemet som en underspillet hovedperson. Man kunne kalde det en stille triumf, en slags dansk, beskeden version af de store marches mod fremtiden.Cementens svulmende mave og affaldsvarmens usynlige hånd har holdt Aalborg lun, mens radiatorerne slumrede; ikke et forfrossent skrig, ikke et fjernvarmevand, der er stoppet. En teknisk triumf pakket ind i almindelig dansk lavmælthed. Det er i mellemtiden ikke skodt på ilden alene, ikke én fattig stjerne, men derimod genlyd af et helt system på vej væk fra det sorte stof, der gentagne gange har flosset både planet og samvittighed.Man kan mærke luften blive lettere: I de sidste ti år er kulforbruget styrtdykket med 90 procent. En vis form for magi, en snigende grøn revolution, har forandret hverdagens radius. For kullet var ikke et hvilket-som-helst brændstof. Gennem generationer var det fundamentet under ethvert mekanisk åndedrag. Nu er det nærmest forsvundet, reduceret til et nøk i en teknisk rapport, et symbol på fortid snarere end fremtid.Men hvad så, når sol og varme viger pladsen og efteråret vrider sig ind gennem sprækkerne? I Aalborg holder man stadig fast i kul-opløsningen, men med en vis ærefrygt. Vinteren er stadig kullets domæne indtil videre. Alligevel, planerne er ambitiøse. En gigantisk varmepumpe, den største af sin art, skal trække varmen op af havet og føre den ind til byens radiatorske hjerter. Samtidigt vokser der varmelagre op, og elkedlen gøres klar til at tordne på grøn strøm.Nogle steder, i de større byer, har man valgt eller været tvunget til at forvandle kul til flis og pinde, biomasse, som også brænder, men er pakket ind i klimadebattens subtiliteter. For hvor grøn er biomassen egentlig, når skovene knokles flad rundt omkring, og skibene trækker deres CO2-tunge spor til danske havne? Spørgsmålet sniger sig ind mellem linjerne i energiplanerne.Imens ser varmepakkens barder på den danske grønne omstilling med et halvt smil for det er ikke bare en sommer uden kul. Det er konturen af noget større et system, der nu kan køre måneder uden det sorte brændsel, der engang lammede lunger og blev loget i kælderne. Mindre gas, mere strøm, endnu mere vind: En infrastruktur, i galop, om ikke i trodsig fart. Bag facaderne vokser dog udfordringerne. For når systemet lener sig mod vinden, hvem stoler så på vejrudsigten? Hvad gør vi, når det ikke blæser når kapacitetsmekanismen skal sørge for reserve-elektroner, som gamle generaler, parate i kulissen? Staten pusler med betaling for decideret beredskabsstrøm, en ny hær af sikkerhedsnet; erfaringerne viser, at det ofte bliver gaskraft eller batterier, der holder hånden under forsyningen.Ovenstående er et øjebliksbillede i opløsning og opbrud, hvor gamle vaner brækker som is på fjorden. Forbruget bliver grønnere, men samtidig skal mere strøm flyde, til elbiler, varmepumper, livets elektriske nykker. Mon ikke ét af de største spørgsmål for fremtiden handler om at gøre danskerne og os selv bevidste om både at spare og fordele grøn energi. Prognoserne lover gode tider for de, der har fjernvarme under Aalborgs tage. Regnestykket er klart: Med kurs mod 2029 bliver det billigere at løfte varmen fra havet og strømme fra vind, end at grave kul op og brænde barndommens skygger af.Så måske tager man fejl, de gamle sortseere, der fatter om fortidens brænde og dunkle forudanelser. Måske vibrerer fremtiden netop nu, i en stille sommer med kullet på stand by. Hvad end vi tror, kan ingen tage fra os, at Danmark i dette skæve år beviste, at fortidens sorte kulde kan holdes stangen af grønne, brusende alternativer.